Stemmeoptælling ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 1994
Statutory Text (2 Articles)
Stemmeoptælling ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 1994
Cirkulæreskrivelse om stemmeoptælling ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 1994
(Til alle kommunalbestyrelser og valgbestyrelser)
1. Stemmeoptælling mandag den 13. juni 1994
I medfør af § 28, stk. 1, i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 4. marts 1994, fastsættes
Stemmeoptællingen ved Europa-Parlamentsvalget torsdag den 9. juni 1994 skal påbegyndes mandag den 13. juni 1994 kl. 08 og afsluttes samme dag.
2. Gennemførelse af stemmeoptællingen
Europa-Parlamentsvalglovens § 28, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 28, stk. 3, indeholder de generelle bestemmelser om tilrettelæggelse og gennemførelse af stemmeoptællingen, mens de nærmere regler herom skal fastsættes af indenrigsministeren, jf. § 28, stk. 4.
I medfør af Europa-Parlamentsvalglovens § 28, stk. 4, fastsættes
Første stemmeoptælling
Den første stemmeoptælling, jf. nedenfor, skal foregå med bistand fra tilforordnede vælgere. Antallet af tilforordnede vælgere fra de enkelte kommuner i opstillingskredsen fastsættes i forhold til det senest offentliggjorte folketal. Valgbestyrelsen kan ved enstemmighed træffe afgørelse om en anden fordeling, f.eks. en fordeling i forhold til antal tilforordnede, der medvirker ved afstemningen på valgdagen i de enkelte kommuner.
Ved den første stemmeoptælling optælles, hvor mange stemmer der er afgivet for hver kandidatliste. Optællingen sker efter reglerne i folketingsvalglovens § 68, stk. 2. Stemmerne optælles for hvert afstemningsområde for sig. I forbindelse med optællingen træffes afgørelse om stemmesedlernes gyldighed, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 29, stk. 1 og 2, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 182 af 11. marts 1994 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til Europa-Parlamentsvalg.
Resultaterne af stemmeoptællingen for hvert afstemningsområde indføres i den pågældende afstemningsbog og meddeles de tilstedeværende.
Når stemmeoptællingen for alle afstemningsområder er afsluttet, sammentælles resultaterne. Straks herefter skal valgbestyrelsen telefonisk eller pr. telefax indberette til Indenrigsministeriet, hvor mange stemmer der i hele opstillingskredsen er afgivet for hver kandidatliste.
Indenrigsministeriet vil forud for valget give valgbestyrelsen meddelelse om den nærmere fremgangsmåde, der skal benyttes ved indberetningen.
Fintælling
Umiddelbart efter den første stemmeoptælling foretages en fornyet optælling (fintælling).
Ved fintællingen, der ligeledes foretages for hvert afstemningsområde for sig, foretages en fornyet optælling af, hvor mange stemmer i hvert afstemningsområde der er afgivet for hver kandidatliste. I fornødent omfang foretages ligeledes en fornyet bedømmelse af de afgivne stemmesedler. Samtidig opgøres, hvor mange stemmer der er afgivet for hver enkelt kandidat på kandidatlisten (personlige stemmer), og hvor mange stemmer der i øvrigt er afgivet for kandidatlisten (listestemmer). Opgørelsen af de personlige stemmer og listestemmerne kan dog også foretages ved en tredje optælling for opstillingskredsen under et. Opgørelsen sker efter reglerne i Europa-Parlamentsvalglovens § 30.
Når fintællingen for alle afstemningsområder er afsluttet, sammentælles resultaterne. Straks herefter skal valgbestyrelsen telefonisk eller pr. telefax indberette til Indenrigsministeriet, hvor mange stemmer der i hele opstillingskredsen er afgivet for de enkelte kandidater på hver kandidatliste, antallet af listestemmer samt det samlede stemmetal for hver kandidatliste.
Indenrigsministeriet vil forud for valget give valgbestyrelsen meddelelse om den nærmere fremgangsmåde, der skal benyttes ved indberetningen.
Resultaterne af fintællingen indføres i valgbogen. Når valgbogen er færdiggjort, underskrives den af hele valgbestyrelsen. Stemmematerialet sammenpakkes som angivet i folketingsvalglovens § 74, stk. 1 og 2.
Indenrigsministeriet, den 21. april 1994
Birte Weiss /
Anne Birte Pade
Ingen