Meddelelse om strafpåstanden i visse sager om værnepligtiges overtrædelse af beredskabsloven og lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde. (* 1)

Meddelelse om strafpåstanden i visse sager om værnepligtiges overtrædelse af beredskabsloven og lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde. (* 1)

Strafpåstanden i visse sager om værnepligtiges overtrædelse af beredskabsloven og lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde.

Ved beredskabsloven, lov nr. 1054 af 23.12.1992, der trådte i kraft den 1.1.1993, blev civilforsvarsloven ophævet. Civilforsvarspligten er herefter afløst af pligt til at gøre tjeneste i redningsberedskabet.

I beredskabslovens § 60, stk. 1, er der fastsat straf af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år, bl.a. for den, der

1) nægter at gøre tjeneste i redningsberedskabet,

2) udebliver eller udberettiget fjerner sig fra tjenestestedet.

En ligelydende straffebestemmelse findes i § 6, stk. 1 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (civilværnepligtsloven), lovbekendtgørelse nr. 588 af 8.9.1987.

Ifølge beredskabslovens § 61, stk. 2, og civilværnepligtslovens § 7, stk. 2, hjemsendes den, der anden gang dømmes for at nægte at gøre tjeneste/udføre arbejde og kan ikke senere indkaldes.

Civilværnepligtslovens § 7, stk. 2, og den ligelydende bestemmelse i den indtil 1982 gældende civilforsvarslov har været administreret således, at der trods formuleringen »anden gang dømmes...« er sket hjemsendelse uden senere indkaldes i tilfælde, hvor sagen om førstegangs nægtelse har været afgjort med indenretlig bødevedtagelse, og en senere dom har lydt på frihedsstraf, svarende til den resterende tjenestetid. Denne administration agtes fortsat, også hvad angår beredskabslovens § 61, stk. 2.

Efter forhandling med Justitsministeriet og Indenrigsministeriet fastsættes herved følgende retningslinier for anklagemyndighedens påstand i sager om nægtelse og udeblivelse efter de 2 love

1. Om undladelse af at give møde, herunder flere gentagne undladelser, skal ses som udtryk for en total nægtelse, må, når det ikke fremgår af sigtedes egen forklaring om bevæggrunden, bero på en vurdering af samtlige oplysninger i sagen, herunder værnepligtsmyndighedernes erklæring om spørgsmålet.

2. Overfor den, der tiltales efter stk. 1. nr. 1 i de nævnte bestemmelser for nægtelse af at gøre tjeneste/udføre arbejde, nedlægges i førstegangs tilfælde påstand om bøde.

3. Overfor den, der efter at være straffet for overtrædelse af stk. 1, nr. 1, på ny sættes under tiltale herfor, nedlægges påstand om en ubetinget frihedsstraf, der svarer til den resterende tjenestetids længde.

4. Da der er knyttet retsvirkninger af indgribende karakter til en afgørelse efter stk. 1, nr. 1, må førstegangs nægtelse ikke afgøres ved udenretlig bødeforelæg, men skal altid indbringes for retten. Sagen bør heller ikke afgøres med udeblivelsesdom, da det er af væsentlig betydning, at tiltalte under sagen bliver gjort bekendt med konsekvensen af fortsat nægtelse og med, at yderligere udeblivelse vil blive fortolket som nægtelse af at gøre tjeneste.

5. Over for den, der tiltales efter stk. 1, nr. 2 i de nævnte bestemmelser for udeblivelse ved ikke at møde frem på tjenestestedet efter indkaldelse, nedlægges der påstand om bøde. Dette gælder i almindelighed også i gentagelsestilfælde. I disse sager vil bødeforelæg kunne anvendes.

Meddelelse nr. 10/1977 og nr. 1/1988 ophæves. Asbjørn Jensen