Legislator Case Law & Legislation
C19941367060 DK

Vejledning om tilskud til produktudvikling af skovbrugs- og træindustriprodukter.

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 1994 13670 Historic

Bilag 1

Lov om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter Bilag 2

Lov om ændring af lov om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter

Vejledning 1994 13670 Historic

Bilag 3

Bekendtgørelse om tilskud til produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter

Vejledning 1994 13670 Historic

Vejledning om tilskud til produktudvikling af skovbrugs- og træindustriprodukter.

Indhold I Generelle oplysninger

1. Indledning

2. Bevillingsudvalg for Skovbrug og Træindustri

3. Generelle vilkår og bestemmelser

4. Ansøgning

II Støtte til produktudvikling i det primære skovbrug (lovens kapitel 2)

1. Tilskuddets anvendelsesområder

2. Mulige ansøgere

3. Tilskuddets størrelse

4. Bevilling af tilskud

5. Projektbeskrivelse

III Produktudvikling og forædling af træ- og træbaserede produkter

(lovens kapitel 3)

1. Tilskuddets anvendelsesområder

2. Mulige ansøgere

3. Tilskuddets størrelse

4. Bevilling af tilskud

5. Projektbeskrivelse

IV Udfyldning af ansøgningsskema

1. Bemærkninger til visse udgiftsposter

Bilag

1. Lov nr. 340 af 14. maj 1992 om tilskud til produktudvikling

af jordbrugs- og fiskeriprodukter.

2. Lov nr. 291 af 27. april 1994 om ændring af lov om tilskud

til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter.

3. Bekendtgørelse nr. 741 af 16. august 1994 om tilskud til

produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter.

I Generelle oplysninger

1. Indledning

Formål: Lov om tilskud til produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter m.m. har til formål at fremme udviklingsaktiviteten i det primære jord- og skovbrug, samt i jordbrugets, skovbrugets og fiskeriets forædlingssektorer.

Denne vejledning vedrører alene tilskud til produktudvikling indenfor skovbruget og træindustrien. Oplysninger om de øvrige områder findes i »Vejledning om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter«.

Loven giver mulighed for at yde tilskud til udviklingsprojekter inden for skovbrugssektoren på to områder

* Produktudvikling i det primære skovbrug (lovens kapitel 2).

* Produktudvikling i forarbejdning og forædling af træ og træbaserede produkter (lovens kapitel 3).

Loven henvender sig således både til skovejendomme og den råtræforarbejdende industri samt i et vist omfang til virksomheder, som er leverandører af materialer og serviceydelser til skovbrugssektoren. Egentlig møbelindustri er ikke omfattet af loven.

Regelgrundlag: Regler for tilskud til produktudvikling fremgår af

* Lov nr. 340 af 14. maj 1992 som ændret ved lov nr. 291 af 27. april 1994 om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter.

* Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 741 af 16. august 1994.

Ansøgningsskema vejledning m.v. udleveres ved henvendelse til Jordbrugsdirektoratet.

De nærmere regler for udbetaling af tilskud, rapportering af projektets forløb, kontrol m.v. tilsendes støttemodtageren af Jordbrugsdirektoratet sammen med tilsagn om støtte.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Jordbrugsdirektoratet.

2. Bevillingsudvalg for Skovbrug og Træindustri

I forbindelse med lovens vedtagelse er der nedsat et særligt Bevillingsudvalg for Skovbrug og Træindustri. Udvalget træffer afgørelse om bevilling af tilskud i alle sager, der vedrører lovens kapitel 3. (produktudvikling i forarbejdning og forædling af træ og træbaserede produkter).

Bevillingsudvalget træffer også afgørelse om tildeling af tilskud i sager, som vedrører kapitel 2 (produktudvikling i det primære skovbrug), hvis det drejer sig om projekter med mindst 5 deltagere, og det samlede tilskud er på mere end 400.000 kr.

Afgørelse om tildeling af tilskud til øvrige projekter efter lovens kapitel 2 træffes af Jordbrugsdirektoratet. I disse er Bevillingsudvalget tillagt en rådgivende funktion.

Gennem sin aktivitet fastlægger Bevillingsudvalget således praksis for tildeling af tilskud og for prioritering mellem projekter.

Bevillingsudvalget nedsættes for perioder af 4 år og består af

* 3 medlemmer for henholdsvis Landbrugsministeriet, Miljøministeriet og Industriministeriet.

* 3 medlemmer som er udpeget efter indstilling fra henholdsvis Dansk Industri, Dansk Skovforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

* 6 særligt sagkyndige medlemmer, som udpeges af landbrugsministeren.

3. Generelle vilkår og bestemmelser

Projektets indhold: * Projektet skal have en reel nyhedsværdi for skovbrugssektoren.

* Tilskuddet skal være af væsentlig betydning for projektets gennemførelse.

* Projektet skal gennemføres på de vilkår og inden for de tidsfrister som fastsættes i tilsagnsskrivelsen.

Projektets varighed: Normalt ydes kun støtte hvis virkningen af projektet kan påregnes inden for 5 år fra projektets start.

Tilskudsberettigede omkostninger: Der kan ydes tilskud til følgende omkostninger til produktudvikling

* Direkte løn.

* Ekstern bistand (konsulenthjælp, afprøvninger, analyser m.v.).

* Materialer.

* Særligt udstyr.

* Markedsføringsaktiviteter (markedsundersøgelser, planlægning, testmarkedsføring m.v.).

* Andre omkostninger i forbindelse med nævnte aktiviteter (revision, rejser m.v.).

Alle omkostninger opgøres excl. moms.

Der ydes ikke tilskud til omkostninger som ansøgeren har afholdt eller har påtaget sig at afholde, inden tilsagn om tilskud er givet.

Der kan normalt ikke opnås tilskud til anlægsinvesteringer, afskrivninger samt til generelle drifts- og serviceomkostninger.

Der ydes ikke tilskud til aflønning af eget arbejde for personer, der ejer den virksomhed, som modtager tilskud.

Der ydes ikke tilskud til almindelige afsætningsforanstaltninger eller til dækning af tabt produktion

Offentliggørelse af resultater: Tilskud kan gøres betinget af, at projektets resultater bliver offentliggjort.

Tilsagn om tilskud: Ansøgninger, som indeholder de nødvendige oplysninger, kan normalt forventes færdigbehandlet i løbet af 4 til 8 uger.

Hvis ansøgningen imødekommes, modtager ansøger en tilsagnsskrivelse fra Jordbrugsdirektoratet. I tilsagnsskrivelsen vil også være anført hvilke vilkår, der knytter sig til tilsagnet om tilskud til produktudvikling.

Udbetaling af tilskud:Tilskuddet kan udbetales samlet, når udviklingsarbejdet er afsluttet eller i op til 4 årlige rater i takt med, at projektet gennemføres og udgifterne betales.

Tilbagebetaling af tilskud: Tilskuddet med tillæg af renter skal tilbagebetales, hvis resultaterne af projektet udnyttes kommercielt.

Kravet om tilbagebetaling kan fraviges, hvis

* tilskuddet er på mindre end 25.000 kr.

* tilskuddet er givet i henhold til lovens kapitel 2, og tilskudsmodtager ikke søger eneretsbeskyttelse på det nye produkt eller produktionsproces.

* særlige omstændigheder taler for det.

Betingelserne for tilbagebetaling fastsættes af Jordbrugsdirektoratet for hvert enkelt projekt. Tilbagebetalingsperioden kan maksimalt udgøre 5 år fra projektets slutdato.

Andre offentlige tilskud: Tilskud nedsættes eller bortfalder, hvis der i finansieringen af projektet indgår andre offentlige tilskud. Dette gælder dog ikke tilskud fra EU-ordninger, som forudsætter national medfinansiering. Det samlede tilskud kan imidlertid ikke overstige det maksimale tilskud, der kan opnås i den pågældende EU-ordning.

Skattepligt: Det udbetalte tilskud er skattepligtigt.

Rapportering og afregning

Senest 3 måneder efter projektets afslutningsdato, skal ansøger have indsendt et endeligt projektregnskab og en slutrapport over projektets forløb og resultater.

Kontrol: Jordbrugsdirektoratet har under og efter projektets gennemførelse adgang til besigtigelse eller anden form for kontrol vedrørende det støttede projekt og dets forløb.

Misligholdelse: Tilsagn om tilskud kan bortfalde og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde af

* betingelserne for at få tilskud ikke længere opfyldes.

* der er givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af væsentlig betydning for tildeling af tilskuddet.

* vilkårene anført i tilsagnsskrivelsen ikke opfyldes.

Ændringer i projektet: Hvis der foretages ændringer i projektet, skal Jordbrugsdirektoratet hurtigst muligt have underretning om det.

Tavshedspligt: Jordbrugsdirektoratet og Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien har tavshedspligt om indholdet af ansøgninger.

4. Ansøgning

For at en ansøgning kan behandles, skal der foreligge

* Et korrekt udfyldt ansøgningsskema.

* En udførlig projektbeskrivelse.

* En kopi af de seneste 3 års reviderede regnskaber for hver projektdeltager.

Der skal kun indsendes 1 ansøgning pr. projekt uanset antallet af projektdeltagere. Oplysning om de enkelte deltagere og deres engagement i projektet skal fremgå af projektbeskrivelsen.

Projektsamarbejdet skal have en sådan karakter, at en enkelt af deltagerne overfor Jordbrugsdirektoratet kan fremstå som ansvarlig for projektets gennemførelse.

Ansøgning fremsendes til Jordbrugsdirektoratet i 1 eksemplar.

Noter

II Støtte til produktudvikling i det primære skovbrug

(Lovens kapitel 2)

1. Tilskuddets anvendelsesområder

* Videreudvikling af eksisterende produkter og produktionsprocesser.

* Udvikling af nye herunder mere miljøvenlige eller mere økonomiske produktionsmetoder for kendte skovbrugsprodukter.

* Udvikling af helt nye produktioner, der naturligt kan indgå i den skovbrugsmæssige udnyttelse af en skovejendom.

* Erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.

2. Mulige ansøgere

* Ejere eller forpagtere af skovbrugsejendomme, enkeltvis eller flere sammen.

* Virksomheder, institutioner eller enkeltpersoner, hvis det sandsynligøres, at resultatet af udviklingsarbejdet umiddelbart vil kunne anvendes i skovbruget.

Stat og kommuner kan ikke modtage tilskud efter lovens kap. 2.

Nødvendig fagkundskab: Ansøger skal råde over den faglige ekspertise, der er nødvendig for projektets gennemførelse.

3. Tilskuddets størrelse

Tilskuddet kan udgøre op til 40% af omkostningerne ved udviklingsarbejdet, opgjort som udgifter med fradrag af indtægter.

Tilskuddet kan normalt ikke overstige 400.000 kr. pr. projekt. Beløbsgrænsen kan fraviges, hvis der er tale om et projekt, der gennemføres som et samarbejde med mindst 5 tilskudsberettigede deltagere.

Projekter med udviklingsomkostninger budgetteret til mindre end 40.000 kr. kan ikke få tilskud.

I særlige tilfælde kan støtteprocenten udgøre indtil 50% af omkostningerne, hvis

* Projektet vedrører udvikling inden for skovbruget baseret på reduceret anvendelse af pesticider eller handelsgødning.

* Værdien af ansøgerens egen arbejdsindsats, der i øvrige ikke er støtteberettiget, udgør en væsentlig del af de samlede omkostninger.

Denne type projekter kan højst modtage tilskud svarende til 12.500 ECU (ca. 100.000 kr.)

* Der er tale om et forprojekt, som har til formål at undersøge mulighederne for at formulere et egentligt projekt.

Denne type projekter kan højst modtage tilskud svarende til 12.500 ECU (ca. 100.000 kr).

4. Bevilling af tilskud

Afgørelse om bevilling af tilskud træffes af Jordbrugsdirektoratet med bistand fra Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien.

Ved projekter, der gennemføres som et samarbejde med mindst 5 tilskudsberettigede deltagere og hvor tilskuddet udgør mindst 400.000 kr., træffes afgørelsen af Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien.

5. Projektbeskrivelse

Projektbeskrivelsen og supplerende oplysninger om skovejendommen/virksomheden skal, sammen med oplysningerne på ansøgningsskemaet, give et udførligt billede af projektets nyhedsværdi, baggrund, udviklingsarbejdets art og faglige indhold, arbejdets tilrettelæggelse og gennemførelse, forventninger til projektet samt udnyttelse af projektets resultater.

Udarbejdelse af projektbeskrivelsen skal i hovedtrækkene følge nedenstående disposition

I. Baggrund for projektet: Hvad er baggrunden for at gennemføre projektet, hvordan er behovet/ideen til udviklingsarbejdet opstået?

II. Projektets indhold: Hvad er de faglige mål med udviklingsarbejdet?

Hvilket fagligt videngrundlag bygger projektet på?

III. Projektets tilrettelæggelse: Hvordan er planen for projektets gennemførelse, hvilke delopgaver består projektet af og hvilke logiske faser kan det opdeles i?

Hvis udviklingsarbejdet gennemføres som et samarbejde mellem flere skovbrugsejendomme/virksomheder, eller med forsknings- og forsøgsinstitutioner oplyses navn, adresse, tlf.nr. og SE/CPRnr. for hver enkelt deltager samt hvilke opgaver, den pågældende skal varetage.

Ved brug af eksterne konsulenter skal det specificeres hvilke opgaver, der tænkes løst af disse.

IV. Tidsplan: Der skal opstilles en tidsplan for projektets gennemførelse med angivelse af en start- og en slutdato.

V. Projektets art: a.Nye eller forbedrede produkter.

Beskriv nyhedselementet i produktet.

Er der tale om udvikling af et helt nyt produkt eller om videreudvikling af et eksisterende produkt?

Hvori ligger den reelle nyhedsværdi for skovbruget, når resultaterne af udviklingsarbejdet foreligger?

Hvilke konkurrerende produkter findes der og hvordan adskiller de sig fra det produkt, der ønskes udviklet?

b. Nye eller forbedrede produktionsprocesser og metoder, styringssystemer m.v.

Er der tale om noget helt nyt eller om videreudvikling af noget allerede eksisterende?

Hvori ligger den reelle nyhedsværdi for skovbruget, når resultaterne af udviklingsarbejdet foreligger?

VI. Forventninger til udviklingsarbejdet: Har projektet betydning for skovbrugets samlede udvikling?

Har projektet anden betydning f.eks. i form af, at skovbrugsejendommen eller virksomheden via projektet går ind i et nyt udviklingsforløb?

VII. Anvendelse af udviklingsarbejdets resultater: a.Hvordan agtes projektets resultater udnyttet?

Erhvervsmæssigt på skovbrugsejendommen eller i virksomheden.

Patenteret eller på anden måde eneretsbeskyttet.

Hvis rettighederne til projektets resultater overdrages helt eller delvist til anden side, skal der redegøres nærmere herfor (aftaler om rettigheder/forpligtigelser til at udnytte resultaterne kommercielt m.v.).

b. Markedsføringsindsats

Hvordan har skovbrugsejendommen/virksomheden hidtil afsat sine produkter? (økonomisk indsats, virkemidler, anvendelse af konsulenter m.v.).

Hvordan planlægges det udviklede produkt afsat på markedet?

Er der, eller vil der blive gennemført egentlige markedsundersøgelser?

Hvilke markeder findes for det nye produkt?

Hvilke væsentlige konkurrenter på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne findes der?

Hvilke målgrupper kan der identificeres?

Hvilke markedsføringsstrategier vil blive anvendt?

Er der muligheder for samarbejde/alliancer med andre virksomheder? I hvilket omfang vil disse muligheder blive udnyttet?

VIII. Miljømæssige konsekvenser: Redegør for om projektet har konsekvenser for det ydre miljø og for arbejdsmiljøet.

IX. Faglige kvalifikationer: Redegør for hvilke faglige kvalifikationer ansøger samt eventuelle ansatte eller tilknyttede personer af betydning for udviklingsarbejdet råder over til gennemførelse af projektet.

X. Tilskuddets betydning for projektet: Redegør for tilskuddets betydning for projektets gennemførelse og for hvor dan der vil blive disponeret, hvis der ikke gives tilskud.

XI. Oplysninger om ansøgers skovbrugsejendom/virksomhed: Hvem ejer skovbrugsejendommen/virksomheden?

Vedlæg dokumentation for hvilke personer foruden ansøger, der kan tegne skovbrugsejendommen/virksomheden. (særligt for selskaber, foreninger og lignende)

Angiv skovbrugsejendommens/virksomhedens hovedaktivitet (nåletræsskovbrug, løvtræsskovbrug, pyntegrønt, fremstillingsvirksomhed, softwareproduktion, forskning osv.)

Angiv i hovedtræk omsætningens fordeling til varearter, mængder og kundekategorier.

Hvis virksomheden er tilknyttet en koncern eller på anden måde er finansielt, produktionsmæssigt eller ledelsesmæssigt tilknyttet andre danske eller udenlandske virksomheder, skal der nøje redegøres for tilhørsforholdet.

NOTER

III Produktudvikling og forædling af træ- og træbaserede produkter

(Lovens kapitel 3)

1. Tilskuddets anvendelsesområder

Der kan ydes tilskud til produktudvikling i forarbejdning og forædling af træ og træbaserede produkter samt til aktiviteter, som er nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.

Ved tildeling af tilskud vil der blive lagt særlig vægt på projekter inden for markedsorienteret videreudvikling, forbedring og nyudvikling, navnlig med henblik på anvendelse af ny teknologi i produktionsprocessen for at fremme produktets kvalitet og nyhedsværdi. Der vil endvidere blive lagt vægt på, om resultatet af udviklingsarbejdet kan bidrage til at forbedre arbejdsmiljøet, samt at projektet ikke har uønskede miljømæssige konsekvenser.

2. Mulige ansøgere

Private erhvervsvirksomheder, grupper af private erhvervsvirksomheder samt forsknings- og forsøgsinstitutioner.

Det er en forudsætning for at opnå tilskud, at det støttede projekt fører til en forøgelse af ansøgers samlede udviklingsaktivitet.

3. Tilskuddets størrelse

Tilskuddet kan udgøre op til 40% af omkostningerne ved udviklingsarbejdet, opgjort som udgifter med fradrag af indtægter.

Tilskuddet kan udgøre indtil 50%, hvis

* mere end 50% af de samlede projektomkostninger anvendes til grundforskning.

Denne type projekter kan højst modtage tilskud svarende til 100.000 ECU (ca. 800.000 kr.).

* der er tale om et forprojekt, der gennemføres af en lille eller mellemstor virksomhed og som har til formål at undersøge mulighederne for at formulere et egentligt projekt.

Denne type projekter kan højst modtage tilskud svarende til 100.000 ECU (ca. 800.000 kr.).

De anførte tilskudssatser kan fraviges, når udviklingsarbejdet udføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner.

Projekter med udviklingsomkostninger budgetteret til mindre end 100.000 kr. kan ikke få tilskud.

4. Bevilling af tilskud

Afgørelse om bevilling af tilskud træffes af Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien.

5. Projektbeskrivelse

Projektbeskrivelsen og supplerende oplysninger om virksomheden skal, sammen med oplysningerne på ansøgningsskemaet, give et udførligt billede af projektets nyhedsværdi, baggrund, udviklingsarbejdets art og faglige indhold, tilrettelæggelse og gennemførelse, forventninger til projektet samt udnyttelse af projektets resultater m.v.

Udarbejdelse af projektbeskrivelsen skal i hovedtrækkene følge nedenstående disposition.

Vedlæg eventuelt materiale som kan tjene til belysning af projektet.

I. Baggrund for projektet: Hvad er baggrunden for at gennemføre projektet, hvordan er behovet/ideen til udviklingsarbejdet opstået?

II. Projektets indhold: Hvad er de faglige mål med udviklingsarbejdet?

Hvilket fagligt videngrundlag bygger projektet på?

III. Projektets tilrettelæggelse: Hvordan er planen for projektets gennemførelse, hvilke delopgaver består projektet af og hvilke logiske faser kan det opdeles i?

Hvis udviklingsarbejdet gennemføres som et samarbejde mellem flere virksomheder, eller med forsknings- og forsøgsinstitutioner oplyses navn, adresse, tlf.nr. og SE/CPRnr. for hver enkelt deltager samt hvilke opgaver, de pågældende skal varetage.

Ved brug af eksterne konsulenter skal det specificeres hvilke opgaver, der tænkes løst af disse.

IV. Tidsplan: Der skal opstilles en specificeret tidsplan for projektets gennemførelse med angivelse af en start- og en slutdato.

Er der tale om et større projekt, kan det være hensigtsmæssigt at opdele det i flere tidsmæssige og teknisk/fagligt afgrænsede delprojekter.

V. Udviklingsarbejdets art: Beskriv nyhedselementet i produktet.

Er der tale om udvikling af et helt nyt produkt eller om videreudvikling af et eksisterende produkt?

Er der tale om et nyt selvstændigt hovedprodukt eller om et nyt biprodukt?

I hvilket omfang vil projektet medføre anvendelse af ny teknologi eller videreudvikling af kendt teknologi produktionsprocessen?

Er der tale om udvikling af nye eller forbedrede produktionsmetoder, udvikling af styresystemer eller lignende?

Er der tale om produktion af produkter af højere kvalitet eller produktion, som medfører et bedre arbejdsmiljø?

Hvori ligger den reelle nyhedsværdi for skovbrugssektoren når resultaterne af udviklingsarbejdet foreligger?

VI. Forventninger til udviklingsarbejdet: Medfører projektet en bedre udnyttelse af råtræet eller andre råvarer?

Vil udviklingsarbejdet føre til større afsætning, og gives der herved mulighed for større beskæftigelse i skovbruget eller til en forbedret evne til at betale for råtræet?

Har projektet anden betydning f.eks. i form af at virksomheden via projektet går ind i et nyt udviklingsforløb?

VII. Anvendelse af udviklingsarbejdets resultater: a.Hvordan agtes projektets resultater udnyttet?

Erhvervsmæssigt i virksomheden.

Patenteret eller på anden måde eneretsbeskyttet.

Overdraget til anden side gennem salg, licensaftale eller lignende.

Hvis rettighederne til projektets resultater overdrages helt eller delvist til anden side, skal der redegøres nærmere herfor (aftaler om rettigheder/forpligtigelser til at udnytte resultaterne kommercielt m.v.).

b. Markedsføringsindsats

Hvordan har virksomheden hidtil afsat sine produkter (økonomisk indsats, virkemidler, anvendelse af konsulenter m.v.).

Hvordan planlægges det udviklede produkt afsat på markedet?

Er der, eller vil der blive gennemført egentlige markedsundersøgelser?

Hvilke markeder findes for det nye produkt?

Hvilke væsentlige konkurrenter på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne findes der?

Hvilke målgrupper kan der identificeres?

Hvilke markedsføringsstrategier vil blive anvendt?

Er der muligheder for samarbejde/alliancer med andre virksomheder? I hvilket omfang vil disse muligheder blive udnyttet?

VIII. Projektets betydning for træindustrien: Vil projektet have virkning for beskæftigelse og indkomst for træindustrien?

Har projektet betydning for træindustriens samlede udvikling?

IX. Miljømæssige konsekvenser: Redegør for om projektet har konsekvenser for det ydre miljø og for arbejdsmiljøet.

X. Ansøgers samlede udviklingsaktivitet: Redegør for hvordan, og i hvilket omfang tilskuddet forøger ansøgers samlede udviklingsaktivitet.

Har virksomheden tidligere gennemført udviklingsarbejde? Redegør i givet fald for hvordan arbejdet var organiseret og arten af det gennemførte arbejde.

XI. Tilskuddets betydning for projektet: Redegør for tilskuddets betydning for projektets gennemførelse og for hvordan der vil blive disponeret, hvis der ikke gives tilskud.

XII. Oplysninger om ansøgers virksomhed: Hvem ejer virksomheden?

Vedlæg dokumentation for hvilke personer foruden ansøger, der kan tegne virksomheden. (særligt for selskaber, foreninger m.v.).

Angiv virksomhedens hovedaktivitet (fremstillingsvirksomhed, softwareproduktion, forskning osv.).

Angiv i hovedtræk omsætningens fordeling til varearter, mængder og kundekategorier.

Hvis virksomheden er tilknyttet en koncern eller på anden måde er finansielt, produktionsmæssigt eller ledelsesmæssigt tilknyttet andre danske eller udenlandske virksomheder, skal der nøje redegøres for tilhørsforholdet.

Noter

IV Udfyldning af ansøgningsskema

Ansøgningsskemaets punkt A til L skal udfyldes for alle ansøgninger. Anvendelse af de øvrige punkter afhænger af projektets art. Dette fremgår af bemærkninger til de enkelte punkter i skemaet.

Forsknings- og forsøgsinstitutioner udfylder punkterne I, L, M, O, P og Q i mulig udstrækning, når det drejer sig om projekter med kommercielt sigte.

Pkt. A - Projektets titel: Ud over den beskrivende titel anføres to nøgleord. Det første angiver, hvilket emne/område projektet omfatter. Det andet markerer, hvad udviklingsindsatsen er rettet imod.

Eksempler: Skovflis - høst og transportmetoder Løvtræ - billigere kulturmetoder Pyntegrønt - test af nye arter Tørreegenskaber - reduktion af vridning Bøg - sortering af savede emner Pkt. B - Oplysninger om ansøger: Hvis der i projektet indgår flere ansøgere, anføres den person eller virksomhed, som er ansvarlig for det samlede projekts gennemførelse. Pkt. B. 7 Angiv forkortelse af ejerform således: A/S (Aktieselskab) ApS (Anpartsselskab) I/S (Interessentskab) Amb (Andelsselskab) FOR (Forening/organisation) PSE (Personligt ejet) AND (Andet)

Pkt. G og H - Udviklingsbudgettet: Udviklingsbudgettet omfatter forventede omkostninger ved projektet med fradrag af indtægter samt fradrag af eventuel scrapværdi af indkøbt udstyr.

Er der tale om et projekt, hvor to eller flere ansøger om tilskud, skal skemaets pkt. G vise det samlede budget for hele projektet. Punkt H erstattes af et bilag for hver deltager, som viser den enkeltes udviklingsbudget og specifikation af udgifter. Disse bilag opstilles på samme måde som skemaets pkt. G og H.

Hvis projektet er opdelt i faser, kan det være relevant at opdele budgettet i delbudgetter for de enkelte faser.

1. Bemærkninger til visse udgiftsposter

Interne lønomkostninger (direkte løn): Ved budgettering af interne lønomkostninger anvendes passende afrundede timesatser, som repræsenterer de pågældende medarbejderes direkte timeløn inclusive feriepenge og sociale tillæg. Har flere medarbejdere nogenlunde samme løn, anvendes en fælles gennemsnitlig timesats.

Timesatsen for funktionærer budgetteres som bruttoårsløn divideret med 1600. For timelønnede funktionærer budgetteres med faktisk timeløn +25%.

Arbejde, der udføres af ansatte indenfor samme virksomhed (koncern), budgetteres som interne lønomkostninger.

Markedsundersøgelse: Tilskud kan ydes til undersøgelse af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og lancering, hvis de pågældende aktiviteter er nødvendige for at udnytte projektets resultater erhvervsmæssigt.

Der kan ikke ydes tilskud til udgifter til almindelige afsætningsforanstaltninger.

Rejser: Der kan ydes tilskud til rejser, som foretages af ansøgers egne medarbejdere, hvis rejserne er nødvendige for projektets gennemførelse.

Tilskud beregnes ud fra de faktiske rejseudgifter, dog maksimalt efter statens takster.

Andre omkostninger: Under »Andet« kan bl.a. opføres udgifter til administration i forsknings- og forsøgsinstitutioner, der deltager i projektet, hvis det dokumenteres, at omkostningerne er nødvendige for projektets gennemførelse.

Intægter ved projektet: Indtægter kan f.eks. være salgsværdi af prøveproduktion, som reducerer udviklingsarbejdets omkostninger.

Scrapværdi: For nødvendigt udstyr, der indkøbes til projektet, skal foretages fradrag svarende til den værdi, som udstyret forventes at have ved projektets afslutning.

Pkt. I - Driftsbudget for projektet: Er skemaopstillingen ikke anvendelig til at beskrive det konkrete projekt, skal der i projektbeskrivelsen oplyses om de forventede gevinster ved projektet. Disse oplysninger kan gives i et skema eller i form af en redegørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →