Skrivelse om orientering om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Forlængelse af dagpengeperioden for personer, der er ramt af en arbejdsskade).
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Forlængelse af dagpengeperioden for personer, der er ramt af en arbejdsskade).
Folketinget har ved 3. behandling den 15. december 1994 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (forlængelse af dagpengeperioden for personer, der er ramt af en arbejdsskade). Det vedtagne lovforslag følger som bilag til denne orientering.
Ændringen træder i kraft den 1. januar 1995 og finder anvendelse på personer, der denne dag eller senere modtager sygedagpenge og har anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen.
Efter de indtil den 1. januar 1995 gældende regler om varighedsbegrænsning har der kun kunnet ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge
- når det måtte anses for overvejende sandsynligt, at der ville blive iværksat arbejdsprøvning, revalidering,
- eller at der efter behandling var mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet inden for en nærmere angiven frist,
- eller det drejede sig om en alvorligere livstruende sygdom, hvor helbredelse ikke skønnedes mulig.
Efter det vedtagne forslag vil sygedagpengeudbetalingen også kunne forlænges, når der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Sygedagpengeudbetalingen vil herefter kunne fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse om erhvervsevnetabet, eller indtil betingelserne for at standse dagpengene i medfør af dagpengelovens § 23, stk.1, er opfyldt.
Ændringen nødvendiggør et tæt samarbejde med Arbejdsskadestyrelsen i de dagpengesager, hvor fraværsårsagen er en arbejdsskade, herunder at Arbejdsskadestyrelsen får besked, når den sygemeldte eller lægen angiver, at fraværsårsagen er en arbejdsskade.
Det er vigtigt, at kommunen efter det første advis fra Kommunedata om tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden i de tilfælde, hvor den sygemeldte oplyser, at fraværet skyldes en arbejdsskade, kontakter Arbejdsskadestyrelsen, Æbeløgade 1, postbox 3000, 2100 København Ø, telf. 39177700, telefax nr. 39177711, med henblik på at få bekræftet, at der er anmeldt en arbejdsskade. Hvis dette er tilfældet, orienteres Arbejdsskadestyrelsen om, at dagpengepengeperioden vil blive forlænget.
på grundlag af den nye bestemmelse i dagpengelovens § 22, stk.1, nr. 3.
I denne situation er det af afgørende betydning, at kommunens og Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling koordineres med henblik på, at der snarest muligt kan blive truffet afgørelse om erhvervsevnetabet.
Når Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevnen, vil styrelsen underrette kommunen.
Når denne afgørelse foreligger, vil kommunen kunne ophøre med sygedagpengeudbetalingen i de tilfælde, hvor dagpengeperioden alene er blevet forlænget efter den nye bestemmelse i loven om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 22, stk.1,nr.3.
Det kan oplyses, at Kommunernes Landsforening vil udarbejde en blanket, på hvilken kommunen vil kunne forespørge Arbejdsskadestyrelsen om arbejdsskadesagen, herunder om er sagen afsluttet/ afvist eller stadig uafsluttet.
Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at man normalt vil kunne give oplysning om sagen inden for 14 dage. Der vedlægges til orientering udkast til forespørgselsblanket til Arbejdsskadestyrelsen.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/Birthe Frederiksen