Legislator Case Law & Legislation
C19941328009 DK

Cirkulære vedrørende mærkning af kvæg

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1994 13280 Historic

Cirkulære vedrørende mærkning af kvæg

Ved skrivelse af 11. september 1992 (J.nr. 5a 5049-64-0/91) orienterede Veterinærdirektoratet om håndteringen af visse overgangsproblemer i forbindelse med indførelsen af generelle krav om øremærkning af kreaturer til slagtning, idet man forudså, at der kunne gå nogle måneder før alle leverandører var i stand til at efterleve disse regler.

Veterinærdirektoratet er gjort bekendt med, at visse overdyrlæger stadig accepterer slagtning af dyr uden CKR-øremærker, imod at der efterfølgende fremlægges en erklæring fra ejeren om dyrets danske oprindelse (jf. bilag til ovennævnte skrivelse), hvilket er i strid med hensigten bag ovennævnte skrivelse.

På den baggrund indskærpes, at kreaturer uden gult CKR-øremærke eller CKR-metalbøjlemærke ikke må slagtes på USA-godkendte slagterier. Den eneste undtagelse herfra gælder dyr, som tydeligvis har været øremærket (hul eller udrivning i øre) og hvis tabte øremærke findes på vognbunden eller på aflæsserampen.

Kreaturer med rødt CKR-øremærke skal henvises til slagtning på hjemmemarkedsgodkendte slagterier eller på eksportautoriserede slagterier, der er autoriseret til at slagte indførte dyr (autorisationsnumre 800-899).

Kreaturer uden CKR-øremærke skal afvises fra slagtning på USA-godkendte slagterier, men slagteriet skal anmelde forholdet til den kredsdyrlæge, i hvis distrikt slagteriet er beliggende, og dyret må ikke fjernes fra slagteriet, før kredsdyrlægen over for overdyrlægen har tilladt det.

På andre eksportautoriserede slagterier (800-virksomheder) kan kreaturer uden CKR-øremærke slagtes, så snart forholdet af slagteriet er anmeldt til kredsdyrlægen, medmindre denne forlanger slagtningen udsat.

Til orientering vedlægges Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 80 af 18. februar 1993 (som udsendt til samtlige dyrlæger den 22. marts 1993).

Iøvrigt bemærkes, at ovennævnte erklæring ikke var forudset anvendt som grundlag for udbetaling af handyrpræmie. Den ugentlige indberetning over støtteberettigede handyr må kun omfatte dyr, der ankommer til slagteriet med gult eller rødt CKR-øremærke eller CKR-metalbøjlemærke i øret (undtagelsesvis tabt på vognbunden).

Ovennævnte skrivelse af 11. september 1992 ophæves.

P.V.V.

K. Andreasen

P.S. Denne skrivelse er samtidig sendt til orientering til de hjemmemarkedsgodkendte slagterier og embedsdyrlægerne ved disse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →