Retningslinier for knoglebanker til sikring mod overførsel af HIV- og hepatitis-smitte (HBV og HCV) ved anvendelse af humant knoglevæv til allotransplantation

Retningslinier for knoglebanker til sikring mod overførsel af HIV- og hepatitis-smitte (HBV og HCV) ved anvendelse af humant knoglevæv til

allotransplantation

HIV, HBV og HCV findes hos smittede i særlig grad i blod og andre kropsvæsker, hvorfor det er nødvendigt at iværksætte foranstaltninger for at forebygge transmission ved donation af blod, sæd, organer og andet menneskeligt materiale. Det må så vidt muligt gennem serologisk testning af donorer sikres, at knogletransplantater kun anvendes fra personer, der er negative for antistoffer mod HIV (anti-HIV), hepatitis C (anti-HCV) og for hepatitis-overflade antigen (HBsAg). Dette medfører, at friske transplantater som hovedregel ikke bør anvendes.

Donorudvælgelse

I lighed med Sundhedsstyrelsens retningslinier for anvendelse af blod og sæd til donation for at undgå HIV smitteoverførsel skal den for behandlingen ansvarlige læge, så vidt det er muligt før udtagning af knogler fra donor, sikre sig, at donor ikke har haft en adfærd, der indebærer risiko for at være smittet med HIV, HBV eller HCV.

Kriterierne for frasortering af knogledonorer bør eksempelvis følge reglerne for bloddonorer: Dvs det betragtes som værende en risiko, hvis donor er eller har været stiknarkoman, prostitueret eller har været behandlet.for en blødersygdom, eller hvis donor har haft risikofyldt seksuel adfærd. Lægen skal ved en personlig samtale så vidt muligt sikre sig, at donoren ikke har haft risikoadfærd.

Serologisk undersøqelse for hepatitis B og C

Knoglevæv til transplantation må ikke anvendes før, der foreligger en negativ test for antistoffer mod hepatitis C (antiHCV) samt en negativ test for hepatitis-overflade antigen (HBsAg)

Serologisk undersøqelse for HIV

Knoglevæv til transplantation må ikke anvendes før, der foreligger 2 på hinanden følgende HIV-antistof-negative blodprøver fra donor. I forbindelse med udtagelsen af knoglevæv HIV-testes donor første gang forudgået af et informeret samtykke om tilladelse til dette. Egnet knoglevæv fra HIV-negative donorer nedfryses herefter ved anerkendt metode i en periode af mindst 3 måneder.

Nedfrossen knoglevæv må først anvendes til transplantation, når der 3 måneder efter, at materialet er udtaget, foreligger en ny HIV- antistof-negativ blodprøve fra donor.

Denne 3 måneders karensperiode giver mulighed for at opfange evt HIV-smitte hos donorer, der ikke findes HIV-positive på udtagningsstidspunktet, men senere viser sig at være smittet, fordi antistofferne endnu ikke havde udviklet sig og derved ikke kunne konstateres ved første blodprøve.

Nedfrysning af knogler dræber ikke HIV-virus og medfører altså ikke i sig selv en begrænsning af en evt smitteoverførsel.

Risikoen for, at knogletransplantatet trods de skitserede forholdsregler alligevel skulle være HIV-inficeret, må regnes for overordentlig minimal, omend teoretisk eksisterende. Recipienter af knoglemateriale bør derfor forud for transplantationen orienteres i et passende omfang af den for behandlingen ansvarlige læge om risikoen for overførsel af HIV. HIV- positive donorer skal oplyses om deres HIV- status. Alt udtaget materiale fra disse donorer kasseres.

Undtagelser fra ovenstående

Der kan forekomme akutte eller uopsættelige tilfælde, hvor re-testede donorer ikke er tilgængelige eller er uanvendelige ved den påtænkte operation. I disse tilfælde kan anvendes materiale fra personer, hvor der ikke foreligger to på hinanden følgende HIV- antistof- negative blodprøver fra den pågældende.

I sådanne tilfælde skal en blodprøve fra en levende eller en afdød donor udover HIV- antistof undersøges for HIV- antigen ved PCR-metoden og findes negativ før anvendelsen. Der skal ligeledes foreligge en negativ test for antistoffer mod hepatitis C (anti-HCV) samt en negativ test for hepatitis-overflade antigen (HBsAg).

Ikrafttræden

Retningslinierne træder i kraft den 1. februar 1994.

Knoglevæv udtaget før nævnte dato kan anvendes efter hidtidige procedurer indtil den 31. juli 1994.

Sundhedsstyrelsen, den 27. januar 1994

Palle Juul-Jensen

/Michael von Magnus