Vejledning til bekendtgørelse om refusion af kommunernes lønudgifter ved udvidelse af antallet af ansatte inden for kommunernes ældreservice
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om refusion af kommunernes lønudgifter ved udvidelse af antallet af ansatte inden for kommunernes ældreservice
Indledning
Som led i finanslovsforliget for 1995 blev det aftalt at afsætte en pulje på 150 mill. kr. i 1995 og 1996 til en forsøgsordning inden for ældreservice. Formålet er dels at øge de lediges muligheder for ordinær beskæftigelse, dels at imødekomme uopfyldte servicebehov på ældreområdet.
På denne baggrund er arbejdsministeren i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik bemyndiget til at fastsætte regler om, at der kan ydes refusion af lønudgifter, når Arbejdsformidlingen medvirker ved etableringen af nye offentlige servicejob.
Hovedbetingelserne er således, at der skal være tale om nye faste ansættelser inden for ældreservice, at det er ledige, der ansættes i stillingerne, samt at Arbejdsformidlingen medvirker hertil. Kommunerne kan i disse tilfælde få refunderet 50 % af merudgifterne til løn.
Puljen
Den afsatte pulje på 150 mill. kr. fordeles til AF-regionerne efter antallet af personer, som er fyldt 67 år.
Den regionale pulje fordeles på kommunerne i regionen efter ansøgning. Ansøgning indgives til Arbejdsformidlingen, som giver tilsagn til den enkelte kommune om antal tilskudsberettigende ansættelser. Arbejdsformidlingen skal sikre sig, at den regionale pulje ikke overskrides.
Anvendelsen af ældreserviceordningen bør selvfølgelig samstemmes med den øvrige arbejdsmarkedsindsats i regionen og det regionale arbejdsmarkedsråds retningslinier om målgruppen.
Betingelser
Til den ansatte
Det er en betingelse for refusion, at det er en ledig, der ansættes i stillingen. Arbejdsformidlingen formidler kontakten mellem kommunen og den ledige.
Kommunen fastsætter selv de nærmere uddannelsesmæssige krav til den ledige. Det er en betingelse, at den ledige forud for ansættelsen introduceres og kvalificeres til arbejdsområdet. Dette kan f.eks. ske ved deltagelse i et kortere introduktionskursus inden ansættelsen. Arbejdsgiveren er ansvarlig for, at den fornødne introduktion/opkvalificering sker, men Arbejdsformidlingen kan indgå i et samarbejde med arbejdsgiveren herom, herunder anvende aktiveringsmidler hertil, såfremt der er tale om forsikrede ledige.
Til ansættelsen
De ledige, der ansættes i henhold til bekendtgørelsen, skal ansættes i nye ordinære faste stillinger inden for kommunens ældreservice . Ved ældreservice forstås plejeforanstaltninger og omsorgsarbejde i og uden for eget hjem samt praktisk bistand.
Betingelsen om, at det skal være ordinære faste stillinger, medfører blandt andet, at løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige, samt at ansættelsesforholdet ikke må tidsbegrænses.
Ansættelse i elevpladser på social- og sundhedsuddannelsen er tillige omfattet af bekendtgørelsen. Elevansættelser vil kunne afhjælpe problemet med rekruttering af uddannet arbejdskraft inden for ældreservice.
Ved alle ansættelser gælder, at der skal ske en nettoudvidelse af antallet af ansatte inden for ældreservice i kommunen, jf. betingelsen om at der skal være tale om »nye« ansættelser. Hvis det efterfølgende viser sig, at de ansættelser, Arbejdsformidlingen har givet tilsagn om, ikke har medført den tilsigtede udvidelse af kommunens ældreservice, vil det betyde, at kommunen ikke kan få refunderet lønudgifterne. Dette bliver reguleret af refusionsbestemmelserne i bekendtgørelsen, jf. nedenfor.
Fremgangsmåde ved ansættelser
Hvis en kommune ønsker at ansætte ledige med lønrefusion inden for ældreservice, skal kommunen søge Arbejdsformidlingen om det antal tilskudsberettigende ansættelser, kommunen har brug for.
Arbejdsformidlingen giver tilsagn, hvis der er »plads« til ansættelserne inden for den regionale pulje, jf. § 4, stk. 2. Hvis kommunen eksempelvis ønsker at udvide med 4 ansatte, skal Arbejdsformidlingen sikre sig, at der mindst er 360.000 kr. i puljen, som der ikke er disponeret over, idet refusionen højest kan udgøre 90.000 kr. pr. ansat, jf. § 5, stk. 4.
Når Arbejdsformidlingen har givet tilsagn om ansættelserne, er det ligeledes Arbejdsformidlingen, der på ganske normal vis formidler ledige til ansættelserne, jf. § 4, stk. 3.
Lønudgifterne ved de ansættelser, som der er givet tilsagn om, registreres på en særskilt funktion 5.29 Ældreserviceordning i det kommunale budget- og regnskabssystem. Denne særlige registrering er fastsat for at adskille lønudgifter efter denne ordning fra lønudgifter efter Indenrigsministeriets tilsvarende refusionsordning på ældreområdet.
Beregning af refusion
Arbejdsformidlingen udbetaler refusionen en gang årligt.
Refusionen opgøres på følgende måde
For det første kan der kun ydes refusion for den reale stigning i kommunens lønudgifter til ældreservice fra budget 1995 til regnskab 1995, henholdsvis 1996, jf. § 5, stk. 3. Ved opgørelse af stigningen i lønudgiften opregnes således de budgetterede lønudgifter for 1995 til lønniveau 1996.
For det andet kan der kun udbetales 50 % af lønudgiften på den særskilte funktion 5.29, jf. § 5, stk. 2.
I budget 1995 er funktion 5.29 (naturligvis) ikke med, mens funktion 5.29 skal medregnes i regnskab 1995 og 1996. Hvilke funktioner, der medregnes til ældreservice efter denne ordning, fremgår af bilag 1 (budget 1995) og bilag 2 (regnskab 1995 og 1996).
For det tredje kan der højest udbetales 90.000 kr. pr. formidlet ledig efter denne ordning, jf. § 5, stk. 4.
Der er således tre »lofter« ved opgørelsen af den refusion, kommunen kan få udbetalt.
Eksempel på beregning af refusion
X-købing har en real stigning i kommunens lønudgifter til ældreservice fra budget 1995 til regnskab 1995 på 1,5 mill. kr. Refusionen kan derfor som udgangspunkt højest udgøre 50 % heraf, nemlig 750.000 kr. Dette følger af, at der kun kan ydes refusion for den reale stigning i kommunens lønudgifter til ældreservice.
Lønudgiften på funktion 5.29 i regnskab 1995 udgør imidlertid kun 1 mill. kr. Refusionen kan som følge heraf alligevel ikke udgøre 750.000 kr., men derimod kun 500.000 kr. Dette følger af, at der kun kan ydes refusion for lønudgiften på funktion 5.29.
Kommunen har af Arbejdsformidlingen fået tilsagn om og formidlet 4 ledige til de ekstra ansættelser. Refusionen kan som følge heraf alligevel ikke udgøre 500.000 kr., men derimod kun 360.000 kr. Dette følger af, at der højest kan udbetales 90.000 kr. pr. formidlet ledig.
Det kan naturligvis også forekomme, at der er formidlet 4 ledige, men at refusionen bliver mindre end 360.000 kr., fordi stigningen fra budget til regnskab er mindre end 720.000 kr. og/eller fordi lønudgiften på funktion 5.29 er mindre end 720.000 kr.
Arbejdsformidlingen udbetaler refusionen på baggrund af en revisionspåtegnet opgørelse af kommunens lønudgifter, som skal være Arbejdsformidlingen i hænde senest den 15. august i året efter regnskabsåret. Endelig afregning skal ske inden den 1. oktober i året efter regnskabsåret.
Tilbagebetaling m.v.
Arbejdsformidlingen kan bestemme, at refusionen skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen ikke har været opfyldt.
Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor det på trods af, at udbetalingen skal ske på baggrund af en revisionspåtegnet opgørelse, alligevel viser sig, at en eller flere betingelser ikke har været opfyldt. Som eksempel kan nævnes, at en af stillingerne ikke i hele tilskudsperioden har været besat med en formidlet ledig.
Arbejdsministeriet, den 2. maj 1995
Jytte Andersen
/ Lis Gamborg