Legislator Case Law & Legislation
C19940004360 DK

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Vejledning 1994 43 Historic

§ 7, stk. 2-4, indeholder sammen med § 8 og § 9 om overflytning og tilbageflytning i forbindelse med jobtræning og etableringsydelse de eneste undtagelser fra reglen om, at et fuldt ledigt medlem ikke kan overflyttes.

Et ledigt medlem kan overflyttes til en anden arbejdsløshedskasse med dimittendrettigheder , hvis medlemmet har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til optagelse i denne kasse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3), litra b). Hvis kravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 om et års medlemskab af en arbejdsløshedskasse er opfyldt, vil et medlem, der overflyttes efter denne bestemmelse, være berettiget til dagpenge (dimittendsats) umiddelbart efter uddannelsens afslutning.

Det er en betingelse for overflytningen, at medlemmet fremsætter begæring om overflytning inden 2 uger efter uddannelsens afslutning.

Retten til tilbageflytning efter stk. 3 og 4, gælder kun for medlemmer, der har haft pligt til at lade sig overflytte fra den oprindelige kasse, fordi de i en periode har haft arbejde uden for kassens faglige område eller har udøvet selvstændig virksomhed.

Et medlem, der har valgt at lade sig overflytte efter reglen i § 5, har således ikke ret til tilbageflytning til den oprindelige kasse, når medlemmet bliver ledigt.

Der er kun ret til tilbageflytning til en lønmodtagerkasse. En tidligere selvstændig erhvervsdrivende, der er blevet overflyttet til en lønmodtagerkasse, kan derfor ikke flyttes tilbage til en kasse for selvstændige ved ledighed fra lønarbejdet.

Tilbageflytningsretten er endvidere begrænset til tilfælde, hvor medlemmet har haft fast tilknytning til den oprindelige kasse, enten på grund af sin uddannelse (stk. 3) eller på grund af arbejde inden for kassens faglige område i betydeligt omfang (stk. 4).

Perioden på 2 år, hvori arbejdskravet efter stk. 4, skal være opfyldt, kan ikke forlænges på grund af »døde perioder«.

Det er en betingelse, at ledigheden er opstået inden henholdsvis 3 år eller 1 år efter overflytningen, og at skriftlig ansøgning om tilbageflytning indgives inden 4 uger efter, at medlemmet blev ledigt.

Et medlem, der er ledig, fordi medlemmet er omfattet af konflikt, kan ikke tilbageflyttes, så længe konflikten løber.

Jobtræning og etableringsydelse - § § 8 og 9

Der henvises til reglerne i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og arbejdsministeriets bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Et medlem har ret til at blive flyttet tilbage til den arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, pågældende tidligere var medlem af, hvis der fremsættes anmodning herom inden 3 måneder efter jobtræningens/etableringsydelsens ophør.

Hvis medlemmet efter periodens ophør ikke er ledigt, men begynder lønarbejde, der er tilstrækkeligt til overflytning, skal medlemmet derimod overflyttes efter de almindelige regler til en lønmodtagerkasse, hvis faglige område dækker det pågældende arbejde.

Overflytningstidspunktet - § 10, stk. 2

Det administrative arbejde i forbindelse med overflytningen begynder i medlemmets hidtidige arbejdsløshedskasse.

Det er derfor bestemt, at overflytning tidligst kan ske fra det tidspunkt, hvor denne kasse har modtaget den underskrevne overflytningsblanket fra medlemmet.

Hvis overflytningen til en anden arbejdsløshedskasse skyldes, at medlemmet får arbejde inden for denne kasses faglige område, jf. §§ 2 og 3, kan overflytning dog tidligst ske fra arbejdets begyndelse.

I begge situationer er det en betingelse, at overflytningsblanketten er udfyldt korrekt. Mangler der oplysninger, eller er der oplysninger, som kan bringe kassen i tvivl om medlemmets ret til overflytning, kan overflytningen tidligst ske, når fejlen er rettet, eller tvivlsspørgsmålet er afklaret.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kasserne kan aftale et hensigtsmæssigt overflytningstidspunkt, selv om tidspunktet ikke er sammenfaldende med modtagelsen af blanketten.

Overflytningsblanketten - § 10, stk. 1, og § 12

Arbejdsløshedskasserne har pligt til at medvirke til overflytningen, herunder pligt til at udlevere og behandle den overflytningsblanket, som er godkendt eller udarbejdet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Blanketten skal benyttes ved alle overflytninger mellem arbejdsløshedskasser.

Overflytningsblanketten danner i første omgang grundlag for kassernes vurdering af, om betingelserne for overflytning er til stede.

Hvis oplysninger om medlemmets arbejdsfunktioner mv. er af betydning for vurderingen af medlemmets tilhørsforhold til kassens faglige område, kan kassen indhente oplysninger hos medlemmet herom.

Kassens sagsbehandling bør som udgangspunkt baseres på medlemmets tro og loveerklæringer. Der er således ikke et generelt krav om dokumentation for ansættelsesforhold, arbejdstid mv., men kassen kan i tvivlstilfælde forlange fornøden dokumentation.

Medlemmet skal udfylde og underskrive sin del af overflytningsblanketten og indlevere den til sin arbejdsløshedskasse.

Den hidtidige kasse skal herefter udfylde sin del af blanketten og sende den til den nye kasse hurtigst muligt. Videresendelsen skal i alle tilfælde - hvor der ikke er fejl i blanketten eller tvivl om medlemmets ret til overflytning - ske senest 4 uger fra det tidspunkt, hvor kassen har modtaget blanketten.

Oplysningerne, som den hidtidige kasse skal påføre, er almindelige medlemsoplysninger og oplysninger om særlige forhold, der kan have betydning for medlemmets dagpengeret.

Den nye arbejdsløshedskasse vurderer ud fra blankettens oplysninger, om betingelserne for overflytning er til stede, eller om der skal indhentes yderligere oplysninger hos den hidtidige kasse.

Finder en af de implicerede kasser, at betingelserne for overflytning ikke er opfyldt, skal kassen træffe skriftlig afgørelse og give medlemmet klagevejledning. Endvidere skal den anden kasse underrettes om afgørelsen.

Hvis der er enighed mellem kasserne om, at betingelserne for overflytning er opfyldt, påfører den tilflyttende kassen blanketten den dato, fra hvilken overflytningen får virkning.

Kassen skal give medlemmet meddelelse om, at overflytning er sket og indberette overflytningen til Det Centrale Register for Arbejdsmarkedsstatistik (CRAM).

Kontingentet - § 10, stk. 3

Overflytningsdagen er skæringsdag for indbetaling af kontingent til henholdsvis den hidtidige og den nye kasse.

Hvis medlemmet er eller kommer i restance med kontingentet til den hidtidige kasse, skal denne - uanset overflytningen - iværksætte rykkerprocedure efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 78 og slette medlemmet, hvis det skyldige beløb fortsat ikke betales.

Da slettelse finder sted med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt skyldigt kontingent, vil slettelsen ske med virkning fra et tidspunkt, der ligger før overflytningen, der herefter bortfalder.

Den hidtidige kasse skal derfor omgående underrette medlemmets nye kasse om slettelsen.

Medlemmets pligt til at medvirke ved overflytningen - § 11

Et medlem, der tager arbejde eller begynder selvstændig virksomhed, der efter bekendtgørelsens §§ 2 - 4 medfører pligt til overflytning, skal medvirke ved overflytningen.

Det betyder bl.a., at medlemmet har pligt til at oplyse kassen om sine arbejdsfunktioner mv., hvis kassen anmoder om det, og oplysningerne har betydning for vurderingen af, hvilken kasses faglige område, arbejdet hører under.

Arbejdsløshedskassen kan ensidigt træffe afgørelse om, at et medlem skal udtræde af kassen, hvis medlemmet ikke vil medvirke ved en sådan overflytning til en anden arbejdsløshedskasse. Efter de almindelige regler for kassernes (afdelingernes) sagsbehandling skal kassens afgørelse være skriftlig og indeholde klagevejledning.

På grund af de alvorlige konsekvenser en afgørelse om udtræden kan have for medlemmet, er det bestemt, at klagen skal have »opsættende virkning«. Medlemskabet af den hidtidige kasse kan derfor fortsætte, indtil Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen eller eventuelt Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet klagen. Det forudsættes dog, at medlemmet betaler kontingent til kassen i perioden, hvor klagen behandles.

Tvivl eller uenighed om medlemmets kassetilhørsforhold - § 13, stk. 2 og stk. 3

I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvilken arbejdsløshedskasse medlemmets arbejde hører under, kan medlemmet eller de involverede kasser forelægge spørgsmålet for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Indtil tvivlsspørgsmålet er afklaret, skal medlemmet blive stående i den hidtidige arbejdsløshedskasse.

Hvis der er uenighed mellem 2 arbejdsløshedskasser om et medlems kassetilhørsforhold, skal medlemmet blive stående i den hidtidige arbejdsløshedskasse, indtil uenigheden mellem kasserne er bilagt.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan dog bestemme, at medlemmet alligevel skal overflyttes eller har ret til overflytning, hvis direktøren skønner, at der ikke er mulighed for at opnå enighed mellem de berørte arbejdsløshedskasser om spørgsmålet.

Som udgangspunkt effektueres overflytning først med virkning fra det tidspunkt, hvor reel tvivl eller uoverensstemmelse mellem kasserne om medlemmets kassetilhørsforhold er ophørt. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid ikke afskåret fra at fastsætte et overflytningstidspunkt, der ligger forud for sin afgørelse om medlemmets ret til overflytning.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 2. marts 1994

Susanne L. Bærentzen

/ Lisbeth Larsen

Vejledning 1994 43 Historic

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 148 af 2. marts 1994 fastsat regler om overflytning mellem anerkendte arbejdsløshedskasser. Til brug herfor har direktoratet udarbejdet denne vejledning.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 42 skal medlemmer, der tager erhvervsarbejde uden for kassens faglige område, lade sig overflytte til anden kasse eller udtræde af kassen. Ifølge lovens § 41, stk. 4, må ingen være medlem af mere end een kasse.

Arbejdsløshedskasserne for lønmodtagere har anerkendelse som fagligt afgrænsede arbejdsløshedskasser. I visse tilfælde dækkes samme faglige område af flere arbejdsløshedskasser. Herudover har Kristelig Arbejdsløshedskasse, jf. lovens § 97, anerkendelse som tværfaglig arbejdsløshedskasse for lønmodtagere.

Overflytningens betydning - § 1

Ved at følge bekendtgørelsens overflytningsregler bevarer medlemmet de rettigheder (anciennitet mv.), som er opnået som medlem af den hidtidige arbejdsløshedskasse.

Hvis medlemmet derimod melder sig ud eller bliver slettet, for eksempel på grund af kontingentrestance, mistes disse rettigheder. Dette gælder, selv om den pågældende straks efter bliver optaget i en anden arbejdsløshedskasse.

Pligt til overflytning

Overflytning mellem kasser for lønmodtagere - § 2

Hvis et medlem tager lønarbejde uden for sin kasses faglige område, skal medlemmet overflyttes til en kasse, der dækker det nye faglige område. Dette gælder, selv om medlemmets ugentlige arbejdstid er mindre end fagets normale ugentlige arbejdstid, jf. nærmere neden for.

Der kan dog ikke ske overflytning, hvis medlemmet samtidig har lønarbejde af større omfang inden for den hidtidige kasses område.

Egentlige bierhverv kan ikke danne grundlag for overflytning, selv om arbejdet varer mindst 5 uger og den gennemsnitlige arbejdstid er mindst 10 timer ugentlig. Som eksempler på egentlige bierhverv kan nævnes klasselotterikollektørarbejde, fritidsvicevært, kirkesanger og frivillige brandmænd.

En forudsætning for overflytning er, at arbejdet kan danne grundlag for optagelse i en arbejdsløshedskasse. Det er ikke en betingelse, at beskæftigelsen samtidig kan danne grundlag for optjening af dagpengeret. Der skal således for eksempel ske overflytning, når medlemmet er i jobtræning efter kapitel 5 og 9 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Et medlem, der modtager overgangsydelse eller orlovsydelse i forbindelse med orlov til uddannelse, børnepasning, eller sabbat i henhold til lov om orlov, skal overflyttes, hvis der i ydelsesperioden forekommer arbejdsperioder af et sådant omfang, at betingelserne for overflytning er opfyldt.

Det samme gælder et medlem, der er omfattet af ordningen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, eller stk. 6, om dagpengeperioder med fradragsfri arbejdsindtægter.

Et medlem, der modtager uddannelsesgodtgørelse, kan ikke overflyttes, da medlemmet i denne situation som udgangspunkt må anses for ledig. Medlemmet skal dog overflyttes ved påbegyndelse af en lønnet praktikperiode, der er en del af uddannelsen, hvis arbejdet har et sådant omfang, at der skal ske overflytning.

Medlemmet skal ligeledes overflyttes, hvis pågældende sideløbende med uddannelsen har beskæftigelse inden for en anden kasses faglige område i et omfang, der giver pligt til overflytning.

Overtagelse af kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand, eller medlemskab af Folketinget, af regeringen eller af Europaparlamentet giver hverken ret eller pligt til overflytning, når medlemmet er optaget i kassen på andet grundlag. Et medlem, der er optaget i kassen på baggrund af, og som stadig udøver et af de omhandlede hverv, har derimod ret til overflytning mellem de kasser, som medlemmet havde mulighed for at vælge ved optagelsen.

Arbejdets omfang

Overflytning forudsætter en vis tilknytning til en anden kasses faglige område. Det er derfor en betingelse, at arbejdet, der danner grundlag for overflytningen, varer mindst 5 uger og har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 10 timer.

Der kan ske overflytning under sygdom, barselsorlov, ferie med feriepenge og i perioder, hvor der er modtaget støtte til pasning af et handicappet barn efter bistandslovens § 48, stk. 1, under forudsætning af, at medlemmet fortsat er i et ansættelsesforhold og kravet om 5 ugers arbejde med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 10 timer er opfyldt på overflytningstidspunktet.

Hvis arbejdet er af mindre omfang har medlemmet hverken ret eller pligt til overflytning til en anden kasse.

Et medlem, der har arbejde i lige stort omfang inden for 2 eller flere kassers faglige område, kan vælge enten at lade sig overflytte eller at blive i den hidtidige kasse, jf. § 5.

Arbejdet skal henhøre under en anden kasses faglige område

For at overflytning kan finde sted, skal der være en arbejdsløshedskasse, som efter sin vedtægt optager medlemmer, der arbejder inden for det pågældende faglige område. Er medlemmets nye arbejde ikke dækket af en fagligt afgrænset kasses område, kan overflytning ikke finde sted.

Skal et deltidsforsikret medlem overflyttes på grund af deltidsarbejde inden for et andet fag, er det en betingelse, at den nye kasse efter vedtægten optager deltidsforsikrede. Hvis kassen ikke optager deltidsforsikrede, kan overflytning ikke finde sted. Dette gælder, selv om kassen optager deltidsforsikrede inden for andre faggrupper.

I sådanne tilfælde kan medlemmet heller ikke overflyttes til en tværfaglig arbejdsløshedskasse.

En undtagelse gælder dog for medlemmer, der på grund af delpension er optaget som deltidsforsikrede i en kasse for lønmodtagere. Disse medlemmer skal overflyttes som deltidsforsikrede, selvom kassen ikke optager deltidsforsikrede efter sin vedtægt.

Dækkes medlemmets nye arbejde ikke af en arbejdsløshedskasses faglige område, kan medlemmet ikke fortsætte som medlem af den hidtidige arbejdsløshedskasse, med mindre medlemmet får tilladelse til det. Tilladelsen kan gives af Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. lovens § 44.

Varslet strejke eller lockout

Et medlem kan ikke overflyttes, når det arbejde, der skal danne grundlag for overflytningen er omfattet af varslet strejke eller lockout. Overflytning kan ske umiddelbart efter konfliktens ophør, hvis kravet om 5 ugers arbejde med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 10 timer er opfyldt. Arbejde i varslingsperioden kan medregnes.

Overflytning fra en kasse for selvstændige til en lønmodtagerkasse - § 3

Hvis et medlem af en kasse for selvstændige erhvervsdrivende tager lønarbejde, skal medlemmet overflyttes til en kasse for lønmodtagere, der dækker lønarbejdets faglige område, med mindre medlemmet samtidig driver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

For så vidt angår arbejdets omfang og karakter og tilknytning til en lønmodtagerkasses faglige område gælder samme regler som ved overflytning mellem kasser for lønmodtagere, og der henvises derfor til vejledningen til § 2.

Da et medlem af en kasse for selvstændige altid er fuldtidsforsikret, har bemærkningerne i vejledningen til § 2 om overflytning af deltidsforsikrede dog ingen betydning ved overflytning i medfør af § 3.

Et medlem af en kasse for selvstændige, der driver en sæsonvirksomhed, har ikke pligt til overflytning ved lønarbejde uden for sæsonen, hvis sæsonvirksomheden fortsat drives og har et omfang, der berettiger til optagelse efter de gældende regler om optagelse i en kasse for selvstændige.

Finder en arbejdsløshedskasse for selvstændige, at et medlem skal overflyttes til en lønmodtagerkasse, kan medlemmet bevare medlemskab af sin hidtidige arbejdsløshedskasse, indtil lønmodtagerkassen har anerkendt, at medlemmet er berettiget til overflytning til kassen, jf. § 13, stk. 2.

Overflytning fra en lønmodtagerkasse til en kasse for selvstændige - § 4

Hovedreglen er, at et medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der begynder at udøve selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang, skal overflyttes til en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.

I visse tilfælde kan medlemmet dog vælge at forblive medlem af en kasse for lønmodtagere.

Dette gælder, hvis medlemmet samtidig med, at der udøves selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang, har lønarbejde med en gennemsnitlig arbejdstid på mere end 30 timer ugentlig.

Medlemmet kan ligeledes blive stående som medlem af en kasse for lønmodtagere, hvis den selvstændige virksomhed udøves på en sådan måde, at den under medlemmets ledighed fra lønarbejde kan anses for bibeskæftigelse efter de gældende regler om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Et medlem, der modtager etableringsydelse i henhold til kapitel 8 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik skal overflyttes til en kasse for selvstændige, når betingelserne for modtagelse af etableringsydelse er opfyldt, uanset at ydelsesperioden anses som en ledighedsperiode. Medlemmet kan ikke overflyttes til en anden kasse for selvstændige i ydelsesperioden.

Et medlem, der i medfør af anden lovgivning modtager offentlig støtte til etablering og drift af selvstændig virksomhed, skal ligeledes overflyttes til en kasse for selvstændige.

Finder en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, at et medlem skal overflyttes til en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, kan medlemmet bevare medlemskab af sin hidtidige arbejdsløshedskasse, indtil kassen for selvstændige har anerkendt, at medlemmet er berettiget til overflytning til kassen, jf. § 13, stk. 2.

Et ledigt medlem af en lønmodtagerkasse, der driver selvstændig virksomhed, men i et omfang, der ikke berettiger til overflytning til en kasse for selvstændige, har ikke pligt til at udtræde af kassen i medfør af lovens § 42, selv om medlemmet på grund af den selvstændige virksomhed eventuelt ikke er dagpengeberettiget. Der skal således ikke indhentes tilladelse fra Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til medlemmets forbliven i kassen.

Bestemmelsen i stk. 4 giver også mulighed for at overflytte et medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der udøver selvstændig virksomhed på Færøerne eller i Grønland.

Der er ikke tale om en pligtmæssig overflytning.

Medlemmets optagelse i lønmodtagerkassen må ikke være sket på grundlag af midlertidigt lønarbejde på Færøerne eller i Grønland.

Ret til overflytning - § 5

Hvis et medlems arbejde omfattes af flere arbejdsløshedskassers faglige område, kan medlemmet overflyttes mellem disse.

Dette gælder også, hvis medlemmet er beskæftiget i samme omfang inden for flere kassers faglige område (for eksempel 20 timer ugentlig som chauffør og 20 timer ugentlig som kontorfunktionær).

Det er dog en betingelse for overflytning, at medlemmet har haft eller får mindst 5 ugers arbejde med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 10 timer om ugen. En eventuel gennemført overflytning på baggrund af et ansættelsesforhold, der ikke opfylder betingelserne, skal annulleres.

Da Kristelig Arbejdsløshedskasse er tværfaglig, har medlemmer, der er beskæftiget i mindst det nævnte omfang inden for en lønmodtagerkasses faglige område, altid ret til overflytning til Kristelig Arbejdsløshedskasse. Et deltidsforsikret medlem med deltidsarbejde kan dog kun overflyttes, hvis en faglig afgrænset kasse optager deltidsforsikrede inden for den pågældende faggruppe.

Medlemmer af kasser for selvstændige erhvervsdrivende, der fortsat driver selvstændig virksomhed, kan overflyttes mellem disse. Overflytning kan dog ikke ske, når medlemmet modtager etableringsydelse, jf. § 9, stk. 2.

Arbejde i udlandet - § 6

Medlemmer, der under arbejde i udlandet, på Færøerne eller i Grønland har bevaret medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, kan kun overflyttes til en anden dansk arbejdsløshedskasse, hvis der kunne ske optagelse i en dansk arbejdsløshedskasse på grundlag af det samme arbejde i udlandet.

Arbejdet skal også i denne situation vare mindst 5 uger, og den gennemsnitlige arbejdstid skal være på mindst 10 timer ugentlig.

I andre tilfælde må medlemmet forblive medlem af den kasse, medlemmet var optaget i ved afrejsen.

Forhold, der hindrer overflytning - § 7, stk. 1

Et medlem, der er overgået til efterløn, kan ikke overflyttes, selv om medlemmet udnytter retten til at arbejde i efterlønsperioden i overensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 c.

Et medlem, der aftjener militær eller civil værnepligt, kan ikke overflyttes. Efter værnepligtsperioden gælder de almindelige overflytningsregler.

Det er hovedreglen, at overflytning mellem 2 arbejdsløshedskasser kun kan ske, når medlemmet er i arbejde. Det er afgørende, at medlemmet er i et ansættelsesforhold på overflytningstidspunktet.

Der henvises til vejledningen til § 2 om overflytning under sygdom mv.

Overflytning efter uddannelse. Tilbageflytning til tidligere kasse - § 7, stk. 2 - 6

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →