Vejledning om beregning af pensioner efter Den Nordiske Konvention om Social Sikring (* 1) (* 2) (Til samtlige kommuner, statsamter og Den Sociale Ankestyrelse)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om beregning af pensioner efter Den Nordiske Konvention om Social Sikring (* 1) (* 2)
(Til samtlige kommuner, statsamter og Den Sociale Ankestyrelse)
Efter den ny Nordiske Konvention om Social Sikring af 15. juni 1992, som trådte i kraft den 1. januar 1994, er der åbnet mulighed for at nordiske statsborgere kan få deres pensioner omberegnet efter reglerne i konventionens artikel 27, (bil.1), hvis pensionen er tilkendt inden den 1. januar 1994.
Efter den tidligere nordiske konvention af 1981 blev pension i Norden som hovedregel udbetalt af bopælslandet, på grundlag af en samlet nordisk bopælstid. Dette princip er forladt i den nye konvention, som følger reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere indenfor De Europæiske Fællesskaber. Herefter udbetales der brøkpensioner i forhold til bopælsperioder i de enkelte nordiske lande, hvor pensionisten har været bosat i mindst 3 år eller har været beskæftiget i mindst 1 år. Konventionen er bekendtgjort i Lovtidende C, som bekendtgørelse nr. 83 af 8. september 1994.
Bopælskommunen har efter pensionsloven ansvaret for behandling af ansøgninger om omberegning af pension for pensionister med bopæl i Danmark. Direktoratet behandler ansøgninger om omberegning af pension for pensionister med bopæl i et andet nordisk land eller i et EU-land.
Vi har i det følgende nærmere beskrevet de særlige omberegningsregler til brug for kommunens behandling af ansøgninger fra pensionister her i landet.
ANSØGNING OM OMBEREGNING
Pensioner, der er tilkendt før den 1. januar 1994, kan efter anmodning fra pensionisten eller beslutning fra kommunen omberegnes efter de nye regler. Kommunen har således en selvstændig kompetence til at rejse sag om omberegning for pensionister med bopæl her i landet
Omberegning af pension tillagt nordiske statsborgere med bopæl i Danmark behandles af kommunerne efter de almindelige regler i lovgivning om social pension.
Dir.4.kt.j.nr. 40-0160-95
Pensionen beregnes på grundlag af den pågældendes alder og bopælstid, da pensionen blev tilkendt her i landet.
Har pensionisten ansøgt eller kommunen rejst sag om omberegning inden 2 år efter den ny konventions ikrafttræden, det vil sige senest den 31. december 1995, ydes den omberegnede pension med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1994.
BEHANDLING AF ANSØGNING
De nordiske lande har aftalt følgende fremgangsmåde ved behandling af ansøgning om omberegning af pension
Oplysninger til brug for ansøgning om pension fra et andet nordisk land, gives på et skema, som udfyldes af kommunen eller pensionisten. (bil.2).
Kommunen sender skemaet til kontaktorganet (bil.3) i det/de berørte lande sammen med alle relevante oplysninger til brug ved behandling af pensionsansøgningen. Ved ansøgning om invalide/førtidspension skal der vedlægges lægelige oplysninger.
Hvert enkelt land træffer afgørelse om ret til pension efter landets egen lovgivning og er ikke bundet af andre landes afgørelser.
Når det berørte land har truffet afgørelse i sagen, sendes den nationale beslutning til den danske bopælskommune sammen med ankevejledning.
Den danske kommune udregner herefter den danske pension samt eventuelt tillæg, jfr. næste afsnit. Kommunen laver en sammenfattende afgørelse om den samlede pension (bil. 4 og 5). Kommunen sender den sammenfattende afgørelse om den samlede pension fra de enkelte lande sammen med de nationale afgørelser og ankevejledning til pensionisten.
Kommunen sender samtidig kopi af den sammenfattende afgørelse til de berørte lande.
Af administrative hensyn skal den første udbetaling af den omregnede pension og eventuelt tillæg ske den 1. i måneden, 3 måneder efter datoen på den sammenfattende afgørelse, således at pensionen udbetales samtidigt fra de berørte lande til pensionisten.
TILLÆG
Hvis den omberegnede pension er lavere end den hidtil udbetalte danske pension, skal der ydes et tillæg, som udgør forskellen mellem den omberegnede pension og pensionen beregnet efter de tidligere regler, jfr. konventionens artikel 27, stk. 4. (bil.1).
Tillægget udbetales hver måned af kommunen til pensionister her i landet sammen med pensionen.
Tillægget beregnes i forhold til den grundpension, pensionisten ville have ret til efter den gamle konvention. Såfremt en pensionist kun ønsker at modtage pension fra et land eller ønsker at opsætte pensionsudbetalingen, udbetales der ikke tillæg.
Hvert år den 1. januar reguleres tillægget på grundlag af de pensionsbeløb, der gælder på dette tidspunkt, og ydes med samme beløb hele året. Tillægget beregnes efter kursen den 1. januar i beregningsåret og på grundlag af pensionssatsen den 1. januar i de andre udbetalende lande.
Tillægget reguleres, hvis der sker ændringer af pensionistens civilstand, indtægter m.m., som medfører ændringer i en pension udbetalt efter reglerne i lov om social pension.
EKSEMPLER PÅ OMBEREGNING
De samlede pensioner er mindre end den hidtil udbetalte pension
Tillægget ydes af kommunen. Tillægget beregnes således
Pensioner fra de øvrige nordiske lande omregnes til danske kroner pr. 1. januar 1994. Hvis de samlede pensioner inklusiv den danske pension er mindre end den hidtil udbetalte pension, udbetaler kommunen et tillæg, således at den samlede pensionsudbetaling forbliver uændret.
Se regneeksempel 1.
De samlede pensioner er større end den hidtil udbetalte pension
Pensionen fra de øvrige nordiske lande omregnes til danske kroner pr. 01.01.1994 og opgøres for hele efterbetalingsperioden, dvs. fra den 01.01.1994 til datoen for pensionsudbetalingen. Dette beløb sammenlignes med den danske pension, der er udbetalt i samme periode. Herefter fratrækkes det beløb, der er betalt for meget i dansk pension. Det/de berørte lande udbetaler et beløb svarende til differencen.
Se regneeksempel 2.
Såfremt pensionisten ikke har haft 3 års bopæl i Danmark, på tidspunktet for omberegningen og derfor stadig modtager pension fra et andet nordisk land, omregnes pensionen fra de øvrige nordiske lande til danske kroner pr. 01.01.1994 og opgøres for hele efterbetalingsperioden. Dette beløb fratrækkes beløbet, der skulle have været været udbetalt i samme periode fra Danmark. Danmark udbetaler et beløb svarende til differencen.
Se regneeksempel 3 og 4.
Den pension, pensionisten har ret til fra et andet nordisk land i tidrummet fra den 01.01.1994 og frem til udbetalingstidspunktet, bliver modregnet i den danske pension, som er udbetalt i samme periode. Der bliver således ikke tale om udbetaling af pension fra et andet nordisk land med
tilbagevirkende kraft eller refusion landene imellem.
Vejledningen vedlægges et sæt med spørgeskema, sammenfattende pensionsafgørelse med tillæg
og sammenfattende afgørelse. Sættet kopieres i kommunen til brug ved behandling af omberegningssager.
Denne vejledning afløser Direktoratets vejledning af 22. december 1993 om omberegning af pension efter den nordiske konvention.
DIREKTORATET FOR SOCIAL SIKRING OG BISTAND DEN 1. SEPTEMBER 1995.
Karen Sejersdal Christensen
/ Leif Hedegaard