Skrivelse om orientering om revision af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1185 af 23. december 1993 om ydelser og betaling for bolig m.v. i plejehjem, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om revision af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1185 af 23. december 1993 om ydelser og betaling for bolig m.v. i plejehjem, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre.
I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 1132 af 22. december 1993 om udbetaling af pension til beboere på plejehjem, der fuldt ud træder i kraft pr. 1. januar 1995, jf. orienteringsskrivelse af 17. december 1993, udsendte Socialministeriet samtidig bekendtgørelse nr. 1185 af 23. december 1993 om betaling for bolig m.v. i plejehjem, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre.
På baggrund af en række forspørgsler om uddybende fortolkning har Socialministeriet foretaget en mindre revision af ovennævnte bekendt-
./. gørelse, der vedlægges til orientering.
I § 2, stk. 1, sidste pkt. er indføjet en regel om, at betaling for bolig sker fra indflytningstidspunktet, jf. L 244, der trådte ikraft 1. juli 1994. I konsekvens heraf ophører betalingen ved fraflytning af boligen, d.v.s når boligen er ryddet og til rådighed for plejehjemmet.
Indkomstgrundlaget for beregning af boligbetalingen ændres med virkning fra 1. januar 1995 således, at indkomsten opgøres efter reglerne i lov om individuel boligstøtte § 8. Efter disse regler er det husstandens samlede indkomst der indgår ved beregning af boligbetalingen. Boligstøttelovens regler om efterregulering og omberegning finder tilsvarende anvendelse. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 2, at anvende de hidtidige regler, hvor indkomsten opgøres efter bistandslovens § 54, stk. 3, indtil 1. januar 1996.
Desuden er der sket en tydeliggørelse af beregningsreglerne for gifte pensionister, herunder rabat på 25% på bolig- og serviceydelser, som tilbydes af kommunalbestyrelsen. Reglerne finder tilsvarende anvendelse for samlevende pensionister på samme plejehjem.
Bekendtgørelsen indeholder endvidere, jf. bistandslovens § 85, stk. 5, sidste pkt., en bemyndigelse for kommunalbestyrelsen til i særlige tilfælde at nedsætte betalingen for bolig og øvrige ydelser under hensyn til beboernes økonomiske forhold. Bestemmelsen kan anvendes i de tilfælde, hvor beboernes indtægter ikke er tilstrækkelige, til at betale for plejehjemsopholdet og øvrige ydelser m.v. således at de pågældende kan bevare et rimeligt beløb til personlige fornødenheder. Bestemmelsen kan f.eks. finde anvendelse over for brøkpensionister, efterlønsmodtagere med forsørgelseforpligtelse i forhold til hjemmeboende ægtefælle, eller beboere med anden indkomst end dansk pension. Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, idet det forudsættes, at prisfastsættelsen for ydelserne generelt sker således, at beboerne har et rimeligt beløb til rådighed.
Betalingen for de obligatoriske ydelser (bolig, varme og el) fastsættes for et år ad gangen på grundlag af institutionens budget. Såfremt de årlige faktiske udgifter viser sig højere eller lavere end de skønnede udgifter, bør beboernes betaling reguleres, medmindre der er tale om mindre afvigelser.
Betaling for øvrige ydelser fastsættes som for personer i eget hjem. Dette indebærer, at betalingen fastsættes ud fra de faktiske udgifter til frembringelse af ydelsen, f.eks. råvarer, el, varme, afskrivning på materiel m.v., hvorimod lønudgifter alene medtages i de tilfælde, hvor også hjemmeboende pensionister betaler for disse udgifter, f.eks. til frisør.
Det er endnu ikke endeligt afklaret, om der skal beregnes moms af ydelserne, men Momsnævnet forventes i nærmeste fremtid at træffe afgørelse herom. Kommuner og amtskommuner vil blive orienteret om Momsnævnets afgørelse.
Med venlig hilsen
Leif Sondrup