Retningslinier for Embedslægeinstitutionernes/Stadslægen indberetninger til Sundhedsstyrelsen vedrørende sundhedspersoners faglige virksomhed
Statutory Text (2 Articles)
Retningslinier for Embedslægeinstitutionernes/Stadslægen indberetninger til Sundhedsstyrelsen vedrørende sundhedspersoners faglige virksomhed
Den 1. januar 1994 ændredes lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. § 19, hvorefter Sundhedsævsenets Patientklagenævn ikke længere skal indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i en klagesag.
Embedslægeinstitutionernes medvirken i behandlingen af patientklagesager fremgår af Patientklagenævnets retningslinier af 20. december 1993 for Embedslægeinstitutionernes/Stadslægens behandling af klagesager vedørende sundhedspersoners faglige virksomhed.
Sundhedsstyrelsen skal som hidtil føre tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer indenfor sundhedsvæsenet, jf. centralstyrelseslovens § 4. Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionen kan således tage sager, hvor der ikke foreligger en patientklage, op til vurdering (indberetningssager). Disse sager skal af embedslægeinstitutionen indberettes til styrelsen, hvis institutionen vurderer, at der kan foreligge en ansvarspådragende fejl.
1. Forskellige typer indberetningssager
1.1. Sædvanlige indberetningssager, hvor embedslægeinstitutionen skønner, at der kan foreligge en ansvarspådragende fejl, eller hvor der kan være andre grunde til at foretage en nærmere vurdering. Embedslægeinstitutionen får kendskab til forholdet f.eks. ved
- ligsyn,
- indberetning fra faglige chefer om begåede fejl,
- indberetning fra andre sundhedspersoner om begåede fejl og
- anmodning om en undersøgelse fra andre myndigheder.
1.2. Indberetningssager afledt af klagesagsbehandling
Embedslægeinstitutionen finder under behandling af en klagesag, at der foreligger andre omstændigheder, der kan give anledning til kritik. Det kan dreje sig om
- Forhold, der ikke er nævnt i selve klagen og ikke vedrører det påklagede hændelsesforløb.
- Gentagne tilfælde af samme ansvarspådragende fejl begået af samme sundhedsperson eller indenfor samme kreds af sundhedspersoner. Det vil især være af betydning, når der er vis tidsmæssig sammenhæng, f.eks. inden for 1-2 år.
- Særligt alvorlige eller principielle forhold, hvor det findes væsentligt, at Sundhedsstyrelsen tidligt bliver orienteret om overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, jf. Centralstyrelseslovens § 2.
2. Embedslægeinstitutionens undersøgelser i indberetningssager
Embedslægeinstitutionene skal indhente så fyldige oplysninger, at det er muligt at vurdere det eller de forhold, der indgår i sagen. I den forbindelse skal embedslægeinsitutionen indhente udtalelse fra den sundhedsperson forholdet vedrører, fra eventuelle andre, der væsentligt kan bidrage med oplysninger til vurdering af sagen samt øvrigt relevant materiale (journal eller kopi heraf, røntgenbilleder mv.). Når der fremsendes anmodning om en udtalelse fra en sundhedsperson anmodes samtidigt om, at udtalelsen foreligger hurtigst muligt. Embedslægeinstitutionen skal rykke sundhedspersonen(erne), såfremt udtalelsen(erne) ikke er modtaget inden 3 uger.
Er det indhentede materiale ikke tilstrækkeligt til at vurdere sagen, eller hvis det indhentede materiale på væsentlige punkter er modstridende, indhenter embedslægeinstitutionen supplerende udtalelse/materiale fra de implicerede sundhedspersoner.
Nægter en sundhedsperson at meddele oplysninger, eller nægtes en journal udleveret, skal sagen forelægges Sundhedsstyrelsen.
3. Fremgangsmåde hvis der kan blive tale om tiltalerejsning overfor
medicinalpersoner i forbindelse med en indberetningssag
Hvis embedslægeinstitutionen under behandlingen af en sag finder, at der kan være tale om, at en sundhedsperson har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed, eller der kan være andre grunde til tiltalerejsning, skal embedslægeinstitutionen skriftligt, eller i hastende tilfælde telefonisk, kontakte Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af, om der skal indledes en politimæssig efterforskning.
4. Embedslægeinstitutionens udarbejdelse af grundlag og indstilling
i indberetningssager
I alle typer indberetningssager udarbejder embedslægeinstitutionen et grundlag for vurderingen, det vil sige beskrivelse af det relevante hændelsesforløb og sagens sundhedsfaglige problemstillinger.
Embedslægeinstitutionen udarbejder tillige særskilte bilagsfortegnelse.
Embedslægeinstitutionen udarbejder i det mulige omfang tillige institutionens vurdering af sagen.
5. Sagens afslutning
Hvis Sundhedsstyrelsen i en indberetningssag finder, at der er grundlag for kritik eller anden sanktion overfor sundhedspersoner omfattet af Patientklagenævnets kompetence, indbringes sagen for Patientklagenævnet. Sundhedsstyrelsen meddeler embedslægeinstitutionen, når sagen sendes til Patientklagenævnet.
Finder Sundhedsstyrelsen, at der ikke er grundlag for kritik, afsluttes sagen overfor embedslægeinstitutionen, som underretter de involverede personer om sagens afgørelse.
6. Indberetningssager med senere tilkommen klage efter centralstyrelseslovens kapitel 3
Modtager embedslægeinstitutionen i en verserende indberetningssag en klage, der skal afgøres af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, følges de retningslinier, Patientklagenævnet har meddelt.
Hvis sagen er sendt til Sundhedsstyrelsen, når klagen modtages, meddeler embedslægeinstitutionen styrelsen - med kopi af klagen - at der er rejst en klagesag. Sundhedsstyrelsen vil derefter tilbagesende sagens akter til embedslægeinstitutionen.
Med venlig hilsen
Michael von Magnus
/Gert Heinild