Vejledning om broorganisation og brodisciplin i lastskibe (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om broorganisation og brodisciplin i lastskibe (* 1)
Denne vejledning er blevet til i et samarbejde mellem søfartens organisationer og Søfartsstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til ICS's "Bridge Procedures Guide" og ICS/ISF's "Guidelines on the application of the IMO International Safety Management Code".
I vejledningen betyder
broorganisation , de rammer og instruktioner, som fastlægges for at opretholde en sikker vagt på broen, og
brodisciplin , måden hvorpå vagtholdet efterlever broorganisationen.
Søfartsstyrelsen skal henstille til rederier, at de for deres skibe udarbejder en "Rederiinstruks for Broorganisation og Brodisciplin" herunder relevante checklister. Som bilag vedlægges et eksempel på en sådan rederiinstruks. Det enkelte rederi bør tilpasse og udbygge eksemplet, så det bliver relevant for rederiets skibe, deres særlige fart og besætning.
Søfartsstyrelsen skal endvidere henstille, at rederier følger rederiinstruksen op med blandt andet følgende
1 I forbindelse med på- og afmønstring af vagtgående navigatører og dæksmandskab bør skibsføreren tages med på råd forinden nyt personale udstikkes til skibet.
2 Skibsføreren skal sikres mulighed for at tilrettelægge arbejdet således, at sømandslovens hviletidsbestemmelser overholdes.
3 Der bør udarbejdes en klar alkoholpolitik for skibenes besætninger.
4 Ved på- og afmønstring af navigatører bør i samråd med skibsføreren afsættes tid til forsvarlig overlevering.
5 Rederiet bør i samarbejde med skibsføreren udarbejde ensartede vejledninger for ruteplanlægning, herunder sejlads med lods om bord m.v.
6 Der bør tilstræbes ensartet instrumentering i det enkelte rederis skibe.
7 Vagtholdet skal alene koncentrere sig om skibets sikre sejlads, hvorfor aktiviteter, der kan bortlede vagtholdets opmærksomhed fra vagttjenesten, bør henlægges til andre lokaliteter end styrehuset.
8 I samarbejde med skibsførerne bør fastsættes kommunikations- og samarbejdsprocedurer mellem skib og landorganisation.
9 Landpersonel med relation til skibenes drift bør gøres bekendt med de instruktioner og procedurer, der gælder for skibenes sikre sejlads.
Søfartsstyrelsen, den 1. juni 1994
Bilag til Søfartsstyrelsens vejledning om broorganisation og brodisciplin i lastskibe.
Rederiinstruks for broorganisation og broprocedurer.
Instruks til føreren.
1. Brovagten skal tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med bekendtgørelse om vagthold i skibe.
2. Den sejladsmæssige sikkerhed skal prioriteres højest og må ikke kompromitteres af administrative rutiner.
3. Føreren skal sammensætte vagtholdet under hensyntagen til vejr-, navigations- og trafikforhold, samt erfaring hos de enkelte medlemmer af vagtholdet.
4. Vagtholdets sammensætning må ikke ændres uden førerens tilladelse.
5. Vagtholdet skal være udhvilet og må ikke være påvirket af spiritus eller andre rusmidler.
6. Føreren er ansvarlig for vagtens tilrettelæggelse.
7. Føreren skal sikre sig, at de tjenestegørende navigatører er fuldt fortrolige med deres ansvars- og arbejdsfordeling, med den fastlagte rute, samt med betjening af bro- og sikkerhedsudstyret.
8. Føreren skal gribe ind og skriftligt meddele rederiet, såfremt han skønner, at en tjenestegørende navigatør ikke evner at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde, samt årsagen hertil.
9. Vagtholdets medlemmer, og især den vagthavende navigatør, skal ved sejlads af rutinemæssig karakter undgå egne, underforståede procedurer der kan sløve agtpågivenheden og dermed evnen til at handle i kritiske situationer.
10. Navigations-, kommunikations- og andet broudstyr skal kontrolleres i forbindelse med afgang og ankomst, samt mindst en gang i døgnet i henhold til relevante checklister.
11. Ved vagtafløsning skal relevante checklister udfyldes af både tiltrædende og afløste navigatører.
12. Føreren skal udstede skriftlige, stående ordrer.
13. Føreren skal endvidere, når påkrævet, udstede skriftlige, løbende ordrer, som dækker de særlige omstændigheder, der måtte forekomme på en vagt.