Cirkulæreskrivelse om meddelelse om fratrædelsesgodtgørelses indflydelse på tidspunktet for overgang til efterløn
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om fratrædelsesgodtgørelses indflydelse på tidspunktet for overgang til efterløn
Kommentar m.v.
Et medlem, som ved frivillig fratræden i henhold til en kommunal fratrædelsesordning fik udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn, kunne ikke overgå til efterløn før udløbet af de 3 måneder.
Meddelelse om afgørelsen
Et medlem opsagde sin stilling som kommunal hjemmehjælper til fratræden ved udgangen af marts 1993 for at overgå til efterløn pr. 1. april 1993.
I forbindelse med sin fratræden fik medlemmet udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn i henhold til kommunens lokalaftale om fratrædelsesordning for overenskomstansatte.
Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ville have været 6 måneder.
Kassen fandt, at fratrædelsesgodtgørelsen var omfattet af reglerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 968 af 7. december 1992, og at der tidligst kunne udbetales efterløn fra den 1. juli 1993.
I sin klage over kassens afgørelse oplyste medlemmet blandt andet, at hun ikke havde sagt op for at få del i fratrædelsesgodtgørelsen, men alene fordi hun blev 63 år og dermed kunne få efterløn med samme beløb i hele efterlønsperioden. Medlemmet påpegede desuden, at hendes stilling blev opslået ledig straks efter, at hun havde sagt op.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse om, at godtgørelsen var omfattet af bekendtgørelsens regler.
Der blev herved lagt vægt på, at fratrædelsesordningen ifølge sit indhold var begrundet i de seneste års meget stramme økonomi for kommunerne, kombineret med de stadige ændringer af de kommunale opgaver. Direktoratet henviste endvidere til, at det fremgik af ordningen, at formålet var at sikre, at personalereduktioner i videst mulig omfang kunne ske ved naturlig afgang.
Direktoratet fandt, at det ikke er afgørende, om der i det enkelte, konkrete tilfælde sker genbesættelse af stillingen.
Endelig bemærkede direktoratet, at hvis det udbetalte beløb kun svarer til løn i en kortere periode end det gældende opsigelsesvarsel, kan medlemmet dog overgå til efterløn efter udløbet af denne kortere periode.
Direktoratet var herefter enig med kassen i, at medlemmet tidligst var berettiget til at overgå til efterløn med virkning fra 1. juli 1993.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 19. januar 1994