Legislator Case Law & Legislation
C19940018609 DK

Gældssanering (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1994 186 Historic

Gældssanering (* 1)

INDLEDNING

1. ETABLERING AF GÆLDSSANERING

1.1. Betingelser, formkrav og fristdag

1.2. Gældssaneringssagens indledning

1.3. Gældssaneringssagens retsvirkninger

1.4. Gældssaneringssagens afslutning

1.5. Gældssanering i konkurs

2. TOLD- OG SKATTEMYNDIGHEDERNES DISPOSITIONER VED GÆLDSSANERING

2.1. Anmeldelse af skatte- og afgiftskrav

2.1.1. Krav omfattet af gældssaneringskendelsen

2.1.2. Krav uden for gældssaneringskendelsen

2.1.3. Krav, der bortfalder ved gældssaneringskendelse

2.2. Deltagelse i skifteretsmøde

2.2.1. Omstødelse

2.3. Oplysningspligt og tavshedspligt

2.4. Bekendtgørelse af afgørelser om gældssanering

2.5. Kære af afgørelser om gældssanering

2.6. Indberetning til Told- og Skattestyrelsen

2.7. Inddrivelse under gældssaneringssagen

2.7.1. Udlæg, der ikke bortfalder ved kendelse om gældssanering

2.7.2. Udlæg, der bortfalder ved kendelse om gældssanering

2.7.3. Anden sikkerhed end udlæg

2.7.4. Lønindeholdelse

2.7.5. Modregning

2.7.5.1. Udbetaling af overskydende skat m.v.

2.8. Subsidiært udlæg

2.9. Afgangsførelse

2.10. Ophævelsesbestemmelse

INDLEDNING

Reglerne om gældssanering er ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 indføjet som afsnit IV i konkursloven (KL), senest ændret ved lov nr. 363 af 6. juni 1991.

1. ETABLERING AF GÆLDSSANERING

1.1. Betingelser, formkrav og fristdag

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering såfremt

- skyldneren godtgør, at han ikke er i stand til og indenfor de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og

- skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor, KL § 197, stk. 1.

Ved bedømmelsen af skyldnerens forhold skal der navnlig lægges vægt på skyldnerens interesse i gældssanering, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under gældssaneringssagen, KL § 197, stk. 2.

Ved afgørelsen skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for eftergivelse efter anden lovgivning.

Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for skyldnere, som er fysiske personer, KL § 197, stk. 3.

Begæring om gældssanering skal ledsages af en opgørelse over skyldnerens aktiver og passiver, en fortegnelse over fordringshaverne, oplysning om skyldnerens og den øvrige husstands indkomstforhold samt øvrige oplysninger af betydning for skifterettens afgørelse om, hvorvidt gældssaneringssag skal indledes. Begæringen skal ledsages af skyldnerens erklæring på tro og love om rigtigheden af de afgivne oplysninger og om, at skyldneren har givet oplysning om alt, hvad han ejer og skylder, KL § 202, stk. 1. Oplysningerne skal gives på en af Justitsministeriet udarbejdet blanket.

Når skifteretten modtager begæring om gældssanering, etableres en fristdag, KL § 1, stk. 1, nr. 1. Denne fristdag får kun betydning, hvis skifteretten afsiger kendelse om gældssanering, eller under en eventuel efterfølgende konkurs eller anden ordning, der følger konkurslovens regler.

1.2. Gældssaneringssagens indledning

Gældssaneringssagen anses for indledt ved skifterettens afgørelse herom, KL § 206.

1.3. Gældssaneringssagens retsvirkninger

Kendelse om gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå, KL § 198.

Kendelse om gældssanering omfatter fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning samt krav på særlig indkomstskat vedrørende indkomst, erhvervet før kendelse om gældssanering afsiges. Skifteretten kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt, KL § 199, stk. 1.

Gældssaneringskendelsen har mellem skyldneren og de pågældende fordringshavere samme virkning som et retsforlig, KL § 226, stk. 1, hvilket blandt andet indebærer en 20-årig forældelse for kravene.

Gældssaneringskendelsen er bindende også for fordringshavere, der ikke har meldt sig. Kendelsen befrier skyldneren for gæld stiftet før gældssaneringssagens indledning, KL § 226, stk. 2.

Gældssaneringskendelsen har ingen indflydelse på fordringshaveres rettigheder mod kautionister og andre, som hæfter tillige med skyldneren, KL § 226, stk. 3.

Tages skyldnerens forslag om gældssanering helt eller delvis til følge, anvendes reglerne om omstødelse i KL §§ 64 - 80, KL § 221.

1.4. Gældssaneringssagens afslutning

Gældssaneringssagen anses for sluttet, når fristen for kære af skifterettens afgørelse

- om gældssanering

- om afvisning af begæring om gældssanering

- om nægtelse af at indlede gældssaneringssag er udløbet, uden at kære er sket

Endvidere anses gældssaneringssagen for afsluttet

- når kæreinstansens kendelse er afsagt,

- når skyldnerens begæring er tilbagekaldt, eller

- når gældssaneringssagen er bortfaldet, fordi et akkordforslag er stadfæstet, KL § 218, stk. 1.

1.5. Gældssanering i konkurs

Reglerne om gældssanering i konkurs findes i konkurslovens kap. 29 (§§ 231 - 237).

Kendelse om gældssanering i konkurs omfatter fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse. Skifteretten kan, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt, KL § 233.

2. TOLD- OG SKATTEMYNDIGHEDERNES DIPOSITIONER VED GÆLDSSANERING

Det forudsættes, at den skattepligtiges bopælskommune og vedkommende told- og skatteregion samarbejder i gældssaneringssagen og eventuelt aftaler, hvem der skal forestå sagen vedrørende den samlede restance af personskatter, bidrag til arbejdsmarkedsfonde, A-skat, moms og andre afgifter.

2.1. Anmeldelse af skatte- og afgiftskrav

Straks efter gældssaneringssagens indledning indrykker skifteretten en bekendtgørelse i Statstidende med opfordring til enhver, der har en fordring eller andet krav mod skyldneren, til at anmelde deres krav. Anmeldelse skal ske til skifteretten, KL § 20§8, stk. 1 eller til den af skifteretten antagne medhjælper, KL § 219, stk. 1. Anmeldelse skal ske inden 4 uger efter bekendtgørelsen, medmindre skifteretten fastsætter en længere frist, KL § 208, stk. 1.

Genpart af den i Statstidende indrykkede bekendtgørelse fremsendes af skifteretten eller medhjælperen til samtlige kendte fordringshavere, KL § 208, stk. 2. Told- og skatteregionerne udsender meddelelse om indledning af gældssanering til kommunerne.

2.1.1. Krav omfattet af gældssaneringskendelsen

Kendelse om gældssanering omfatter normalt fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, jf. dog afsnit 1.3.

Gældssaneringskendelsen omfatter således også krav på bøder og krav på betaling af tillæg til skat efter skattekontrollovens § 21 og statsskattelovens § 43, KL § 200, stk. 2.

Told- og skatteregionerne anmelder de krav på bidrag til arbejdsmarkedsfonde, A-skat, moms og andre afgifter, der vil være omfattet af en kendelse om gældssanering. Desuden skal regionerne anmelde administrativt vedtagne bøder.

Kommunerne anmelder de krav vedrørende personlige skatter m.v., der vil være omfattet af en kendelse om gældssanering.

B-skat, restskat og særlig indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb, det vil sige normalt 31. december, uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. Højesterets dom af 31. maj 1985, UfR 1985, 619 H, og Højesterets dom af 27. oktober 1987. Disse skatter skal således anmeldes, hvis stiftelsestidspunktet (indkomstårets udløb) er indtruffet før gældssaneringssagens skæringsdag, jf. pkt. 1.3. Såfremt den skattepligtige anvender forskudt indkomstår, stiftes skattekravet ved udløbet af det forskudte indkomstår, jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 68 af 20. maj 1992.

For så vidt angår særlig indkomstskat, hvor fristdagen er den 27. december 1990 eller senere, er der i 1991 indføjet en bestemmelse i KL § 199, stk. 1, hvorefter kendelse om gældssanering omfatter krav på særlig indkomstskat vedrørende indkomst erhvervet før kendelse om gældssanering afsiges, uanset skattens stiftelsestidspunkt. Se også pkt. 1.3.

B-skatter vedrørende det kalenderår, gældssaneringssagen indledes, omfattes ikke af gældssaneringskendelsen og skal derfor ikke anmeldes, uanset om de er forfaldne eller uforfaldne.

Restskatter, der er indregnet i forskudsskatter, og som ikke er betalt på det tidspunkt gældssaneringssagen indledes, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3, sidste pkt., skal anmeldes sammen med andre fordringer, KL § 216, stk. 2, se Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 11. januar 1993.

Restskatter, der er indregnet i forskudsskatter, og som er betalt ved gældssaneringssagens indledning, skal ikke anmeldes. Betalingen af disse skatter, der anses for en rettidig betaling af en løbende forpligtelse, er som følge heraf ikke omstødelig efter reglerne i KL § 72 og 74.

Indregnede restskatter, der betales under gældssaneringssagen som forskudsskat, skal med fradrag af en eventuel dividende i henhold til kendelsen udbetales og medregnes i den gældssaneringssøgendes budget. Skifteretten skal orienteres om beløbets størrelse.

Indledes gældssaneringssag for skyldnerens ægtefælle, og betingelserne for på dette tidspunkt at foretage subsidiært udlæg, fj. kildeskattelovens § 72, stk. 2, er tilstede, skal restancen anmeldes hos skyldnerens ægtefælle. Er der foretaget subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, og begge ægtefæller indleder gældssanering, skal restancen anmeldes hos begge ægtefæller.

Når skyldnerens ægtefælle opnår kendelse om gældssanering, går konkurs eller får stadfæstet tvangsakkord, er restancen omfattet af og bundet af en sådan ordning i relation til denne ægtefælles subsidiære hæftelse, jf. UfR 1985 s. 216 VLD.

Skyldneren selv hæfter stadigvæk, uanset ægtefællens ordning med sine kreditorer, for den fulde restance med fradrag af eventuelle indgåede dividendebeløb vedrørende ægtefællen. Om subsidiært udlæg henvises til pkt. 2.8.

De krav, der skal anmeldes, opgøres med morarenter m.v., indtil gældssaneringssagens indledning. Dette gælder også, selvom skifteretten bestemmer, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidspunkt, jf. afsnit 1.3., KL § 199, stk. 1.

Krav på personlige skatter, der er afgangsført som for tiden uerholdelige, anmeldes dog kun med de morarenter, der er maskinelt beregnede.

I anmeldelsen anføres de enkelte kravs størrelse, forfaldstid og for personlige skatter tillige indkomstår.

Anmeldelsen skal ske med forbehold for senere reguleringer. Der skal endvidere tages forbehold om modregning i ethvert krav, som skyldneren måtte have mod statskassen vedrørende tiden inden fristdagen. Når der sker modregning i krav, som er omfattet af en gældssanering, reguleres kravet i overensstemmelse med modregningen.

Endvidere skal der tages forbehold om, at der ikke kan ske udbetaling af overskydende skat, der modsvares af det ved gældssaneringskendelsen bortfaldne beløb. Det bemærkes i denne forbindelse, at det er B-skattetilsvaret og ikke den reelt betalte B-skat, der indgår i årsopgørelsen.

Anmeldelsen udfærdiges i 2 eksemplarer, hvoraf den ene skal tilbagesendes med påtegning om modtagelsen.

2.1.2. Krav uden for gældssaneringskendelsen

Kendelse om gældssanering omfatter ikke pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke dækkes af pantet, KL § 199, stk. 2.

Udlæg eller anden sikkerhedsstillelse, der ikke kan omstødes, KL § 221, kan realiseres, uanset gældssaneringssagen, og kun en eventuel udækket del af pantefordringen skal anmeldes og nedskrives til gældssaneringskendelsens dividende, KL § 199, stk. 2, se pkt. 2.7.1.

Er der foretaget udlæg i aktiver, der ikke afhændes i forbindelse med gældssaneringen, f.eks. fast ejendom, er det ikke muligt at konstatere, i hvilket omfang udlægget dækkes af ejendommens værdi, se pkt. 2.7.1. om tilsagn vedrørende undladelse af realisation.

Gældssaneringskendelsen omfatter ikke pantefordninger, der opnår dækning ved senere realisation. Den udækkede del vil være omfattet af gældssaneringen.

Skifteretten eller en eventuel medhjælper skal underrettes om krav, der falder uden for en kendelse om gældssanering.

2.1.3. Krav, der bortfalder ved gældssaneringskendelse

Ved kendelse om gældssanering bortfalder gaveløfter, krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter indledning af gældssaneringssag og krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab, KL § 200,stk. 1.

2.2. Deltagelse i skifteretsmøde

Når skifteretten har modtaget skyldnerens forslag, indkalder den med et varsel på mindst 2 uger skyldneren og samtlige kendte fordringshavere og indehavere af særligt sikrede krav til et møde til behandling af skyldnerens forslag. Når forholdene taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for det sociale udvalg til mødet.

Indkaldelsen skal ske ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde og være vedlagt skyldnerens forslag, KL § 214, stk. 1.

Forslaget skal være bilagt en statusoversigt og en redegørelse for de vigtigste årsager til skyldnerens økonomiske situation samt oplysning om, hvorvidt der forligger dispositioner, som bør søges omstødt, KL § 210.

Endvidere skal der foreligge oplysninger om skyldnerens indkomst- og formueforhold.

Det skal i den forbindelse oplyses, om skyldneren har et skattemæssigt underskud til fremførsel i de følgende år efter reglerne i personskattelovens § 13.

Der skal også tages højde for, i hvilket omfang en rentefradragsret, som skyldneren har været afskåret fra at gøre brug af på grund af reglen i ligningslovens § 5, stk. 7, genopstår som følge af betaling af afdrag i henhold til gældssaneringskendelsen.

For personer, der har et uudnyttet fradragsberettiget underskud, indebærer en gældssanering, at den skattepligtiges underskud fra det pågældende og tidligere indkomstår nedsættes med det beløb, hvormed gælden er nedsat, jf. personskattelovens § 13 a.

Hvis skyldneren i det pågældende indkomstår eksempelvis har et skattemæssigt underskud på 500.000 kr. og et uudnyttet skattemæssigt underskud fra tidligere år på 1.500.000 kr. vil en gældseftergivelse på 1.800.000 indebære, at skyldneren alene kan fremføre et underskud på 200.000 kr. til de efterfølgende år.

Nedsættelsen af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori gældssanering afsiges og for senere indkomstår. Hvis underskud fra flere indkomstår nedsættes, nedsættes underskud for tidligere år før underskud for senere år.

Sådanne aktiver skal anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne. Der skal således tages højde herfor i det budget og den dividendeberegning, der danner grundlag for gældssaneringskendelsen.

Told- og skatteregionerne og kommunerne bør i øvrigt være opmærksomme på den gældssaneringssøgendes skatteforhold, herunder om forskudsregistreringen er korrekt. Hvis dette ikke er tilfældet, bør den ændres. Hvis det kan forventes, at der opstår aktiver eller passiver i form af overskydende skatter eller restskatter, bør der ligeledes gøres opmærksom på dette forhold.

Indkaldelse til skifteretsmødet bekendtgøres i Statstidende med oplysning om, hvor bilag til skyldnerens gældssaneringsforslag ligger til eftersyn, KL § 214, stk. 2. På mødet gennemgår skifteretten skyldnerens forslag og de tilvejebragte oplysninger. Skifteretten opfordrer de fremmødte til at udtale sig om forslaget og grundlaget for dette samt til at fremkomme med andre oplysninger af betydning for sagen, KL § 215, stk. 1.

Told- og skatteregionerne og kommunerne er bemyndiget til at give møde på TOLD SKAT's vegne og fremkomme med oplysninger, bemærkninger og eventuelle indsigelser. I den forbindelse bemærkes, at skifterettens fastsættelse af den gældssaneringssøgendes rådighedsbeløb er en skønsmæssig afgørelse, der tager hensyn til de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Told- og skatteregionerne og kommunerne skal efter afgivelse af de nævnte oplysninger og indsigelser m.v. afholde sig fra at anbefale eller tiltræde selve gældssaneringsforslaget.

2.2.1. Omstødelse

Finder told- og skatteregionen og/eller kommunen, at der bør anlægges omstødelsessag, skal forslag herom fremsættes senest på ovennævnte skifteretsmøde, KL § 223, stk. 1.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvor den gældssaneringssøgendes ægtefælle har væsentlig formue, som ikke står i rimeligt forhold til dennes indkomst.

Træffes der ikke på mødet bestemmelse om sagsanlæg, kan det på mødet meddeles skifteretten, at Told- og Skattestyrelsen eventuelt vil anlægge omstødelsessag. Omstødelsessag skal anlægges senest fire uger efter gældssaneringskendelsen, KL § 223, stk. 2 og 3. Sagen skal omgående indberettes til styrelsen.

2.3. Oplysningspligt og tavshedspligt

På kreditormøder kan offentlige myndigheder kun give oplysninger, der ikke er tavshedsbelagte, om f.eks. restancens størrelse, art og afvikling, medmindre skyldneren giver sit samtykke.

Skifteretten kan afkræve offentlige myndigheder oplysninger, der må anses for nødvendige for gældssaneringssagen, KL § 211. Offentlige myndigheder kan således efter pålæg fra skifteretten udlevere fortrolige og tavshedsbelagte oplysninger om skyldneren og dennes husstand, når oplysningerne er nødvendige for at behandle gældssaneringssagen.

Oplysninger vil især være nødvendige, såfremt de belyser de forhold, der omtales i KL §§ 197, 202 og 210, herunder økonomiske og personlige forhold m.v.

Offentlige myndigheder kan også uopfordret udlevere tavshedsbelagte oplysninger til skifteretten.

Oplysningerne må alene udleveres til de medarbejdere i skifteretten, der behandler gældssaneringssagen.

2.4. Bekendtgørelse af afgørelser om gældssanering

Såfremt skifteretten tager skyldnerens forslag om gældssanering helt eller delvis til følge, bekendtgøres sagens udfald straks i Statstidende. Genpart af bekendtgørelsen sendes samtidig til samtlige kendte fordringshavere, KL § 218, stk. 3.

Nægtes gældssanering, og er der sket bekendtgørelse om indledning af gældssaneringssag, skal der inden en uge efter sagens afslutning gives meddelelse herom til samtlige kendte fordringshavere, KL § 218, stk. 2.

2.5. Kære af afgørelser om gældssanering

Finder told- og skatteregionen og/eller kommunen, at skifterettens kendelser eller beslutninger vedrørende gældssanering bør kæres, skal dette straks meddeles Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling. Kærefristen er 2 uger, KL § 218, jf. § 251.

2.6. Indberetning til Told- og Skattestyrelsen

Finder told- og skatteregionen og/eller kommunen grundlag for genoptagelse af en kendelse om gældssanering efter KL's § 228 indberettes dette til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse med en begrundet indstilling.

2.7. Inddrivelse under gældssaneringssagen

Fra gældssaneringssagens indledning og indtil dens slutning kan arrest eller udlæg ikke foretages i skyldnerens aktiver, og skyldnerens ejendom kan ikke tages til brugeligt pant. Dette gælder dog kun for de fordringer, som er omfattet af en kendelse om gældssanering, KL § 207, stk. 1.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af arrest, og der kan ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, som ved kendelse om gældssanering bortfalder efter samme regler som for udlæg i tilfælde af konkurs. Udlagte fordringer kan indkræves, når de forfalder, KL § 207, stk. 2.

2.7.1. Udlæg, der ikke bortfalder ved kendelse om gældssanering

Er der for en restance er foretaget udlæg 3 måneder før fristdagen eller tidligere, bortfalder udlægget ikke ved kendelse om gældssanering.

Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig, for at udlægget kan opnå beskyttelse mod retsforfølgning, skal sikringsakten dog være foretaget 3 måneder før fristdagen eller tidligere, KL §§ 71 og 73.

Der skal i disse tilfælde under gældssaneringssagen søges fyldestgørelse efter gældende regler.

Told- og skatteregionen/kommunen bemyndiges til at give tilsagn om at Told. Skat vil undlade realisation af aktiver, herunder fast ejendom, der ikke realiseres i forbindelse med gældssanering. Der tages forbehold for, at gældssaneringens betalingsbetingelser overholdes.

1-årsfristen for udlægs bortfald efter retsplejelovens § 526, stk. 4, gælder, uanset at der er indledt gældssaneringssag. Hvis 1-årsfristen udløber under gældssaneringssagen, skal der søges fyldestgørelse på grundlag af udlægget, medmindre der indgås aftale om ombytning til anden sikkerhedsstillelse, (der i så fald ikke kan omstødes), svarende til det forventede realisationsprovenu.

2.7.2. Udlæg, der bortfalder ved kendelse om gældssanering

Er der for en restance foretaget udlæg senere end 3 måneder før fristdagen, bortfalder udlægget i tilfælde af, at der afsiges kendelse om gældssanering.

I disse tilfælde skal udlægget fastholdes, indtil kendelse om gældssanering er afsagt.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, der vil kunne bortfalde.

Er et udlæg, der vil bortfalde ved kendelse om gældssanering, foretaget i værdipapirer eller andre skriftlige fordringer, kan skyldneren dog - uanset gældssaneringssagen - fratages rådigheden over disse aktiver i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 523, stk. 2-4. Hvis udlægget er foretaget i fondsaktiver (obligationer), skal der ske registrering i værdipapircentralen. Er udlægget foretaget i simple fordringer, skal debitor underrettes og forfaldne beløb opkræves.

Forbudet mod rådighedsberøvelse medfører ikke tab af en af udlægget følgende sikkerhedsret, KL § 16, stk. 4, analogt. Udløber 1-årsfristen for udlæg under gældssaneringssagen, og der ikke afsiges kendelse om gældssanering, skal tvangsauktion begæres inden 8 uger efter gældssaneringssagens afslutning, hvis den af udlægget følgende sikkerhedsret skal bevares.

2.7.3. Anden sikkerhed end udlæg

Inddrivelse, herunder foretagelse af udlæg på grudlag af frivillig sikkerhedsstillelse i form af hånpant eller underpant (pantebreve i fast ejendom og løsøre) kan fortsætte uanset gældssaneringssagen, når sikkerhedsstillelsen er uomstødelig.

Er den frivillige sikkerhedsstillelse omstødelig, kan inddrivelse kun fortsættes i det omfang, dette kan ske uden foretagelse af udlæg (f.eks. realisation af håndpant).

Ved kendelse om gældssanering vil frivillig sikkerhedsstillelse kunne omstødes, KL §§ 70 eller 74, og eventuelt inddrevne beløb skal i så fald betales til skifterettens medhjælper.

Ved efterbeskatning af investeringsfond- og etableringskontohenlæggelser kan udbetaling fra det kontoførende pengeinstitut ikke ske, før skattekravet er fyldestgjort.

Skattekravet er sikret i kontoens indestående og kan, i det omfang kontoen strækker til, gøres gældende uanset den stedfundne gældssanering, idet ordningen er en lovbestemt panteret, jf. KL § 199, stk. 2. Det således opståede skattekrav gældssaneres kun i det omfang, kravet ikke kan fyldestgøres gennem kontoens indestående.

2.7.4. Lønindeholdelse

I perioden fra skyldnerens indgivelse af begæring om gældssanering, og indtil skifteretten har afsagt kendelse om gældssanering, kan lønindeholdelse foretages efter de sædvanlige regler. De anmeldte krav skal reduceres med de indeholdte beløb.

Højesteret har fastslået, at sådanne lønindeholdte beløb ikke kan omstødes efter KL §§ 72 eller 74, jf. UfR 1987 s. 755, da lønindeholdelse ikke er omfattet af disse regler. Højesteret fandt endvidere ikke, at forarbejderne til bestemmelserne om gældssanering gav grundlag for at anvende omstødelsesreglerne i videre omfang end ved konkurs og tvangsakkord. Dog må en hidtidig afdragsordning, der er overholdt, ikke på grund af indledning af gældssanering opsiges og afløses af begæring om lønindeholdelse, jf. Cirk. I, nr. 52 af 19. august 1991 og Cirk. Km. nr. 15/91 af samme dato.

Efter skifterettens kendelse om gældssanering kan lønindeholdelse foretages for krav, der ikke er omfattet af gældssaneringskendelsen, samt for forfaldne afdrag ifølge kendelsen. Der kan ikke foretages lønindeholdelse for de pantsikrede krav, der er stiftet før skæringsdagen og ikke er omfattet af kendelsen, idet den underliggende personlige fordring er omfattet af gældssaneringen.

2.7.5. Modregning

Fordringshaverne er afskåret fra at modregne krav, der er stiftet før dagen for indgivelse af begæring om gældssanering (fristdag) i krav, skyldneren har erhvervet efter denne dato.

Der kan foretages modregning mellem fordringer, når både hovedkrav og modkrav er stiftet efter fristdagen, men inden gældssaneringssagens indledning, KL § 201.

Der kan endvidere foretages modregning, såfremt både hovedkrav og modkrav er stiftet inden fristdagen. Det gælder også i overskydende skat, der først fremkommer efter kendelsens afsigelse, men som hidrører fra indkomstår, der ligger før fristdagen.

Efter skifterettens kendelse om gældssanering kan modregning foretages for krav, der ikke omfattes af gældssaneringskendelsen, dog ikke pantsikrede krav, jf. 2.7.4. samt for forfaldne afdrag ifølge kendelsen.

2.7.5.1. Udbetaling af overskydende skat m.v.

Der kan ikke ske udbetaling af overskydende skat, der modsvares af det ved gældssaneringskendelsen bortfaldne beløb, jf. pkt. 2.1.1.

Opnår en skattepligtig krav på overskydende skat under gældssaneringssagen, skal der foretages modregning efter de sædvanlige regler, jf. pkt. 2.7.5. Hvis der herefter er yderligere beløb til ubetaling, skal skifteretten orienteres om dette yderligere beløbs størrelse, således at beløbet kan medregnes i husstandens budget og tages i betragtning ved dividendeberegningen, jf. UfR 1987 s. 742 Ø. Beløbet udbetales til den skattepligtige med modregningsforbehold som nævnt i SD-cirkulære 1984-7, pkt. 2.

Har kommunen/regionen anmeldt krav i gældssaneringssagen, og der opstår overskydende skat, stiftet efter fristdagen, skal denne ikke udbetales til den skattepligtige, før kendelse om gældssanering er afsagt og kærefristen udløbet. Der skal overfor skifteretten gøres opmærksom på den overskydende skat, som bør fremgå af den skattepligtiges opgørelse over aktiver, idet beløbet skal tages i betragtning ved dividendeberegningen.

Når gældssaneringskendelsen er endelig, skal den overskydende skat udbetales til skifterettens medhjælper, således at beløbet kan fordeles til kreditorerne i henhold til kendelsen.

2.8. Subsidiært udlæg

Der kan ikke foretages subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, når der er indledt gældssaneringssag for skyldneren.

Såfremt subsidiært udlæg er foretaget inden gældssaneringssagens indledning, skal dette fastholdes.

Subsidiært udlæg etablerer en selvstændig ret til fyldestgørelse i den udlagte genstand f.eks. fast ejendom, uanset at den restance, for hvilken udlæg var foretaget, er omfattet af en gældssaneringskendelse for skyldneren.

Et tinglyst udlæg i fast ejendom forældes ikke, men den restance, for hvilken udlægget er foretaget, kan ikke søges inddrevet på anden vis hos den subsidiært hæftende ægtefælle. Når skyldneren opnår kendelse om gældssanering, afgangsføres den restance, for hvilken udlægget er foretaget, som uerholdelig med kode 231. Dette medfører, at restancen registreres i CFR.

Told- og skatteregionerne/kommunerne skal være opmærksomme på, at der når den faste ejendom realiseres, kan indgå beløb til dækning af det foretagne udlæg.

2.9. Afgangsførelse

Afsiger skifteretten kendelse om, at en del af skyldnerens gæld bortfalder, skal det bortfaldne beløb afgangsføres, når der foreligger dokumentation for, at gældssaneringssagen er sluttet, se pkt. 1.4.

2.10. Ophævelsesbestemmelse

SD-cirkulære nr. 40 af 29. august 1988 ophæves.

Carsten Jarlov/

Jesper Pålsson

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →