Cirkulære om udvidet adgang til flyttegodtgørelse (* 1) (* 2) (Til samtlige ministerier mv.)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1. Aftalen er indgået for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte samt for ansatte omfattet af overenskomster indgået på den ene side af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet og på den anden side af de underskrivende centralorganisationer eller organisationer tilsluttet disse.
Bilag
AFTALE
OM FORSØGSORDNING MED
UDVIDET ADGANG TIL FLYTTEGODTGØRELSE
§ 2. Som godtgørelse for udgifter i forbindelse med en flytning kan en ansat, der søger en anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, af ansættelsesmyndigheden tilbydes ydelser, der supplerer den flyttegodtgørelse, der tilkommer den ansatte i henhold til regler i gældende aftaler og overenskomster.
§ 3. I forbindelse med opnåelse af ydelser som nævnt i § 2 kan der ikke i nogen henseende ydes en flyttegodtgørelse, der er mindre end den, der i det konkrete tilfælde tilkommer den ansatte i henhold til gældende aftaler og overenskomster.
§ 4. De ydelser, der kan tilbydes i henhold til § 2, er i henseende til art og størrelse maksimeret til den flyttegodtgørelse, der i medfør af kapitel 2 i aftale af 4. juli 1995 tilkommer medarbejdere, der forflyttes uansøgt, jf. Finansministeriets cirkulære af 4. juli 1995 om flyttegodtgørelse. (* Red. note: jf. F CIR 108 19950704)
§ 5. Aftalen har virkning fra 1. april 1995 og udløber den 31. marts 1997.
København, den 4. juli 1995
Statsansattes Kartel Finansministeriet
Ove Hygum P.M.V.
E.B.
Peter Friis
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Bjørn Wikkelsøe Jensen
Akademikernes Centralorganisation
Søren Vang Rasmussen
Lærernes Centralorganisation
Anni Herfort Andersen
Overenskomstansattes Centralorganisation
Finn Busse Jensen
Cirkulære om udvidet adgang til flyttegodtgørelse (* 1) (* 2)
(Til samtlige ministerier mv.)
1. Som led i aftaleforhandlingerne pr. 1. april 1995 har Finansministeriet den 4. juli 1995 indgået aftale med Statsansattes Kartel, Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Akademikernes Centralorganisation, Lærernes Centralorganisation og Overenskomstansattes Centralorganisation om en forsøgsordning med udvidet adgang til flyttegodtgørelse.
Aftalen, der er optrykt som bilag, er indgået for perioden 1. april 1995 - 31. marts 1997.
2. Den aftalte ordning er etableret med det formål at fremme mobiliteten ved at give ansættelsesmyndighederne mulighed for i videre omfang end efter de almindelige regler at godtgøre merudgifter, der har tilknytning til forflyttelse.
3. Aftalen gælder for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte, der er omfattet af Finansministeriets cirkulære af 4. juli 1995 om flyttegodtgørelse. (* 3)
Endvidere gælder aftalen for medarbejdere, der er ansat i henhold til de fællesoverenskomster, som Finansministeriet har indgået med henholdsvis Statsansattes Kartel, Statstjenestemændenes Centralorganisation II og Overenskomstansattes Centralorganisation og for ansatte, der er omfattet af den med Akademikernes Centralorganisation indgåede overenskomst for akademikere i staten.
Aftalen omfatter ligeledes medarbejdere, der er ansat i henhold til overenskomster, der er indgået med organisationer tilsluttet centralorganisationerne, og som indeholder regler om ret til flyttegodtgørelse i nærmere angivet omfang.
4. Den aftalte ordning kan også anvendes for medarbejdere, der er ansat efter overenskomster, der indgås efter delegation fra Finansministeriet, og som er omfattet af centralorganisationernes forhandlingsområde, og som indeholder bestemmelser om flyttegodtgørelse.
5. Aftalen indebærer, at den enkelte ansættelsesmyndighed i tilfælde, hvor der konkret skønnes at foreligge fornødent behov for dækning af yderligere flytteudgifter, kan give en ansøger til en stilling tilsagn om en ydelse, der supplerer den flyttegodtgørelse, som ansøgeren har ret til efter gældende aftaler og overenskomster.
Det følger heraf eksempelvis, at der kan tilbydes supplerende ydelse ved ansøgt forflyttelse i forbindelse med forfremmelse og ansøgt forflyttelse uden forfremmelse for så vidt angår tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte samt medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten for akademikere i staten. Med hensyn til medarbejdere, der er ansat i henhold til fællesoverenskomsterne med henholdsvis Statsansattes Kartel, Statstjenestemændenes Centralorganisation II og Overenskomstansattes Centralorganisation kan der gives tilsagn om supplerende ydelse ved ansøgt forflyttelse i forbindelse med forfremmelse.
6. Anvendelse af aftalen er betinget af, at der er tale om en allerede ansat medarbejder, der søger en anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet.
Ligeledes er det en betingelse, at der i forvejen er hjemmel til i det konkrete tilfælde at yde flyttegodtgørelse i et eller andet omfang inden for rammerne af den aftale om flyttegodtgørelse, der er udsendt med det i pkt. 3 nævnte cirkulære.
Som yderligere betingelse fremgår det af aftalen, at den supplerende ydelse, der kan gives tilsagn om, i henseende til art og størrelse er maksimeret til den flyttegodtgørelse, som i medfør af kapitel 2 i forannævnte flyttegodtgørelsesaftale tilkommer medarbejdere, der forflyttes uansøgt.
Aftalen finder ikke anvendelse for flytninger, som er omhandlet i § 1, stk. 2, og kapitel 5 i aftalen om flyttegodtgørelse.
7. Den supplerende ydelse, der kan udbetales inden for det nævnte maksimum, kan bestå i såvel højere beløb end efter de gældende satser som dækning af former for flytteudgifter, som de gældende regler ikke giver ret til.
Eksempelvis kan der således ved ansøgt forflyttelse i forbindelse med forfremmelse som yderligere supplerende godtgørelse tilbydes et beløb op til satsen for fuld godtgørelse. Samtidig eller som alternativ ydelse kan der gives tilsagn om hel eller delvis dækning af de handelsomkostninger, der tilkommer en uansøgt forflyttet medarbejder.
Tilsvarende kan der ved ansøgt forflyttelse uden forfremmelse gives tilsagn om f.eks. fuld dækning af udgifter ved bohavets flytning alene eller kombineret med delvis eller fuld dækning af nogle eller samtlige de former for flytteudgifter, som ikke ellers tilkommer en medarbejder, der forflyttes efter ansøgning uden forbindelse med forfremmelse.
8. Det er ved aftalen med centralorganisationerne forudsat, at forsøgsordningen vurderes ved aftaleperiodens udløb. Til brug herfor vil ministerierne ved en efterfølgende henvendelse blive anmodet om at tilvejebringe oplysninger om ordningens anvendelse i tidsrummet 1. oktober 1995 - 30. september 1996.
9. Cirkulæret har virkning fra 1. april 1995.
Finansministeriet
Den 6. juli 1995
P.M.V.
E.B.
Svend Erik Jacobsen