Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

§ 9, stk. 1, nr. 1, omhandler navnlig dødsfald, som kan antages at være forvoldt ved forsætligt eller uagtsomt strafbart forhold fra en anden persons side, men bestemmelserne kan også tjene til at hindre, at der straks eller senere opstår mytedannelser i anledning af et dødsfald, hvilket navnlig kan tænkes at være tilfældet ved børnedødsfald og dødsfald, der indtræder lang tid efter en ulykke.

§ 9, stk. 1, nr. 2, omhandler dødsfald, hvor dødsmåden (jf. afsnit 3.1.) ikke med tilstrækkelig sikkerhed er fastslået ved det retslægelige ligsyn. Det vil typisk være tilfælde, hvor dødsårsag og dødsmåde på dødsattesten er angivet som henholdsvis ukendt, uoplyst eller lignende.

§ 9, stk. 1, nr. 3, omhandler dødsfald, hvor dødsårsagen (jf. afsnit 3.1.) ikke med tilstrækkelig sikkerhed er fastslået ved det retslægelige ligsyn, og yderligere retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes påkrævet. Det bemærkes, at antallet af tilfælde udover tilfælde, hvor obduktion allerede følger af bestemmelserne i nr. 1 eller 2 hvor en nøjagtig konstatering af den specielle dødsårsag er af politimæssig betydning, er begrænset. som eksempel på reglens anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor der foreligger konkurrerende dødsårsager, og hvor den nærmere bestemmelse heraf kan være afgørende for klassifikationen af dødsmåden.

Der skal endvidere foranstaltes retslægelig obduktion, når dødsfaldet må antages at stå i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer (jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 254 af 22. oktober 1970).

Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Det følger af de almindelige regler, at afgørelsen er undergivet sædvanlig rekurs til den overordnede anklagemyndighed i sidste instans Justitsministeriet.

Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der udpeges af Justitsministeriet, sammen med en embedslæge eller en anden læge, der repræsenterer denne. Henvendelser om foretagelse af obduktion kan i henhold til Justitsministeriets cirkulære nr. 207 af 20. december 1937 som ændret ved cirkulære nr. 214 af 28. oktober 1959 og senere praksis, fortsat rettes til de retsmedicinske institutter i København, Århus og Odense.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 20, stk. 2, 2. pkt., er Arbejdsskadestyrelsen berettiget til at forlange obduktion foretaget efter reglerne om lovmæssige (retslægelige) obduktioner. I tilfælde, hvor der ikke af politiet begæres obduktion, men hvor dødsfaldet efter de foreliggende oplysninger kan skyldes en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, som kan medføre krav efter arbejdsskadeforsikringsloven (jf. Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991 om fortegnelse over erhvervssygdomme), skal Arbejdsskadestyrelsen underrettes herom. henvendelse kan rettes til Arbejdsskadestyrelsens 8. kontor på tlf. 39 17 76 62. Dette er et direkte nummer, som kan benyttes mandag og tirsdag mellem kl. 08.00 og kl. 16.00 og onsdag til fredag mellem kl. 08.00 og kl. 15.00. Om aftenen og i weekenden kan der rettes henvendelse på tlf. 31 87 71 16. endelig kan der om fornødent rettes henvendelse til kontorchefen for 8. kontor eller en af de andre kontorchefer i Arbejdsskadestyrelsen på disses private telefonnumre.

Der henvises i øvrigt til det, der er anført under punkt 3.3. om transplantation fra afdøde personer.

4.1. Underretning.

Forinden der foretages retslægelig obduktion herunder efter Arbejdsskadestyrelsens begæring skal politiet efter lovens § 10, stk. 2, såfremt omstændighederne tillader det, underrette afdødes nærmeste om dødsfaldet og om, at obduktion vil blive foretaget, ligesom de skal gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse. Afgrænsningen af afdødes nærmeste må foretages konkret, men vil i hvert fald omfatte ægtefælle, registreret partner, samlever, slægtning i lige linie og alt efter de konkrete forhold søskende og plejebørn samt andre slægtninge eller besvogrede, som afdøde var nært knyttet til.

Der skal normalt kun gives underretning til én af de nærmeste, så vidt muligt først og fremmest afdødes samlevende ægtefælle, registrerede partner, samlever eller myndige børn eller i givet fald andre, som umiddelbart kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til afdøde.

Foretager politiet underretningen telefonisk, bør der udfærdiges en notits herom. Det bør af notitsen udtrykkeligt fremgå, om den pågældende protesterer imod politiets beslutning om obduktion. Det bør endvidere fremgå, at den pågældende er gjort bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

Der er kun pligt til at foretage underretning, såfremt omstændighederne tillader det. Den mulighed, der her holdes åben, for at obduktion kan finde sted, selv om det ikke er lykkedes at underrette de nærmeste om dødsfaldet, vil f.eks. kunne få betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde såvel af efterforskningsmæssige grunde som ud fra et lægeligt synspunkt vil kunne være af afgørende betydning, at obduktion kan foretages straks uden at afvente underretning af de nærmeste, hvis opholdssted måske ikke kendes. Som andre eksempler kan nævnes opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet ikke umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre et vigtigt led i identifikationsarbejdet.

I tilfælde, hvor obduktionen begæres af Arbejdsskadestyrelsen, skal afdødes nærmeste samtidig gøres opmærksom på bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 23, stk. 2, hvorefter de efterladte kan fortabe deres krav, såfremt de modsætter sig en af styrelsen begæret obduktion. Midsætter afdødes nærmeste sig obduktion, bør Arbejdsskadestyrelsen straks telefonisk underrettes herom, således at styrelsen kan tage stilling til, om begæringen fastholdes.

Fremgår det af de foreliggende oplysninger, at afdøde har tegnet en ulykkes- eller livsforsikringspolice, og politiet ikke foranstalter retslægelig obduktion, skal vedkommende forsikringsselskab som hidtil telefonisk underrettes, således at selskabet på egen bekostning kan lade foretage obduktion.

4.2. Domstolsprøvelse.

Efter lovens § 11 skal polotiet, såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for retten.

Dette gælder også i tilfælde, hvor obduktionen mod de nærmestes protest begæres af Arbejdsskadestyrelsen.

Protest fra blot en enkelt inden for den kreds, som i det konkrete tilfælde må anses for at udgøre afdødes nærmeste, må normalt medføre, at spørgsmålet af politiet indbringes for retten.

Spørgsmålet om lovligheden af obduktionsbeslutningen bør i givet fald af politiet indbringes for retten i den politikreds, hvor beslutningen om obduktion er truffet. Omfatter denne politikreds flere retskredse, bør sagen indbringes for retten i den retskreds, hvor vedkommende er afgået ved døden, eller liget er fundet, men sagen kan dog indbringes for en anden ret inden for politikredsen, hvis politiet i det konkrete tilfælde finder dette mere hensigtsmæssigt.

Efter lovens § 11, stk. 2, behandles sagen efter strafferetsplejens regler. Det følger heraf blandt andet, at byrettens afgørelser vil kunne påkæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Under hensyn til det ønskelige i på et så tidligt tidspunkt som muligt at opnå en endelig afgørelse med hensyn til spørgsmålet om beslutningens lovlighed, er den ordinære frist for kære til landsretten nedsat til 3 dage. Sådant kæremål vil kun have opsættende virkning over for beslutningen om obduktion, såfremt dette i de enkelte tilfælde bestemmes enten af vedkommende byret eller af landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Hvor forholdene gør det nødvendigt, kan en af byretten godkendt obduktion i øvrigt bringes til udførelse inden kærefristens udløb, jf. herved lovens § 11, stk. 3, og det nedenfor anførte.

I de tilfælde, der er nævnt i lovens § 9, stk. 1, kan obduktionen foretages, inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers vil forspildes, jf. herved lovens § 11, stk. 3. Retten skal efter § 11 tage stilling til spørgsmålet om obduktionsbeslutningens lovlighed, uanset om obduktionen er foretaget inden kendelsens afsigelse. Efter Justitsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at retten som led i denne prøvelse også skal tage stilling til, om sagen har været så hastende, at det har været berettiget at lade obduktionen foretage, inden rettens kendelse foreligger. Justitsministeriet vil derfor finde det rigtigst, at retten underrettes, såfremt obduktion foretages i medfør af § 11, stk. 3, således at retten har mulighed for efterfølgende ved kendelse også at afgøre, om betingelserne herfor har været til stede.

5. Dødfødte personer.

Loven finder tilsvarende anvendelse på dødfødte personer, jf. lovens § 17, stk. 1.

Grænsen mellem aborter og dødfødte går som hidtil ved fostre, der har nået en sådan udvikling, at den 28. svangerskabsuge må antages at være passeret. Fostre, der kommer døde til verden forud for dette tidspunkt, anses for aborter, medens fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte tidspunkt, anses for dødfødte. Kun for så vidt angår dødfødte kræves ligsyn og dødsattest.

I alle tilfælde, hvor fostret har vist livstegn uden for moderens liv, selv om det ikke er levedygtigt, betragtes det uanset om det er født før eller efter 28. svangerskabsuge som levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og dødsattest m.v. finder anvendelse, når livstegnene er ophørt.

6. Lægers inhabilitet.

Ifølge § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 må en læge ikke konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion, når den afdøde

1)

var lægens nuværende eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn,

2)

var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn,

3)

på dødstidspunktet tilhørte lægens husstand, eller når lægen i øvrigt havde et særligt tilknytningsforhold til afdøde.

Er en læge herefter afskåret fra at foretage ligsyn, fremgår det af lovens § 3, stk. 2-4, hvilke andre læger, det påhviler at foretage ligsynet.

Kirkeministeriet har ved cirkulære nr. 196 af 14. september 1990 efter Justitsministeriets henstilling anmodet begravelsesmyndigheden om at have opmærksomheden henledt på de tilfælde, hvor det af dødsattesten eller de i øvrigt for begravelsesmyndigheden foreliggende oplysninger fremgår, at den dødsattestudstedende læge efter de ovennævnte bestemmelser er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, samt at begravelsesmyndigheden i sådanne tilfælde omgående foretager inberetning til politiet vedlagt dødsattesten.

Ved Sundhedsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 21. marts 1977 om embedslægernes opgaver i forbindelse med den rutinemæssige gennemgang af dødsattester er embedslægerne endvidere anmodet om at have opmærksomheden henledt på tilfælde, hvor det af dødsattesten m.v. fremgår, at lægen er inhabil, eller der er grundlag for mistanke herom, og da straks at foretage indberetning til politiet.

Har en læge udstedt en dødsattest i strid med habilitetsreglerne i bekendtgørelsens § 1, bør der så vidt muligt afholdes et retslægeligt ligsyn og udstedes en ny dødsattest af en af de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut.)

Gør ligbrænding eller begravelse det ikke praktisk muligt at afholde et sådant ligsyn, bør embedslægeinstitutionen på grundlag af politirapport afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at udstede en ny dødsattest.

Embedslægens indberetning i disse tilfælde bør ikke føre til, at politiet uden videre indleder en politimæssig efterforskning med henblik på, om dødsfaldet har sammenhæng med strafbart forhold. Foreligger der imidlertid sådanne særlige omstændigheder, at mistanke er begrundet, vil en nærmere undersøgelse også kunne indbefatte opgravning og undersøgelse af liget.

7. Militært personel.

Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel efter lovens § 18, stk. 3, i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

8. Overførsel af lig til udlandet.

Ønskes et lig overført til udlandet, skal der foreligge et ligpas, der i henhold til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig udstedes af embedslægeinstitutionen på dødsstedet i Københavns kommune af stadslægen).

Ligpasset skal følge liget under transporten, medens den originale dødsattest skal forblive i landet.

Der kan endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 26. september 1983 om transport af lig til eller fra udlandet.

9. Retskemiske undersøgelser.

Retskemiske undersøgelser foretages på de tre retsmedicinske institutter i København, Odense og Århus.

10. Ophævelse af cirkulæreskrivelse.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 79 af 30. marts 1977 ophæves.

Justitsministeriet, den 8. februar 1993

Pia Gjellerup

/Hans-Viggo Jensen

Vejledning til politiet om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

1. Regelgrundlaget.

Bestemmelserne om dødens konstatering, foretagelse af ligsyn, udstedelse af dødsattest, omsorg for lig, obduktion og transplantation m.v. findes i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v., der trådte i kraft den 1. juli 1990. Loven er optrykt som bilag til denne vejledning.

Med denne lov blev hjernedødskriteriet indført som et supplerende dødskriterium til hjertedødskriteriet. Der blev endvidere indført skærpede regler om samtykke som betingelse for at kunne foretage lægevidenskabelig obduktion og transplantation.

Endvidere skete der med loven en samling af reglerne i de tidligere love om transplantation (lov om udtagelse af menneskeligt væv m.v.) og om ligsyn. disse love (lov nr. 246 af 9. juni 1967 og lov nr. 279 af 26. maj 1976) blev samtidig ophævet.

Bestemmelserne i lovens kap. 2 om ligsyn, dødsattester og omsorg for lig svarer med enkelte redaktionelle og systematiske ændringer til de hidtidige regler i ligsynslovens §§ 1-5 og § 9. Kap. 3 om obduktion er bortset fra en enkelt redaktionel ændring i § 10 uændret i forhold til ligsynslovens §§ 6-8.

I tilknytning til lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion samt bekendtgørelse nr. 475 af 22. juni 1990 om dødsattester.

Ved dødsfald ombord på dansk skib på søen eller i fremmed havn finder Industriministeriets bekendtgørelse nr. 829 af 10. december 1990 om ligsyn og begravelse m.v. ved dødsfald til søs anvendelse. Bestemmelserne i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. vil dog delvis finde anvendelse også i disse tilfælde, såfremt dødsfald sker på skib i dansk havn eller inden for 24 timer før anløb af dansk havn, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. andre dødsfald, som indtræder uden for dansk område, vil også være omfattet af lovens regler, såfremt liget er bragt til Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at lig efter lovens § 7, stk. 2, bl.a. ikke må føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Ligsyn skal således foretages, før et indført lig kan udføres igen, medmindre der foreligger fyldestgørende dokumentation for, at ligsyn er foretaget i udlandet.

2. Dødens konstatering.

Ifølge § 1 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. kan en persons død konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

Når dødens indtræden er konstateret, kan lægelig behandling, herunder i tilfælde af hjernedød brug af respirator, ophøre.

Der er ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 118 af 25. juni 1990 om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion fastsat nærmere regler om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet.

Der består for lægerne på den ene side ikke nogen pligt til at iværksætte (og fuldføre) de undersøgelser, der er nødvendige for at kunne konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet, og på den anden side ikke nogen pligt til på en hjernedød person at undlade kunstigt at opretholde hjertets pumpefunktion ved brug af respirator. Hvor længe en hjernedød person kan forblive i respirator f.eks. i tilfælde af graviditet, hvor fødslen er nært forestående, eller med henblik på transplantation må afgøres efter de almindelige regler for lægers virksomhed.

Vedrørende lovens § 1 bemærkes endvidere, at i de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen, straffelovgivningen m.v.), vil dødstidspunktet skulle fastsættes til det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret efter § 1, nr. 1 eller 2. Dødens indtræden skal kun konstateres én gang. Har lægerne efter gennemførelsen af de foreskrevne undersøgelser således konstateret hjernedødens indtræden, kan de ikke undlade at erklære den pågældende død, og det konstaterede dødstidspunkt efter dette kriterium er det tidspunkt, der skal anføres i patientjournalen og i dødsattesten som dødstidspunktet.

3. Ligsyn m.v.

Bestemmelserne vedrørende ligsyn, herunder retslægeligt ligsyn, indberetning til politiet, dødsattester og omsorg for lig findes i lovens kapital 2, §§ 3-8.

3.1. Ligsyn.

Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Dødstegn skal som hidtil bestå i enten dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller forrådnelse.

Dødsmåderne er naturlig død, ulykkestilfælde, selvmord og drab. På dødsattesten er det endvidere muligt at angive dødsmåden som "uoplyst", såfremt det ikke er muligt ved det retslægelige ligsyn at bestemme dødsmåden med sikkerhed.

Dødsårsagerne er de sygdomme, læsioner, forgiftninger m.v., der betinger dødens indtræden.

Er en læge ikke til stede eller tilkaldt, når politiet får kendskab til et lig, bør politiet efter lovens § 3 hurtigst muligt tilkalde en læge. Justitsministeriet skal i denne forbindelse henvise til de hensyn, som er baggrunden for lovens § 8 om omsorg for lig, jf. nedenfor afsnit 3.6.

De nærmere bestemmelser vedrørende foretagelse af ligsyn er fastsat ved Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 119 af 25. juni 1990 til landets læger om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.

3.2. Indberetning til politiet.

Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, har pligt til at afgive indberetning til politiet i en række tilfælde, der er opregnet i lovens § 4, med henblik på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn.

Det vil være tilstrækkeligt med en telefonisk indberetning herom. anmeldelsen skal foretages uden unødigt ophold.

3.3. Retslægeligt ligsyn.

I de tilfælde, hvor lægen indberetter et dødsfald til politiet, jf. lovens § 4, iværksættes ifølge lovens § 5, stk. 1, normalt retslægeligt ligsyn.

Retslægeligt ligsyn kan dog fortsat undlades i de i lovens § 5, stk. 2, nævnet tilfælde, dvs. navnlig hvor dødsfaldet efter de tilvejebragte oplysninger er uden politimæssig interesse.

Retslægeligt ligsyn kan således navnlig undlades ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2. (når en person findes død), nr. 3 (når døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af lægelige grunde), nr. 5 (når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom) og nr. 6 (når dødsfald forekommer i kriminalforsorgens institutioner), såfremt der mellem politiet og embedslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 2, samt ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4 (når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring), såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, jf. herved § 5, stk. 2, nr. 3.

Bestemmelsen om, at retslægeligt ligsyn i øvrigt kan undlades, træffes af politiet alene, jf. herved de af lovens § 5, stk. 2, nr. 1 og 4, omhandlede tilfælde. Det anbefales dog, at der altid i tvivlstilfælde indhentes udtalelse om de lægelige oplysninger hos den stedlige embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut).

Transplantation fra afdøde personer må efter lovens § 15, stk. 3, ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn, medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen. Dette må medføre, at det i disse tilfælde er en betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra afdøde personer, at politiet forinden har erklæret sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker vil transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, hvis politiet ikke på eget initiativ konkret har nedlagt forbud herimod, og de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Det anbefales, at politiet i såvel "samtykke" som "forbuds"-tilfældene kontakter embedslægeinstitutionen (i København Retspatologisk Institut) for en nærmere drøftelse af spørgsmålet, såfremt det giver anledning til tvivl.

Ligsynet foretages i henhold til § 6 af politiet og en af de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut).

Vedrørende lovens § 6, stk. 2, om andre lægers adgang til deltagelse i retslægeligt ligsyn i embedslægens sted, bemærkes, at Justitsministeriets tilladelse for professorerne i retsmedicin ved Københavns Universitet, Retsmedicinsk institut i Århus og Odense og deres assistenter til at deltage i retslægelige ligsyn, fortsat er gældende.

Bestemmelsen i ligsynslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., om politimesterens adgang til i påtrængende tilfælde at udpege en læge, vil navnlig kunne anvendes i de ekstraordinære situationer, hvor embedslægeinstitutionen er forhindret, og hvor der ikke fungerer en vikar for de til embedet knyttede læger. Det vil være hensigtsmæssigt, at politiet med henblik på sådanne ekstraordinære tilfælde forud har forhandlet med det stedlige embedslægeinstitution (i København Retspatologisk Institut) om, hvilke stedlige læger der må anses som egnede til at blive tilkaldt.

3.4. Dødsattest m.v.

Efter lovens § 7, stk. 1, påhviler det den læge, der har foretaget ligsyn, at udstede dødsattest. Er dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn.

Ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 475 af 22. juni 1990, der ligeledes trådte i kraft den 1. juli 1990, er det foreskrevet, at dødsattesten skal udfærdiges på en af Sundhedsstyrelsen udstedt blanket, formular nr. 1331. Den ny blanket, hvori teksten er ajourført i overensstemmelse med de nugældende bestemmelser, er trådt i stedet for den ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 45 af 7. februar 1977 om dødsattester foreskrevne blanket (formular nr. 1231, grå). Sundhedsstyrelsen har udfærdiget en vejledning af 15. maj 1991 om udfyldelse af dødsattest.

3.5. Begravelse og ligbrænding.

Udstedelse af dødsattest er efter lovens § 7, stk. 2, en forudsætning for, at liget kan begraves, brændes eller føres ud af landet.

Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet. Påtegningen er politiets endelige godkendelse af, at yderligere undersøgelser af liget fra det offentliges side i anledning af dødsfaldet er upåkrævet.

Efter Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 593 af 1. december 1975, § 2, stk. 2, skal dødsattesten i øvrigt såfremt ligbrænding ønskes foretaget indeholde erklæring fra lægen om, at der efter dennes skøn ikke er grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse. Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor.

3.6. Omsorg for lig.

Efter lovens § 8 skal en person, der antages at være afgået ved døden, anbringes under forsvarlige forhold, og er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet, og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel.

Pligten til at anbringe afdøde under forsvarlige forhold er foreskrevet ikke alene af hensyn til en eventuel mulighed for genoplivning, men også af hensyn til den politimæssige interesse i i videst muligt omfang at hindre, at liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, der kan indvirke på resultatet af eventuelle retsmedicinske undersøgelser. Bestemmelsen tilgodeser endvidere almindelige sømmelighedshensyn.

Pligten til at holde den pågældende under jævnligt opsyn ophører, når dødens indtræden er konstateret af en læge, eller når det i øvrigt er åbenbart, at den pågældende er død.

Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil begravelse eller ligbrænding har fundet sted.

Særlig for så vidt angår behandling af smittefarlige lig, er der ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig fastsat nærmere bestemmelser.

4. Retslægelig obduktion.

Reglerne om obduktion findes i lovens kap. 3. Loven sondrer mellem retslægelige og lægevidenskabelige obduktioner (også kaldet hospitalsobduktioner). Her skal alene de retslægelige obduktioner, der foretages af politimæssige grunde, omtales.

Retslægelig obduktion skal foretages i de i lovens § 9, stk. 1, omhandlede tilfælde.