Vejledning om løsladelse på prøve

Vejledning om løsladelse på prøve

VEJLEDNING OM LØSLADELSE PÅ PRØVE

I.

LØSLADELSE EFTER STRAFFELOVENS § 38, STK. 1.

Efter § 38, stk. 1, kan løsladelse på prøve finde sted, når 2/3 af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Løsladelse på prøve kan dog ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter straffelovens § 58, stk. 1 (kombinationsdom).

Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 3 måneder og derover.

Efter § 38, stk. 5, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør den utilrådelig. Dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. Længden af den forventede straf vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet.

Før afgørelse om prøveløsladelse bliver truffet, skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering i forbindelse med drøftelse på møde i afdelingsråd eller lignende, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 26, stk. 1.

I utilrådelighedsvurderingen indgår navnlig følgende momenter

a. Antallet af tidligere løsladelser og betingede domme.

b. Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder.

c. Den nu foreliggende løsladelsessituation.

Ad a. Afslag på løsladelse på prøve bør overvejes, såfremt der inden for de seneste år har foreligget flere prøveløsladelser eller betingede domme med recidiv til ny kriminalitet, uden at man dog tillægger en betinget dom helt samme negative vægt som en forudgående prøveløsladelse.

Afslag vil kunne komme på tale, uanset at den indsatte ikke tidligere har været prøveløsladt. Der sigtes herved navnlig til personer, der under en tidligere tilsynsperiode i henhold til betinget dom, samfundstjenestedom, behandlingsdom eller lignende har udvist en udtalt grad af manglende vilje til samarbejde med tilsynsmyndigheden.

Ad b. Der lægges vægt på, hvor hurtigt den indsatte er recidiveret efter den sidste løsladelse. Endvidere lægges vægt på den indsattes forhold til tilsynsmyndigheden, herunder foreliggende erfaringer med hensyn til gennemførelse af tilsynsforanstaltninger.

Ad c. Prøveløsladelse vil - uanset at de under a. og b. nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag - kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, fx. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende mv., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte.

Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under a. og b. nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse. Ved vurderingen af løsladelsessituationen kan en verserende sag, der kan forventes at føre til frihedsstraf, medføre afslag, såfremt det skønnes, at en forestående frihedsstraf vil forværre den pågældendes mulighed for social tilpasning og dermed forværre løsladelsessituationen. Det bemærkes, at der ofte i disse sager vil være et særligt behov for tilsyn, såfremt der træffes afgørelse om prøveløsladelse.

Det understreges, at de ad punkt a., b. og c. anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen.

I vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre momenter end de nævnte, herunder blandt andet følgende

A. For indsatte i de yngre aldersgrupper (under 21 år) bør prøveløsladelse hyppigt komme på tale, uanset at en samlet vurdering af de øvrige nævnte momenter taler herimod.

B. Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. Risiko for recidiv til (ikke professionel) berigelseskriminalitet vil bedre kunne accepteres end risiko for recidiv til personfarlig kriminalitet.

C. Er der givet afslag på prøveløsladelse, når 2/3 af straffen er udstået, skal spørgsmålet om mulighed for prøveløsladelse jævnligt vurderes.

Er den resterende straffetid under 30 dage, vil løsladelse på prøve i almindelighed kun ske, når der foreligger særlige omstændigheder, som taler derfor, fx. ønskeligheden af iværksættelse af tilsyn, af en alkoholistbehandling eller lignende, som også den indsatte lægger vægt på at få iværksat, jf. straffelovens § 38, stk. 3. Der vil derfor normalt ikke ske prøveløsladelse, hvis den indsatte ved to eller flere domme er idømt fængsel på i alt 90 dage eller derunder.

Hvis den indsatte ved en dom er idømt fængsel i 70-80 dage, skal prøveløsladelse normalt finde sted, forudsat at de almindelige betingelser for prøveløsladelse er opfyldt. Dette har sammenhæng med, at den indsatte ellers ville komme til at udstå mere end den person, der prøveløslades på en 3-måneders dom. Prøveløsladelse vil også finde sted, hvis en tillægsstraf på fx. 20 dages fængsel afsones sammen med en straf på fx. 60 dage, jf. principperne i straffelovens § 89.

Endelig bemærkes, at der skal ske prøveløsladelse - forudsat at betingelserne i øvrigt er opfyldt - i de tilfælde, hvor reststraffen er under 30 dage som følge af, at datoen for prøveløsladelse indtræffer i februar måned. Dette har sammenhæng med, at indsættelsestidspunktet ikke bør have indflydelse på muligheden for prøveløsladelse efter en dom på 3 måneders fængsel.

Tilfælde, hvor indsatte opfylder betingelserne for at blive løsladt på prøve, når 2/3-dele af straffetiden er udstået, men som af forskellige grunde ikke ønsker at blive prøveløsladt, skal forelægges Justitsministeriet. Det bemærkes, at indsatte ikke har krav på at blive siddende indtil endt straf.

II.

LØSLADELSE EFTER STRAFFELOVENS § 38, STK. 2.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan prøveløsladelse finde sted efter udståelse af halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder, når særlige omstændigheder taler derfor.

A. Sager, hvor afgørelsen træffes af institutionens leder

1. Udenlandske indsatte, der skal udvises, løslades på prøve, når 7/12, dog mindst 2 måneder af straffen er udstået. Det er dog en forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning for prøveløsladelsens iværksættelse, at den pågældendes udvisning kan gennemføres. Som følge heraf skal den på formularsættet trykte bestemmelse, hvorefter løsladelsen forudsætter, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, erstattes af følgende formulering: »Det er en forudsætning for afgørelsen, at den pågældendes udvisning kan gennemføres.«

2. Indsatte, der udstår straf af fængsel for totalnægtelse af værnepligtstjeneste mv., skal løslades på prøve, når halvdelen, dog mindst 2 måneder af straffetiden er udstået. Det er dog en forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1.

B. Sager, der skal forelægges for Justitsministeriet

Prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, kan efter ordlyd og forarbejder kun ske i ekstraordinære tilfælde.

For at løsladelse efter denne bestemmelse kan komme på tale, skal der foreligge enten

1. Klare, konkrete behandlingshensyn. Der sigtes særligt til tilfælde, hvor der, kortere tid (normalt indtil ca. 1 måned) før prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, kan ske, foreligger gode arbejds- uddannelses- og bopælsmuligheder, som ellers ville forspildes; eller

2. Vægtige humanitetshensyn svarende til sædvanlige benådningsgrunde, uden at der dog til prøveløsladelse kræves, at disse hensyn fremtræder med samme styrke som ved benådning for hele den idømte straf. Det kan fx. være den indsattes helbredsforhold, alvorlig sygdom hos ægtefælle eller børn eller forhold i hjemmet i øvrigt, som bevirker, at fortsat afsoning skønnes at ville medføre alvorlige skadevirkninger for familien.

Dokumentation for de forhold, som eventuelt kan begrunde fremrykning af prøveløsladelsen, må tilvejebringes af den indsatte, der forudsættes vejledt nærmere herom.

3. Herudover kan følgende momenter indgå i vurderingen af sagen

a. At indsatte på gerningstidspunktet var under 21 år eller over 50 år,

b. At den indsatte ikke tidligere har udstået fængselsstraf eller fået tiltalefrafald eller betinget dom. En indsat anses i denne forbindelse som førstegangsstraffet, hvis der er forløbet 5 år efter at den sidste straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet.

c. Af straffetiden er langvarig, og at løsladelsestidspunktet, efter et længerevarende udslusningsforløb, anses for velegnet.

d. At indsatte under straffesagen har haft særlig langvarigt ophold i varetægtsfængsel,

e. At fortsat strafudståelse formodes at være skadelig ud fra et specialpræventivt synspunkt.

Det er en forudsætning for løsladelsen, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet skønnes at være ringe.

Ad 1-3. Ved den samlede vurdering vil der i almindelighed ikke blive lagt vægt på arten eller omfanget af den pådømte kriminalitet. Det vil dog kunne tale imod løsladelse på prøve i henhold til § 38, stk. 2, at den indsatte er dømt for farlig kriminalitet, fx. overtrædelse af straffelovens § 191, grovere vold eller røveri.

4. Løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, skal i øvrigt overvejes, hvis den indsatte på gerningstidspunktet var under 24 år, ikke tidligere har udstået fængselsstraf og udstår en straf af fængsel i under 2 år for ikke-personfarlig kriminalitet. Det er en forudsætning for prøveløsladelse, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet er ringe.

Desuden skal løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, altid overvejes for så vidt angår indsatte mellem 15-17 år, jf. Justitsministeriets cirkulære af 8. oktober 1991 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorges anstalter og arresthusene, § 12 (KC F-3-14).

5. Indsatte, der har et udtalt behov for behandling mod alkoholmisbrug, og som er dømt for kriminalitet begået i alkoholpåvirket tilstand, vil have mulighed for løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, under forudsætning af, at der inden løsladelsen er iværksat en behandling mod misbrug af alkohol, og at løsladelsen sker på vilkår af bl.a. fortsat behandling. Det forudsættes endvidere, at kriminalforsorgen også efter løsladelsen kontrollerer, at behandlingen følges, og at der ikke sker svigt, jf. ordningen, der er beskrevet i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. juli 1990 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 40 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel (KC D-2-5).

En overvejelse om løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, på ovennævnte vilkår vil ofte være relevant for voldsdømte.

III.

VILKÅRSFASTSÆTTELSE

Vilkårsfastsættelsen finder sted i samarbejde mellem institutionen og kriminalforsorgen i frihed og skal følge de retningslinier, der er givet i kriminalforsorgsudvalgets betænkning nr. 519/1969 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser.

Med hensyn til fastsættelse af vilkår om prøvetid henledes opmærksomheden særligt på, at prøvetiden som udgangspunkt fastsættes til 2 år. Såfremt den resterende straffetid er under 2-3 måneder, kan der dog fastsættes en prøvetid på 1 år, hvis forholdene særligt taler derfor, fx. hvis den pågældende ikke tidligere har været idømt fængselsstraf, betinget eller ubetinget, eller sådan domfældelse ligger adskillige år tilbage i tiden, eller hvor recidivrisikoen anses for meget ringe. Overstiger den resterende straffetid 1 år, vil der over for personer med gentagne recidiver være mulighed for at fastsætte en prøvetid på 3 år.

Er reststraffen over 2 år, vil prøvetiden i almindelighed blive fastsat til 3 år. Er reststraffen over 3 år, vil prøvetiden blive fastsat til 4 eller 5 år.

Ved prøveløsladelse af udenlandske indsatte, der skal udvises, fastsættes alene vilkår om prøvetid. Opmærksomheden henledes dog på, at der i henhold til lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er mulighed for at overføre tilsyn mellem de nordiske lande. Regler herom findes i Justitsministeriets cirkulære af 16. december 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. (KC T 8), cirkulæreskrivelse af 10. februar 1964 om overførsel af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte mellem de nordiske lande (KC T 9) og cirkulæreskrivelse af 1. marts 1972 om overførsel af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte mellem de nordiske lande (KC C 5-1).

Med hensyn til fastsættelse af vilkår om tilsyn er der i forbindelse med ændringen i 1973 af straffelovens § 39, stk. 2, tilsigtet en begrænsning i anvendelsen, idet der blev givet udtryk for, at tilsyn kun skal anvendes, når der er konkret behov herfor. På den anden side skal der fastsættes vilkår om tilsyn, når der er konkret behov herfor; hvis en indsat i et sådant tilfælde modsætter sig tilsyn, eller tilsyn skønnes formålsløst, bør konsekvensen være afslag på prøveløsladelse.

Tilsynstiden fastsættes i almindelighed til 1 år.

Såfremt længevarende tilsyn skønnes uhensigtsmæssigt eller unødvendigt med henblik på begrænsning af risikoen for kriminelt recidiv, vil der kunne fastsættes tilsynstider på 3 eller 6 måneder. Dette gælder i særlig grad, når den idømte straf ikke overstiger 9 måneder.

Er der tale om længerevarende straffe, typisk i 8 år eller derover, kan tilsynstiden efter en konkret vurdering fastsættes til 3-5 år.

Fastsættelse af særvilkår vil ske efter en nøje vurdering af, om fastsættelse af det enkelte særvilkår er formålstjenligt med henblik på begrænsning af den indsattes recidivrisiko. I de tilfælde, der er nævnt i cirkulære om behandling af sager om løsladelse på prøve m.v. § 5, stk. 4, skal der indhentes en udtalelse fra den pågældendes bopælskommune (socialforvaltningen) om vilkårsfastsættelsen. Derudover kan der indhentes en sådan udtalelse i tilfælde, hvor der konkret findes at være anledning hertil. Det gælder ligeledes for fastsættelse af særvilkår, at der bør gives afslag på prøveløsladelse, såfremt den indsatte modsætter sig særvilkår, der skønnes formålstjenlige med henblik på begrænsning af den indsattes recidivrisiko.

For voldsdømte er der et særligt behov for en opstramning af prøveløsladelsesvilkårene med henblik på at forhindre ny kriminalitet. Der vil derfor hyppigt være grund til at fastsætte særvilkår for disse indsatte i form af fx. alkoholistbehandling, vilkår om ikke at indfinde sig bestemte steder, vilkår om ikke at bære våben af nogen art mv. (fx. »at den løsladte på steder, hvortil der er almindelig adgang, ikke bærer nogen form for våben, eksempelvis slagvåben, kastestjerner, skarpe våben, herunder foldeknive med klingelængde på 7 cm eller derunder«). Der er hermed tilsigtet en videregående begrænsning end de begrænsninger, der fremgår af våbenlovens bestemmelser.

Det forudsættes, at den indsatte inden prøveløsladelsen nøje instrueres om betydningen af vilkårene og konsekvensen af ikke at overholde disse. Den indsatte bør - fortrinsvis i forbindelse med en § 31-udgang - have kontakt med den fri kriminalforsorg inden løsladelsen og ellers umiddelbart efter løsladelsen med henblik på at planlægge forløbet af tilsynsperioden.

IV. REAKTIONER VED VILKÅRSOVERTRÆDELSER

Der skal være konsekvens i tilsynene, det vil sige, at der skal ske indberetning til direktoratet med henblik på eventuel § 40-reaktion i alle tilfælde, hvor en vilkårsovertrædelse begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet. I tilfælde af vilkårsovertrædelse i øvrigt skal afdelingen give den prøveløsladte et pålæg og i gentagelsestilfælde afgive indberetning til direktoratet.

Der skal ligeledes ske indberetning med henblik på eventuel § 40-reaktion i sager, hvor der foreligger både strafbart forhold og anden vilkårsovertrædelse, men hvor der ikke rejses tiltale for det strafbare forhold.

For så vidt angår fremgangsmåden ved indberetning af vilkårsovertrædelse henvises til Justitsministeriets cirkulære af 27. september 1973 om varetagelse af tilsyn med prøveløsladte (KC L-1-3) og til cirkulæreskrivelse af 20. februar 1976 om fremgangsmåden ved indberetning af vilkårsovertrædelser begået af prøveløsladte (KC L-1-6).

Opmærksomheden henledes på muligheden for anholdelse og varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens §§ 756 og 763.

(* 1) Vejledningen er optaget i Kriminalforsorgens Cirkulæresamling (KC J-9-2).