Legislator Case Law & Legislation
C19940023454 DK

Orientering om ændring af bekendtgørelse om social pension og orientering om moms på serviceydelser

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1994 234 Historic

Orientering om ændring af bekendtgørelse om social pension og orientering om moms på serviceydelser

Folketinget har den 16. december 1994 vedtaget L 77 - forslag til lov om ændring af lov om afgift af arv og gave og forskellige skattelove. Lovændringen medfører bl.a., at der årligt gaveafgiftsfrit kan gives gaver på indtil 20.000 kr. mellem gaveafgiftspligtige personer mod hidtil 8.000 kr. Som noget nyt kan der nu også afgiftsfrit gives gaver til børns ægtefæller på op til 14.000 kr. Det vedtagne lovforslag træder i kraft den 1. januar 1995.

Som konsekvens heraf er der foretaget ændringer i §§ 22 og 23 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension. Ændringerne af §§ 22 og 23 i bekendtgørelsen bevirker, at beregningen af fiktive indtægter nu fuldt ud foretages med udgangspunkt i det beløb, hvoraf Told- og Skatteregionerne beregner gaveafgift.

Ændringen af bekendtgørelse om social pension træder i kraft den 1. januar 1995 med virkning for bortgivelser, der er foretaget fra og med ikrafttrædelsestidspunktet.

Der vedlægges bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om social pension i korrektur. (* 1)

Som anført i Socialministeriets orienteringsskrivelse af 30. november 1994 om bekendtgørelse nr. 964 af 30. november 1994 vedrørende betaling for ydelser i plejehjem m.v. har Momsnævnet behandlet spørgsmålet om, i hvilket omfang, der skal beregnes moms af de omhandlede ydelser.

Momsnævnet har den 15. december 1994 truffet vedlagte afgørelse. Sekretariatet for Momsnævnet har oplyst, at nævnets afgørelse har virkning fra 1. januar 1995. Eventuelle spørgsmål om fortolkning af nævnets afgørelse rettes til Told- og Skattestyrelsen, tlf. 33 15 73 00.

Med venlig hilsen

Leif Sondrup

----------------------------------------------------------------

BILAG: SKRIVELSE AF 15/12-94 FRA MOMSNÆVNET TIL SOCIALMINISTERIET

Moms på plejehjemsydelser m.v.

Socialministeriet har spurgt, om der skal betales moms af serviceydelser til beboere i plejehjem (institutioner). Ministeriet har tillige rejst spørgsmål om, hvorvidt der skal opkræves moms af serviceydelser/hjælp til personer, der er omfattet af integrerede ordninger, hvorefter service/hjemmehjælp ydes til ældre i eget hjem af det samme team, som bistår beboere på institutioner.

Der er endelig spurgt, hvorvidt det kan tillægges selvstændig betydning, om serviceydelserne til de nævnte persongrupper leveres af kommunalbestyrelsen eller en privat, og om det tillægges betydning, at ydelsen, f.eks. kost, udbydes under »cafeteria-lignende forhold«, men alene aftages af beboere på en institution eller af en bredere kreds, f.eks. pensionister og efterlønsmodtagere.

Det er oplyst, at baggrunden for spørgsmålene er, at der fra den 1. januar 1995 skal være beboerbetaling for de enkelte ydelser på et plejehjem, idet beboerne i de pågældende institutioner får udbetalt deres pension og betaler for de ydelser, de modtager som led i opholdet. Der har hidtil været en forsøgsordning i nogle kommuner med denne ordning.

Det fremgår af sagen, at kommunerne efter de ændrede regler skal levere følgende ydelser, som plejehjemsbeboerne samtidig er forpligtet til at aftage: Leje af bolig, el og varme. Endvidere skal kommunerne tilbyde at levere følgende ydelser, som det er valgfrit for plejehjembeboerne at aftage: Levering af kost, leje af linned samt levering af vask og rengøring. Det er således spørgsmålet om den afgiftsmæssige stilling efter momsloven for disse varer og ydelse i tilslutning til de ændrede regler på Socialministeriets område, som er forelagt nævnet.

Socialministeriet har henvist til en ny bekendtgørelse - nu nr. 964 af 30. november 1994 - om ydelser og betaling for bolig m.v. i plejehjem, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre. Bekendtgørelsen fastsætter ikke beløb for de enkelte ydelser på plejehjem m.v., men kun beregningsregler. Det fremgår heraf, at boligydelsen fastsættes under hensyn dels til beboernes indtægts- og formueforhold, dels boligens omkostning og størrelse. De øvrige ydelser koster det samme for alle beboere.

Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, (tidligere momslovs § 2, stk. 3, litra b), er social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil, fritaget for afgift. Den tilsvarende fritagelsesbestemmelse (vedrørende ældre-områder) i EU's 6. momsdirektiv, art. 13 A, stk. 1, litra g, er sålydende

»tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem, af offentligretslige organer eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;».

Dette medfører efter nævnets opfattelse, at levering af egentlige (»rene«) sociale tjenesteydelser er fritaget for moms. Endvidere er varer og tjenesteydelser, som det offentlige og private almennyttige organisationer m.v. leverer i »nær tilknytning« til social forsorg og bistand, fritaget for moms. (Medlemslandene kan dog under hensyn til konkurrenceforholdene til momsregistrerede erhvervsvirksomheder pålægge de nævnte organisationer m.v. at afregne moms af nævnte leverancer, jf. direktivets art. 13 A, stk. 2, litra a og b). For andre varer og ydelser, der leveres til brug for social virksomhed, gælder momslovens almindelige regler. Det medfører, at det offentlige skal afregne moms af sådanne leverancer, for så vidt leverancerne finder sted i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Nævnet har behandlet sagen på mødet den 22. november 1994 samt på et møde den 13. december 1994 - På sidstnævnte møde har fuldmægtig Dorte Høeg og fuldmægtig Jens Rasmussen som repræsentanter for Socialministeriet uddybet visse spørgsmål i tilknytning til plejehjemsydelser m.v. . Fuldmægtig Ida Galle, Told- og Skattestyrelsen, har tillige deltaget i mødet og bistået nævnet ved besvarelsen af forskellige spørgsmål.

Nævnet finder, at kommunen med de ændrede betalingsregler i momslovens forstand må anses for at levere de nævnte ydelser til plejehjemsbeboerne.

Nævnet skal henvise til, at plejehjemmets levering af tjenesteydelserne leje af bolig samt el og varme i tilslutning hertil under alle omstændigheder er momsfritaget, jf. herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.

Nævnet har endvidere truffet afgørelse om, at leverancerne af kost og leje af linned må anses som ydelser i »nær tilknytning« til social forsorg og bistand og derfor kan leveres momsfrit af kommunen.

De andre valgfrie ydelser, vask og rengøring, herunder vinduespolering, er ikke omfattet af momslovens fritagelsesbestemmelse, idet de efter nævnets skøn ikke ydes i »nær tilknytning« til den sociale bistand. Kommunen skal derfor i givet fald momsregistreres for disse leverancer, jf. ovenfor. Told- og skatteregionerne - med rekurs til Told- og skattestyrelsen - træffer afgørelse om, i hvilket omfang det offentlige skal betale moms efter reglen i momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Efter reglen skal der betales moms, når det offentlige leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

De samme regler - som anført foran - gælder ved levering af service til ældre i eget hjem, når denne service ydes af det samme team, som bistår beboere på institutioner.

Der betales moms, hvis ydelserne leveres udefra, dvs. fra momsregistrerede virksomheder til beboerne.

Nævnet finder - for så vidt angår den momsfrie levering af kost - ikke, at det gør nogen forskel, om leverancen fra det offentlige finder sted under »cafeteria-lignende forhold«. Det bemærkes i denne forbindelse, at nævnet i 1980 har bestemt, jf. afgørelse nr. 665/80, at det offentlige (en kommune) kan levere cafeteriakost til plejehjemsbeboere momsfrit, hvilket kan fastholdes under den nye momslov. Det må derimod afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt cafetariakosten også kan leveres momsfrit til en bredere kreds end plejehjemsbeboerne, f.eks. til pensionister og efterlønsmodtagere, som har tilladelse til at købe måltider på plejehjemmet.

Med venlig hilsen

Jens Rosman

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →