Legislator Case Law & Legislation
C19941348009 DK

Cirkulære om restitutionskontrol

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1994 13480 Historic

Cirkulære om restitutionskontrol

(Til samtlige eksportautoriserede virksomheder og embedsdyrlægerne ved disse)

Ved instruks af 27. juni 1990 for kontrol med overholdelsen af kvalitetskriterier for kødprodukter til eksport som led i anvendelsen af reglerne om eksportrestitutioner og monetære udligningsbeløb og ved Instruks af 29. juni 1990 om restitutionskontrol orienterede Veterinærdirektoratet om reglerne for kontrol med varer omfattet af restitution.

Reglerne blev udarbejdet som en konsekvens dels af sammenlægningen af Slagteri- og Konserveslaboratoriet og Veterinærdirektoratet, dels af en beslutning om at lægge øget vægt på overvågning under fremstillingen. Denne overvågning blev samtidig henlagt til veterinærkontrollen.

Efter at Veterinærdirektoratets EF-kontrolkontor er flyttet til Plantedirektoratet under navnet Landbrugstilsynet, og efter en vurdering af kontrollens tilrettelæggelse og funktion, har EF-direktoratet fundet det hensigtsmæssigt at opdatere reglerne på visse punkter, hvoraf de væsentligste er følgende

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 206 af 7. april 1988 om produktkontrol med fedt af svin og visse kødprodukter er erstattet af bekendtgørelse nr. 354 af 10. maj 1994 om produktkontrol med visse kødprodukter (vedlagt).

Godkendelsesordningen for recepter, som reelt blev suspenderet umiddelbart efter reglernes ikrafttræden i 1990, bortfalder nu også formelt.

Kontrollen vedrørende fersk kød (bortset fra hakket kød) og visse kødvarer, som ikke kræver produktionsovervågning (fortrinsvis udskæringer, som er underkastet saltning, men ikke varmebehandling), varetages fuldt ud af personale fra Told*Skat med en aftale om, at Told*Skat kan vælge at konsultere veterinærkontrollen ved bedømmelsen i den enkelte sag. Veterinærkontrolpersonalet anmodes om at være behjælpelig i tilfælde af sådanne henvendelser.

Kontrol med fremstillingen af varer under toldkontrol varetages i almindelighed alene af veterinærkontrollen.

Til kontrol af de indberettede oplysninger om proteinindhold i anvendte ingredienser skal veterinærkontrollen udtage prøver heraf efter konkret anmodning fra Landbrugstilsynet.

Fjerkrævarer (som defineret og beskrevet i bilag 1) vil fra 5. september 1994 være omfattet af kontrolordningen (jfr. § 10, stk. 1 i bekendtgørelsen).

Anvendelse af fjerkrækød i andre varer er omfattet af en mængdebegrænsning, som er indføjet i bilag 1.

På baggrund af ovenstående erstattes ovennævnte instrukser af dette cirkulære, som omhandler veterinærkontrollens opgaver samt de forpligtelser, der påhviler virksomhederne med henblik på at tilvejebringe det nødvendige grundlag for kontrollen.

Cirkulæret træder i kraft 4. juli 1994, og samtidig ophæves Instruks af 29. juni 1990 (5a 1.8585-1-0/90) om restitutionskontrol. For fjerkrævarer gælder cirkulæret dog først fra den 5. september 1994.

Regelgrundlag og formål.

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 354 indeholder bestemmelser om kontrol med overholdensen af særlige kvalitetskriterier for visse kategorier af kød og kødvarer som led i anvendelsen af reglerne om eksportrestitutioner.

Ved eksportrestitution forstås økonomisk tilskud, som ydes ved udførsel af landbrugsvarer under EF's markedsordninger til forbrug uden for EF (tredielande, skibsproviant m.v.).

Formålet med kontrollen er at sikre, at varen opfylder de betingelser med hensyn til råvarernes art og mængde, som gælder varer under den toldposition, som virksomheden vælger. De pågældende betingelser fremgår af vedlagte Vejledninger om restitutionskontrol udarbejdet af Veterinærdirektoratets Laboratorium på Howitzvej.

Ved laboratoriemæssig undersøgelse af udtagne prøver konstateres varens samlede proteinindhold. Kødindholdet beregnes ved herfra at trække proteinindholdet i eventuelle ikke-restituttionsberettigede ingredienser (fremmedprotein). Arten og mængden heraf kan kun kontrolleres ved overvågning af råvareforbruget ved fremstillingen.

Formålet med veterinærkontrollens indsats er således

- ved overvågning af fremstillingen at sikre, at de produktioner, hvoraf der udtages prøver til laboratoriemæssig undersøgelse, er fremstillet i overensstemmelse med den af virksomheden fremlagte recept,

- ved indberetning af oplysning om ingredienserne heri (art, mængde og proteinindhold) at give laboratoriet grundlag for at beregne, om analyseresultatet er tilfredsstillende, og

- at udtage prøver fra en overvåget produktion til laboratorieundersøgelse.

Udbetaling af støttebeløbene er betinget af et tilfredsstillende resultat såvel af overvågningen som af undersøgelsen af de udtagne og indsendte prøver.

Kontrollen udføres under embedsdyrlægens ledelse og ansvar. Med undtagelse af de opgaver, som i henhold til cirkulæret direkte er pålagt embedsdyrlægen, kan kontrollen udføres af andet kontrolpersonale efter embedsdyrlægens beslutning.

1. Varsling om produktionsovervågning og prøveudtagning.

Fra Landbrugstilsynet modtager embedsdyrlægen med reglemæssige mellemrum (for tiden 1 gang pr. måned) et skema over de produktionsovervågninger (jf. afsnit 3) samt de prøveudtagninger (jf. afsnit 4), der skal gennemføres i løbet af den angivne periode, for så vidt som de pågældende produktioner finder sted.

Skemaet er baseret på virksomhedens indberetninger om tidligere produktioner, hvorfor skemaet kun vil omfatte varer, som tidligere er produceret på virksomheden. Kontrol iværksættes ved produktion af de nævnte varer. For de varer, som ikke produceres i pågældende periode, skal embedsdyrlægen ved slutningen af pågældende periode anføre dette på skemaet og indsende kopi heraf til Landbrugstilsynet, medmindre det af virksomheden til embedsdyrlægen oplyses, at produktet fremstilles i den næstfølgende uge, hvor overvågning/-prøveudtagning i så fald udføres.

Embedsdyrlægen kan når som helst iværksætte kontrol med enhver af virksomhedens produktioner, men den kontrol, som iværksættes efter anmodning fra Landbrugstilsynet, skal medmindre andet fremgår af skemaet, kun omfatte produktioner, som både efter sammensætningen og den påtænkte destination er støtteberettigede. Såfremt samme recept anvendes ved fremstilling af varer til afsætning såvel med støtte (eksport til tredielande) som uden støtte (afsætning i indre marked) og det allerede på produktionstidspunktet er klart, at pågældende parti skal afsættes uden støtte, skal det ikke underkastes kontrol. Kan det derimod på produktionstidspunktet ikke udelukkes, at partiet skal afsættes med støtte, skal kontrol iværksættes, og det skal indgå i virksomhedens produktionsplan, jf. afsnit 3.

Sammen med skemaet vil følge en vejledning, som indeholder oplysninger om særlige forhold, som veterinærkontrollen skal være opmærksom på, og som ikke fremgår af dette cirkulære eller af vedlagte Vejledninger.

Da kontrollen skal ske uden forudgående varsling af virksomheden, skal skemaet behandles fortroligt, og virksomheden må ikke gøres bekendt med indholdet.

2. Forhåndsorientering om virksomhedens produktionsplan og recepter.

Da embedsdyrlægen når som helst skal kunne iværksætte kontrol med fremstillingen af ethvert af de støtteberettigede produkter, som indgår i virksomnhedens sortiment, og da overvågningen skal sikre, at produktionen sker i overensstemmelse med virksomhedens recept for pågældende vare, skal virksomheden forsyne embedsdyrlægen med produktionsplan og recepter før produktionen påbegyndes.

Virksomheden skal derfor senest kl. 12.00, dagen før produktionen af sådanne varer påbegyndes, give embedsdyrlægen en produktionsplan, som angiver arten, varekoden (= toldposition, mindst 11 cifre) og den forventede størrelse af den påtænkte produktion. Samtidig skal virksomheden til embedsdyrlægen aflevere kopi af recepten for vedkommende vare, medmindre embedsdyrlægen er i besiddelse af en komplet samling recepter, som til stadighed holdes opdateret ved virksomhedens foranstaltning.

På virksomheder, hvor embedsdyrlægen modtager en produktionsplan over samtlige planlagte produktioner, kan forhåndsorienteringen gives ved en særlig markering på produktionsplanen af de varer, som omfattes af restitution (f.eks. »R«).

Produktionen af sammensatte varer anses for påbegyndt ved starten af afvejning af ingredienser til det pågældende parti.

Anvendes kød, som forud ansaltes i henhold til en virksomhedsstandard, eller anvendes ingredienser (herunder tilsætningsstofblandinger og blandinger af levnedsmidler og tilsætningsstoffer), som på virksomheden lagerføres i afmålte portioner, enten fordi de modtages således udefra, eller fordi de afvejes forud på virksomheden, anses produktionen dog først påbegyndt ved starten af afvejning af andre ingredienser.

På kontrolrapporten skal det anføres, såfremt der anvendes forud ansaltet kød, forud blandede ingredienser eller forud afvejede ingredienser/blandinger (jf. afsnit 5).

3. Udførelse af produktionsovervågning.

Som nævnt i indledningen skal overvågningen sikre, at varen fremstilles i overensstemmelse med recepten, specielt at der ikke anvendes fremmedprotein af andre arter eller i større mængder end oplyst i virksomhedens recepter, som refereres af veterinærkontrollen gennem kontrolrapporten til Veterinærdirektoratets Laboratorium, samt at der ikke anvendes forbudte ingredienser.

Da reglerne for anvendelse af proteinholdige ingredienser og for beregning af kødindhold, herunder korrektion for ikke-restitutionsberettigede ingredienser (»fremmedporteiner«), er forskellige for forskellige produkttyper, er i bilag 1 angivet de gældende definitioner og kriterier vedrørende obligatoriske ingredienser (kødindholdet), tilladte ingredienser (fremmedprotein) og forbudte ingredienser.

Før produktionen påbegyndes skal embedsdyrlægen sikre sig, at den recept, som han er i besiddelse af, og som skal anvendes som grundlag for overvågningen, er identisk med den recept, der anvendes ved den aktuelle produktion.

Overvågningen skal principielt omfatte hele dagsproduktionen af den pågældende vare. For en dagsproduktion bestående af flere end 3 delpartier (f.eks. hakninger) kan kontrollen dog begrænses til 3-5 tilfældigt udvalgte delpartier fordelt over hele produktionen.

Indtil veterinærkontrollen er helt fortrolig med sammensætningen og produktionsgangen for de pågældende varer, skal der foretages en detaljeret overvågning af hele produktionsforløbet af enkelte delpartier. Såfremt embedsdyrlægen skønner det forsvarligt kan overvågningen derefter koncentreres om det/de sted(er) i produktionsforløbet, hvor ingredienser med indhold af fremmedprotein iblandes, med lejlighedsvis overvågning af hele produktionsforløbet.

Såfremt tilblandingen af sådanne ingredienser sker uden omhyggelig afvejning/afmåling, skal veterinærkontrollen stikprøvevis forlange kontrolvejning/-måling til sikring af, at der aldirg tilblandes større mængder end angivet i recepten.

Såfremt der ved overvågningen opstår tvivl med hensyn til en eller flere af de anvendte råvarers eller ingrediensers art eller sammensætning, skal veterinærkontrollen udtage en prøve, der indsendes til nærmere undersøgelse på Veterinærdirektoratets Laboratorium på Howitzvej.

Iøvrigt skal der udtages og indsendes prøver af ingredienser og blandinger i det omfang, Landbrugstilsynet eller Veterinærdirektoratets Laboratorium anmoder herom. Af ublandede ingredienser og af ingrediensblandinger, som er omhyggeligt homogeniseret, skal prøven omfatte mindst 50 g. Af andre ingrediensblandinger skal prøven omfatte en uåbnet pakning, således som den er modtaget/afvejet.

Tvivlsspørgsmål afklares ved henvendelse til

- pågældende veterinærinspektør vedrørende forståelsen af dette cirkulære,

- Landbrugstilsynet (tfl. 42 88 33 66, lokal 43) vedrørende prøveudtagningsplan og kontrolrapport,

- Veterinærdirektoratets Laboratorium, Howitzvej (tlf. 31 87 11 33, lokal 261) vedrørende indsendelse af prøver og laboratorieundersøgelser.

Toldkontrol.

Visse varer skal fremstilles under toldkontrol, hvilket vil fremgå af det skema over produktionsovervågninger, som modtages fra Landbrugstilsynet.

Betingelserne for sådan produktion fremgår af en af Told*Skat til virksomheden meddelt bevilling, som omfatter andet og mere end den her beskrevne produktionsovervågning.

Det er med Told*Skat aftalt, at veterinærkontrollen for sådanne varer dels skal forvisse sig om, at en bevilling foreligger, og dels skal udføre produktionsovervågning som for alle andre varer.

Øvrig kontrol udføres af personale fra Told*Skat, medmindre der lokalt mellem embedsdyrlægen og Told*Skat træffes anden aftale. Veterinærdirektoratet har over for Told*Skat tilkendegivet, at sådanne opgaver bør begrænses såvel med hensyn til tidsforbrug som kompleksitet, således at kontrollen ikke bliver meget tidsrøvende eller omfatter forhold, som ikke eller kun yderst vanskeligt kan kontrolleres.

Mærkning.

I forbindelse med tilsynet skal veterinærkontrollen også sikre sig, at de enkelte færdigpakninger er mærket med korrekt varebetegnelse og et partinummer, et batchnummer eller lignende på tydelig og holdbar måde.

Parti- eller batchmærkningen kan være i kode og indeholde en bestemt tal- og/eller bogstavkombination, der skal anvendes på alle enhederne i den produktion, producenten har valgt at afgrænse som et parti eller en batch. Kravet til partiidentifikation anses som opfyldt, såfremt mærkningen udføres i overensstemmelse med »Information fra Levnedsmiddelstyrelsen, Fiskeriministeriet og Veterinærdirektoratet« dateret Maj 1990 (jf. Dafolo: A 3, 8).

I forbindelse med overvågningskontrollen skal der udfærdiges en kontrolrapport, jf. afsnit 5.

4. Prøveudtagning.

Fra de produktioner, der er underkastet overvågning, skal veterinærkontrollen på produktionsvirksomheden udtage prøver af færdigvarerne.

Prøven skal består af 5 pakninger (prøveenheder), dog mindst 1,5 kg i alt. Pakningerne skal have samme parti-/batchidentifikation, og de skal være tilfældigt udtaget forskellige steder i hele det pågældende parti.

Af pølser i lage indsendes alle 5 prøveenheder til laboratoriet. Af alle andre varer indsendes 2 prøveenheder (dog mindst 600 g) til laboratoriet.

Pakningerne emballeres, og emballagen lukkes forsvarligt, forsegles med mærkeseddel forsynet med aftryk af embedsstemplet og sendes til Veterinærdirektoatets Laboratorium på Howitzvej, men de eventuelt resterende prøveenheder opbevares på virksomheden af veterinærkontrollen, således at virksomhedens personale ikke har adgang til prøverne. Laboratoriet meddeler embedsdyrlægen, med kopi til virksomheden, resultaterne fra de kemiske undersøgelser af udtagne prøver. Af meddelelsen vedrørende de første 2 prøver vil det fremgå, om de resterende 3 prøver kan frigives eller skal indsendes.

Efter anmodning fra virksomheden kan der af store pakninger (over f.eks. 5 kg) udskæres en delprøve på mindst 1 kg. Delprøven skal så vidt muligt udskæres sådan, at etiketten og partimærkningen sidder på den del af indpakningen, som følger med delprøven. Delprøverne skal indpakkes enkeltvis (f.eks. i plastpose) og etiketten og partimærkningen skal vedlægges, hvis de ikke naturligt følger med delprøven. Den resterende del af sådanne pakninger kræves ikke opbevaret.

De øvrige 3 pakninger opbevares intakt på virksomheden, således at delprøver først udskæres, såfremt der bliver behov for indsendelse til laboratoriet, medmindre det af meddelelsen om indsendelse fremgår, at pakningerne skal indsendes i hel tilstand.

5. Kontrolrapport.

Efter overvågning og prøveudtagning skal der for hvert enkelt parti udfærdiges en kontrolrapport på en formular som vedlagte bilag 2.

Formularen kan fotokopieres efter behov.

Originaleksemplaret skal bestå af 1 blad med for- og bagside, mens kopier kan bestå af 2 blade.

Originaleksemplaret skal umiddelbart efter pågældende kontrolperiode indsendes til Landbrugstilsynet, Skovbrynet 20, 2800 Lyngby.

Af det færdigt udfyldte originaleksemplar fremstilles 3 kopier, hvoraf 2 forsynes med embedsstempel og dyrlægens initialer til attestation om ægtheden. Een bekræftet kopi anvendes som følgeseddel for eventuelt udtagne prøver til Veterinærdirektoratet Laboratorium, og een bekræftet kopi opbevares af embedsdyrlægen i mindst 1 år, mens den ubekræftede kopi afleveres til virksomheden.

Rapporten udfyldes på maskine eller med letlæselig håndskrift og underskrives på forsiden af embedsdyrlægen og på bagsiden af virksomheden.

Rapporten skal i rubrik 2-3 forsynes med et for den pågældende virksomhed fortløbende nummer, bestående af virksomhedens autorisationsnummer efterfulgt af løbenummer (f.eks. 123-001).

Rubrikkerne 16-20 skal anvendes af laboratoriet, dels som grundlag for beregningerne af varens indhold af restitutionsberettigede ingredienser, dels til kontrol af korrekt sondring mellem restitutionsberettigede og ikke-restitutionsberettigede ingredienser.

Der skal derfor gives oplysning om samtlige proteinholdige ingredienser i pågældende vare, idet dog ingredienser, som indeholder så lidt protein og indgår i så ringe mængde, at de bidrager med mindre en 0,1% protein i færdigvare, kan udelades.

De enkelte proteinholdige ingredienser anføres med specifik varebetegnelse (f.eks. Kød III, Danprotex etc.) i kolonne a under det af punkterne 16-19, som (bedst) svarer til ingrediensens art og natur.

Sondringen mellem det ferske kød, som skal angives under pkt. 16, og slagteaffald, som skal anføres under pkt. 17, følger af definitionen i § 2 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse af 17. juni 1993 om fersk kød.

Alle bestanddele af hoveder, herunder tyggemuskulaturen, og alle organer, herunder hjerter, som blokbestanddele betragtes således som slagteaffald.

Maskinudbenet kød anføres under fersk kød og det samme gælder spæk, fedtafpuds og talg, selv om det kun indeholder minimale mængder af (kød)protein.

Under pkt. 18 anføres eventuelle andre proteinholdige ingredienser opdelt på animalske (f.eks. pulverprodukter af blok, svær, mælk etc., og kødprodukter i form af færdigvarer til oparbejdning) henholdsvis vegetabilske ingredienser (f.eks. soyaprodukter).

Under pkt. 19 anføres proteinholdige ingredienser, som ikke kan indplaceres oven for, f.eks. gærprotein og krydderier (f.eks. sennepspulver), medmindre de indgår i så ringe mængde, at de ikke skal anføres (mindre end 0,1% protein i færdigvaren). Under pkt. 19 angives endvidere oplysninger om udefra modtagne blandinger med indhold af animalsk og/eller vegetabilsk protein, ved at der i kolonne a anføres »Blanding« efterfulgt af oplysning om de indgående bestanddele, i kolonne b disses mængder og i kolonne c det procentiske proteinindhold i blandingen.

I kolonne b skal under pkt. 16-19 angives mængden af hver af de anførte ingredienser i partiet/delpartiet og under pkt. 20 den samlede vægt at det pågældende parti/delparti.

I kolonne c skal anføres det proteinindhold i ingredienserne angivet under pkt. 18 og 19, som anvendes ved virksomhedens kalkulationer. Er der f.eks. i et datablad angivet 2 værdier, anføres den største af disse.

I kolonne d sættes »+» ud for de ingredienser, som af virksomheden anses som restitutionsberettigede.

Såfremt Veterinærdirektoratets Laboratorium eller Landbrugstilsynet er uenige i denne vurdering, eller finder de en ingrediens fejlanbragt under et af punkterne 16-19, vil der fra Landbrugstilsynet blive sendt meddelelse herom til virksomheden med kopi til embedsdyrlægen.

Selv om virksomheden fastholder sin opfattelse skal Landbrugstilsynets meddelelse følges, indtil den eventuelt måtte blive ændret.

Opmærksomheden henledes atter på, at kontrollen ved overvågningen særligt skal tage sigte på, at der ikke ved produktionen anvendes ikke-restitutionsberettigede ingredienser af andre arter eller i større mængder end anført i punkterne 16-19.

I bilag 3 findes forklarende bemærkninger til visse af de øvrige punkter i kontrolrapporten.

6. Forsendelse af prøver til laboratoriet.

Alle prøver skal emballeres og forsendes således, at de kan ankomme til laboratoriet i forsvarlig stand, og i pakken indlægges følgesedlen (kopi af kontrolrapport).

Frysevarer skal emballeres i isolationskasse (styropor, flamingo eller lignende) sammen med en passende mængde tøris.

Frysevarer og kølevarer må ikke afsendes fredag.

Prøverne kan indsendes som banepakke eller fragtgods, men ikke som eksprespakke, og skal adresseres til

Veterinærdirektoratets Laboratorium

Restante Godsterminal

Københavns Godsbanegård.

Prøverne kan også indsendes som postpakke eller bringes af virksomheden til

Veterinærdirektoratets Laboratorium

Howitzvej 13

2000 Frederiksberg

Bringer virksomheden prøverne til laboratoriet, skal de sammen med følgesedlen være emballeret og forseglet af veterinærkontrollen.

7. Laboratorieresultater.

Resultaterne af laboratorieundersøgelserne meddeles af Veterinærdirektoratets Laboratorium til virksomheden med kopi til embedsdyrlægen, som herved underretes om, hvorvidt de tilbageholdte 3 prøver kan frigives eller skal indsendes til laboratoriet (»2. stikprøve«).

Giver resultaterne anledning til, at produktionen af pågældende vare kommer under »Opfølgning« eller »Skærpet kontrol«, skal der iværksættes overvågning og prøveudtagning (3 prøver) ved senere produktion(er) af pågældende vare, som anført i meddelelsen.

Embedsdyrlægerne anmodes om i nævnte tilfælde at iværksætte kontrol og at udtage prøver, der indsendes som anført under afsnit 6.

8. Aktivitetsregnskab.

Det månedlige tidsforbrug vedrørende restitutionskontrol (aktivitetsregnskabet) indberettes indtil videre på vedlagte formular (bilag 4), som indsendes sammen med Form. KK 629-1983, og som kan fotokopieres efter behov. På bagsiden af bilag 4 er anført brugsanvisning.

Bilag 4 skal kun indsendes for de måneder, hvor kontrol er udført. Dette er i modsætning til Form. KK 629-1983, som skal indsendes hver måned.

P.V.V.

K. Andreasen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →