Legislator Case Law & Legislation
C19942200409 DK

Skrivelse om delegering vedrørende løn- og ansættelsesregler (Til de højere uddannelsesinstitutioner og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1994 22004 Historic

Skrivelse om delegering vedrørende løn- og ansættelsesregler

(Til de højere uddannelsesinstitutioner og Styrelsen for Statens

Uddannelsesstøtte)

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra universitetslovsinstitutionerne og fra Undervisningsministeriets Økonomiafdeling har gennemgået ministeriets regler om løn- og ansættelsesforhold på universitetsområdet med henblik på en oprydning og regelsanering.

Gruppen har peget på, at universitetslovsinstitutionerne - ikke mindst efter vedtagelsen af universitetsloven - nu er så selvstyrende, at de i princippet bør have alt videredelegeret til sig, som Finansministeriet har delegeret til Undervisningsministeriet.

De tilfælde, hvor Undervisningsministeriet har modtaget en kompetence, men hvor delegering til universitetslovsinstitutionerne og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte ikke finder sted, foreslår gruppen oplistet på en »negativliste«.

På denne baggrund fastsætter ministeriet følgende med virkning fra 1. april 1994.

Undervisningsministeriet bemyndiger herved de højere uddannelsesinstitutioner og Statens Uddannelsesstøtte til at træffe afgørelser, herunder indgå aftaler, i sager om løn- og ansættelsesforhold inden for institutionernes ressort samt til at udøve de beføjelser, som Finansministeriet efter gældende cirkulærer har tillagt Undervisningsministeriet, idet dog særligt bemærkes, at kompetencen til omklassificering af stillingsgrupper samt til klassificering af nyoprettede stillinger i lønramme 37 og derover og omklassificering af stillinger inden for samme lønrammer ligger hos Finansministeriet.

For så vidt angår administrationen af lønreglerne, skal ministeriet i det hele henvise til den Personaleadministrative Vejledning, der er udsendt af Finansministeriet.

Der fastsættes dog følgende undtagelser fra den generelle delegering

1. Fastsættelse af tillæg af cheflønspuljen til rektorer, institutionschefer og administrationschefer.

For så vidt angår øvrige administrative chefer er kompetencen foreløbig forblevet i Universitetsafdelingen.

2. Honorering af merarbejde til rektorer, institutionschefer og administrationschefer

3. Ansættelse af tjenestemænd i lønramme 36 og derover (Bekendtgørelse om delegering af kompetencen til at ansætte tjenestemænd i lønrammerne 1-35 er udstedt den 28. april 1994 med virkning fra den 15. maj 1994. - Vil snarest blive udsendt.)

4. Afsked af kongeligt udnævnte tjenestemænd samt uansøgt afsked af øvrige varigt ansatte og åremålsansatte tjenestemænd

5. Ansættelse på overenskomstvilkår og anden ikke tjenestemandsansættelse i stillinger i lønramme 38 og derover samt i administrative chefstillinger i lønramme 3

Ansættelse af professorer og valgte ledere på overenskomstvilkår foretages imidlertid af institutionen selv, jf. særskilt bemyndigelse

6. Oprettelse af åremålsstillinger, jfr. pkt. 5 og 7

7. Bevilling af tjenestefrihed uden eller med løn samt nedsat tjenestetid til rektorer, institutionschefer og administrationschefer

8. Beslutning om suspension, disciplinærforfølgning og injuriesøgsmål i henhold til tjenestemandslovens kapitel 4

9. Afgørelse af sager om tilbagebetaling og efterbetaling af løn for så vidt angår rektorer, institutionschefer og administrationschefer

Ovenstående oversigt over undtagelser fra den almindelige kompetencedelegering til institutionerne vil Undervisningsministeriet revidere pr. 1. januar 1995.

Der vil senest i forbindelse med de løbende revisioner blive taget stilling til, om beføjelser, som Finansministeriet i den forløbne periode har delegeret til Undervisningsministeriet, undtages fra videredelegering til institutionerne.

Samtidig bortfalder følgende skrivelser, idet de nu er omfattet af den generelle delegering

1) Undervisningsministeriets skrivelse af 28. september 1973 til de højere uddannelsesinstitutioner om bemyndigelse til selv at træffe aftale med de forhandlingsberettigede organisationer vedrørende nedsættelse eller bortfald af forberedelsestid.

2) Undervisningsministeriets skrivelse af 11. august 1987 til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte om delegation af kompetence til at anvende frilisten i forbindelse med oprettelse af nye stillinger på HK-området samt til at foretage oprykning af kontorfunktionærer (HK), der har bestået FA.

3) Undervisningsministeriets skrivelse af 12. august 1987 til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte om delegering af kompetence til omklassificering af tjenestemænd, der har bestået FA.

4) Undervisningsministeriets skrivelse af 10. marts 1988 til de højere uddannelsesinstitutioner om bemyndigelse til indgåelse af aftaler om uniformer mv.

5) Undervisningsministeriets skrivelse af 30. juni 1992 til de højere uddannelsesinstitutioner og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte om bemyndigelse til at træffe afgørelse i en række sager.

Endvidere bortfalder for så vidt angår de højere uddannelsesinstitutioner og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte

6) Undervisningsministeriets skrivelse af 4. juli 1986 om delegation af anvendelse af den almindelige friliste ved klassificering af nyoprettede tjenestemandsstillinger.

7) Undervisningsministeriets skrivelse af 14. oktober 1987 om delegation af kompetence til at indgå aftaler med Teknisk Landsforbund om § 1, stk. 2 og 3-tillæg.

8) Undervisningsministeriets skrivelse af 23. oktober 1987 om delegation af bemyndigelse til at indgå aftale med CO I og CO II om ydelse af særligt tillæg til tjenestemænd beskæftiget med edb-opgaver.

9) Undervisningsministeriets skrivelse af 17. november 1987 om bemyndigelse af de højere uddannelsesinstitutioner til indgåelse af lokale arbejdstidsaftaler.

Endelig bortfalder for så vidt angår de højere uddannelsesinstitutioner

10) Undervisningsministeriets skrivelse af 11. august 1987 om delegation til at anvende frilisten i forbindelse med oprettelse af nye stillinger på HK-området samt til at foretage oprykning af kontorfunktionærer (HK), der har bestået FA.

11) Undervisningsministeriets skrivelse af 12. august 1987 om delegering af kompetence til omklassificering af tjenestemænd, der har bestået FA.

12) Undervisningsministeriets skrivelse af 16. juni 1993 om delegering af kompetence til at afgøre sager om tilbagebetaling og efterbetaling af løn.

Med venlig hilsen

E.F. Poulsen

Direkte tlf. 3392 5000

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →