Legislator Case Law & Legislation
C19941917454 DK

Vedr. supplerende tilskud til forældre på orlov til børnepasning, bistandslovens § 69 b (Til samtlige kommuner)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1994 19174 Historic

Vedr. supplerende tilskud til forældre på orlov til børnepasning, bistandslovens § 69 b

(Til samtlige kommuner)

Socialministeriet har modtaget henvendelser fra flere kommuner, der ønsker at ændre en tidligere beslutning om indførelse af supplerende tilskud efter bistandslovens § 69 b. Der har herunder været rejst spørgsmål om hvilke konsekvenser dette vil få for allerede givne tilsagn og for modtagne ansøgninger om tilskud.

Socialministeriet har på denne baggrund anmodet Indenrigsministeriet om vejledende retningslinier for, hvad kommunerne kan beslutte, således at de almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger overholdes.

Socialministeriet har modtaget en vejledende udtalelse fra Indenrigsministeriet og vi skal hermed orientere kommunerne om indholdet af denne.

Indenrigsministeriet udtaler følgende

»Spørgsmålet om, hvorvidt en kommunalbestyrelse er berettiget til at ændre en tidligere truffet beslutning om at ville yde et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, må afgøres på grundlag af almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

En administrativ praksis kan i almindelighed ændres, blot der er tale om en generel ændring inden for lovens rammer og af saglige grunde, jf. Karsten Revsbech, »Forvaltningsret. Almindelige emner«, 2. udg., 1989, s. 249.

Det må således antages, at en kommunalbestyrelse er berettiget til på et sagligt grundlag at træffe beslutning om - med virkning for behandling af fremtidige sager - at ophæve eller ændre en tidligere beslutning om at ville yde et supplerende tilskud i medfør af bistandslovens § 69 b.

Imidlertid vil der efter Indenrigsministeriets opfattelse efter omstændighederne kunne påhvile kommunalbestyrelsen en forpligtelse til på særlig måde at offentliggøre en ændring af en praksis, hvorefter der ydes supplerende tilskud i medfør af bistandslovens § 69 b.

Den hidtidige praksis kan således have skabt særlige forventninger om, at praksis vil blive fulgt. Når dette er tilfældet, kan det være et krav, at en ændring af praksis bekendtgøres, f.eks gennem ændring af eksisterende vejledende retningslinier eller på anden måde i forhold til de berørte borgere hensigtsmæssig måde, jf. Karsten Revsbech, »Forvaltningsret. Almindelige Emner«, 2. udg., 1989, s. 254.

Ved afgrænsningen af i hvilke nærmere tilfælde, der må antages at gælde en sådan forpligtelse, bør det efter Indenrigsministeriets opfattelse navnlig tillægges vægt, om den praksis, der er etableret, er blevet almindelig kendt i kommunen og således må antages at have skabt en forventning hos muligt tilskudssøgende i kommunen om, at denne praksis fremover følges.

I så fald vil der ofte kunne være en forpligtelse for kommunen til at informere om beslutningen vedrørende praksisændring på en sådan måde, at det i videre omfang end normalt sikres, at befolkningen bliver gjort bekendt hermed.

Offentliggørelse af praksisændringen kan i disse tilfælde kan ske ved annoncering, gennem opslag på biblioteker i kommunen eller på anden lignende måde.

Det må endvidere antages, at en sådan praksisændring kan besluttes uden noget særligt varsel og med omgående virkning. Efter Indenrigsministeriets opfattelse kan der således ikke stilles krav om, at beslutningen først træder i kraft efter en vis periode.

En kommunalbestyrelses beslutning om at ville yde supplerende tilskud gælder, indtil kommunalbestyrelsen træffer en ny beslutning. Medmindre det fremgår af beslutningen, kan det således ikke antages, at beslutningen kun gælder i en bestemt periode.

I det følgende lægges til grund, at en kommunalbestyrelse tidligere har truffet en generel beslutning om ud fra bestemte retningslinier at ville yde tilskud efter bistandslovens § 69 b, og at den pågældende kommunalbestyrelse herefter træffer beslutning om enten ophævelse af den tidligere beslutning eller ændring af denne, således at kommunens ordning fremover vil være mindre attraktiv for forældrene.

Tilsagn om tilskud meddelt før den nye beslutnings ikrafttræden.

Et tilsagn om tilskud må anses for at være en begunstigende forvaltningsakt. Et sådant tilsagn kan således normalt ikke uden adressatens samtykke tilbagekaldes eller ændres til ugunst for adressaten.

På den baggrund er Indenrigsministeriet mest tilbøjelig til at antage, at den nye beslutning ikke kan tillægges virkning for allerede meddelte tilsagn. Kommunen vil således normalt være forpligtet til at yde tilskud til de pågældende forældre i overensstemmelse med de meddelte tilsagn.

Det kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke antages at være i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at disse forældre modtager mere i tilskud end forældre, der ansøger på et senere tidspunkt og derfor vil være omfattet af den nye beslutning, jf. nedenfor, uanset om tilskuddene ydes for samme periode.

Det er herved forudsat, at ansøgninger modtaget på det samme tidspunkt vil blive behandlet efter samme - lovlige - kriterier.

Ansøgninger om tilskud, der på tidspunktet for den nye beslutnings ikrafttræden endnu ikke er modtaget af kommunen.

Sådanne ansøgninger vil efter Indenrigsministeriets opfattelse som udgangspunkt være omfattet af kommunalbestyrelsens nye beslutning.

Offentlige forvaltningsmyndigheder kan i visse tilfælde på ulovbestemt grundlag give en såkaldt forhåndsbesked, som binder forvaltningen med hensyn til indholdet af en senere forvaltningsakt, jf. Bent Christensen, »Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel. Organisation«, 1991, s. 62-63, og Karsten Revsbech, »Forvaltningsret. Almindelige emner«, 2. udg., 1989, s. 116-118.

Hvorvidt en kommune, der har givet en forhåndsbesked om at ville yde tilskud ifølge den på dette tidspunkt gældende beslutning, kan antages at være bundet af denne besked, uanset at ansøgningen først er modtaget af kommunen efter den nye beslutnings ikrafttræden, må bero på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.

Med hensyn til kommunernes mulige forpligtelse til at informere om en ny beslutning, der indebærer en praksisændring, ved annoncering, gennem et opslag på bibliotekerne eller på anden lignende måde henvises til det ovenfor anførte.

Ansøgninger om tilskud, der inden den nye beslutnings ikrafttræden er modtaget af kommunen, men endnu ikke er behandlet.

Det må anses for tvivlsomt, hvorvidt en kommune i denne situation har pligt til at behandle disse ansøgninger som omfattet af den tidligere beslutning. Det er imidlertid almindeligt antaget, at en adressats berettigede forventninger er et lovligt kriterium ved en forvaltningsmyndigheds afgørelse af, om f.eks. en ansøgning skal imødekommes. Der kan herved henvises til Bent Christensen, »Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel. Organisation«, 1991, s. 163-164.

Forældre, der har indgivet en ansøgning om et supplerende tilskud til orlovsydelse, før kommunalbestyrelsens nye beslutning er trådt i kraft, må efter Indenrigsministeriets opfattelse antages at have haft en berettiget forventning om, at deres ansøgning ville blive behandlet i overensstemmelse med den praksis, der gjaldt på tidspunktet for kommunens modtagelse af ansøgningen.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det således antages, at sådanne ansøgninger lovligt vil kunne behandles på grundlag af kommunalbestyrelsens tidligere beslutning.'

Socialministeriet kan henholde sig til ovenstående vejledende udtalelse fra Indenrigsministeriet.

Vi må samtidig gøre opmærksom på, at spørgsmål om lovligheden af kommunernes beslutninger henhører under det almindelige tilsyn med kommunerne.

Med venlig hilsen Anders Lynge Madsen / Kirsten - Rogvi

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →