Meddelelse om indberetning af erstatningsbeløb i henhold til retsplejelovens kapitel 93a til Told- og Skattestyrelsen (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om indberetning af erstatningsbeløb i henhold til retsplejelovens kapitel 93a til Told- og Skattestyrelsen (* 1)
1. Erstatning for ikke-økonomisk skade (torterstatning) er skattefri. Derimod beskattes erstatning for økonomisk skade i anledning af mistede indtægter, f.eks. tabt arbejdsfortjeneste. Renter både af ikke-økonomisk skade og af økonomisk skade er skattepligtige.
2. Ligningsrådet har besluttet med virkning for indkomståret 1994 at pålægge anklagemyndigheden (politimestrene) at indberette udbetaling af skattepligtige erstatningsbeløb i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a til Told- og Skattestyrelsen.
3. Afgørelser fra Rigsadvokaten og fra statsadvokaterne om udbetaling af skattepligtige erstatningsbeløb forsynes med følgende meddelelse, idet dobbeltparenteserne udelades, hvis der ikke er krævet renter
»Erstatning for tort m.v. (ikke-økonomisk skade) er ikke skattepligtig.
Erstatning for økonomisk tab, f.eks. tabt arbejdsfortjeneste, mistede arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, er skattepligtig og skal selvangives over for skattemyndighederne.
Erstatning for anden økonomisk skade, f.eks. ødelagt tøj, er ikke skattepligtig.
(( Renter af alle erstatningsbeløb er skattepligtige og skal selvangives)).
Skattepligtige erstatningsbeløb indberettes af politimesteren (Politidirektøren) til skattemyndighederne i forbindelse med udbetalingen. Dette gælder også i tilfælde, hvor politimesteren ikke udbetaler beløbet, men foretager modregning f.eks. i skyldige sagsomkostninger.
I Deres sag vil følgende beløb blive indberettet
Kr......... i erstatning ((og renter. Rentebeløbet opgøres først i forbindelse med udbetalingen fra politimesteren.))»
4. Skattepligtige beløb indberettes af politimesteren (Politidirektøren) til
Told- og Skattestyrelsen
Kontrol- og Inddrivelsesafdelingen
Overtrædelseskontoret
Amaliegade 44
1256 København K
Erstatningssøgendes cpr.nr. skal fremgå af indberetningen.
Beløbet indberettes, selv om der samtidig foretages modregning.
Tilsvarende indberettes skattepligtige beløb, der udbetales i henhold til dom.
Rigspolitichefens indberetningsblanket bilag 1 (P644) kan benyttes ved indberetningen.
5. Beløb, der indtil nu er udbetalt i 1994 indberettes ikke, medmindre politimesteren skønner, at der er en særlig anledning hertil. Erstatningssøgende bør underrettes, hvis der sker indberetning af et allerede udbetalt beløb.
6. Told- og Skattestyrelsen har meddelt, at også helt små beløb ønskes indberettet. Styrelsen vil senere på ny overveje en eventuel undergrænse.
Asbjørn Jensen.