Konstruktion, fremstilling, udstyr, kontrol m.v. af brugsvandvarmere
Statutory Text (2 Articles)
Konstruktion, fremstilling, udstyr, kontrol m.v. af brugsvandvarmere
Indledning
Denne anvisning knytter sig til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 26. november 1987 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk.
Brugsvandvarmere omfattes af bekendtgørelsens regler for trykbeholdere (kapitel 3-11), og i denne anvisning gives nærmere retningslinier for, hvorledes bekendtgørelsen finder anvendelse på de almindeligt anvendte typer af brugsvandvarmere, se pkt. 1.1, og i forbindelse hermed visse lempelser fra bekendtgørelsen.
Følges retningslinierne i anvisningens punkt 2-7, stilles der ikke andre krav ifølge bekendtgørelsen til disse brugsvandvarmere og forrådsbeholdere. Det betyder, at de ikke skal godkendes og kontrolleres af Arbejdstilsynet, og ikke undersøges periodisk. Dog skal det straks anmeldes til Arbejdstilsynet, hvis der sker sprængning, brand eller andet alvorligt uheld i forbindelse med brugsvandvarmeren.
Følges retningslinierne i punkt 2-7 ikke, finder bekendtgørelsens kap. 2-11 anvendelse fuldt ud. Herefter skal brugsvandvarmere og forrådsbeholdere henføres til en kontrolklasse efter reglerne i bekendtgørelsens kap. 2 og underkastes den heraf følgende godkendelse, kontrol m.v. efter kap. 5, 6 og 10. Reglerne i kap. 7, 8 og 11 skal opfyldes på en måde, der er lige så forsvarlig, som fastsat i anvisningens punkter 2-7.
Brugsvandvarmere, der opfylder de hidtil gældende forskrifter og som er taget i brug forinden udsendelsen af denne anvisning, kræves ikke ændret.
Det bemærkes, at anvisningen ikke omhandler de krav, der ifølge anden lovgivning, som fx Bygningsreglementet, Stærkstrømsreglementet og Gasreglementet, stilles til brugsvandvarmere.
Anvisningen er udarbejdet under medvirken af Trykbeholderudvalget.
1. Område
1.1
Denne anvisning gælder for
a) Ufyrede brugsvandvarmere, hvor produktet af det højst mulige tryk i bar og rumfanget i liter på primærsiden er mindre end eller lig med 2.000 bar x liter, og hvor opvarmningsmediet er
- vand i temperaturområdet 100 grader C til 120 grader C
- kondenserende vanddamp, hvor damptemperaturen ikke overstiger 200 grader C
- andre væsker og dampe heraf, der ikke er giftige, ætsende eller brændbare, og hvis temperatur ikke overstiger 100 grader C
- sammentrykkede luftarter, der ikke er giftige, ætsende eller brændbare, og som indeholder højst 23 Vol % oxygen.
b) Ufyrede brugsvandvarmere, hvor opvarmningsmediet er af anden art end ovenfor anført, og hvor produktet af det højst mulige tryk i bar og rumfanget i liter på primærsiden er mindre end eller lig med 200 bar x liter.
c) Forrådsbeholdere for varmt brugsvand opvarmet i separat brugsvandvarmer, uanset størrelse, og hvor opvarmningsmediet i brugsvandvarmeren er som ovenfor anført.
d) Fyrede brugsvardvarmere uanset størrelse.
2. Definitioner og måleenheder
2.1 Definitioner
2.1.1
Brugsvand: Vand, der tappes til forbrug.
2.1.2
Brugsvandvarmer: Beholder (herunder pladevarmevekslere) eller rørsystem, der tilføres varme med henblik på opvarmning af brugsvand til en temperatur, der er mindre end 95 grader C.
2.1.3
Åben brugsvandvarmer: Brugsvandvarmer, hvis vandrum står i åben, uafspærrelig forbindelse med atmosfæren.
2.1.4
Lukket brugsvandvarmer: Brugsvandvarmer, hvis vandrum ikke står i forbindelse med atmosfæren.
2.1.5
Varmtvandsbeholder: Brugsvandvarmer, hvori vandet opvarmes og opbevares, før det tappes.
2.1.6
Forrådsbeholder; Beholder uden hedeflade til opbevaring af varmt brugsvand.
2.1.7
Gennemstrømningsbrugsvandvarmer: Brugsvandvarmer, hvor vandet kun opvarmes, mens det tappes.
2.1.8
Fyret brugsvandvarmer: Brugsvandvarmer, der tilføres varme ved forbrændingsprocesser eller elektricitet.
2.1.9
Ufyret brugsvandvarmer: Brugsvandvarmer, der tilføres varme indirekte.
2.1.10
Brugsvandvarmerens primærside: Den del af brugsvandvarmeren, hvor opvarmningsmediet strømmer.
2.1.11
Brugsvandvarmerens sekundærside: Den del af brugsvandvarmeren, hvor brugsvandet opvarmes.
2.1.12
Brugsvandvarmerens hedeflade: Den del af brugsvandvarmeren, hvorigennem varmen overføres fra primærsiden til sekundærsiden. Hedefladens areal: Arealet af den største af hedefladens to sider, eventuelle ribbers overflade medregnet.
2.1.13
Nominel varmeydelse: Den af fabrikanten påregnede afgivne effekt, mærkepladeydelsen, ved den anvendte opvarmningsmetode og de nominelle (forudsatte) driftsforhold med rene varmeflader.
2.2 Måleenheder
2.2.1
Tryk måles som overtryk i bar. 1 bar = 0,1 MPa.
2.2.2
Temperatur måles i grader C.
2.2.3
Rumfang måles i liter (l).
2.2.4
Varmeydelse måles i kW eller Mcal/h. Omregning i henhold til DS 2001.3. efter hvilken 1 Mcal/h = 1,163 kW eller 1 kW = 0,860 Mcal/h.
3. Konstruktion, fremstilling og fremstillingskontrol
3.1 Konstruktion og fremstilling
3.1.1
Konstruktion og fremstilling skal opfylde reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3.
3.1.2
Sekundærsiden på lukkede brugsvandvarmere og forrådsbeholdere skal være udført med et beregningstryk på 10 bar.
3.2 Fremstillingskontrol
3.2.1
Brugsvandvarmere og forrådsbeholdere skal være kontrolleret af fremstillingsvirksomheden eller anden sagkyndig inden levering til brug.
3.2.2
Kontrollen skal ske i overensstemmelse med de anvendte fremstillingsregler og skal som minimum omfatte kontrol af, at materialer og samlingsmåder er i overensstemmelse med konstruktionsplanerne, og at den færdige konstruktions form og væsentlige mål ligger inden for de tolerancer, der er foreskrevet i de anvendte konstruktionsregler. Hver konstruktion skal endvidere trykprøves med et prøvningstryk på 1,3 gange det tryk, beholderen er beregnet for.
3.2.3
Kontrol og trykprøvning skal være foretaget med tilfredsstillende resultat, inden beholderen mærkes efter punkt 4.
3.2.4
Attestation for den foreskrevne kontrol skal medfølge ved leveringen.
4. Mærkning
4.1
Brugsvandvarmere og forrådsbeholdere skal fra fabrikanten være forsynet med en let tilgængelig, holdbar og forsvarligt anbragt mærkeplade, som på dansk tydeligt angiver følgende
4.1.1
For brugsvandvarmere
a) Fabrikant.
b) Fabrikationsår og løbenummer.
c) Rumindhold i liter. For ufyrede brugsvandvarmere anføres rumindholdet for såvel primær- som sekundærsiden.
d) Beregningstryk i bar. For ufyrede brugsvandvarmere anføres beregningstryk for såvel primær- som sekundærsiden.
e) Nominelle varmeydelser i kW.
4.1.2
for forrådsbeholdere
a) Fabrikant.
b) Fabrikationsår og løbenummer.
c) Rumindhold i liter.
d) Beregningstryk i bar.
4.2
Brugsvandvarmere og forrådsbeholdere, der er fremstillet i udlandet, skal endvidere være mærket med importørens navn og adresse.
5. Armatur
5.1 Alment
5.1.1
Brugsvandvarmere skal under brugen være udstyret med armatur, som anført nedenfor i punkterne 5.2-5.7, jf. dog de under punkt 5.8 nævnte undtagelser.
5.1.2
Armaturet skal være egnet til brug på brugsvandvarmere og være konstrueret, fremstillet og afprøvet til driftsforholdene efter teknikkens almindeligt anerkendte regler.
5.1.3
Armatur skal være tydeligt mærket, således at dets oprindelse og anvendelsesområde kan fastslås, jf. dog mærkningskravet for sikkerhedsventiler i punkt 5.2.4.
5.2 Sikkerhedsventil
5.2.1
Lukkede brugsvandvarmere skal have mindst 1 sikkerhedsventil på sekundærsiden med et indstillingstryk på højst 10 bar.
5.2.2
Sikkerhedsventilen skal som ny være indstillet af fabrikanten eller importøren og være sikret mod utilsigtet ændring af indstillingstrykket.
5.2.3
Sikkerhedsventilen skal have letteanordning, være fjederbelastet og være uden styr på vandsiden. Fjederen og alle bevægelige dele skal være beskyttet mod skadelige påvirkninger og belægninger fra brugsvandet efter afblæsning eller gennemsivning. Beskyttelsesindretningen (membran, kompensationsbælg e.l.) skal være udført og indbygget, således at den med sikkerhed kan modstå driftsforholdene.
5.2.4
Sikkerhedsventilen skal være afprøvet, kapacitetsbestemt for afblæsning af vand og mærket efter International Standard (ISO) 41262. udg. eller AD-Merkblatt A2 udgave februar 1980.
Afprøvning og kapacitet skal kunne dokumenteres af fabrikanten/importøren. Dokumentationen skal være en rapport over en højst 5 år gammel typeafprøvning af sikkerhedsventilen udført af en uvildig sagkyndig instans samt en protokol med resultaterne af fabrikantens løbende afprøvninger.
5.2.5
Sikkerhedsventilen skal være dimensioneret således, at trykket i brugsvandvarmeren ikke kan blive større end 11 bar under fuld afblæsning. Den fri gennemstrømningsdiameter skal dog mindst være 20 mm.
5.2.6
På fyrede brugsvandvarmere samt på ufyrede brugsvandvarmere, hvor opvarmningsmediets temperatur kan overstige 170 grader C, dimensioneres sikkerhedsventilen for afblæsning af et vandvolumen svarende til det højst mulige dannede dampvolumen ganget med 1,5, jf. dog punkt 5.2.5.
5.2.7
På ufyrede brugsvandvarmere, hvor opvarmningsmediets temperatur ikke kan overstige 170 grader C, dimensioneres sikkerhedsventilen alene for afblæsning af den termiske udvidelse af vandet, jf. dog punkt 5.2.5.
5.3 Overtrykssikring
5.3.1
Ufyrede brugsvandvarmere, hvor trykket på primærsiden kan overstige 13 bar, skal på sekundærsiden udstyres med en overtrykssikring, der afspærrer for tilførslen til primærsiden, således at trykket på sekundærsiden ikke kan overstige 13 bar ved brud på hedefladen.
5.4 Temperatursikring
5.4.1
Brugsvandvarmere skal have en driftstermostat, der styres af brugsvandets temperatur og hindrer denne i at overstige 95 grader C inkl. termostatens fejlmåling, og en overkogningssikring, der afbryder varmetilførslen senest ved brugsvandstemperaturen 120 grader C.
5.4.2
Driftstermostat og overkogningssikring skal funktionsmæssigt være uafhængige af hinanden i såvel temperaturføling som brydefunktion.
5.4.3
Overkogningssikringen skal være således indrettet, at varmetilførslen ikke kan genoptages automatisk efter udkobling.
5.4.4
Overkogningssikringen må ikke umiddelbart kunne sættes ud af funktion.
5.4.5
Hvis overkogningssikringen er afhængig af ydre servokraft (elektricitet, trykluft e.l.), skal varmetilførslen automatisk afbrydes, hvis servokraften svigter (hvilestrømsprincip).
5.5 Afspærringsanordning
5.5.1
Brugsvandvarmere skal have en afspærringsanordning i koldtvandstilgangsledningen, jf. dog punkt 6.3.
5.6 Tømmeanordning
5.6.1
Brugsvandvarmere med et rumfang på mere end 15 liter skal kunne tømmes uden demontering.
5.7 Luftudladere
5.7.1
Brugsvandvarmere, der er forsynet med elektrolyseanlæg med påtrykt spænding for korrosionsbeskyttelse, skal udstyres med automatisk virkende luftudlader foroven på beholderen. Luftudladeren skal kunne betjenes manuelt. Beholderen skal tillige være forsynet med manuel udluftning ved vandpåfyldning.
5.8 Undtagelser
5.8.1
Sikkerhedsventil, jf. punkt 5.2, kræves ikke for
a) Åbne brugsvandvarmere, jf. punkt 2.1.3.
b) Lukkede, fyrede gennemstrømningsbrugsvandvarmere, der enten kun består af rør eller af en beholder, hvis rumindhold ikke overstiger 3 liter, og hvor varmetilførslen reguleres automatisk svarende til den aftappede vandmængde, således at brugsvandstemperaturen ikke kan overstige 95 grader C.
5.8.2
Temperatursikring, jf. punkt 5.4, kræves ikke for åbne brugsvandvarmere og for brugsvandvarmere, der opvarmes af vandet fra forskriftsmæssige varmtvandsanlæg, hvis brugsvandstemperaturen ikke kan indstilles til en temperatur højere end 95 grader C.
5.8.3.
Overkogningssikring, jf. punkt 5.4, kræves ikke for brugsvandvarmere, der opvarmes med damp, hvis tryk ikke overstiger 1 bar, eller vand, hvis temperatur ikke overstiger 120 grader C.
6. Opstilling
6.1
Brugsvandvarmere skal være opstillet således, at de ikke udsættes for skadelige varme- og kuldepåvirkninger.
6.2
Armatur skal være let tilgængeligt for betjening og vedligeholdelse.
6.3
Sikkerhedsventilen, jf. punkterne 5.2 og 5.8.1, skal være anbragt på koldtvandstilgangsledningen i umiddelbar nærhed af brugsvandvarmeren og være uafspærrelig fra denne.
6.4
Forbindelsesrøret mellem sikkerhedsventilen og brugsvandvarmeren samt overløbsrøret fra sikkerhedsventilen skal overalt have et gennemstrømningsareal, der mindst er lige så stort som sikkerhedsventilens gennemstrømningsareal.
Overløbsrøret skal udmunde synligt i et frostfrit rum, og udstrømningen skal ske farefrit.
6.5
Brugsvandvarmere og forrådsbeholdere skal opstilles, så de kan renses og tømmes for aflejringer og bundfældet slam.
6.6
Opstillingen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de anvisninger om installationen, som gives af fabrikanten/importøren, jf. punkt 7.1.
7. Installations- og brugsanvisning
7.1
Brugsvandvarmere skal fra fabrikanten/importøren leveres med en installationsanvisning affattet på dansk, der giver fornødne oplysninger om brugsvandvarmerens anvendelse, sikring og opstilling.
7.2
Ud over den i punkt 7.1 forlangte installationsanvisning skal der med brugsvandvarmeren leveres en brugsanvisning, der affattet på dansk giver oplysninger om brugsvandvarmerens forsvarlige brug og vedligeholdelse.
Brugsanvisningen skal mindst give oplysninger om
- anbefalede tidsterminer for kontrol og afprøvning af sikkerhedsventilen, for at sikre dens rette funktion
- at bemaling af sikkerhedsventilens bevægelige dele kan forhindre dens rette funktion
- korrekt afbrydelse af varmetilførslen til brugsvandvarmeren, hvis der konstateres uregelmæssigheder i dens drift og om tilkaldelse af sagkyndig assistance
- tømning af brugsvandvarmeren, hvis den er ude af brug om vinteren, medmindre den på anden måde er sikret mod isdannelser.
For fyrede brugsvandvarmere skal anvisningen desuden indeholde oplysninger om
- korrekt og fuldstændig udluftning inden idriftsætning,
og for brugsvandvarmere, der er forsynet med elektrolyseanlæg med påtrykt spænding for korrosionsbeskyttelse, oplysning om
- korrekt og fuldstændig udluftning af brintdannelser straks efter åbning, og inden de besigtiges indvendigt, for at imødegå eksplosionsfare.
7.3
Den, der installerer en brugsvandvarmer, skal udlevere den i punkt 7.2 forlangte brugsanvisning til brugeren. Erik Andersen
Ingen