Legislator Case Law & Legislation
C19941752810 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om accept af for kort opsigelsesvarsel

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1994 17528 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om accept af for kort opsigelsesvarsel

Kommentar m.v.

Spørgsmål om opsigelsesvarslet for en ansat direktør og medindehaver af et aktieselskab.

Meddelelse om afgørelsen

Medlemmet var ansat som direktør og operatør i et aktieselskab, hvor han ejede 20 % af selskabskapitalen på i alt 500.000 kr.

Selskabet blev erklæret konkurs den 16. september 1992, hvor boets kurator med kortest muligt varsel opsagde alle medarbejdere.

Medlemmet oplyste, at han ikke havde nogen kontrakt med selskabet og dermed intet opsigelsesvarsel. Lønnen for første halvdel af september 1992 skulle gøres op som krav i boet, hvor dividenden ville blive 0.

Medlemmet fik nyt arbejde 1. oktober 1992.

Boets kurator oplyste den 21. oktober 1992, at der ikke var modtaget en egentlig anmeldelse fra medlemmet, hvis lønkrav ikke havde privilegium, men måtte betragtes som et almindeligt, simpelt krav. Såfremt der ikke forelå en ansættelseskontrakt med et opsigelsesvarsel, måtte der formentlig tages udgangspunkt i funktionærlovens opsigelsesvarsler, selv om ansættelsesforholdet ikke direkte var omfattet af funktionærloven.

Kassen lagde herefter til grund, at medlemmet måtte gøre krav på minimum 3 måneders varsel. Han kunne derfor ikke anses for ledig og dagpengeberettiget fra den 16. september 1992.

*****

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få dagpenge for perioden 16. - 30. september 1992, jf. § 63, stk. 1, nr. 2, og dagældende bestemmelse i bkg. nr. 673 af 9. oktober 1991, § 24, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt..

Direktoratet lagde til grund, at medlemmet i forhold til konkursboet måtte anses for at have accepteret et kortere opsigelsesvarsel end det sædvanlige for ansatte direktører. Som ansat direktør måtte medlemmet antages at have haft krav på et opsigelsesvarsel på minimum 3 måneder, svarende til funktionærlovens § 2, stk. 2, nr. 2.

Direktoratet anførte i denne forbindelse bl.a., at medlemmet ikke havde anmeldt et tilgodehavende for løn i opsigelsesperioden over for konkursboet som simpelt krav.

*****

Medlemmet gjorde i klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn gældende, at han ikke havde accepteret et forkortet opsigelsesvarsel, og at han havde anmeldt krav på løn og feriegodtgørelse over for boets kurator.

Direktoratet fik efterfølgende bekræftet, at medlemmets anmeldelse var registreret i boet den 30. oktober 1992.

Direktoratet fastholdt herefter sin afgørelse med henvisning til, at medlemmets anmeldelse var fremsat for sent i forhold til afskedigelsen den 16. september 1992. Medlemmets passivitet måtte således sidestilles med en accept af for kort opsigelsesvarsel.

Medlemmet anførte hertil, at han tog ud at sejle den 1. oktober 1992, og at han havde overholdt fristen for indgivelse af krav i boet.

Direktoratet bemærkede, at selv om medlemmet ud fra en konkursretlig betragtning havde anmeldt sit krav rettidigt, var fremsættelsen af hans krav sket for sent ud fra de ansættelsesretlige betragtninger, der lå til grund for formuleringen af § 24, stk. 2, i den omhandlede bkg.

*****

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt det ikke godtgjort, at medlemmet var i en situation, hvor han kunne gøre et lønkrav gældende mod virksomheden.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet i forbindelse med arbejdsophøret den 16. september 1992 ikke kunne anses for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel.

Ankenævnet ophævede hermed den idømte karantæne.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 20. maj 1994

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →