Legislator Case Law & Legislation
C19936033854 DK

Skrivelse om rækkefølgen for betaling af bøder, sagsomkostninger, efterbetalingsbeløb, konfiskation m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1993 60338 Valid

Skrivelse om rækkefølgen for betaling af bøder, sagsomkostninger, efterbetalingsbeløb, konfiskation m.v.

(Til politiet, anklagemyndigheden og domstolene m.fl.)

Efter hidtil gældende praksis har tilladelse til afdragsvis betaling af bøder, konfiskation mv. normalt været betinget af, at indkomne afdrag først afskrives på konfiskationen og til sidst på bøden. Spørgsmålet om denne rækkefølge har været forelagt Justitsministeriets lovafdeling, som finder det rettest, at den hidtil fulgte praksis ændres, således at afdrag først afskrives på bøden, medmindre skyldneren tilkendegiver, at afdraget ønskes afskrevet på andre gældsposter, fx. sagsomkostninger.

Den hidtil fulgte praksis fremgår af side 22 i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning af 1983 i behandlingen af sager om benådning og udsættelse med straffuldbyrdelse mv. Denne praksis ændres således

Hvis debitor ud over bøde tillige skal betale sagsomkostninger, konfiskation, efterbetalingsbeløb eller lignende, skal indkomne afdrag først afskrives på bøden og dernæst på konfiskationen (og eventuelle efterbetalingsbeløb) og til sidst på sagsomkostningerne.

Når efterbetalings- eller afgiftsbeløb indgår i en samlet afdragsordning, fastsættes betingelserne i øvrigt efter forhandling med de pågældende administrative myndigheder.

En afdragsordning kan ikke betinges af, at indkomne afdrag først afskrives på konfiskation, efterbetalings- eller afgiftsbeløb, sagsomkostninger og lignende.

Debitor kan kræve, at afdrag skal afskrives på andre gældsposter end bøden. Det gælder dog ikke, hvis det medfører, at bøden ikke kan betales, inden forældelse indtræder. Hvis debitor måtte kræve afdrag afskrevet på andre gældsposter end bøden, skal den pågældende vejledes om, at den fulde bødeforvandlingsstraf (straftruslen) bevares, indtil øvrige gældsposter er betalt fuldt ud.

Opmærksomheden henledes på, at debitor ved at indbetale et beløb svarende til en bestemt gældspost (fx alle sagsomkostninger, hele konfiskationsbeløbet eller hele bøden) altid kan kræve, at beløbet afskrives på den af debitor angivne gældspost og ikke helt eller delvist på andre gældsposter end den, som debitor ønsker at indfri.

Den nye praksis træder i kraft pr. 1. maj 1993. Der må dog fra modtagelsen af denne skrivelse ikke dekreteres afsoning af bødeforvandlingsstraf, uden at debitor har fået tilbud om, at allerede erlagte afdrag omposteres og afskrives på bøden.

For allerede indgåede afdragsordninger gælder følgende

Der er af ressourcemæssige årsager ikke fundet grundlag for at pålægge embederne af egen drift at foretage ændringer i de sager, hvor der er indgået afdragsordninger.

Hvis en indgået afdragsordning skal ændres på grund af misligeholdelse eller af andre grunde, forudsættes det, at debitor fremover behandles i overensstemmelse med den nye praksis og tilbydes en ordning svarende hertil. Tilsvarende gælder, når der efter afdragsperiodens udløb skal træffes ny afgørelse om en fortsat afdragsordning. Det forudsættes endvidere, at debitorer, der selv henvender sig herom, behandles efter den nye praksis.

Der vedlægges ændring af afsnittet »Rækkefølgen for betaling af sagsomkostninger, efterbetalingsbeløb, konfiskation mv.«.(* 1)

Til orientering vedlægges endvidere Justitsministeriets skrivelse af 1. december 1992 med bilag.(* 1)

Yderligere eksemplarer af denne skrivelse kan rekvireres i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, tlf. 33 11 55 00, lokal 363.

Eventuelle tvivlsspørgsmål kan forelægges ved telefonisk henvendelse til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens 2. kontor.

P.M.V.

Christian Trønning / Annette Esdorf

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →