NOA-Meddelelse om tidspunkter for bevilling af orlovsansøgninger.
Statutory Text (1 Articles)
NOA-Meddelelse om tidspunkter for bevilling af orlovsansøgninger.
Som vejledende retningslinie bør ansøgninger ikke godkendes tidligere end 2 mdr. forud for orlovens start. Orlovsperioder forud for AF's godkendelsesdato kan kun i særlige tilfælde accepteres.
På foranledning af en konkret henvendelse fra en AF-region skal styrelsen oplyse, at der ikke i regelsættet om orlovsordningerne er fastsat en frist for, hvor tidligt en orlovsansøgning kan godkendes forud for orlovens start.
Det er dog styrelsens opfattelse, at man for at kunne give en realistisk godkendelse af en ansøgning ikke bør godkende ansøgninger for langt ud i fremtiden. Af hensyn til en eventuel genbesættelse af stillingen bør der ikke ske godkendelse med et alt for stort tidsinterval til påbegyndelse af orloven.
Dette skyldes bl.a., at AF forventes at påse, at betingelserne for orloven - herunder sygedagpengeret, dagpengeret, beskæftigelse, vikaransættelse osv - er opfyldt i hvert enkelt tilfælde. Ved meget tidlige godkendelser vil denne forpligtelse for AF blive illusorisk, da der vil være store muligheder for, at orlovspersonens situation ændrer sig.
Omvendt har den enkelte ansøger et legitimt behov for i god tid i forvejen at vide, at orlovsansøgningen er godkendt.
Det er således styrelsens opfattelse, at et godkendelsestidspunkt på max 2 mdr. forud for orlovens start vil kunne tilgodese disse modsatrettede hensyn.
Med hensyn til fra hvilket tidspunkt orlovsansøgningen kan godkendes, er det styrelsens opfattelse, at orloven som udgangspunkt ikke kan starte forud for AF's godkendelse, idet AF's godkendelse er en forudsætning for, at orloven kan opnås, jf. §38 i bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.
Er orloven ifølge ansøgningen påbegyndt, før AF har godkendt aftalen, vil der således som udgangspunkt kun være tale om børnepasnings-, uddannelses- eller sabbatorlov fra godkendelsestidspunktet.
Godkendelse af orlovsperioder bagud i tid finder styrelsen kun kan accepteres, hvis særlige hensyn taler herfor, og i så fald kun tilbage til modtagelsen i AF. Sådanne hensyn kan fx være AF's sagsbehandlingstid e.l.
I ganske ekstraordinære tilfælde finder styrelsen at godkendelse af orlovsperioder helt tilbage til modtagelsen i a-kassen/kommunen vil kunne finde sted, fx hvor den sene modtagelse i AF skyldes a-kassens/kommunens forhold.
Det er styrelsens opfattelse, at orlovsperioder forud for modtagelsen i a-kassen/kommunen ikke vil kunne godkendes.