Legislator Case Law & Legislation
C19942509109 DK

Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1994 25091 Valid

Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov

1.

Ikrafttrædelse m.v.

2.

Hovedprincipperne i orlovsordningerne

II

ARBEJDSFORMIDLINGENS RÅDGIVNING OG STØTTEMULIGHEDER VED ORLOV, HERUNDER I FORBINDELSE MED JOBROTATION.

III

ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL UDDANNELSE.

1.

Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1

Generelt.

1.2

Lønmodtagere.

1.2.1

Beskæftigelseskrav

1.2.2

Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret.

1.2.3

Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver

1.2.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.3.

Selvstændige erhvervsdrivende.

1.3.1

Beskæftigelseskrav

1.3.2

Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

1.3.3

Ophør med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden

1.3.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4

Dagpengeberettigede ledige.

1.4.1

Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

1.4.2

Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen.

1.4.3

Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt Arbejdsformidlingen

1.4.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2.

Orlovens varighed.

2.2

Varighed, samt opdeling i enkeltperioder

2.2

Gentagen orlov

3.

Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

4.

Det regionale Arbejdsmarkedsråds mulighed for at yde et supplerede tilskud til orlovsydelsen.

5.

Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

6.

Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1

Afholdelse af ferie.

6.2.

Optjening af ferie.

7.

Underretningspligten mellem Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.

8.

Klageadgang.

IV

ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL SABBAT.

1.

Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1

Generelt.

1.2.

Lønmodtagere.

1.2.1

Beskæftigelseskrav

1.2.2

Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

1.2.3

Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver

1.2.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2.

Orlovens varighed.

2.1

Varighed, samt opdeling i enkeltperioder.

2.2

Gentagen orlov.

3.

Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

3.1

Ansættelse af en afløser.

3.2

Deltidsforsikrede/supplerende dagpenge

3.3

Arbejdsgiverens tro og loveerklæring, ansættelsesbevis og stikprøvekontrol.

4.

Genbesættelse af orlovsstillingen i orlovsperioden

5.

Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

6.

Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1

Afholdelse af ferie.

6.2.

Optjening af ferie.

7.

Underretningspligten mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.

8.

Klageadgang.

V

ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL BØRNEPASNING.

1.

Betingelser for orloven.

1.1.

Generelt.

1.2.

Lønmodtagere.

1.2.1

Dagpengeret efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel

1.2.2

Ret til orlov.

1.2.2.1

Lønmodtagerens pligt til at varsle den retmæssige orlov.

1.2.2.2

Personer der er ansat i jobtræning eller som er midlertidigt ansat.

1.2.3

Aftalt orlov.

1.2.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.3.

Selvstændig erhvervsdrivende.

1.3.1

Dagpengeret efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel

1.3.2

Ophør med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden

1.3.3

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4

Ledige.

1.4.1

Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskase.

1.4.1.1

Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

1.4.1.2

Lediges orlovsmulighed i forhold til handlingsplanen.

1.4.1.3

Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt Arbejdsformidlingen.

1.4.1.4

Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4.2

Kontanthjælpsmodtagere.

2.

Orlovens varighed.

2.1

Varighed samt opdeling i enkeltperioder.

2.2

Gentagen orlov.

3.

Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

4.

Supplerende tilskud til orlovsydelsen.

5.

Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

6.

Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1

Afholdelse af ferie.

6.2

Optjening af ferie.

7.

Underretningspligten mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen samt Arbejdsformidlingen og bopælskommunen.

8.

Klageadgang mv.

I INDLEDNING

1. Ikrafttrædelse m.v.

Dette cirkulære træder i kraft dags dato. Aftaler som indgås efter bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov (i det følgende kaldet lov om orlov) administreres efter dette cirkulære. Orlov i henhold til lov om orlov, som er bevilget efter den 1. januar 1994 og indtil dato administreres efter lov om orlov.

AF-cirkulære nr. 10/93 af 17. juni 1993 om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med Lov om ændring af Lov om orlovsydelse til uddannelse og Lov om ændring af Lov om forældreorlovsydelse er bortfaldet med virkning fra den 1. januar 1994. Orlov, som er bevilget i henhold til det nævnte regelsæt, administreres dog fortsat efter disse retningslinier.

Ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1202 af 27. december 1993 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning er fastsat nærmere regler for orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning. Bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. januar 1994 og har virkning til den 31. december 1996. Det skal bemærkes, at orlov til sabbat skal være bevilget af Arbejdsformidlingen senest den 31. december 1994, og orlov til sabbat kan ikke løbe længere end til den 31. december 1995.

I henhold til § 56, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1202 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning er bekendtgørelse nr. 324 af 20. maj 1993 om jobrotation og forældreorlovsydelse og bekendtgørelse nr. 325 af 20. maj 1993 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse ophævet den 1. januar 1994. endvidere ophæves bekendtgørelse nr. 819 af 13. oktober 1993 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.

2. Hovedprincipperne i orlovsordningerne.

Hovedformålet med orlovsordningerrne er gennem jobrotation at skabe større cirkulation på arbejdsmarkedet.

Et vigtigt formål med loven er endvidere at understøtte virksomhedernes behov for opkvalificering af arbejdskraften, den enkeltes behov for at forbedre sine kvalifikationer samt give småbørnsfamilierne bedre vilkår.

Ved indførelsen af sabbatorloven gives der mulighed for, at lønmodtagere i den periode kan søge nye personlige udfordringer.

Genbesættelseskravet som findes i de gamle uddannelses- og forældreorlovsordninger bortfalder i forbindelse med den nye uddannelsesorlov og børnepasningsorlov, mens der i sabbatorlovsordningen er krav om genbesættelse af orlovsstillingen.

Det vil imidlertid være muligt for den arbejdsgiver, som beslutter sig for at genbesætte den ledige orlovsstilling at få løntilskud og tilskud til oplæring af den ledige afløser efter reglerne i Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Som noget nyt indføres retten til børnepasningsorlov for lønmodtagere i 13 26 uger. Lønmodtagere skal varsle over for arbejdsgiveren, at de ønsker at afholde børnepasningsorlov. Lønmodtagerne skal opfylde de generelle betingelser, men behøver ikke arbejdsgiverens accept til orlov.

Kontanthjælpsmodtagere får adgang til børnepasningsorlov, og i disse tilfælde er det bopælskommunen, som indstiller til Arbejdsformidlingen, om der kan bevilges orlov.

Bortset fra den retmæssige børnepasningsorlov bygger ordningerne fortsat på en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Beskæftigelseskravet i forbindelse med uddannelsesorlov og sabbat er en vis tilknytning til arbejdsmarkedet (se nærmere om dette i pkt. 1.2.1. i afsnittene om orlov til uddannelse og orlov til sabbat). Dette er ikke ændret, men derimod kræves ikke i modsætning til tidligere medlemskab af en a-kasse i en længere tidsperiode.

Uddannelsesorlovsperioden er fastsat til mindst 1 uge i sammenhæng og højst 1 år. Det er nu muligt at få opdelt uddannelsesorlov, idet der dog skal bevilges mindst 1 uges sammenhængende uddannelsesorlov. Uddannelsesorlovsydelsen forhøjes til 100% af højeste dagpengesats. Samtidig er der i forhold til det hidtidige frie uddannelsesvalg i Lov om ændring af Lov om orlovsydelse til uddannelse sket en skærpelse, idet der nu kun kan søges uddannelsesorlov til uddannelser, som ligger inden for de rammer, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse.

Som hidtil vil en orlov, der er under afvikling, kunne blive forlænget, hvis ansøgningen om forlængelse indgives, mens orloven fortsat løber. Det er i denne forbindelse uden betydning, om orloven er sammenhængende, eller om den er delt op i enkelte perioder.

Når der er tale om en forlængelse af en allerede eksisterende orlov, skal der ikke foretages en ny vurdering af, hvorvidt orlovspersonen opfylder betingelserne for orlov. Orloven fortsætter herefter på de samme betingelser, som gælder for den oprindelige aftale.

Det vil fortsat være muligt at afbryde orlovsaftaler indgået efter det gamle regelsæt og træffe aftale om orlov efter lov om orlov. I forbindelse med forældreorlov bevilget i henhold til de gamle regler, skal der mindst være afviklet 13 uger af forældreorloven før der kan bevilges orlov til børnepasning i henhold til de nugældende regler. Dette gælder således kun i forbindelse med et skift fra den gamle forældreorlovsordning til den nugældende børnepasningsorlovsordning.

Hvis en orlov, der er bevilget efter det gamle regelsæt, afbrydes, vil arbejdsgiveren ikke være forpligtet til genbesættelse, såfremt der indgås en ny aftale i henhold til lov om orlov.

Udgangspunktet vil derfor være, at samtlige målgrupper som hidtil har kunnet benytte sig af orlovsmulighederne ikke vil være afskåret fra at søge de nye orlovsmuligheder, såfremt de opfylder de betingelser, som fremgår af lov om orlov.

I forbindelse med lov om orlov har Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejdet nye ansøgningsblanketter til brug for administration af ordningerne. Det skal bemærkes, at hvor der i cirkulæreteksten står, at "Arbejdsformidlingen skal påse", refererer dette til et tilsvarende punkt på ansøgningsblanketten.

II ARBEJDSFORMIDLINGENS RÅDGIVNING OG STØTTEMULIGHEDER VED ORLOV, HERUNDER I FORBINDELSE MED JOBROTATION.

Arbejdsformidlingen skal yde information og vejledning såvel over for virksomhederne, de offentlige institutioner mv. som over for lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende, ledige og kontanthjælpsmodtagere om orlovsordningerne.

Arbejdsformidlingen bør udøve en aktiv rolle i forbindelse med information og rådgivning om orlovsordningerne og om de muligheder, Arbejdsformidlingen har for at bistå virksomhederne blandt andet med formidling af erstatningsarbejdskraft og indgåelse af aftaler om jobrotation.

Specielt skal Arbejdsformidlingen være opmærksom på tilfælde, hvor der er tale om orlov inden for arbejdsområder, hvor der er eller kan forudses flaskehalse.

Arbejdsformidlingen skal kunne rådgive virksomhederne om uddannelse og efteruddannelse i forbindelse med uddannelsesorlov for virksomhedens medarbejdere.

Arbejdsformidlingen vil have mulighed for at opkvalificere ledige i samarbejde med virksomhederne ved jobtræning og uddannelsespraktik med det sigte at kunne tilbyde kvalificerede afløsere i forbindelse med ledige orlovsstillinger.

Arbejdsformidlingen har også mulighed for at udnytte emnebanker/vikarkorps i forbindelse med arbejdsgivernes behov for erstatningsarbejdskraft.

A-kasserne skal vejlede deres medlemmer i overensstemmelse med DfA s B-vejledninger om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.

Kommunerne udbetaler orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere, ikke-forsikrede lønmodtagere og ikke-forsikrede selvstændige erhvervsdrivende, der holder orlov til børnepasning.

Kommunerne oplyser om mulighederne for supplerende tilskud til forældre, der holder orlov til børnepasning, jf. bistandslovens § 69 b.

III ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL UDDANNELSE.

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1 Generelt.

Uddannelsesorlovsordningen retter sig mod lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og dagpengeberettigede ledige.

Ved bevilling af orlovsydelse til uddannelse, skal Arbejdsformidlingen påse, at orlovsansøgeren er fyldt 25 år.

Arbejdsformidlingen skal endvidere påse, at der foreligger dokumentation for deltagelse i en uddannelse, hvortil der kan opnås orlov jf. bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Dokumentation for deltagelse i uddannelse foreligger, når uddannelsesinstitutionen har attesteret, at orlovsansøgeren er optaget på uddannelsen.

Hvis der ansøges om orlov til uddannelse i udlandet, skal orlovsansøgeren godtgøre, at der er tale om en godkendt offentlig uddannelse jf. bekendtgørelse nr. 1202 af 27. december 1993 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning. Det er i bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 fastsat, hvad der forstås ved en godkendt offentlig uddannelse. Herudover vil der kunne opnås uddannelsesorlov i udlandet, såfremt det kan godtgøres, at uddannelsen kan sidestilles med en uddannelse, der ville have været en godkendt offentlig uddannelse herhjemme, hvilket fx er tilfældet, hvis der kan ske meritoverførsel.

Det skal bemærkes, at perioder med orlovsydelse til en uddannelse, der giver ret til SU indenfor SU-klippekortet, kan trække fra i klippekortet.

Det bemærkes, at hvis orlovsansøgeren har ret til godtgørelse efter Lov om arbejdsmarkedsuddannelse, kan der ikke modtages orlovsydelse.

Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ved orlov, der aftales og påbegyndes inden den 1. april 1995.

For lønmodtagere har arbejdsgiveren adgang til at supplere orlovsydelsen med et aftalt beløb, uden der sker fradrag i orlovsydelsen.

I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren udbetaler en løn til lønmodtageren, der overstiger orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønmodtagerens arbejde, indtægter m.v. i orlovsperioden.

Orlovsydelse til ledige på dimittendsats udgør et beløb svarende til dagpengebeløbet for dimittender (nyuddannede).

Ved orlov, der påbegyndes efter den 1. april 1995 udgør orlovsydelsen et beløb svarende til 80 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, uanset om orloven er aftalt før eller efter denne dato.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ved opdelt orlov, der er aftalt inden den 1. april 1995, og hvor første del af orlovsperioderne er påbegyndt inden denne dato, udbetales den høje sats, uanset at den resterende del af orlovsperioderne afholdes efter den 1. april 1995.

Orlov til uddannelse skal være iværksat og afsluttet senest den 31. december 1996. Der henvises i øvrigt til afsnit I, pkt. 1.

1.2 Lønmodtagere.

1.2.1 Beskæftigelseskrav.

I forbindelse med en lønmodtagers ansøgning om orlov skal Arbejdsformidlingen påse, at beskæftigelseskravet er opfyldt.

En fuldtidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år før orloven have været ansat som lønmodtager eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse.

En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år før orloven have været ansat som lønmodtager eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse.

Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har afgivet erklæring om dette.

En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis vedkommende de sidste 10 uger før orloven har været ansat på fuld tid. Lønmodtagere ansat på et mindre timetal end 37 timer om ugen anses for at være ansat på fuld tid, hvis vedkommende er ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.

1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret.

Arbejdsformidlingen skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse.

Frem til udgangen af 1994 kan lønmodtagere få bevilget orlov, selvom pågældende ikke er dagpengeberettiget. Denne undtagelse gælder for orlovsaftaler, der indgås, bevilges og påbegyndes i 1994 og er gældende, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også i forhold til orlov, der er opdelt, som bevilges og påbegyndes i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995, er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om den er bevilget i 1994. Ved orlov, der påbegyndes i 1995, skal Arbejdsformidlingen påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er dagpengeberettiget ved orlovens start.

1.2.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver

Arbejdsformidlingen skal påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren er indgået en skriftlig aftale om orlov, samt at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. Arbejdsformidlingen skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet "orlov" er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. Det er dog ikke ensbetydende med, at orlovspersonen ikke kan afskediges under orloven, idet de almindelige opsigelsesregler også gælder under orlov. Ansættelsesforholdet kan opsiges under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for det pågældende ansættelsesområde, herunder gældende varsel.

Hvis en lønmodtager opsiges til fratrædelse inden orlovens udløb, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb. Det er ligeledes muligt for en lønmodtager, som sidder i opsagt stilling at indgå aftale med arbejdsgiveren om orlov til uddannelse, således at orlovsperioden delvis kan afvikles efter ansættelsens ophør.

1.2.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at orlov til uddannelse ikke medregnes i ydelsesperioderne efter § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.3. Selvstændige erhvervsdrivende.

1.3.1 Beskæftigelseskrav

I forbindelse med en selvstændig erhvervsdrivendes orlov skal Arbejdsformidlingen påse, at beskæftigelseskravet er opfyldt.

Selvstændige erhvervsdrivende skal inden for de sidste 5 år før orloven have været ansat som lønmodtagere eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse. Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når den selvstændig erhvervsdrivende på ansøgningsblanketten på tro og love har erklæret dette.

1.3.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

Arbejdsformidlingen skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er medlem af en arbejdsløshedskasse.

Frem til udgangen af 1994 kan selvstændige erhvervsdrivende få bevilget orlov, selvom pågældende ikke er dagpengeberettiget. Denne undtagelse gælder for orlov, der bevilges og påbegyndes i 1994 og er gældende, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også i forhold til opdelt orlov, der bevilges og påbegyndes i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995 er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om den er bevilget i 1994. Ved orlov, der påbegyndes i 1995 skal Arbejdsformidlingen påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er dagpengeberettiget ved orlovens start.

1.3.3 Ophør med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden

Det er en betingelse for orlov, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke arbejder i virksomheden i orlovsperioden. Arbejdsformidlingen skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger erklæring fra arbejdsløshedskassen om dette.

1.3.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at orlov til uddannelse ikke medregnes i ydelsesperioderne efter § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4 Dagpengeberettigede ledige.

1.4.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

Ledige skal ikke som lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende opfylde et beskæftigelseskrav for at få adgang til orlov.

Arbejdsformidlingen skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger attestation fra arbejdsløshedskassen om, at den ledige er medlem af en arbejdsløshedskasse og er dagpengeberettiget. Der stilles ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, idet det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på Arbejdsformidlingen eller anden lignende formidlingsvirksomhed, som bevirker fritagelse for fremmøde på Arbejdsformidlingen. Den ledige skal endvidere modtage arbejdsløshedsdagpenge, eller ville have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, hvis orloven ikke var påbegyndt.

Den særlige overgangsperiode, hvor der ikke kræves dagpengeret som en betingelse for orlov, gælder ikke for ledige. Der er således krav om dagpengeret ved orlovens begyndelse samt ved hver enkelt periodes påbegyndelse, hvis orloven er delt op.

1.4.2 Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen.

Dagpengeberettigede ledige har ret til orlov til uddannelse uanset indholdet af handlingsplanen, således at dagpengeberettigede lediges orlovsmuligheder ikke begrænses af handlingsplanen. Det kan ikke betragtes som saglig grund for afslag på ansøgning om orlov, at den ledige ifølge handlingsplanen fx skal påbegynde et jobtræningsforløb.

1.4.3. Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt Arbejdsformidlingen

Personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt Arbejdsformidlingen(teknisk ledige) med eller uden ret til supplerende dagpenge kan ikke få orlov efter reglerne for ledige, men skal søge efter reglerne som lønmodtagere.

1.4.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at perioder med orlov til uddannelse ikke medregnes i de perioder, hvor den ledige modtager arbejdsløshedsdagpenge jf. § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder

Den mindste periode, der kan bevilges orlov til, er 1 sammenhængende uge, og der kan højst bevilges orlov op til 1 år. Der stilles ikke krav om mindste undervisningstimetal og forberedelsestid i forbindelse med uddannelsen.

Der er mulighed for at dele orloven op i enkelte perioder, fx hvor uddannelsen er opbygget af moduler i forløb, der ikke er sammenhængende. Arbejdsformidlingen skal i den forbindelse tage stilling til hele orlovsforsøget, og der skal således ikke indgives ansøgning om orlov for hver enkelt periode. Det skal bemærkes, at hver enkelt periode skal bestå af mindst en sammenhængende uge.

Arbejdsformidlingen skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at orloven ikke er af længere varighed end uddannelsen.

2.2 Gentagen orlov.

Lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende kan højst få bevilget orlov til uddannelse i 1 år inden for en periode på 5 år.

For lønmodtagere gælder begrænsningen også i forhold til orlov til sabbat, således at der inden for 5 års perioden samlet kun kan opnås orlov i op til 1 år til enten uddannelse eller sabbat eller i forbindelse med en kombination af de to ordninger.

Ledige kan højst få bevilget orlov til uddannelse i 2 år inden for den 7 årige ydelsesperiode efter Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Adgangen til orlov til uddannelse er ikke begrænset til, at der kun kan bevilges orlov med 1 år i hver delperiode. Orlov til uddannelse vil således kunne benyttes fuldt ud i delperiode 1 eller 2. Der kan dog kun bevilges orlov til uddannelse for ét år ad gangen.

3. Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten, om erstatningsarbejdskraft ønskes til den ledige orlovsstilling, og om erstatningsarbejdskraften ønskes formidlet af Arbejdsformidlingen. Der er ikke pligt for arbejdsgiveren til at ansætte erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med en orlovsansøgning fra en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvor det på ansøgningsblanketten er angivet, at en afløser ønskes, skal Arbejdsformidlingen altid kontakte virksomheden og tilbyde formidling af erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med information og rådgivning om orlovsordningerne bør Arbejdsformidlingen i øvrigt altid tilbyde bistand i forbindelse med formidling af erstatningsarbejdskraft samt ved indgåelse af jobrotationsaftaler.

Dette gælder særligt i de situationer, hvor AF bliver opmærksom på, at grupper af medarbejdere i en virksomhed går på orlov, eventuelt forskellige typer af orlov.

Specielt skal Arbejdsformidlingen udøve en aktiv rolle i tilfælde af, at der er tale om orlov inden for arbejdsområder, hvor der er ller kan forudses flaskehalse.

AF skal endvidere informere om mulighederne for at få ledige orlovsstillinger besat som jobtræningspladser samt informere om muligheden for at få opkvalificeret afløseren via uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse, herunder deltagelse i uddannelsespraktik i virksomheden, jf. Lov nr. 1199 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 87, stk. 3.

4. Det regionale Arbejdmarkedsråds mulighed for at yde et supplerede tilskud til orlovsydelsen.

Ifølge § 12 i bekendtgørelse om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning kan det regionale Arbejdsmarkedsråd beslutte at yde et supplerende tilskud til orlovsydelsen på op til 20 % af den højeste orlovsydelse. Supplementet kan gives til lønmodtagere, der gennemfører uddannelse inden for erhvervsområder, hvor der er eller forventes flaskehalse.

Arbejdsformidlingen kan i forbindelse med rotationsordninger yde støtte til lønmodtageres uddannelse, jf. § 88, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

5. Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

Når Arbejdsformidlingen har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger Arbejdsformidlingen orloven. Kopi af bevillingen sendes til arbejdsløshedskassen og orlovsansøgeren. I forbindelse med bevilling af orlov til en lønmodtager sendes endvidere kopi af bevillingen til arbejdsgiveren.

Ved orlov til ledige, der er tilmeldt Arbejdsformidlingen, afmelder Arbejdsformidlingen pågældende i forbindelse med bevillingen af orloven. Arbejdsformidlingen skal underrette den ledige herom, jf. § 20, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

På den godkendte bevillingsblanket skal Arbejdsformidlingen angive det 2-cifrede AF-regionsnummer samt registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som arbejdsløshedskassen herefter vil anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

6. Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1 Afholdelse af ferie.

Orlov er ikke en kvalificeret feriehindring i relation til ferieloven, hvorfor der ikke kan udbetales feriepenge, uden at ferien holdes.

Hvis orlovspersonen holder ferie under orloven, vil der skulle udbetales feriepenge efter ferielovens regler med deraf følgende fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne skal Arbejdsformidlingen gøre opmærksom på, at orlov ikke er en kvalificeret feriehindring, og at orlovspersonen derfor skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt. Arbejdsformidlingen bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med aftalen om orlov aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

6.2. Optjening af ferie.

Der optjenes betalt ferie, hvis arbejdsgiveren udbetaler løn, andre ydelser eller supplement til orlovsydelsen (jf. § 19 i lov om orlov), og hvis arbejdsgiveren opgiver disse ydelser til beskatning.

Hvis orlovspersonen ikke optjener feriepenge under orloven, vil vedkommende have mulighed for at få feriedagpenge det efterfølgende ferieår.

Feriedagpenge optjenes på baggrund af bl.a. orlovsydelse udbetalt af en arbejdsløshedskasse til orlovspersonen. Feriedagpenge kan udbetales til både lønmodtagere og ledige, når der holdes ferie. Det er dog bl.a. en betingelse for udbetaling, at orlovspersonen ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge i tilfælde af ledighed i feriedagene.

For så vidt angår orlov og feriedagpenge henvises der i øvrigt til DfA s B-vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse.

7. Underretningspligten mellem Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.

Arbejdsformidlingen skal underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som Arbejdsformidlingen bliver vidende om.

Arbejdsløshedskassen skal meddele Arbejdsformidlingen, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. Arbejdsformidlingen skal herefter betragte ordningen som ophørt.

8. Klageadgang.

Arbejdsformidlingens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

IV ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL SABBAT.

1. Adgangskrav for orlovsansøgeren.

1.1 Generelt.

Sabbatorlovsordningen retter sig alene mod lønmodtagere.

Ved bevilling af orlov til sabbat skal Arbejdsformidlingen påse, at lønmodtageren er fyldt 25 år.

Der er ikke noget krav om, hvordan orloven bruges, og orlov til sabbat kan fx bruges til at tage en uddannelse, der ikke er omfattet af bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Sabbatorlov kan også afholdes i udlandet.

Sabbatorlov vil også kunne benyttes i den situation, hvor flere ansatte medarbejdere i en virksomhed på skift går på orlov samtidig med, at der ansættes en ledig person som afløser for medarbejderne. Flere afløsere vil også kunne erstatte flere medarbejdere på orlov.

Arbejdsformidlingen skal indsende kopi af godkendelser vedrørende sabbatorlov, hvor flere medarbejdere på skift går på orlov.

Det bemærkes, at eventuel beskæftigelse under orloven vil medføre fradrag i orlovsydelsen, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bestemmelser herom.

orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til 80 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsgiveren har adgang til at supplere orlovsydelsen med et aftalt beløb, uden der sker fradrag i orlovsydelsen.

I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren udbetaler en løn til lønmodtageren, der overstiger orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønmodtagerens arbejde, indtægter m.v. i orlovsperioden.

Der er krav om, at der skal ske genbesættelse ved lønmodtagerens orlov til sabbat. Arbejdsformidlingen skal påse at der sker genbesættelse i hele orlovsperioden, jf. pkt. 3.

Aftale om orlov til sabbat skal være godkendt af Arbejdsformidlingen senest den 31. december 1994, og kan ikke løbe længere end til den 31. december 1995. Der henvises i øvrigt til afsnit I, pkt. 1.

1.2. Lønmodtagere.

1.2.1 Beskæftigelseskrav

I forbindelse med en lønmodtagers ansøgning om orlov skal Arbejdsformidlingen påse, at beskæftigelseskravet er opfyldt.

En fuldtidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år før orloven have været ansat som lønmodtager eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse.

En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år før orloven have været ansat som lønmodtager eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse. Det skal bemærkes, at personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt Arbejdsformidlingen (teknisk ledige) med eller uden ret til supplerende dagpenge vil kunne få orlov til sabbat.

Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.

Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har afgivet erklæring om dette.

En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis vedkommende de sidste 10 uger før orloven har været ansat på fuld tid. Lønmodtagere ansat på et mindre timetal end 37 timer om ugen anses for at være ansat på fuld tid, hvis vedkommende er ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.

1.2.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret

Arbejdsformidlingen skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse.

Frem til udgangen af 1994 kan lønmodtagere få bevilget orlov, selvom pågældende ikke er dagpengeberettiget. Denne undtagelse gælder for orlovsaftaler, der indgås, bevilges og påbegyndes i 1994 og er gældende, selvom orloven rækker ind i 1995. Undtagelsen gælder også i forhold til opdelt orlov, der bevilges på påbegyndes i 1994, og hvor enkelte perioder afvikles i 1995.

Orlov, der påbegyndes i 1995, er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om den er bevilget i 1994. Ved orlov, der påbegyndes i 1995 skal Arbejdsformidlingen endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er dagpengeberettiget ved orlovens start.

1.2.2 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver

Arbejdsformidlingen skal endvidere påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren er indgået en skriftlig aftale om orlov, samt at der er aftalt nærmer vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. Arbejdsformidlingen skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet "orlov" er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. Det er dog ikke ensbetydende med, at orlovspersonen ikke kan afskediges under orloven, idet de almindelige opsigelsesregler også gælder under orlov. Ansættelsesforholdet kan opsiges under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for det pågældende ansættelsesområde, herunder gældende varsel.

Hvis en lønmodtager opsiges til fratrædelse inden orlovens udløb, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb. Det er ligeledes muligt for en lønmodtager, som sidder i opsagt stilling at indgå aftale med arbejdsgiveren om orlov til sabbat, dog således at orlovsperioden senest skal være afviklet ved ansættelsens ophør.

1.2.4. Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det bemærkes, at perioder med orlov til sabbat opbruger af ydelsesperioderne efter § 55, stk. 1 og 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Der henvises i øvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.

Udføres der i orlovsperioden arbejde, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder.

Der er ingen nedre grænse for hvor mange dage orlov til sabbat kan bevilges til. Orlov kan højst bevilges i op til 1 år.

Der er mulighed for at dele orloven op i enkelte perioder. Arbejdsformidlingen skal i den forbindelse tage stilling til hele orlovsforløbet, og der skal således ikke indgives ansøgning om orlov for hver enkelt periode.

Arbejdsformidlingen skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at den samlede orlov ikke overstiger 1 år.

2.2 Gentagen orlov.

Lønmodtageren kan højst få bevilget orlov til sabbat i 1 år inden for en periode på 5 år.

Begrænsningen gælder også i forhold til orlov til uddannelse, således at der inden for 5 års perioden samlet kun kan opnås orlov i op til 1 år til enten uddannelse eller sabbat eller en kombination af de to ordninger.

3. Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

3.1 Ansættelse af en afløser.

Der er krav om, at orlovspersonen under hele orloven erstattes af en afløser.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten, om erstatningsarbejdskraft ønskes formidlet af Arbejdsformidlingen.

Erstatningsarbejdskraften skal være ledig umiddelbart forud for tiltrædelse af orlovsstillingen. For at opfylde denne betingelse skal afløseren som udgangspunkt i mindst 1 dag, inden orlovsstillingen tiltrædes enten

-

være tilmeldt Arbejdsformidlingen eller anden lignende formidlingsvirksomhed, som bevirker fritagelse for fremmøde på Arbejdsformidlingen, eller

-

holde ferie i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, eller

-

være berettiget til dagpengegodtgørelse (G-dage) efter § 84 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

I forbindelse med information og rådgivning om orlovsordningerne bør Arbejdsformidlingen i øvrigt altid tilbyde bistand i forbindelse med formidling af erstatningsarbejdskraft samt ved indgåelse af jobrotationsaftaler.

Dette gælder særligt i de situationer, hvor AF bliver opmærksom på, at grupper af medarbejdere i en virksomhed går på orlov, eventuelt forskellige typer af orlov.

Specielt skal Arbejdsformidlingen udøve en aktiv rolle i tilfælde af, at der er tale om orlov inden for arbejdsområder, hvor der eller kan forudses flaskehalse.

AF skal endvidere informere om mulighederne for at få ledige orlovsstillinger besat som jobtræningspladser samt informere om muligheden for at få opkvalificeret afløseren via uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, herunder deltagelse i uddannelsespraktik i virksomheden, jf. Lov nr. 1199 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 87, stk. 3.

Såfremt arbejdsgiveren selv ønsker at finde en afløser, skal arbejdsgiveren indsende oplysning om afløserens navn og cpr.nr. Arbejdsgiveren skal endvidere oplysninger om, hvorvidt afløseren modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, og fra hvilken arbejdsløshedskasse/kommune ydelsen modtages. Arbejdsformidlingen skal i den forbindelse påse, at vedkommende er ledig. I modsat fald må orloven ikke bevilges. Der henvises i øvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens B-vejledning om orlov til sabbat afsnit II, pkt. 2.

Orlovsstillingen skal besættes med en afløser med mindst samme timetal som orlovspersonen.

Det bemærkes, at i tilfælde, hvor flere medarbejdere efter særlig ansøgning ønsker på skift at tage orlov til sabbat, vil der kunne ansættes en eller flere ledige som afløser(e) for disse. Bevillingen dækker således den samlede ordning. Kravet om, at afløseren skal være ledig, vil være opfyldt, når afløseren er ledig ved tiltrædelse af orlovsstillingen, i forbindelse med, at første medarbejder går på orlov.

3.2 Deltidsforsikrede/supplerende dagpenge

Det vil være muligt for såvel fuldtidsforsikrede som deltidsforsikrede, der overtager en deltidsorlovsstilling at få supplerende dagpenge. De sædvanlige betingelser for opnåelse af supplerende dagpenge skal være opfyldt, herunder eventuelt udstedelse af frigørelsesattest.

3.3 Arbejdsgiverens tro og loveerklæring, ansættelsesbevis og stikprøvekontrol.

Arbejdsgiveren skal på tro og love erklære at ville opfylde sin forpligtelse til at holde stillingen besat i hele orlovsperioden.

Arbejdsgiveren skal senest en måned efter orlovens begyndelse indsende kopi af afløserens ansættelseskontrakt til Arbejdsformidlingen. Det bemærkes at alle beskæftigede har krav på at få en ansættelseskontrakt. Ved bevilling af orlov, skal Arbejdsformidlingen gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at arbejdsgiveren skal indsende kopi af ansættelseskontrakten.

Modtager Arbejdsformidlingen ikke en kopi af ansættelseskontrakten, skal arbejdsgiveren rykkes efter reglerne om genbesættelse, jf. pkt. 4.

Såfremt Arbejdsformidlingen bliver vidende om, at en orlovsstilling står ubesat, skal arbejdsgiveren gøres opmærksom på genbesættelsespligten og forpligtelsen til at overtage betalingen af orlovsydelsen, samt opfordres til straks at søge stillingen genbesat, jf. pkt. 4.

Arbejdsformidlingen bør ved stikprøver kontrollere, at der er ansat afløsere i orlovsstillingerne. Manglende modtagelse af ansættelseskontrakt kan indicere at der ikke er sket genbesættelse. Stikprøver kan foretages ved at anmode virksomheden om at fremsende lønseddel for afløseren i en given måned/periode. Det regionale Arbejdsmarkedsråd kan fastsætte nærmere regler herom.

4. Genbesættelse af orlovsstillingen i orlovsperioden

Hvis stillingen bliver ledig i orlovsperioden, skal arbejdsgiveren uden unødigt ophold genbesætte stillingen med en ledig.

Arbejdsgiveren skal udfolde alle rimelige bestræbelser for at søge stillingen genbesat, herunder anmode Arbejdsformidlingen om at formidle en ledig, hvis arbejdsgiveren ikke selv kan finde en ny afløser.

Hvis stillingen ikke genbesættes, bliver arbejdsgiveren forpligtet til at betale orlovsydelsen for den del af orlovsperioden, hvor der ikke er sket genbesættelse, medmindre den manglende genbesættelse skyldes, at Arbejdsformidlingen ikke har kunnet fremskaffe erstatningsarbejdskraft.

Hvis stillingen bliver genbesat inden 6 uger, skal arbejdsgiveren dog ikke betale ydelsen for den periode, hvor stillingen har været ubesat

Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om fra hvilken dato, arbejdsgiveren er forpligtet at betale orlovsydelsen, og Arbejdsformidlingen meddeler arbejdsgiveren dette.

Orlovsydelsen indbetales til Arbejdsformidlingen med det fulde bruttobeløb efter § 17 i bekendtgørelse om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning, dvs. uden fradrag for andre indtægter og skattetræk.

Meddeler arbejdsgiveren, at stillingen er genbesat med en ny afløser, skal Arbejdsformidlingen påse, at afløseren er ledig.

5. Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

Når arbejdsformidlingen har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger Arbejdsformidlingen orloven. Kopi af bevillingen sendes til arbejdsløshedskassen, orlovsansøgeren og arbejdsgiveren. Hvis afløseren er en dagpengeberettiget ledig eller kontanthjælpsmodtager, sendes kopi af bevillingen til den lediges arbejdsløshedskasse hhv. kontanthjælpsmodtagerens bopælskommune.

På den godkendte bevillingsblanket skal Arbejdsformidlingen angive det 2-cifrede AF-regionsnummer. Registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som er fortrykt på ansøgningsblanketten, vil arbejdsløshedskassen herefter anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

6. Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1 Afholdelse af ferie.

Orlov er ikke en kvalificeret feriehindring i relation til ferieloven, hvorfor der ikke kan udbetales feriepenge, uden at ferien holdes.

Hvis orlovspersonen holder ferie under orloven, vil der skulle udbetales feriepenge efter ferielovens regler med deraf følgende fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne skal Arbejdsformidlingen gøre opmærksom på, at orlov ikke er en kvalificeret feriehindring, og at orlovspersonen derfor skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt. Arbejdsformidlingen bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med aftalen om orlov aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

6.2. Optjening af ferie.

Der optjenes betalt ferie, hvis arbejdsgiveren udbetaler løn, andre ydelser eller supplement til orlovsydelsen (jf. § 19 i lov om orlov), og hvis arbejdsgiveren opgiver disse ydelser til beskatning.

Hvis orlovspersonen ikke optjener feriepenge under orloven, vil vedkommende have mulighed for at få feriedagpenge det efterfølgende ferieår.

Feriedagpenge optjenes på baggrund af bl.a. orlovsydelse udbetalt af en arbejdsløshedskasse til orlovspersonen. Feriedagpenge kan udbetales til både lønmodtagere og ledige, når der holdes ferie. Det er dog bl.a. en betingelse for udbetaling, at orlovspersonen ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge i tilfælde af ledighed i feriedagene.

For så vidt angår orlov og feriedagpenge henvises der til DfA s B-vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til sabbat.

7. Underretningspligten mellem Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.

Arbejdsformidlingen skal underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som Arbejdsformidlingen bliver vidende om.

Arbejdsløshedskassen skal meddele Arbejdsformidlingen, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. Arbejdsformidlingen skal herefter betragte ordningen som ophørt.

8. Klageadgang.

Arbejdsformidlingens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

V ARBEJDSFORMIDLINGENS ADMINISTRATION AF ORLOV TIL BØRNEPASNING.

1. Betingelser for orloven.

1.1. Generelt

Børnepasningsorlovsordningen retter sig mod såvel forsikrede som ikke-forsikrede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, dagpengeberettigede ledige og kontanthjælpsmodtagere.

Ved bevilling af orlov til børnepasning skal Arbejdsformidlingen påse, at det barn, der ønskes orlov til, er i alderen 0 til 8. år. Alderskravet skal være opfyldt i hele orlovsperioden. Der kan kun bevilges orlov, indtil barnet fylder 9 år. Orlovsansøgeren skal oplyse barnets cpr.nr. på ansøgningsblanketten samt erklære, at orlov holdes for at passe barnet, og at barnet ikke benytter offentligt dagtilbud i strid med § 10, stk. 4 i lov om orlov. Disse oplysninger afgiver orlovsansøgeren på tro og love.

Orlovspersonens bopælskommune kan anmode Arbejdsformidlingen om at udlevere oplysning om orlovspersonens navn, cpr.nr., barnets cpr.nr., orlovsperiodens længde samt eventuelt orlovspersonens adresse, jf. Arbejdsmarkedsstyrelsens skrivelse af 20. januar 1993, som opretholdes i forbindelse med lov om orlov. Ved udlevering af ovennævnte oplysninger skal ansøgningsblankettens bageste kopi anvendes. Det skal bemærkes, at udlevering af oplysningerne kun skal finde sted på bopælskommunens anmodning.

Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til 80 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

For lønmodtagere har arbejdsgiveren adgang til at supplere orlovsydelsen med et aftalt beløb, uden der sker fradrag i orlovsydelsen. I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren udbetaler en løn til lønmodtageren, der overstiger orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren.

Orlov til børnepasning skal være iværksat og afsluttet senest den 31. december 1996. Der henvises i øvrigt til afsnit I, pkt. 1.

1.2. Lønmodtagere.

1.2.1 Dagpengeret efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel

Orlov til børnepasning er betinget af, at lønmodtageren er berettiget til dagpenge efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Arbejdsformidlingen skal i den forbindelse påse, at bopælskommunen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er berettiget til dagpenge ved sygdom og fødsel.

Orlov til børnepasning er derimod ikke betinget af medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

1.2.2 Ret til orlov.

1.2.2.1 Lønmodtagerens pligt til at varsle den retmæssige orlov.

Lønmodtagere, der har været ansat mindst 3 måneder i det pågældende ansættelsesforhold, kan overfor arbejdsgiveren stille krav om retmæssig orlov til børnepasning for højst 26 uger for hvert barn. Retmæssig orlov til børnepasning kan opnås for mindst 13 sammenhængende uger, og en lønmodtager kan således fremsætte kravet 2 gange, hvis hver af orlovsperioderne er på 13 uger.

Retmæssig orlov til børnepasning kan ikke forlænges.

En lønmodtager, som vil udnytte sin ret til orlov til børnepasning, er forpligtet til at underrette sin arbejdsgiver herom mindst 4 uger inden orlovens start. Ved ansættelsesforhold, der er omfattet af kollektiv overenskomst, kan dette varsel fraviges ved aftale mellem de berørte organisationer. I øvrige ansættelsesforhold kan varslet fraviges ved individuel aftale.

Varslet om retmæssig børnepasningsorlov kan højst udgøre arbejdsgiverens opsigelsesvarsel overfor lønmodtageren, dog højst 26 uger.

Hvis orlov til børnepasning ønskes for en længere periode end 26 uger, skal lønmodtageren aftale denne med arbejdsgiveren. Det skal bemærkes, at hvis lønmodtageren både ansøger om retmæssig orlov og aftalt orlov, anvendes den samme ansøgningsblanket.

Hvis lønmodtageren har stillet krav om retmæssig orlov skal Arbejdsformidlingen påse, at lønmodtageren på ansøgningsblanketten har angivet, at orloven er varslet overfor arbejdsgiveren. Arbejdsformidlingen skal endvidere påse, at det fremgår af blanketten, om lønmodtageren tidligere har stillet krav om orlov til at passe det pågældende barn.

Ved fremsættelse af krav om orlov til børnepasning har lønmodtageren ikke pligt til at oplyse arbejdsgiveren om, hvor lang tid orloven skal vare. Lønmodtageren skal imidlertid senest 8 uger inden tilbagevenden til arbejdspladsen underrette arbejdsgiveren om orlovens slutdato. Hvis lønmodtageren ikke angiver en slutdato for den retmæssige orlov, skal Arbejdsformidlingen gå ud fra, at orlov ønskes for maksimal periode, dvs. 26 uger.

1.2.2.2 Personer der er ansat i jobtræning eller som er midlertidigt ansat.

Adgang til retmæssig orlov gælder for alle lønmodtagere, som opfylder betingelsen om ret til dagpenge efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og som har været ansat i det pågældende ansættelsesforhold i 3 måneder. Det vil således også være muligt for personer, som er midlertidigt eller tidsbegrænset ansatte og personer, der er ansat med løntilskud at kunne varsle retmæssig orlov til børnepasning. Orlovsperioden vil således delvis kunne afvikles efter ansættelsesforholdets ophør.

1.2.3 Aftalt orlov.

Hvis orloven er aftalt mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, skal Arbejdsformidlingen påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren er indgået en skriftlig aftale om orlov, og at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. Arbejdsformidlingen skal ikke se aftalen.

Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet "orlov" er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. Det er dog ikke ensbetydende med, at orlovspersonen ikke kan afskediges under orloven, idet de almindelige opsigelsesregler også gælder under orlov. Ansættelsesforholdet kan opsiges under iagttagelse af de regler og aftaler, der er gældende for det pågældende ansættelsesområde, herunder gældende varsel.

Hvis en lønmodtager opsiges til fratrædelse inden orlovens udløb, vil vedkommende kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb. Personer i jobtræning, personer som er ansat midlertidigt eller som sidder i opsagt stilling, har ligeledes mulighed for at indgå aftale med arbejdsgiveren om orlov til børnepasning. Orlovsperioden vil således delvis kunne afvikles efter ansættelsesforholdets ophør.

1.2.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at orlov til børnepasning ikke medregnes i ydelsesperioderne efter § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2, i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.3. Selvstændige erhvervsdrivende.

1.3.1 Dagpengeret efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel

For selvstændige erhvervsdrivende er orlov til børnepasning ikke betinget af medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

For at være berettiget til orlov til børnepasning skal den selvstændige erhvervsdrivende være berettiget til dagpenge efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Arbejdsformidlingen skal i den forbindelse påse, at bopælskommunen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er berettiget til dagpenge ved sygdom og fødsel.

1.3.2 Ophør med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden

Det er endvidere en betingelse for orlov, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke arbejder i virksomheden i orlovsperioden. Arbejdsformidlingen skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger erklæring om dette. Hvis den selvstændige erhvervsdrivende er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal arbejdsløshedskassen afgive erklæringen. Hvis den selvstændige erhvervsdrivende ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal bopælskommunen afgive erklæringen.

1.3.3 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at orlov til børnepasning ikke medregnes i ydelsesperioderne efter § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2, i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4 Ledige

1.4.1 Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

1.4.1.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret.

Arbejdsformidlingen skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger attestation fra arbejdsløshedskassen om, at den ledige er medlem af en arbejdsløshedskasse og er dagpengeberettiget. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kontanthjælpsmodtagere, som er medlemmer af en arbejdsløshedskasse skal ansøge om orlov efter bestemmelserne om kontanthjælpsmodtagere (se nedenfor).

Der stilles ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, idet det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på Arbejdsformidlingen eller anden godkendt offentlig formidling, som bevirker fritagelse for fremmøde på Arbejdsformidlingen. Den ledige skal endvidere modtage arbejdsløshedsdagpenge, eller ville have modtaget dagpenge, hvis orloven ikke var påbegyndt.

1.4.1.2 Lediges orlovsmulighed i forhold til handlingsplanen.

Dagpengeberettigede ledige har ret til orlov til børnepasning uanset indholdet af handlingsplanen, således at dagpengeberettigede lediges orlovsmuligheder ikke begrænses handlingsplanen. Det kan ikke betragtes som saglig grund for afslag på ansøgning om orlov, at den ledige ifølge handlingsplanen fx skal påbegynde et jobtræningsforløb.

1.4.1.3 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt Arbejdsformidlingen (teknisk ledige) med eller uden ret til supplerende dagpenge kan ikke søge orlov efter reglerne for ledige, men skal søge efter reglerne som lønmodtagere.

1.4.1.4 Forholdet til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at perioder med orlov til børnepasning ikke medregnes i de perioder, hvor den ledige modtager arbejdsløshedsdagpenge jf. § 55 i Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Hvis orlovspersonen udfører arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2, i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Det skal bemærkes, at hvis orlovspersonen under orloven har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

1.4.2 Kontanthjælpsmodtagere.

Der er i bekendtgørelse nr. 1184 af 23. december 1993 om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere og om fradrag i orlovsydelse, der udbetales af kommunerne, fastlagt nærmere regler for, hvilke kontanthjælpsmodtagere, der kan få orlov til børnepasning. Bopælskommunen afgør på baggrund af denne bekendtgørelse, om det kan indstilles, at orlov til børnepasning bevilges.

Arbejdsformidlingen skal påse, at der på ansøgningsblanketten foreligger attestation fra bopælskommunen om modtagelse af kontanthjælp, samt om bopælskommunen har indstillet, at orlov til børnepasning bevilges.

2. Orlovens varighed.

2.1 Varighed samt opdeling i enkeltperioder.

Orlov til børnepasning kan bevilges til hver af forældrene for mindst 13 sammenhængende uger og højst for 52 uger for hvert barn. Det er muligt at opdele orlovsperioden i flere perioder, dog skal hver enkelt orlovsperiode udgøre mindst 13 sammenhængende uger. Forældrene kan holde orlov til børnepasning for samme barn samtidig og/eller hver for sig.

2.2. Gentagen orlov.

Orlov til børnepasning begrænses ikke af udnyttelse af muligheden for orlov til uddannelse og orlov til sabbat.

Orlov til børnepasning medregnes således ikke i forbindelse med orlov til uddannelse og orlov til sabbat.

3. Formidling af erstatningsarbejdskraft til ledige orlovsstillinger.

Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten om erstatningsarbejdskraft ønskes til den ledige orlovsstilling, og om erstatningsarbejdskraften ønskes formidlet af Arbejdsformidlingen. Der er ikke pligt for arbejdsgiveren til at ansætte erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med en orlovsansøgning fra en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvor det på ansøgningsblanketten er angivet, at en afløser ønskes, skal Arbejdsformidlingen altid kontakte virksomheden og tilbyde formidling af erstatningsarbejdskraft.

I forbindelse med information og rådgivning om orlovsordningerne bør Arbejdsformidlingen i øvrigt altid tilbyde bistand i forbindelse med formidling af erstatningsarbejdskraft samt ved indgåelse af jobrotationsaftaler.

Dette gælder sæaligt i de situationer, hvor AF bliver opmærksom på, at grupper af medarbejdere i en virksomhed går på orlov, eventuelt forskellige typer af orlov.

Specielt skal Arbejdsformidlingen udøve en aktiv rolle i tilfælde af, at der er tale om orlov inden for arbejdsområder, hvor der er eller kan forudses flaskehalse.

AF skal endvidere informere om mulighederne for at få ledige orlovsstillinger besat som jobtræningspladser samt informere om muligheden for at få opkvalificeret afløseren via uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, herunder deltagelse i uddannelsespraktik i virksomheden, jf. Lov nr. 1199 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 87, stk. 3.

4. Supplerende tilskud til orlovsydelsen.

Ifølge bistandslovens § 69 b kan bopælskommunen beslutte at yde et supplerende tilskud til orlovsydelsen.

Tilskuddet til lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende kan højst udgøre kr. 35.000 årligt for hvert barn, og kan sammen med orlovsydelse højst udgøre 80 % af den hidtidige indtægt.

For dagpengeberettigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skal tilskuddet og orlovsydelsen dog tilsammen mindst udgøre et beløb svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, orlovspersonen ville være berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven, medmindre tilskuddet hermed overstiger størrelsen af det tilskud, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.

Tilskuddet til dagpengeberettigede ledige kan sammen med orlovsydelsen højst udgøre et beløb, svarende til de arbejdsløshedsdagpenge, som den ledige var berettiget til ved fuld ledighed umiddelbart forud for orloven.

Kontakthjælpsmodtagere på orlov til børnepasning kan ikke modtage tilskuddet.

Da det er de enkelte kommuner, der administrerer ordningen om det supplerende tilskud til orlovsydelsen, herunder beregner tilskuddets størrelse, bør Arbejdsformidlingen henvise konkrete forespørgsler om det supplerende tilskud fra orlovsansøgere til den pågældendes bopælskommune.

5. Arbejdsformidlingens bevilling af orlovsaftalen.

Når Arbejdsformidlingen har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger Arbejdsformidlingen orloven. Hvis orlovsansøgeren er medlem af en arbejdsløshedskasse, sendes kopi af ansøgningen til arbejdsløshedskassen og orlovsansøgeren.

Hvis orlovsansøgeren ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse eller er kontanthjælpsmodtager, sendes kopi af ansøgningen til bopælskommunen. I forbindelse med bevilling af orlov til en lønmodtager sendes endvidere kopi af ansøgningen til arbejdsgiveren.

Ved orlov til ledige, der er tilmeldt Arbejdsformidlingen, afmelder Arbejdsformidlingen pågældende i forbindelse med bevillingen af orloven. Arbejdsformidlingen skal underrette den ledige herom, jf. § 20, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1200 af 27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

På den godkendte bevillingsblanket for forsikrede orlovsansøgere skal Arbejdsformidlingen angive det 2-cifrede AF-regionsnummer samt registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som arbejdsløshedskassen herefter vil anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.

For ikke forsikrede orlovsansøgere skal AF-regionen på begæring refundere kommunerne orlovsydelsen månedsvis bagud. Kommunens begæring om refusion af orlovsydelse skal så vidt muligt være Arbejdsformidlingen i hænde senest den 15. i efterfølgende måned. Arbejdsformidlingen udbetaler refusionen til kommunen inden udgangen af den måned, hvori anmodningen er modtaget.

6. Afholdelse og optjening af ferie i forbindelse med orlov.

6.1 Afholdelse af ferie.

Orlov er ikke en kvalificeret feriehindring i relation til ferieloven, hvorfor der ikke kan udbetales feriepenge, uden at ferien holdes.

Hvis orlovspersonen holder ferie under orloven, vil der skulle udbetales feriepenge efter ferielovens regler med deraf følgende fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne skal Arbejdsformidlingen gøre opmærksom på, at orlov ikke er en kvalificeret feriehindring, og at orlovspersonen derfor skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt. Arbejdsformidlingen bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med orloven aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.

6.2. Optjening af ferie.

Der optjenes betalt ferie, hvis arbejdsgiveren udbetaler løn, andre ydelser eller supplement til orlovsydelsen (jf. § 19 i lov om orlov), og hvis arbejdsgiveren opgiver disse ydelser til beskatning.

Hvis orlovspersonen ikke optjener feriepenge under orloven, vil vedkommende have mulighed for at få feriedagpenge det efterfølgende ferieår.

Feriedagpenge optjenes på baggrund af bl.a. orlovsydelse udbetalt af en arbejdsløshedskasse til orlovspersonen. Feriedagpenge kan udbetales til både lønmodtagere og ledige, når der holdes ferie. Det er dog bl.a. en betingelse for udbetaling, at orlovspersonen ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge i tilfælde af ledighed i feriedagene.

For så vidt angår orlov og feriedagpenge henvises der til DfA s B-vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til børnepasning.

7. Underretningspligten mellem Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen samt Arbejdsformidlingen og bopælskommunen.

Hvis orlovsydelsen skal udbetales af arbejdsløshedskassen skal Arbejdsformidlingen underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som Arbejdsformidlingen bliver vidende om.

Arbejdsløshedskassen skal meddele Arbejdsformidlingen, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. Arbejdsformidlingen skal herefter betragte ordningen som ophørt.

Tilsvarende gælder, hvor bopælskommunen udbetaler orlovsydelsen.

8. Klageadgang mv.

Arbejdsformidlingens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Dette cirkulære træder i kraft dags dato. Der henvises til afsnit I, pkt. 1.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 28. januar 1994

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →