Cirkulære om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder idømt for spiritus- eller promillekørsel (* 1)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1. Cirkulæret omfatter personer, som er idømt frihedsstraf på 60 dage og derunder for spiritus- eller promillekørsel, og som har et udtalt behov for behandling mod misbrug af alkohol og har påbegyndt en sådan behandling.
Stk. 2. Der kan kun undtagelsesvis gives udsættelse efter reglerne i dette cirkulære i tilfælde, hvor den ubetingede straf også omfatter andre forhold end overtrædelse af færdselsloven.
§ 2. Domfældte, der er omfattet af § 1, kan påregne udsættelse med strafudståelsen, normalt i 1 år på betingelse af, at de i udsættelsesperioden ikke begår strafbart forhold samt undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen og særvilkår om fortsat kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Forløber udsættelsesperioden tilfredsstillende, vil en betinget benådning kunne påregnes på vilkår af fortsat straffrit liv i yderligere 1 år samt eventuelt fortsat tilsyn og vilkår om behandling mod misbrug af alkohol i et nærmere angivet tidsrum. Som forudsætning for den betingede benådning skal der betales en bøde, som normalt vil udgøre halvdelen af den bøde, der fastsættes for spiritus- eller promillekørsel.
Stk. 2. Overtrædes vilkårene for udsættelsen, vil tilladelsen til udsættelse kunne tilbagekaldes eller - i mindre alvorlige tilfælde - udsættelsesperioden kunne forlænges.
§ 3. Ansøgninger om udsættelse med henvisning til igangværende alkoholistbehandling kan indgives til den lokale afdeling af kriminalforsorgen eller til politiet. Afdelingen afgiver en indstilling, indeholdende såvel en konkret vurdering af den domfældtes behandlingsbehov som et forslag til vilkårsfastsættelse i forbindelse med en eventuel udsættelse. Afdelingens indstilling sendes til politiet, som forelægger sagen for Justitsministeriet til afgørelse.
Stk. 2. Senest 6 uger inden udsættelsesperiodens udløb sender afdelingen indstilling om benådning og vilkårene herfor, jf. § 2, til politiet, som forelægger sagen, herunder forslag til bødestørrelse, for Justitsministeriet til afgørelse.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte indstillinger fremsendes gennem politimesteren på det sted, hvor den domfældte aktuelt har bopæl. For domfældte, der har bopæl og er dømt i politikreds 1 til 8, sker fremsendelse dog via politimesteren/politidirektøren, hvor dommen er afsagt.
§ 4. Tilsynsmyndigheden skal holde sig orienteret om forløbet af den alkoholistbehandling, som er en betingelse for udsættelsen med straffuldbyrdelsen. Det forudsættes derfor, at tilsynsmyndigheden og den institution eller person, som har ansvaret for behandlingen, træffer aftale om, hvordan tilsynsmyndigheden kan holdes orienteret om behandlingsforløbet.
Stk. 2. Såfremt politiet bliver bekendt med, at den domfældte i udsættelsesperioden begår ny kriminalitet, recidiverer til alkoholmisbrug eller i øvrigt overtræder de fastsatte vilkår, skal politiet snarest muligt orientere tilsynsmyndigheden.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden skal snarest muligt indberette til Justitsministeriet, hvis den domfældte i udsættelsesperioden overtræder de fastsatte vilkår.
§ 5. Politiet sender eller udleverer kriminalforsorgens informationsskrivelse om ordningen til alle domfældte med frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel.
§ 6. Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1994.
Stk. 2. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. juli 1990 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 40 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel, bortfalder samtidig.
Stk. 3. Personer, som før ikrafttrædelsesdatoen er idømt, men ikke påbegyndt afsoning af en frihedsstraf på mere end 40 dage og indtil 60 dage incl., er omfattet af ordningen.
P.M.V.
Christian Trønning
/ Nanna Jensen
Cirkulære om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder idømt for spiritus- eller promillekørsel (* 1)
(* 1) Forskriften er optaget i Kriminalforsorgens Cirkulæresamling (KC D-2-5)