Vejledning om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105

Vejledning om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105

I. Indledning

Ved lov nr. 1132 af 22. december 1993 er der gennemført en række ændringer i bistandslovens regler vedrørende betaling for ophold i plejehjem, institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem samt forsorgshjem m.v., således at beboerne får udbetalt deres pension og betaler for de ydelser, de modtager som led i opholdet. Ændringerne har virkning fra den 1. januar 1994, idet der samtidig er indført en overgangsordning på et år til endelig indførelse af de nye betalingsordninger.

Denne vejledning beskriver de nye regler på § 105-området. I vejledningen er endvidere indarbejdet de bestemmelser fra Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 540 om reglement for institutioner, der omfattes af §§ 105-111 i bistandsloven, og Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne, som er berørt af lovændringen. Der vil senere blive foretaget en samlet revision af regelsættet på § 105-området, hvori indholdet af denne vejledning vil blive indarbejdet.

På a 105-området betyder lov nr. 1132, at der ikke længere skal ske pensionsinddragelse og standsning af kontanthjælp ved optagelse i forsorgshjem og tilsvarende institutioner, der er beregnet til længerevarende ophold. Beboerne bevarer herefter - i lighed med beboere på de øvrige institutioner for hjemløse efter bistandslovens § 105-pension og kontanthjælp, og skal af deres indtægter betale for opholdet.

I tilslutning til lovændringen er der udsendt en bekendtgørelse om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1187 af 23. december 1993 er optrykt som bilag til vejledningen. Endvidere er optrykt Socialministeriets bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse nr. 1187 af 23. december 1993 samt Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105.

II. Betaling

1. Efter bistandslovens § 110 betaler personer, der har ophold på en § 105-institution, for kost og logi m.v.

Amtsrådet fastsætter betaling for ydelser i forbindelse med ophold på § 105-institutioner.

Betalingen for logi fastsættes ud fra niveauet i amtskommunen/regionen/lokalområdet. Betalingen for logi omfatter husleje, el og varme. Betalingen kan endvidere omfatte forsyning og vask af sengelinned. Betalingen fastsættes som en takst pr. døgn.

Betalingen for kost og øvrige ydelser fastsættes under hensyn til de ydelser, der modtages. Betalingen kan gradueres, således at det er muligt at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser. I de institutioner eller enheder, hvor beboerne er selvhjulpne, vil det være naturligt at lade takstfastsættelsen beregne udelukkende som logibetaling.

2. Udgangspunktet for egenbetalingen på a 105-institutioner er, at beboerne betaler for opholdet af deres lønindtægt eller anden indtægt, pension, dagpenge eller kontanthjælp, hvis de iøvrigt opfylder betingelserne herfor, og at betaling sker fra første dag, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1187 af 23. december 1993.

Institutionen kan i særlige tilfælde dispensere fra betalingen i en kortere periode. Det kan f.eks. være ved ophold på krisecentre, hvor det er nødvendigt, at kvindens anonymitet bevares, eller i forbindelse med afrusning eller afgiftning.

3. Personer uden forsørgelsesgrundlag kan ikke afvises, men institutionen udbetaler lommepenge, indtil der foreligger et forsørgelsesgrundlag, f.eks. i form af kontanthjælp, social pension eller arbejdsindtægt. Institutionen bør etablere et tæt samarbejde med kommunen med henblik på at få løst spørgsmålet om betaling.

Personer, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller som nægter at påtage sig arbejde, er ikke berettiget til kontanthjælp, idet ydelse af hjælp efter bistandslovens § 40 forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. I § 40 stk. 1, nr. 1 anføres, at dette f. eks kan anses for godtgjort, når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Betingelsen kan - udover de andre eksempler, der er opregnet i bestemmelsen - også opfyldes ved, at kontanthjælpsmodtageren deltager i de af § 105-institutionen arrangerede aktiverende foranstaltninger.

En person anses endvidere for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder, når pågældende er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jfr. § 40, stk. 1. nr. 2.

Institutionerne udbetaler lommepenge til personer uden forsørgelsesgrundlag. Der kan ikke udbetales lommepenge til personer, der uden rimelig begrundelse afslår at indgå i institutionernes beskæftigelsestilbud, jf. pkt. 17.

4. Institutionen fastsætter betalingen således, at der tages hensyn til nødvendige udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig og således at beboeren har økonomisk mulighed for at opretholde sine hidtidige forpligtelser overfor ægtefælle og børn. Som udgangspunkt skal betalingen fastsættes således, at pågældende har et rimeligt beløb til egen rådighed. Det vil typisk være personer på »unge-satsen«, jfr. bistandslovens § 37, stk. 3, der har vanskeligheder med at kunne afholde en opholdsbetaling af kontanthjælpen.

5. Hvis amtsrådet/§ 105-institutionen ikke i forvejen har oplysninger om indkomstgrundlaget, skal beboeren som udgangspunkt selv give oplysningerne. Hvis dette ikke er muligt, kan amtsrådet/institutionen indhente oplysningerne fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne om beboernes økonomiske forhold vil normalt være omfattet af reglerne om pligten til at videregive oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 31 og vil kunne indhentes efter de almindelige regler om oplysning af sagen i bistandslovens § 17 og § 45 i lov om social pension.

6. Beboerne og § 105-institutionen kan træffe aftale om en hensigtsmæssig budgetlægning, hvor der i kontanthjælpen eller pensionen kan fratrækkes et beløb til logi, kost, afdrag på gæld, opsparing m.v. Skønnes en kontanthjælpsmodtager ikke i stand til at administrere kontanthjælpen, kan der rettes henvendelse til kommunalbestyrelsen om anvendelse af reglerne i bistandslovens § 49 om udbetaling af kontanthjælp på andre måder end i form af kontante beløb.

Skønnes en pensionist ikke i stand til at selv at administrere pensionen, kan der rettes henvendelse til kommunalbestyrelsen om indgåelse af aftale mellem kommunen og pensionisten om fradrag i pensionen for modtagne ydelser eller om anvendelse af reglerne i pensionslovens § 36. Der henvises til Socialministeriets vejledning af 24. august 1994 om administration af pension m.v..

7. Efter bistandslovens a 108, stk. 2, kan institutionens afgørelse om betaling indbringes for det sociale ankenævn. Klagen indbringes for ankenævnet i den amtskommune, hvor institutionen ligger. Det sociale ankenævns afgørelse er endelig.

8. Reglerne om brugerbetaling på § 105-institutioner har virkning fra 1. januar 1994, for så vidt angår forsorgshjem og tilsvarende institutioner, beregnet til længerevarende ophold, dog først fra den dato i 1994, hvor amtsrådet træffer beslutning om pensions- og kontanthjælpsudbetaling, jf. overgangsbestemmelsen i lovens § 4, stk. 2. For så vidt angår lommepengebeløbet anvendes i 1994 det i bistandslovens § 84, stk. 1, nævnte beløb. Fra 1. januar 1995 er lommepengebeløbet 888 kr., svarende til det hidtil gældende beløb til personlige fornødenheder til personer under 60 år. Beløbet er fastsat i en bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse nr. 1187 af 23. december 1993 om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105. Lommepengebeløbet ændres een gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocent, og offentliggøres i Socialministeriets cirkulære om årlig regulering af visse sociale ydelser, fradragsbeløb, takster m.v. med satsreguleringsprocenten.

III. Forholdet til kommunen

A. Den kommunale forpligtelse for pensionister i § 105-institutioner

9. Efter § 57 i lov om social pension varetages administrationen af lovens bestemmelser af bopælskommunen eller den seneste bopælskommune, medmindre andet er bestemt.

I lovens § 58 er det nærmere fastsat, at forpligtelsen efter § 57 bevares i den tidligere bopælskommune for personer, der får tilkendt eller modtager pension, og som er optaget eller optages i en række forskellige typer institutioner i en anden kommune, herunder iflg. bestemmelsens nr. 8 ved ophold i forsorgshjem eller andre institutioner efter bistandslovens § 105.

10. Med hensyn til afholdelse af udgifter til pension gælder fra 1. januar 1992, at den kommune, der efter denne dato har truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet efter pensionslovens § 52, stk. 3, afholder den kommunale del af udgiften til pension i de første 6 år efter tilkendelsen, uanset om pensionisten flytter til en anden kommune.

Udgiften til pension til pensionister over 60 år samt udgiften til pension, der er tilkendt, eller hvor kommunen har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet inden 1. januar 1992, afholdes af staten. (Den kommunale del er 50 % af udgiften til pension til pensionister under 60 år, hvor kommunen har tilkendt eller givet indstilling om pension efter 1. januar 1992).

Hvis pensionisten har ophold i en institution, der er nævnt i pensionslovens § 58 (altså også § 105-institutioner), i en anden kommune, afholdes udgiften dog af den tidligere bopælskommune, så længe pensionisten har ophold i institutionen, og indtil pensionisten efter tilkendelsen af pensionen har boet uden for institutionen i sammenlagt 6 år.

Så lang tid pensionisten opholder sig på institutionen, er den tidligere opholdskommune ligeledes handlingskommune vedrørende ydelser efter lov om social pension, jf. pkt. 9.

11. Det er en del af § 105-institutionens forpligtelse at optræne beboerne til en mere selvstændig livsform, herunder flytning til egen bolig.

En beboer, der får udbetalt pension, vil i mange tilfælde have foretaget en opsparing under opholdet i § 105-institutionen og således være i stand til at afholde udgifter til nyanskaffelser, boligindskud m.v. Dog kan der være tilfælde, hvor der er behov for økonomisk hjælp i forbindelse med flytning til egen bolig. I disse tilfælde kan der ydes hjælp efter reglerne i lov om social pension om ydelse af personligt tillæg. Der kan søges om personligt tillæg til dækning af sådanne udgifter under opholdet, når der foreligger en handleplan, der indeholder udflytning fra institutionen.

B. Den kommunale forpligtelse for kontanthjælpsmodtagere i a 105-institutioner

12. Efter bistandslovens § 10 er det den aktuelle opholdskommunme, der har forpligtelse til at yde hjælp og kompetence til at træffe afgørelser om bistand efter loven. Det er således den kommune, hvor institutionen er beliggende, der har forpligtelsen til at udbetale kontanthjælp efter bistandsloven, herunder påse, at betingelserne for denne hjælp er opfyldt.

Opholdskommunen har både den stedlige kompetence i sagen, d.v.s. er handlekommune, og den økonomiske forpligtelse til at yde bistand, d.v.s. er betalingskommune.

Når en person får ophold i en ny kommune, overgår disse forpligtelser som hovedregel samlet til den nye opholdskommune.

Der kan dog være situationer, hvor betalingsforpligtelsen forbliver hos en tidligere opholdskommune.

I henhold til bistandslovens § 11 kan den kommunale andel af udgiften bl.a. kræves af en tidligere opholdskommune, når en person ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er optaget i institution eller pleje i den nuværende kommune, eller når opholdet skyldes indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

Institutioner efter bistandslovens § 105 anses som »lignende behandlingsinstitution« i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Det vil være nærliggende, at der optages det tættest mulige samarbejde med pågældendes oprindelige kommune, f.eks. således, at det i samarbejde med beboeren aftales, at den oprindelige opholdskommune i videst muligt omfang beholder og viderefører sagen.

Dette understreges af, at forsorgshjemmene gennem mange år har udviklet den praksis, at man sammen med beboeren har kontakten til den oprindelige kommune og kun inddrager institutionens beliggenhedskommune, når beboeren i forbindelse med tilrettelæggelse af udslusning fra institutionen ønsker at tage ophold i denne kommune.

Da a 105-institutionerne er institutioner, beregnet til midlertidigt ophold, synes en sådan fremgangsmåde hensigtsmæssig at følge fortsat, dels på grund af det »vandrende klientel«, dels for at modvirke en manglende kontinuitet over for den enkelte beboer og en øget uhensigtsmæssig administration i institutionens beliggenhedskommune.

13. Som nævnt i pkt. 12 kan der være situationer, hvor betalingsforpligtelsen påhviler en tidligere kommune.

a 105-institutionen vil ofte have kendskab til de personer, der frekventerer § 105-institutionerne, og i mange tilfælde etableret kontakt med den oprindelige kommune. Institutionens beliggenhedskommune kan derfor aftale med institutionen, at institutionen forestår arbejdet med hensyn til kontakt til beboernes oprindelige opholdskommune.

Betalingsforpligtelsen behøver ikke at påhvile den kommune, pågældende senest har haft ophold i, men kan gå tilbage i mange led. Tilmeldning til folkeregister kan være vejledende.

Hvis der hverken foreligger tilmeldning til folkeregister, eller en tidligere betalingskommune kan identificeres, påhviler betalingen den aktuelle opholdskommune.

14. Som nævnt i pkt. 11 er det en del af institutionernes forpligtelse at optræne beboerne i en mere selvstændig livsform, herunder forvaltning af egne midler med henblik på en forestående udslusning fra institutionen.

I forbindelse med flytning til egen bolig kan der være tilfælde, hvor der er behov for økonomisk hjælp til dækning af etableringsudgifter, boligindskud m.v. I disse tilfælde kan der søges om hjælp efter bistandslovens § 46.

IV. Forholdet til kontanthjælpssystemet

15. Der kan, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105, ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37 til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til eget eller familiens underhold. Der skal således foreligge en såkaldt social begivenhed, f.eks. sygdom, svigtende arbejdsmuligheder, skilsmisse, eller andet. En social begivenhed foreligger også, når vold eller trusler om vold har gjort det nødvendigt at forlade egen bolig.

Hverken ansøgeren eller en eventuel ægtefælle må have indtægt eller formue, som kan dække de økonomiske behov. Der skal dog ses bort fra formue, som er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard eller som bør bevares af hensyn til den pågældendes eller familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Både ansøgeren og en eventuel ægtefælle skal udnytte deres arbejds- eller beskæftigelsesmuligheder, dvs. at reglerne om rådighed skal være opfyldt.

Hjælpen beregnes som en fast skattepligtig ydelse efter § 37 suppleret med en særlig skattefri støtte efter § 37 a for personer, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige på grund af høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 824 af 13. oktober 1993.

Også modtagere af syge- eller a-kassedagpenge kan være berettiget til hjælp efter de særlige regler i § 37 a.

Hjælpen efter § 37 og § 37a ydes efter faste regler.

Kontanthjælp til personer med ophold i en § 105-institution beregnes som kontanthjælp til en enlig, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105.

Herudover kan kommunalbestyrelsen efter et konkret individuelt skøn udbetale hjælp til dækning af rimelige begrundede enkeltudgifter, udgifter til sygebehandling, medicin og lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt den pågældende ikke har midler dertil, jf. bistandslovens §§ 46 og 46 a m.fl.

Med hensyn til klientellet i § 105-institutioner skal opmærksomheden særligt henledes på, at det både som forebyggende foranstaltning og som bidrag i udslusningsprocessen med henblik på bevarelse eller erhvervelse af egen bolig bør overvejes i hvilken udstrækning, der som støtte efter § 46 kan ydes hjælp til gældssanering. Dette har især betydning ved gæld til boligselskaber for f.eks. manglende lejebetaling eller fraflytningsgodtgørelse.

De nærmere regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning nr. 188 af 30. november 1993 om kontanthjælp efter bistandsloven.

V. Relationen til aktiveringsloven

16. Målgruppen i aktiveringsloven er personer, der modtager kontanthjælp efter bistandslovens § 37 og/eller 37 a. Personer med behov for andre støtteforanstaltninger, f.eks. tilbud om revalidering, er ikke omfattet af målgruppen.

Målgruppen for § 105-institutioner er personer, der er hjemløse eller ikke kan tilvænne sig det almindelige samfundsliv. D.v.s. personer, som på grund af særlige sociale vanskeligheder har behov for botilbud eller aktiverende støtte og omsorg.

Samspillet mellem aktiveringsloven og bistandslovens regler om indsatsen for beboere på § 105-institutioner vil således typisk ikke give problemer, da målgrupperne i de to regelsæt er forskellige.

I relation til personer under 25 årforudsætter pligten efter aktiveringsloven til at give et aktiveringstilbud, at pågældende alene har ledighed som problem. Beboere på § 105-institutioner har som regel problemer udover ledigheden, og vil derfor ikke være omfattet af aktiveringslovens regler, med mindre opholdet på § 105-institutionen har karakter af ren overnatning uden deltagelse i eventuelle aktiverende foranstaltninger.

Personer over 25 årskal efter aktiveringsloven have et aktiveringstilbud, når de har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder. Da den pligtmæssige aktivering efter aktiveringsloven tager sigte på personer, der modtager kontanthjælp og som i øvrigt er overladt til deres egen passive tilværelse uden nogen form for støtteforanstaltninger, viger kommunernes generelle aktiveringsforpligtelse for de foranstaltninger med hensyn til aktiverende støtte og omsorg, som er knyttet til institutioner med beskæftigelse, med mindre der er tale om ganske kortvarige ophold uden deltagelse i institutionens aktiveringstilbud.

Kontanthjælpsmodtagere, der har ophold på a 105-institutioner, der ikke har tilbud om aktiverende foranstaltninger, er omfattet af aktiveringslovens bestemmelser.

Reglerne i aktiveringsloven kan anvendes af en kommune, når opholdet i en 105-institution afsluttes, d.v.s. i tilknytning til udslusning og tilrettelæggelsen af den opfølgende hjælp. Forudsætningen for afgivelse af det pligtmæssige tilbud efter aktiveringsloven er, at der efter beboerens udslusning fra institutionen er forløbet en sammenhængende periode med 12 måneders udbetaling af passiv kontanthjælp. Der er dog intet til hinder for, at kommunen går ind på et tidligere tidspunkt, f.eks. i fortsættelse af en i samarbejde med institutionen tilrettelagt handlingsplan om udslusning fra institutionen.

Aktiveringsforpligtelsen efter aktiveringsloven påhviler den kommune, hvor beboeren får ophold efter udslusning.

VI. Beskæftigelse på institutionen

17. På institutioner med beskæftigelse skal der kunne tilbydes beskæftigelse i form af et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb inden for institutionens rammer. Beskæftigelsen kan omfatte

a) deltagelse i institutionens interne drift f.eks. rengøring, vask, køkkenarbejde, alm. vedligeholdelse

b) værkstedsarbejde m.v., hvor beskæftigelse kan have karakter af oplæring, optræning eller produktion

c) deltagelse i øvrige aktiviteter, f.eks. i form af planlagt undervisning og kulturelle arrangementer, sport og andre livskvalitetsforbedrende tilbud, der indgår som et led i den samlede indsats for vedkommende person.

Gennemføres der inden for institutionens fysiske rammer aktiviteter på et grundlag, der ligger uden for bistandslovens rammer, f.eks. aktiviteter efter lov om folkeoplysning eller aktiveringsloven, skal der i disse tilfælde ske en regnskabs- og refusionsmæssig udskillelse af grundlaget for disse aktiviteter, idet de hermed forbundne udgifter må afholdes efter lovgrundlaget for aktiviteterne.

Derudover kan kommunen, såfremt betingelserne for iværksættelse af en revalidering er til stede, under opholdet og efter en handleplan, hvori udslusning fra institutionen indgår, i samarbejde med institutionen tilrettelægge revalidering i medfør af bistandslovens § 43.

18. Beskæftigelse på institutioner med beskæftigelsestilbud bør have karakter af oplæring eller optræning og afpasses efter den enkeltes evner og muligheder.

I forbindelse med deltagelse i et sådant særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb i institutionernes interne drift udbetales en arbejdsdusør.

Amtsrådet fastsætter størrelsen af arbejdsdusøren.

Arbejdet aflønnes som akkordarbejde eller timelønsarbejde. Akkordsatserne fastsættes af institutionens ledelse.

19. Efter skattelovgivningens almindelige regler skal vederlag medregnes til den skattepligtige indkomst, med mindre der foreligger en særlig undtagelse. Udover de i skattelovgivningen særligt nævnte undtagelser, beror skattefriheden på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.

Vederlag, der udbetales i forbindelse med beskæftigelse m.v. på § 105-institutioner vil således normalt blive anset som skattepligtig A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og bidragspligtig efter lov nr. 448 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsfonde.

VII. Fradragsfri arbejdsindtægter

A. Pensionister.

20. Personer, der modtager social pension, har mulighed for at have indtægter ved siden af pensionen. Ved større indtægter ved siden af den sociale pension vil personlige tillæg, pensionstillæg og grundbeløb dog blive indtægtsreguleret. Der henvises til reglerne i §§ 28, 29, 31 og 49, i lov om social pension.

B. Kontanthjælpsmodtagere

21. Personer, der har ophold på en institution efter bistandslovens § 105, og som er berettiget til kontanthjælp, modtager kontanthjælp efter de almindelige regler.

22. For personer, der deltager i et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb i en § 105-institution, og som bor i eller uden for institutionen, gælder bestemmelsen i bistandslovens § 38, stk. 3, hvorefter personer, der i en sammenhængende periode på 3 måneder eller derover har modtaget kontanthjælp, kan tjene op til 2.000 kr. pr. måned, dog højst 12.000 kr. i alt, uden af der sker fradrag i kontanthjælpen. Indtjeningen skal finde sted i en sammenhængende kontanthjælpsperiode på 6 måneder. Arbejdsindtægten kan hidrøre fra forskellige arbejdsforhold, og der behøver ikke at være udført arbejde i hver af de 6 måneder.

Det samme gælder for personer, som har ophold i en § 105-institution uden beskæftigelsestilbud, og som har arbejde i byen.

VIII. Bestemmelser, som vejledningen erstatter

23. Denne vejledning træder i stedet for følgende forskrifter

Punkterne 96 og 97 i Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne.

Endvidere ophæves de bestemmelser i Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 540 (om reglement for institutioner, der omfattes af §§ 105 - 111 i bistandsloven), der dels er berørt af lovændringen, dels er helt eller delvist bortfaldet som følge af udviklingen i samfundet.

Der vil senere blive udarbejdet et revideret reglement for § 105-institutionerne.

Socialministeriet, den 19. september 1994

Yvonne Herløv Andersen

/ Poul Pedersen

(* 1) Bilag 1-3 er udeladt, eftersom bekendtgørelserne har været offentliggjort i Lovtidende A.

Bekendtgørelserne af h.h.v. 12. og 19. september 1994 har været offentliggjort som nr. 812 og 822.