Cirkulæreskrivelse om vejledende mindstegrænser for sikkerhedsstillelse efter AB92
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om vejledende mindstegrænser for sikkerhedsstillelse efter AB92
CIRKULÆRESKRIVELSE OM VEJLEDENDE MINDSTEGRÆNSER FOR SIKKERHEDSSTILLELSE EFTER AB92 (*1)
Spørgsmålet om en vejledende mindstegrænse for sikkerhedsstillelse efter AB72 (Almindelige betingelser for Arbejder og Leverancer 1972) har tidligere været overvejet og styrelsen tiltrådte i 1982 et forslag, som indebærer følgende
Tilbudsarbejder
Ved en samlet entreprisesum på 200.000 kr og derover kræver bygherren sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 25 i AB72.
Ved en samlet entreprisesum under 200.000 kr. tager bygherren konkret stilling til, om der er behov for at kræve sikkerhedsstillelse (fastholdelse af sikkerhedsstillelse kan f.eks. være hensigtsmæssigt ved længerevarende og/eller særligt komplicerede arbejder).
Regningsarbejder
Ved overslagssummer over 100.000 kr. kræver bygherren sikkerhed.
Ved overslagssummer under 100.000 kr. tages der, som ved tilbudsarbejder, konkret stilling til, om sikkerhedsstillelse skal kræves.
Ny grænse
Styrelsen har i anledningen af AB92 taget de vejledende mindstegrænser for sikkerhedsstillelse op til overvejelse og skal herefter, med tiltrædelse fra Samordningsudvalget for den Statslige Ejendomsforvaltning (SEF), udtale, at en grænse på 500.000 kr. efter styrelsens opfattelse er rimelig.
Det betyder, at sikkerhedsstillelse efter § 6 i AB92 fremover kan undlades i entrepriser og regningsarbejder under 500.000 kr., hvis det efter en konkret risikovurdering ikke findes nødvendigt.
Bygge- og Boligstyrelsen gør opmærksom på, at bygherren reelt står uden sikkerhed, når der ikke kræves sikkerhed efter §6. Det vil ikke være i overensstemmelse med AB92 at fastsætte andre former for sikkerhed, f.eks. tilbageholdelse af a contobetalinger.
Med venlig hilsen
Birgitte Fæster
(* 1) Vejledning af 31. januar 1994 om AB92 har været offentliggjort i Ministerialtidende som nr. 20, samt forefindes i Retsinformation