Vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse
Vejledningen indeholder
I Indledende bemærkninger
II Betingelserne for orlovsydelse i henhold til AL 1. Hvem er omfattet? 1.1 Lønmodtagere i beskæftigelse 1.2 Ledige 1.3 Selvstændige erhvervsdrivende 2. Betingelsen om dagpengeret 2.1 Særlige adgangskrav i 1994 2.2 Adgangskrav for ledige og efter 1. januar 1995 for lønmodtagere og selvstændige 3. Medlemskab af en arbejdsløshedskasse
III Administration 1. Arbejdsløshedskassens administration 1.1 Særligt om lønmodtagere i beskæftigelse 1.2 Særligt om selvstændige erhvervsdrivende 2. Særligt om arbejdsløshedskassens administration i 1994
IV Økonomien 1. Orlovsydelsens størrelse 1.1 Lønmodtagere i beskæftigelse .11 Fuldtidsforsikrede medlemmer .12 Deltidsforsikrede medlemmer 1.2 S Selvstændige erhvervsdrivende 1.3 Ledige 1.4 Orlov, der påbegyndes efter 1. april 1995 1.5 Beregningsgrundlag for orlovsydelsen i 1994 2. Arbejdsgiveren udbetaler løn i orlovsperioden 3. Fradrag i orlovsydelsen 4. Udbetaling af orlovsydelsen 5. Modtagelse af anden offentlig ydelse
V De forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlovsydelse 1. Konsekvenser for orlovspersonen 1.1 Selvforskyldt ledighed 1.2 Rådighed 1.3 Ferie med feriegodtgørelse eller løn 1.4 Ferie med feriedagpenge 1.5 Afbrydelse af orlov 1.6 Afskedigelse i orlovsperioden 1.7 Arbejdskravet/Ydelsesperioder 1.8 Orlovsaftaler - godkendt før 1. januar 1994
VI Oplysningspligt
VII Sanktion
VIII Kasseansvar
IX Klageadgang
I Indledende bemærkninger
Ved lov nr. 435 af 30. juni 1993 med senere ændringer er reglerne om uddannelsesorlov ændret. Der vil kunne gives orlov til de uddannelser, der fremgår af Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse.
Orlov til uddannelse er forbeholdt medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ved orlovens start er fyldt 25 år, og som ville være dagpengeberettigede i tilfælde af ledighed efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler, jf. dog afsnit II, pkt. 2.1. Persongruppen omfatter lønmodtagere i beskæftigelse, ledige og selvstændige erhvervsdrivende.
De nærmere regler er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1202 af 27. december 1993 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning, der træder i kraft den 1. januar 1994.
Denne vejledning fastlægger dels de betingelser, der i henhold til reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven skal være opfyldt for at gå på orlov med orlovsydelse, dels de forsikringsmæssige aspekter af reglerne om uddannelsesorlov.
Ved orlov til uddannelse stilles ikke krav om genbesættelse af stillingen i orlovsperioden. Ønskes stillingen genbesat, kan Arbejdsformidlingen bistå med formidling af en ledig - eventuelt med tilskud efter reglerne i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om kommunal aktivering.
II Betingelserne for orlovsydelse i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven
1. Hvem er omfattet?
1.1 Lønmodtagere i beskæftigelse
Vurderingen af, om orlovsansøgeren kan anses for lønmodtager i beskæftigelse, skal som udgangspunkt foretages efter de almindelige regler i arbejdsløshedsforsikringsloven. Da det er en betingelse for orlov, at der indgås orlovsaftale med arbejdsgiveren, vil lønmodtagere, der ikke er i et ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, der kan aftales orlov med, som f.eks. freelancebeskæftigede, ikke være omfattet. Personer, der er i støttet arbejde, vil kunne gå på orlov efter reglerne for lønmodtagere.
Både fuldtids- og deltidsbeskæftigede lønmodtagere kan gå på uddannelsesorlov. Deltidsbeskæftigede lønmodtagere, der står tilmeldt Arbejdsformidlingen - med eller uden ret til supplerende dagpenge - er omfattet af reglerne for lønmodtagere i beskæftigelse.
Afgrænsningen mellem fuldtids- og deltidsbeskæftigelse, der bl.a. har betydning for orlovsydelsens størrelse, fremgår nedenfor under afsnit IV, pkt. 1.11.
1.2 Ledige
Medlemmer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge som fuldt ledige som enten fuldtids- eller deltidsforsikrede, kan gå på orlov efter reglerne for ledige. Et medlem, der under ledighed udøver bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed eller modtager nedsatte dagpenge på grund af udførelse af bierhverv ved lønarbejde, anses for fuldt ledig. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om udøvelse af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed og direktoratets bekendtgørelse om udbetaling af supplerende dagpenge.
Der stilles ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode. Det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på Arbejdsformidlingen og aktuelt modtager dagpenge som fuldt ledig, eller ville have modtaget fulde dagpenge, såfremt orloven ikke var påbegyndt.
Et medlem, der ophører med iværksætterydelse/etableringsydelse eller uddannelsesydelse/ uddannelsesgodtgørelse, vil blive betragtet som ledig, og vil kunne gå på orlov som ledig. For så vidt angår medlemmer med uddannelsesgodtgørelse, fremgår dette af § 104 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats. Således kan et ledigt medlem, der er påbegyndt en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, gå direkte over på orlov til uddannelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Både fuldtids- og deltidsforsikrede har ret til orlov med orlovsydelse. Den lediges forsikringsstatus har betydning for orlovsydelsens størrelse.
1.3 Selvstændige erhvervsdrivende
Det er en betingelse for orlov med orlovsydelse til selvstændige erhvervsdrivende, at virksomheden drives mere end midlertidigt og i væsentligt omfang. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne. Vedrørende fastlæggelse af begrebet selvstændig erhvervsdrivende henvises til direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Et medlem, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, vil således ikke kunne gå på orlov med orlovsydelse fra bibeskæftigelsen. Et medlem, der modtager iværksætterydelse/etableringsydelse, og som ønsker at gå på orlov med orlovsydelse, skal for at kunne anses for selvstændig erhvervsdrivende ophøre med at modtage tilskud til virksomhedens drift.
Orlov med orlovsydelse til en selvstændig erhvervsdrivende er betinget af, at den selvstændige ophører med at være beskæftiget i virksomheden i hele orlovsperioden. Den selvstændige skal endvidere enten sandsynliggøre over for arbejdsløshedskassen, at det er muligt at ophøre med arbejdet i virksomheden eller dokumentere, at der ansættes en afløser i orlovsperioden.
Da orlovsydelse ikke må virke som erhvervsstøtte, kan der ikke søges orlov i en periode, hvor virksomheden er indstillet på grund af midlertidig arbejdsmangel eller arbejdsfri perioder, der indgår som tilbagevendende elementer i driften af en sæsonbetinget virksomhed.
2. Betingelsen om dagpengeret
2.1 Særlige adgangskrav i 1994 for lønmodtagere og selvstændige
I en overgangsperiode frem til udgangen af 1994 kan lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende opnå adgang til uddannelsesorlov, selv om dagpengeretsbetingelsen ikke er opfyldt. Det vil sige, at lønmodtagere og selvstændige, der indgår orlovsaftale, der godkendes af Arbejdsformidlingen og er påbegyndt senest 31. december 1994, ikke skal opfylde kravet om dagpengeret. Dette gælder også, hvis en opdelt orlov påbegyndes i 1994 og fortsætter ind i 1995, selv om dagpengeretskravet ikke er opfyldt ved påbegyndelsen af hver del. De øvrige betingelser for ret til orlov, herunder krav om medlemskab af en a-kasse, skal fortsat være opfyldt.
Ledige kan i 1994 ikke opnå adgang til uddannelsesorlov uden opfyldelse af dagpengeretsbetingelsen.
2.2 Adgangskrav for ledige og efter 1. januar 1995 for lønmodtagere og selvstændige
Ved orlovens start skal orlovspersonen være dagpengeberettiget i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens regler. Er uddannelsesorloven delt op i perioder, skal orlovspersonen være dagpengeberettiget ved hver enkelt periodes påbegyndelse.
Betingelsen om dagpengeret medfører, at medlemmet ved orlovens start enten skal opfylde arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 om medlemsanciennitet og beskæftigelseskrav eller skal være indplaceret i en delperiode, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 eller 2. Perioder med orlov til uddannelse medregnes ikke i ydelsesperioderne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2, jf. stk. 8. Der kan således bevilges uddannelsesorlov med orlovsydelse, såfremt orlovspersonen ved orlovsperiodens start er berettiget til dagpenge i delperiode 1 eller 2 efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 eller 2.
Orlovspersonen skal ved orlovens start kunne opfylde de almindelige rådighedsbetingelser i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvilket betyder, at medlemmet f.eks. ikke må være syg.
Det er uden betydning, at der i perioden mellem orlovsaftalens indgåelse og orlovens start indtræder sygdom af kortere varighed, hvis sygdommen ikke forhindrer medlemmet i at opfylde orlovsaftalen.
For at kunne anses for at stå til rådighed, skal medlemmet ved orlovens start opholde sig og have bopæl i Danmark. Et medlem, der søger orlov i umiddelbar forlængelse af ferie, der afholdes i udlandet, vil kunne opfylde betingelsen, hvis ansøgning om orlov indgives inden udrejsen fra Danmark.
Et medlem, der opsiger sit arbejde for at påbegynde uddannelse med orlovsydelse, anses ud fra en formålsfortolkning af orlovsreglerne for dagpengeberettiget på tidspunktet for orlovens påbegyndelse. Medlemmet anses derimod ikke for dagpengeberettiget i perioden fra arbejdsophøret til uddannelsen påbegynder.
Om arbejdsophøret medfører karantæne skal afgøres efter de almindelige regler om selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.
Under orloven skal medlemmet derimod ikke opfylde rådighedsbetingelserne.
Et medlem, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan gå på uddannelsesorlov under forudsætning af, at der er tale om selvstændig virksomhedsudøvelse i et omfang, der er forenelig med ret til dagpenge efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om udøvelse af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Det er endvidere en betingelse, at medlemmet ved orlovsperiodens start opfylder den særlige dagpengebegrænsning, der gælder for medlemmer med selvstændig bibeskæftigelse. Da orlovsperioden ikke medregnes i ydelsesperioderne, vil et medlem, der i orlovsperioden driver selvstændig virksomhed, ikke opbruge af den begrænsede ret til dagpenge (sammenlagt 52 uger inden for 78 uger), der gælder for medlemmer med selvstændig bibeskæftigelse.
Udføres der i orlovsperioden arbejde i den selvstændige virksomhed, medfører det fradrag i orlovsydelsen.
Særlige forhold omkring opfyldelse af dagpengeretten
Der skal ikke ske overførsel af eventuelle overskydende timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, for et medlem, der går på orlov med orlovsydelse.
Har et medlem ved orlovens start en effektiv karantæne, har det den konsekvens, at der ikke kan udbetales orlovsydelse i en periode, svarende til karantænen, der herefter anses for udstået.
Den pålagte karantæne berører således ikke medlemmets opfyldelse af dagpengeretten.
Grænsegængere er ikke omfattet af reglerne om uddannelsesorlov.
Grænsegængere, der bor i et andet EØS-land med arbejde i Danmark, opfylder ikke dagpengeretsbetingelsen, idet de i tilfælde af fuld ledighed ikke er berettiget til dagpenge i Danmark.
Dette følger af EF-forordning nr. 1408/71, hvorefter grænsegængere med bopæl i et andet EØS-land kun er dagpengeberettiget i Danmark ved delvis eller midlertidig ledighed.
3. Medlemskab af en arbejdsløshedskasse
Medlemmet skal i hele orlovsperioden bibeholde sit medlemskab af arbejdsløshedskassen.
I orlovsperioden vil der på baggrund af eventuelle arbejdsperioder kunne skiftes arbejdsløshedskasse eller ændres forsikringskategori.
III Administration
Arbejdsformidlingen har kompetencen til at bevilge orlov med orlovsydelse. I forbindelse med godkendelse af ansøgningen påser Arbejdsformidlingen bl.a., at lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet (3 års/2års beskæftigelse inden for 5 år), og at arbejdsløshedskassen har attesteret, at orlovspersonen opfylder kravet om medlemskab og dagpengeret.
For så vidt angår beskæftigelseskravet, kan det oplyses, at der for lønmodtagere stilles forskellige krav afhængig af, om lønmodtageren er fuldtids- eller deltidsbeskæftiget. Fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere skal inden for de sidste 5 år enten have haft ansættelse som lønmodtagere eller have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse. Det samme gælder for selvstændige erhvervsdrivende. For deltidsbeskæftigede lønmodtagere gælder et krav om beskæftigelse svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse. Orlovspersonen skal over for Arbejdsformidlingen på tro og love erklære, at beskæftigelseskravet er opfyldt. Arbejdsløshedskassen skal ikke attestere denne oplysning.
1. Arbejdsløshedskassens administration af orlovsansøgninger
Til brug for arbejdsløshedskassens attestation af orlovspersonens dagpengeret, skal orlovspersonen udfylde den af direktoratet udarbejdede blanket, »Erklæring om overgang til orlovsydelse«. Arbejdsløshedskassens vurdering af, om dagpengeretsbetingelsen er opfyldt, foretages på grundlag af orlovspersonens tro og love-oplysninger på blanketten. Dette gælder ved vurderingen af opfyldelsen af arbejdskravet (for medlemmer, der ikke er indplaceret i en delperiode), hvor der alene skal indhentes dokumentation, hvis der er tvivl om, hvorvidt medlemmet opfylder § 53, stk. 2, på tidspunktet for orlovens begyndelse.
Rådighedskravet skal ligeledes baseres på medlemmets tro og love-oplysninger på blanketten. Et medlem, der går på orlov fra et beskæftigelsesforhold, anses som udgangspunkt for at opfylde de almindelige krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der kan dog være forhold, der gør, at medlemmet ikke anses for dagpengeberettiget på grund af f.eks. ansøgning om/tilkendelse af social pension, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 64.
Hvis orloven ikke skal holdes i en sammenhængende periode, vil arbejdsløshedskassens attestation af dagpengeretsbetingelsens opfyldelse (ved hver orlovsperiodes påbegyndelse) alene kunne gives under forudsætning af, at forholdene ikke ændres.
Orlovspersonen skal på ansøgningsblanketten skrive under på, at der vil blive givet meddelelse til Arbejdsformidlingen, såfremt der sker ændringer i de oprindelige betingelser for orloven.
1.1 Særligt om lønmodtagere i beskæftigelse
Arbejdsløshedskassen skal endvidere træffe afgørelse om, hvorvidt lønmodtagere skal betragtes som fuldtids- eller deltidsbeskæftigede (gælder kun for fuldtidsforsikrede), hvilket bl.a. har betydning for orlovsydelsens størrelse. Afgørelsen baseres på lønmodtagerens tro og love-oplysninger om beskæftigelsen i de sidste 10 uger forud for orloven.
1.2 Særligt om selvstændige erhvervsdrivende
En selvstændig, der ansøger om orlov med orlovsydelse, skal over for arbejdsløshedskassen på tro og love skriftligt erklære at ville ophøre med arbejdet i virksomheden i orlovsperioden. Den selvstændige skal endvidere sandsynliggøre, at det er muligt at ophøre med arbejdet i virksomheden eller dokumentere, at der ansættes en afløser i hele orlovsperioden.
Arbejdsløshedskassen skal på orlovsansøgningen attestere, at medlemmet har fremlagt oplysninger og materiale, der sandsynliggør, at det er muligt at ophøre med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden.
Til brug for arbejdsløshedskassens vurdering af, om det er sandsynliggjort, at medlemmet kan ophøre med arbejdet i virksomheden i orlovsperioden, skal medlemmet - såfremt der ikke ansættes en afløser - give oplysninger om virksomhedens art og omfang, driftens tilrettelæggelse, medlemmets arbejdsfunktioner m.v.
Hvis virksomheden drives af medlemmet alene, skal medlemmet sandsynliggøre, at virksomheden kan holdes lukket i hele orlovsperioden.
Drives virksomheden sammen med ægtefællen/medejere, eller er der ansatte i virksomheden, skal medlemmet ved oplysninger om sine arbejdsfunktioner i virksomheden sandsynliggøre, at arbejdet overføres til en anden beskæftiget i orlovsperioden. Medlemmets arbejdsfunktioner skal således være klart beskrevne og afgrænsede til sandsynliggørelse af, at arbejdsfunktionerne kan udføres af andre.
2. Særligt om arbejdsløshedskassens administration i 1994 af orlovsansøgninger fra lønmodtagere og selvstændige
Da dagpengeretsbetingelsen i hele 1994 ikke skal være opfyldt for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, (der er her tale om aftaler, der skal være godkendt og påbegyndt inden 1. januar 1995), skal arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten alene attestere medlemskab af arbejdsløshedskassen samt for selvstændige attestere, at det er sandsynliggjort, at medlemmet kan ophøre med arbejdet i virksomheden i orlovsperioden.
IV Økonomien
1. Orlovsydelsens størrelse
1.1 Lønmodtagere i beskæftigelse
Der er i lov om orlov fastsat regler om orlovsydelsens størrelse for fuldtidsforsikrede og for deltidsforsikrede. Orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede udbetales i forhold til medlemmets beskæftigelse forud for orloven. Til deltidsforsikrede udbetales orlovsydelsen med en fast sats.
1.11 Fuldtidsforsikrede medlemmer
Orlovsydelsen til fuldtidsbeskæftigede og til deltidsbeskæftigede, der i de seneste 10 uger før orloven i gennemsnit har været ansat mindst 24 timer ugentlig hos arbejdsgiveren, udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Til deltidsbeskæftigede, der i de seneste 10 uger i gennemsnit har været ansat mindre end 24 timer ugentlig, udgør orlovsydelsen et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for deltidsforsikrede, jf. § 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, såfremt pågældende de sidste 10 uger forud for orlovens begyndelse har været ansat på fuld tid, eller i samme periode har modtaget supplerende dagpenge som fuldtidsforsikret. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.
Det bemærkes, at den ovenfor givne definition på fuldtidsbeskæftigelse kun gælder i relation til orlovsydelsens størrelse.
Ved vurderingen af, om beskæftigelsen anses for fuldtids- eller deltidsbeskæftigelse, tages der udgangspunkt i selve ansættelsen.
Ansættelse til et fast timetal
Har lønmodtageren været ansat til en fast ugentlig arbejdstid (eventuelt gennemsnit over en periode), er det dette timetal, der anvendes. I tilfælde, hvor lønmodtageren dokumenterer at have arbejdet i flere timer end svarende til ansættelsen, skal det faktiske timetal dog anvendes, se nærmere nedenfor.
Da det er afgørende, hvor mange timer lønmodtageren er ansat til, er det uden betydning, om der i 10-ugers-perioden er fravær, f.eks. på grund af sygdom eller ferie. Tilsvarende gælder, når der i 10-ugers-perioden forekommer arbejdsfordeling.
Faktiske antal løntimer
Er et medlem ikke ansat til en fast ugentlig arbejdstid, er det afgørende, hvor mange arbejdstimer medlemmet har haft i 10-ugers-perioden. Det samledede antal timer, for hvilke der udbetales løn (løntimer), divideres i disse tilfælde med 10, hvorved der fremkommer det gennemsnitlige timetal, der skal anvendes.
Da det kun er løntimer, der kan medregnes, vil fravær i form af f.eks. sygdom og ferie kun kunne medregnes, hvis der er ydet overenskomstmæssig løn. Fraværsperioder kan ikke forlænge 10-ugers-perioden.
Der kan højst medregnes 37 timer om ugen.
Dokumentation for beskæftigelsen kan ske ved fremlæggelse af lønsedler med angivelse af løntimerne.
Supplerende dagpenge
Et medlem, der i løbet af 10-ugers-perioden forud for orlovens start har modtaget supplerende dagpenge som fuldtidsforsikret, anses for fuldtidsbeskæftiget, og skal have udbetalt orlovsydelsen som fuldtidsbeskæftiget.
Det er tilstrækkeligt, at der i een uge i 10-ugers-perioden er udbetalt supplerende dagpenge.
1.12 Deltidsforsikrede medlemmer
Til deltidsforsikrede medlemmer udbetales orlovsydelsen med arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 70. Dette gælder uanset medlemmets beskæftigelsesgrad forud for orloven.
1.2 Selvstændige erhvervsdrivende
Orlovsydelsen til selvstændige erhvervsdrivende udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 47.
Da selvstændige kun kan gå på orlov med orlovsydelse, hvis de har drevet virksomhed i væsentligt omfang, er der kun een sats for selvstændige, der svarer til højeste dagpenge for fuldtidsforsikrede.
1.3 Ledige
Til ledige udbetales orlovsydelsen i forhold til medlemmets forsikringskategori.
Et ledigt medlem er berettiget til en orlovsydelse, der udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb som enten fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 47 eller § 70.
Ledige dimittender, jf. § 51, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er berettigede til en orlovsydelse, der svarer til dagpengebeløbet for nyuddannede.
1.4 Orlovsydelsens størrelse ved orlov, der påbegyndes efter 1. april 1995
For orlovsperioder, der påbegyndes efter den 1. april 1995, udbetales orlovsydelsen med 80 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for henholdsvis fuldtids- og deltidsforsikrede.
1.5 Særligt om beregningen af orlovsydelsen i 1994 for lønmodtagere og selvstændige
Det bemærkes, at ansættelsesperioder/arbejdsperioder ikke behøver at være placeret i en medlemsperiode for at kunne indgå i beregningen. Dette skyldes, at der for lønmodtagere og selvstændige ikke stilles krav om opfyldelse af dagpengeretsbetingelsen i 1994, herunder medlemsanciennitetskravet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53.
2. Arbejdsgiveren udbetaler løn i orlovsperioden
Modtager lønmodtageren løn fra arbejdsgiveren i orlovsperioden, udbetales orlovsydelsen til arbejdsgiveren, hvis den udbetalte løn er større end det beløb, som lønmodtageren - uden fradrag for arbejde/indtægt - er berettiget til.
Arbejdsgiveren vil i så fald være berettiget til at få udbetalt orlovsydelsen med bruttobeløbet, som medlemmet ellers ville have fået udbetalt, efter at der er foretaget fradrag for eventuelt arbejde og/eller anden indtægt. Der sker ikke fradrag i orlovsydelsen for differencen mellem orlovsydelsen og lønnen.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke udbetaler løn til medlemmet under orloven, men fortsat indbetaler pensionsbidrag, skal der ikke foretages fradrag i orlovsydelsen til medlemmet, da pensionsbidraget ikke kommer til udbetaling til medlemmet i orlovsperioden.
Der skal heller ikke ske fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren har aftalt med lønmodtageren, at denne skal have et supplement fra arbejdsgiveren til orlovsydelsen.
Aftalen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren om supplering af orlovsydelsen skal forevises arbejdsløshedskassen for at sikre, at der ikke sker fradrag i orlovsydelsen for beløbet.
3. Fradrag i orlovsydelsen
Når et medlem, der modtager orlovsydelse, samtidig har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om fradrag i dagpengene for personer, der deltager i jobtræning eller i særligt tilrettelagte jobtræningsforløb og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov.
Nedenfor gengives de væsentligste regler fra bekendtgørelsen, der finder anvendelse på medlemmer, der går på orlov efter lov om orlov. Det bemærkes i den forbindelse, at for medlemmer, der er på orlov efter de hidtidige gældende regler, skal fradrag i orlovsydelsen foretages efter reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.
Fradrag i orlovsydelsen for lønarbejde og for andre skattepligtige indtægter, som medfører fradrag efter reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpengene, foretages som et indtægtsfradrag (krone for krone). Arbejdsmarkedsbidrag skal fratrækkes i indtægten, inden der foretages fradrag i orlovsydelsen.
Hvis lønindtægten ikke kendes på det tidspunkt, hvor medlemmet skal udfylde blanket AR 281 »Erklæring til udbetaling af orlovsydelse«, fradrages et beløb, der svarer til antal beskæftigede timer gange med den gældende omregningssats.
Fradrag for udøvelse af selvstændig virksomhed ved bibeskæftigelse foretages med et beløb, der svarer til de på virksomheden anvendte timer gange med den gældende omregningssats.
Reglerne om overførsel af overskydende timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, finder ikke anvendelse i en orlovsperiode.
For så vidt angår fradrag for ferie med feriegodtgørelse henvises til afsnit V, pkt. 1.3 nedenfor.
Der foretages ikke fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren i orlovsperioden yder medlemmet et supplement til orlovsydelsen. Hvis medlemmet i orlovsperioden udfører arbejde hos arbejdsgiveren, der er indgået orlovsaftale med, skal der foretages fradrag herfor i orlovsydelsen.
Der foretages heller ikke fradrag i orlovsydelsen for sygeperioder i orlovsperioden, hvorunder der ikke modtages ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. nedenfor.
4. Udbetaling af orlovsydelsen
Staten yder forskud eller refusion til arbejdsløshedskasserne til udbetaling af orlovsydelsen efter reglerne i §§ 79-82 i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Arbejdsløshedskassen udbetaler orlovsydelsen, når orlovspersonen månedligt på tro og love har erklæret, at orlov fortsat holdes. Erklæringen skal gives på udbetalingsblanketten, hvorpå orlovspersonen ligeledes giver oplysning om eventuelt arbejde eller anden indtægt, der medfører fradrag i orlovsydelsen.
Hvis orlov holdes i udlandet, er det en betingelse for udbetaling af orlovsydelsen, at der er oprettet en konto i et pengeinstitut i Danmark, der gør det muligt at udbetale ydelsen.
Orlovsydelsen udbetales bagud for henholdsvis 4 eller 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i måneden.
5. Modtagelse af anden offentlig ydelse
Når der modtages orlovsydelse, kan der ikke samtidig modtages andre ydelser fra arbejdsløshedskassen, løn under sygdom eller barsel, ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, uddannelsesydelse/godtgørelse, statens uddannelsesstøtte eller anden lignende offentlig ydelse til uddannelse eller kontanthjælp.
Har orlovspersonen ret til godtgørelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelse, kan der ikke modtages orlovsydelse.
V De forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlovsydelse
1. Konsekvenser for orlovspersonen
1.1 Selvforskyldt ledighed
Orlov med orlovsydelse betragtes ikke som et arbejdsophør i relation til reglerne om selvforskyldt ledighed.
Hvis et medlem opsiger sit arbejde for at gå på orlov med orlovsydelse eller ikke vender tilbage til arbejdspladsen som aftalt, skal forholdet behandles som et arbejdsophør efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed. En eventuel karantæne for selvforskyldt ledighed regnes fra den dag, hvor såvel arbejdsgiveren som medlemmet er frigjort fra ansættelsesforholdet.
1.2 Rådighed
I orlovsperioden skal medlemmet ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet skal deltage i den uddannelse, der er søgt orlovsydelse til, og kan herudover f.eks. udføre arbejde eller holde ferie under uddannelsesstedets ferielukning.
Orlov til uddannelse kan afholdes i udlandet, hvis medlemmet kan godtgøre, at der er tale om en godkendt offentlig uddannelse. I tilfælde, hvor opholdet i udlandet er af længere varighed, vil medlemmet kunne afmelde sig folkeregisteret i Danmark med fortsat ret til orlovsydelse.
Opstår der sygdom i orlovsperioden, anses medlemmet for fortsat at være på orlov. Sygdom under orloven forlænger ikke orlovsperioden, og det samme gælder for afholdt ferie.
1.3 Ferie med feriegodtgørelse eller løn
Uddannelsesorlov er ikke en såkaldt kvalificeret feriehindring, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse uden afholdelse af ferie.
Der henvises til § 29 i bekendtgørelse om feriegodtgørelse, der udtømmende opremser de feriehindringer, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse, uden at ferie holdes.
Holder medlemmet i orlovsperioden ferie med feriegodtgørelse, skal der i henhold til reglerne om fradrag foretages fradrag i orlovsydelsen for beløbet, jf. direktoratets bekendtgørelse om fradrag i dagpengene for personer, der deltager i jobtræning eller i særligt tilrettelagte jobtræningsforløb og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov.
1.4 Ferie med feriedagpenge
Et medlem, der er på orlov med orlovsydelse, betragtes hverken som ledig eller lønmodtager i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h. Medlemmet vil derfor ikke kunne modtage feriedagpenge i orlovsperioden. Derimod vil der i efterfølgende ferieår kunne udbetales feriedagpenge på grundlag af den udbetalte orlovsydelse i optjeningsåret.
1.5 Afbrydelse af orlov
Lønmodtagere i beskæftigelse
Hvis en lønmodtager før orlovsperiodens udløb ønsker at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtage dagpenge, skal medlemmet, for at kunne anses for at stå til rådighed i den resterende orlovsperiode, opfylde betingelserne i § 12 i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed, herunder at den resterende orlovsperiode forventes at ville vare over 4 uger, og medlemmet ikke har mulighed for at vende tilbage til arbejdspladsen med det samme.
Ved afbrydelse af orloven pålægges der således ikke karantæne, idet vurderingen alene går på medlemmets rådighed.
Såfremt orloven afbrydes, skal orlovspersonen meddele arbejdsløshedskassen dette. Arbejdsløshedskassen skal uden ugrundet ophold stoppe udbetalingen af orlovsydelsen samt give Arbejdsformidlingen meddelelse om dette.
Selvstændige erhvervsdrivende
En selvstændig erhvervsdrivende vil ikke kunne afbryde orloven og modtage dagpenge i en resterende orlovsperiode. Afbrydes orloven, anses beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed for genoptaget.
Ledige
Et ledigt medlem, der afbryder sin orlov, vil umiddelbart kunne modtage dagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Medlemmet skal bl.a. tilmelde sig Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
1.6 Afskedigelse i orlovsperioden
De almindelige opsigelsesregler gælder også under uddannelsesorlov. Det er muligt at afskedige orlovspersonen i orlovsperioden.
Bliver orlovspersonen afskediget under sin orlov, vil personen kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb.
1.7 Arbejdskravet/Ydelsesperioder
Udføres der i orlovsperioden arbejde, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2.
Perioder med orlov til uddannelse medregnes ikke i perioderne (hverken i ydelses- eller referenceperioderne) efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2.
Retten til uddannelsesorlov begrænses af reglerne om gentagen orlov, hvorefter lønmodtagere højst kan gå på uddannelsesorlov og sabbatorlov i en samlet periode på 1 år inden for 5 år, selvstændige højst kan opnå adgang til uddannelsesorlov i 1 år inden for 5 år, og ledige højst kan gå på uddannelsesorlov i 2 år i forbindelse med den 7-årige ydelsesperiode efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2. De 2 års orlov for ledige kan tages i sammenhæng i delperiode 1 eller delperiode 2.
1.8 Orlovsaftaler, der er godkendt før 1. januar 1994
Orlovsaftaler, der er godkendt før den 1. januar 1994, skal som udgangspunkt administreres efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor orlovsaftalen blev godkendt - også selv om orloven først afholdes efter den 1. januar 1994. Arbejdsformidlingen kan dog før 1. januar 1994 bevilge orlov efter lov om orlov. Bevillingen vil i en overgangsperiode blive påført oplysning om, efter hvilke regler orloven skal administreres.
Orlovsperioder, der administreres efter de hidtidige regler, medregnes ikke i retten til uddannelsesorlov efter gældende regelsæt, jf. ovenfor om gentagen orlov. Det samme gælder tidligere afholdte orlovsperioder, der således ikke vil reducere retten til orlov efter nærværende regler.
VI Oplysningspligt og tilbagebetaling
Et medlem, der modtager orlovsydelse, er forpligtet til at underrette arbejdsløshedskassen om forhold, der har betydning for retten til ydelsen.
Har medlemmet givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet forhold af betydning for retten til ydelsen, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelsen, skal orlovsydelsen, der er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, der i henhold til § 86, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse på orlovsydelse, der er udbetalt med urette.
VII Sanktion
Et medlem på orlov med orlovsydelse kan idømmes sanktion efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87 for svigagtigt eller uagtsomt forhold over for kassen i forbindelse med modtagelsen af ydelsen.
Medlemmet kan således blive udelukket fra retten til orlovsydelse, dagpenge m.v. i en periode eller miste sit medlemskab af kassen.
VIII Kasseansvar
I tilfælde, hvor der er udbetalt orlovsydelse med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, jf. stk. 13.
Kassen bevarer dog retten til refusion for fejludbetalte ydelser, hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold eller Arbejdsformidlingen.
De nærmere regler for kassernes ret til refusion findes i direktoratets bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, der finder tilsvarende anvendelse på orlovsydelse.
IX Klageadgang
Klage over en kasses afgørelse om ret til orlovsydelse, fradrag i ydelsen, ydelsens størrelse, tilbagebetaling, sanktion m.v. kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og direktoratets afgørelser vil kunne indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 98 og § 99.
Derimod kan Arbejdsformidlingens afgørelser om orlovsydelse ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 26. januar 1994
Birger Stein Christensen
/ Yvonne Olesen
Ingen