Skrivelse om orientering om nye regler for beregning af søskenderabat i dagtilbud og skolefritidsordninger
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om nye regler for beregning af søskenderabat i dagtilbud og skolefritidsordninger
Regeringen har som led i finanslovsforhandlingerne indgået aftale om en ændring af reglen om søskenderabat.
Ændringen indebærer, at der fremover skal betales fuld pris for den dyreste plads og ydes 50 pct. rabat af betalingen for øvrige pladser.
Ændringen har virkning for fastsættelse af forældrebetalingen fra 1. januar 1995.
Reglen om at den samlede betaling for søskende ikke kan sættes lavere end taksten før rabat for den dyreste dagtilbudsplads plus 200 kr. pr. efterfølgende barn (200 kr.'s-reglen), ophæves hermed.
Reglen omfatter børn optaget i offentlige dagtilbud efter bistandsloven og skolefritidsordninger efter lov om folkeskolen, excl. børn optaget i fritids- og ungdomsklubber.
Kommunalbestyrelsen kan fortsat beslutte, at søskenderabatten skal være større end 50 pct, ligesom kommunalbestyrelsen kan beslutte, at søskenderabatten også skal omfatte børn optaget i fritids- og ungdomsklubber.
For så vidt angår skolefritidsordninger efter lov om folkeskolen skal det bemærkes, at det af undervisningsministerens forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (L 28) fremgår, at Socialministeriets regler om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge fremover finder anvendelse ved ydelse af søskendemoderation til familier med mere end et barn i skolefritidsordninger, daginstitutioner m.v. Lovforslaget forventes vedtaget, således at børn optaget i skolefritidsordninger efter lov om folkeskolen vil være omfattet af de ændrede søskenderabatregler pr. 1. januar 1995.
I ændringsbekendtgørelsen dispenseres der f.s.v.a betalingsfastsættelsen for 1995 fra reglen om, at forældrene skal have meddelelse om betalingens størrelse senest 1 måned før en takstændring. Forældrene skal dog have meddelelse om betalingens størrelse for 1995 inden udgangen af december måned 1994. Det henstilles til kommunerne, at forældrene får meddelelse om ændringen hurtigst muligt evt. gennem opslag i dagtilbuddene.
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud samt forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen vedlægges til orientering.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/ Anders Lynge Madsen