Vejledning om delperiode 2-spørgsmål
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om delperiode 2-spørgsmål
1. Indkomstgaranti
I hele delperiode 2 er de ledige garanteret en indkomst svarende til dagpengemaksimum.
Denne indkomstgaranti kan bl.a. opfyldes med indtægter fra jobtræning og særligt tilrettelagte jobtræningsforløb. Hvis den lediges indtægt herved er lavere end dagpengenes højeste beløb, har den pågældende ret til at få beløbet suppleret op til dagpengemax. Indtægter fra almindeligt ustøttet arbejde kan træde i stedet for indkomstgarantien, idet den ledige i disses tilfælde har mulighed for at få suppleret indtægten efter reglerne om supplerende dagpenge. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at tidsbegrænsningen af supplerende dagpenge indtil udgangen af 1995 ikke gælder for delperiode 2-personer.
2. Tilbud på fuld tid eller så vidt muligt tilbud om beskæftigelse 20 timer om ugen
Indkomstgarantien suppleres i loven med en hensigtserklæring om, at det skal tilstræbes, at de ledige kan få tilbud på fuld tid i delperiode 2.
Er det ikke muligt at give fuldtidstilbud, skal den ledige så vidt muligt have tilbud om beskæftigelse i gennemsnit 20 timer pr. uge. I bemærkningerne til loven er det fremhævet, at det herved skal sikres, at den ledige får en aktivitet, der mindst svarer til et arbejdstilbud efter de hidtil gældende regler. Formålet har således været, at tilbudene til de ledige i delperiode 2 mindst skal have et omfang svarende til et arbejdstilbud. I loven har man dog lagt sig fast på, at det skal tilstræbes, at de ledige får tilbud om beskæftigelse i gennemsnitligt 20 timer, og når Landsarbejdsrådet i et brev til de regionale arbejdsmarkedsråd den 25. februar har meldt ud, at 20 timer pr. uge svarer til et arbejdstilbud efter de gamle regler, må det ses i lyset heraf.
I hvilket omfang der kan blive tale om fuldtidstilbud vil dels afhænge af antallet af ledige i delperiode 2 og dels af den økonomiske ramme. Under alle omstændigheder er det forudsat, at de ledige skal have tilbud i delperiode 2. Dette følger bl.a. af de politiske bindinger, der ligger i hensigtserklæringen, som fremgår af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitk, og af bekendtgørelsen, hvorefter Arbejdsmarkedsrådet inden for rammerne af lovgrundlaget fastsætter hvilke grupper af ledige, der har særligt behov for at få tilbud på fuld tid i delperiode 2.
De arbejdsmarkedspolitiske redskaber, der kan anvendes i delperiode 2, er identiske med de redskaber, der er til rådighed i delperiode 1. Det er Arbejdsmarkedsrådet, der prioriterer redskaberne, men som nævnt er Arbejdsmarkedsrådet bundet af forpligtelsen til om muligt at give fuldtidstilbud eller tilbyde beskæftigelse på i gennemsnit 20 timer om ugen.
Den forudsatte beskæftigelsesgaranti kan opfyldes ved ordinær beskæftigelse, ved særligt tilrettelagt jobtræning eller ved jobtræning. Hensigten om i gennemsnit 20 timer pr. uge vil i praksis kunne opfyldes, hvis gennemsnittet nås set over hele 3 års perioden. Det betyder, at der enten kan være tale om deltidsbeskæftigelse (for jobtræning forudsat, at den pågældende overenskomst åbner mulighed for deltidsbeskæftigelse) eller beskæftigelse på fuld tid i en given periode. Det betyder også, at rådet kan prioritere hvilke grupper, der først skal have et tilbud, og hvilke der kan vente lidt.
Hermed vil det også være muligt at tilrettelægge en overgangsordning, hvor fx de ledige, der umiddelbart indplaceres i delperiode 2, først begynder et garantijob et stykke inde i deres 2. delperiode.
Spørgsmålet om, hvordan »beskæftigelsesgarantien« opfyldes kan indgå i Arbejdsmarkedsrådets prioritering, og det er således op til rådet at træffe afgørelse om, i hvilket omfang man vil anvende særligt tilrettelagt jobtræning. I det omfang, det er nødvendigt for at opfylde »beskæftigelsesgarantien«, har rådet en forpligtelse til at bruge redskabet.
Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på, at Arbejdsformidlingen via den såkaldte delperiode 2 kvote i staten har fået stillet knap 6.000 jobtræningsforløb til rådighed. Forløbene er forhåndsfordelt til de enkelte statsinstitutioner og er netop forbeholdt delperiode 2 ledige. Det forudsættes, at AF besætter ledige pladser snarest muligt og senest 14 dage efter, at statsinstitutionen har afgivet sit tilbud. Den særlige delperiode 2 kvote i staten er uafhængig af aktiveringsbevillingen og dermed ikke direkte forbundet med omkostninger for Arbejdsformidlingen i forbindelse med indfrielsen af »beskæftigelsesgarantien«.
3. Udarbejdelse af handlingsplan forud for afgivelse af tilbud
Generelt gælder i både delperiode 1 og 2, at der forud for afgivelse af et tilbud skal udarbejdes en individuel handlingsplan. Ved handlingsplanen tages udgangspunkt i den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.
De faktorer, AF må tage i betragtning, er de samme, uanset om der er tale om en handlingsplan i delperiode 1 eller 2. Derimod vil forudsætningerne ændre sig efterhånden, som ledighedsperioden skrider frem. Det gælder først og fremmest den lediges forudsætninger, men også arbejdsmarkedets behov kan ændre sig.
AF har hovedansvaret for, at en individuel handlingsplan er realistisk. Hvis den lediges ønsker er så urealistiske, at handlingsplanen ikke vil kunne opfyldes, vil AF derfor være afskåret fra at lave en handlingsplan med det ønskede indhold. Det er AF's opgave at angive alternative muligheder, således at AF og den ledige i samarbejde kan finde frem til en handlingsplan, som både tager højde for den lediges ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.
Hvis den ledige i denne situation afviser at medvirke til udarbejdelse af handlingsplanen, skal AF underrette den lediges A-kasse med henblik på en vurdering af evt. dagpengemæssige konsekvenser af afslaget.
Det samme gælder, hvis den ledige efterfølgende afslår et tilbud om fx særligt tilrettelagt jobtræning, som ligger inden for rammerne af handlingsplanen.
Særligt tilrettelagt jobtræning adskiller sig fra almindelig jobtræning fx ved et andet aflønningsniveau og evt. en kortere arbejdstid. Da der ved udarbejdelse af handlingsplanen er taget udgangspunkt i den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, har den ledige pligt til at tage imod tilbuddet om et særligt tilrettelagt jobtræningsforløb, der ligger inden for rammerne af handlingsplanen.
4. Anvendelse af særligt tilrettelagt jobtræningsforløb
Tilbud om deltagelse i særligt tilrettelagt jobtræningsforløb vil derfor ofte være en mulighed for den ledige i delperiode 2, hvorimod et sådant forløb ikke nødvendigvis ville have udgjort et rimeligt forløb i begyndelsen af delperiode 1.
Tilbud om et særligt tilrettelagt jobtræningsforløb vil fx være aktuelt i en situation, hvor AF efter at have foretaget en afvejning af den lediges ønsker og forudsætninger set i forhold til arbejdsmarkedets behov finder, at dette er et realistisk tilbud, jf. at AF har ansvar for at sikre, at den individuelle handlingsplan er realistisk.
Således som den lediges beskæftigelsessituation typisk vil se ud efter 4 års ledighed, vil mulighederne på arbejdsmarkedet i praksis ofte være indsnævrede. Det betyder, at den ledige må indstille sig på, at området for en realistisk handlingsplan gradvist formindskes undervejs i ledighedsperioden.
Arbejdsministeriet, den 12. juli 1994
Lene Teilberg
/ Elsebeth Foged
Ingen