Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med lov om ændring af lov om orlovsydelse til uddannelse og lov om ændring af lov om forældreorlovsydelse
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med lov om ændring af lov om orlovsydelse til uddannelse og lov om ændring af lov om forældreorlovsydelse
AF-kontorerne
I. INDLEDNING
Dette cirkulære ophævet cirkulære nr. 11/92 af 26. juni 1992. Cirkulæret indeholder retningslinier for Arbejdsformidlingens (AF) administration mv. i forbindelse med lov nr. 179 af 14. april 1993 om ændring af lov om orlovsydelse til uddannelse og lov nr. 180 af 14. april 1993 om ændring af lov om forældreorlovsydelse. Lovene trådte i kraft den 16. april 1993 og har virkning til den 31. december 1994. ansøgning om orlov skal være godkendt af AF senest den 31. december 1993.
Lovene er en ændring af de hidtil gældende regler på området. Således gives der nu mulighed for, at flere kan benytte sig af orlovsordningerne, idet selvstændige erhvervsdrivende herunder personer, der i væsentlig omfang deltager i driften af ægtefællens virksomhed og ledige nu også kan få orlov. Derudover lempes kravet til beskæftigelse og a-kassemedlemskab for så vidt angår uddannelsesorlov fra de hidtidige 7 år indenfor de sidste 10 år til 3 år indenfor de sidste 5 år. Der sker tilsvarende en nedsættelse for deltidsbeskæftigede.
Desuden ændres orlovsperiodens længde for uddannelsesorlovens vedkommende fra mindst 4 uger og højst 36 uger til mindst 1 uge og højst 52 uger. For forældreorlovens vedkommende forlænges orlovsperioden fra højst 36 uger til højst 52 uger.
Endvidere gives der mulighed for, at der indlægges en oplæringsperiode umiddelbart forud for orloven ved ansættelse af en ledig som afløser i orlovsstillingen.
Endelig åbnes der op for at andre end ledige kan afløse i en orlovsstilling, samt at der kan ydes supplerende dagpenge til afløseren.
Ved bekendtgørelse nr. 324 af 20. maj 1993 om jobrotation og forældreorlovsydelse samt bekendtgørelse nr. 325 af 20. maj 1993 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse med tilhørende vejledninger er der fastsat nærmere regler om ordningerne. Bekendtgørelserne som trådte i kraft den 2. juni 1993 og har virkning fra den 16. april 1993 ophæver bekendtgørelse nr. 555 af 23. juni 1992 om jobrotation og forældreorlovsydelse og bekendtgørelse nr. 556 af 23. juni 1992 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse.
Efter de nye bekendtgørelser indføres smidigere regler med hensyn til kontrollen af, om der er ansat en afløser i hele orlovsperioden (lønseddelproceduren). Endvidere gives der arbejdsgiveren mulighed for at yde orlovspersonen løn under orloven mod en refusion svarende til orlovsydelsen. Arbejdsgiveren kan også yde et beløb, der supplerer den orlovsydelse, lønmodtageren modtager, uden at der i den forbindelse foretages fradrag i orlovsydelsen.
I forbindelse med ændringerne har Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejdet nye ansøgningsblanketter mv. til brug for administrationen af ordningerne. Nyt informationsmateriale er ligeledes udarbejdet.
Formålet med ændringerne er at give flere mulighed for at få orlov, dels ved at give en større persongruppe mulighed for at søge orlov, dels ved at smidiggøre proceduren omkring orlovsforløbet.
Det primære formål med ordningerne er således fortsat gennem orlov at understøtte virksomhedernes og den enkeltes behov for efter-/videreuddannelse, at give småbørnsfamilier bedre vilkår, samt skabe mulighed for jobrotation.
Jobrotationsprincippet kan dog fraviges, når særlige hensyn gør det nødvendigt.
Således er der i sagens natur ikke et rotationskrav ved lediges orlov, ligesom der for selvstændige erhvervsdrivendes orlov kan være hensyn der gør, at der ikke skal ske rotation i disse tilfælde. Med hensyn til selvstændige erhvervsdrivende, skal det dog understreges, at der som hovedregel forventes at ville ske rotation.
Ordningerne bygger fortsat på en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager. I forbindelse med ændring af bekendtgørelserne, er der indført krav om, at aftalen skal udformes skriftligt.
For så vidt angår ledige og selvstændige erhvervsdrivende aftales orlov med AF. Det skal i den forbindelse bemærkes, at personer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere, og som samtidig står tilmeldt AF (teknisk ledige) med eller uden ret til supplerende dagpenge skal følge reglerne for lønmodtagere for at gå på orlov.
Det skal bemærkes, at ved selvstændige erhvervsdrivende forstås i det følgende personer, der i arbejdsløshedsforsikringsmæssig forstand anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentlig omfang, herunder således også personer, der i væsentlig omfang deltager i driften af ægtefællens virksomhed. Afgørelsen om, hvorvidt en person driver selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentlig omfang i forhold til lov om orlovsydelse til uddannelse og lov om forældreorlovsydelse, træffes af a-kassen.
II. AF S VEJLEDNING
AF skal fortsat sikre, at der finder den fornødne information og vejledning sted overfor såvel virksomhederne og offentlige institutioner m.v. som de ansatte, selvstændige erhvervsdrivende og ledige, der måtte ønske at benytte sig af orlovsordningerne. AF kan bistå virksomhederne og offentlige institutioner med vejledning i forbindelse med efter-/videreuddannelse af de ansatte og med formidling af afløsere til orlovsstillingerne.
AF har således den generelle vejledningspligt i forbindelse med orlovsordningerne. Arbejdsløshedskasserne skal vejlede egne medlemmer, påtegne/attestere ansøgningen, jf. nedenfor, og drage omsorg for udbetaling af orlovsydelsen efter de nærmere fastsatte retningslinier herom.
Det er derfor også a-kassen, der i orlovsperioden skal sørge for, at der løbende er dokumentation for, at orlov fortsat holdes, jf. § 20 i bekendtgørelse om jobrotation og forældreorlovsydelse og § 21 i bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse.
I den forbindelse henvises til direktoratet for arbejdsløshedsforsikringens vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af henholdsvis lov om forældreorlovsydelse og lov om orlovsydelse til uddannelse (B-vejledning af 26. maj 1993).
III. RETNINGSLINIER FOR AF S ADMINISTRATION.
For overskuelighedens skyld og for nemmere at kunne administrere ordningerne i overgangsperioden, er de retningslinier, som var gældende efter de hidtidige regler, og som fortsat gælder efter de ændrede regler, nævnt med mindre skrift. I det omfang der er tilføjelser eller nye retningsliner er disse fremhævet.
1. Dokumentationskrav for orlovspersonen.
AF skal påse, at der foreligger dokumentation for deltagelse i uddannelsen. Dokumentation for deltagelse i uddannelse foreligger, når uddannelsesinstitutionen på ansøgningsblanketten har attesteret, at orlovspersonen er optaget på uddannelsen.
Ved godkendelse af orlovsydelse til uddannelse, skal AF endvidere påse, at beskæftigelseskravene er opfyldt, jf. § 4 i bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse. Dokumentation foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har erklæret dette.
For så vidt angår beskæftigelseskravet for lønmodtagere, skal en fuldtidsbeskæftiget lønmodtager have været ansat i mindst 1 år hos arbejdsgiveren umiddelbart forud for orloven, samt inden for de sidste 5 år have haft ansættelse svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse.
En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal have været ansat i mindst 1 år hos arbejdsgiveren umiddelbart forud for orloven, samt inden for de sidste 5 år have haft ansættelse svarende til mindst 2 års fuldtidsbeskæftigelse.
For så vidt angår beskæftigelseskravet for ledige, skal en fuldtidsforsikret ledig inden for de sidste 5 år have haft ansættelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentlig omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse.
En deltidsforsikret ledig skal inden for de sidste 5 år have haft ansættelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentlig omfang svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse.
For så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende, skal den selvstændige erhvervsdrivende inden for de sidste 5 år have haft ansættelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentlig omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse.
For alle tre persongrupper gælder endvidere, at de skal have været medlem af en arbejdsløshedskasse i 3 år inden for de sidste 5 år.
Ved godkendelse af forældreorlovsydelse skal AF påse, at dokumentation for børn i alderen 0 til og med 8 år foreligger. Alderskravet skal være opfyldt i hele orlovsperioden.
Med hensyn til udlevering af oplysninger til kommuner om forældreorlovspersoner, henvises til Arbejdsmarkedsstyrelsens skrivelse af 20. januar 1993. AF skal på kommunens anmodning udlevere oplysning om orlovspersonens navn, cpr.-nr., barnets cpr.nr., samt orlovsperiodens længde, samt eventuelt udlevere oplysning om forældreorlovspersonens adresse.
Dokumentation foreligger, når lønmodtageren/orlovspersonen på ansøgningen har oplyst barnets cpr.-nr. Lønmodtageren/orlovspersonen skal endvidere på tro og love erklære, at orlov holdes for at passe barnet, og at barnet ikke benytter offentligt dagtilbud i strid med § 2 i bekendtgørelse om jobrotation og forældreorlovsydelse.
2. Varighedsbetingelse for orlovsperioden.
AF påser, at orlovsperioden opfylder varighedsbetingelserne, dvs. mindst 1 uge og højst 52 uger ved orlovsydelse til uddannelse og mindst 13 uger og højst 52 uger ved forældreorlovsydelse.
3. Aftale om vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen.
AF skal påse, at der mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen, hvilket skal fremgå af ansøgningen. AF skal ikke godkende aftalen som sådan, hvorfor det ikke er nødvendigt, at AF ser eller er i besiddelse af aftalen.
4. Arbejdsgiverens lønforpligtelse overfor afløseren.
Arbejdsgiveren skal på tro og love erklære, at der ikke foretages afskedigelser af (ordinært) ansatte med det formål at aflønne ledige eller midlertidigt ansatte (jf. pkt. 6 om besættelse af den ledige stilling), og at afløseren ikke ansættes med andre offentlige løntilskud, dvs. efter lov om ATB, lov om kommunal beskæftigelsesindsats eller bistandslovens § 43, stk. 8 eller lignende tilskud. Arbejdsgiveren skal med andre ord bære hele lønudgiften til afløseren.
5. A-kassens attestation af orlovspersonens medlemskab og dagpengeret. Placeringen af den lediges falddato i forhold til orlovens udløb.
A-kassen skal for begge ordningers vedkommende på ansøgningsblanketten attestere, at orlovsansøgeren opfylder kravene om medlemskab og dagpengeret.
Vedrørende orlovsydelse til uddannelse skal a-kassen endvidere attestere, at orlovsansøgeren har været medlem af en a-kasse i mindst 3 år inden for de sidste 5 år.
I forbindelse med orlov til ledige skal det bemærkes, at orlovsperioden indgår i ledighedsperioden, hvilket medfører, at den lediges falddato bibeholdes under orloven. Som følge heraf bør AF få oplyst den lediges falddato for at sikre, at tidsfrister i forbindelse med ATB og lignende vil kunne overholdes.
6. Afløseren. A-kassens attestation af afløserens medlemskab og dagpengeret. Selvstændige erhvervsdrivendes ophør med at arbejde i virksomheden.
AF skal endvidere påse, at orlovsstillingen bliver besat med en dagpengeberettiget afløser med mindst samme timetal som orlovspersonen.
Hovedreglen er, at afløseren skal være en dagpengeberettiget ledig. Der er dog mulighed for at midlertidigt ansatte i virksomheden kan overgå til orlovsstillinger uanset om deres nuværende vikariat er afviklet. Ved en midlertidig ansættelse forstås en ansættelse, der er tids- eller arbejdsopgavebestemt, f.eks. barsels-, syge-, eller ferievikarer. en person, der er ansat som afløser i en orlovsstilling vil også kunne anses for midlertidigt ansat.
Afløserens a-kasse skal overfor AF bekræfte medlemskab og dagpengeret.
I den forbindelse kan AF formidlet arbejdskraft til ledige orlovsstillinger hvis arbejdsgiveren ønsker dette som led i Afs almindelige service overfor virksomhederne.
Det vil være muligt for såvel fuldtidsforsikrede som deltidsforsikrede, der overtager en deltidsorlovsstilling at få supplerende dagpenge. De sædvanlige betingelser for opnåelse af supplerende dagpenge skal være opfyldt, herunder eventuelt udstedelse af frigørelsesattest.
For så vidt angår selvstændige erhvervsdrivendes orlov bør der som hovedregel ske rotation, men egentlig rotationspligt foreligger ikke.
Den selvstændige erhvervsdrivende skal dokumentere, at vedkommende ophører med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden. Denne dokumentation skal som hovedregel ske i form af ansættelse af en dagpengeberettiget afløser. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejde kan imidlertid være af en sådan karakter, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, at der ansættes en afløser i den ledigblevne stilling.
Hvis en afløser ikke ansættes, skal den selvstændige erhvervsdrivende overfor a-kassen erklære at ophøre med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden og fremlægge materiale og oplysninger, der sandsynliggør, at den selvstændige erhvervsdrivende ophører med at arbejde i virksomheden i hele orlovsperioden. Erklæringen skal indeholde oplysninger om arten og omfanget af virksomheden, arbejdets tilrettelæggelse i virksomheden m.v. til sandsynliggørelse af, om det er muligt for den selvstændige erhvervsdrivende at ophøre med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden.
Af skal påse, at der enten ansættes en afløser i orlovsstillingen eller at der foreligger erklæring fra a-kassen om, at den selvstændige erhvervsdrivende ophører med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden.
7. Oplæringsperiode for afløseren.
I forbindelse med ansættelse af en dagpengeberettiget ledig gives arbejdsgiveren mulighed for at ansætte den ledige i en oplæringsperiode på op til 2 uger. I oplæringsperioden har arbejdsgiveren ret til en oplæringsydelse svarende til de dagpenge, som ellers ville være blevet udbetalt til den ledige. Oplæringsydelsen udbetales af a-kassen.
Såfremt arbejdsgiveren ønsker en oplæringsperiode, skal denne aftales med AF. AF skal, hvor der er knyttet en oplæringsperiode til orloven, påse
-
at orloven er af mindst 13 ugers varighed,
-
at afløseren er en dagpengeberettiget ledig, og
-
at oplæringsperioden ligger umiddelbart forud for orloven.
Det skal understreges, at der ikke kan gives oplæringsydelse til afløsere, der overgår fra en midlertidig ansættelse i virksomheden.
I forbindelse med uddannelsesorlov vil der endvidere, ud over oplæringsydelse, kunne ydes arbejdsgiveren tilskud til dækning af kursusudgifter for afløseren. Ved tilskud af denne art kan benyttes midler fra flaskehalspuljen og/eller incitamentspuljen efter reglerne herom. Det regionale arbejdsmarkedsnævn træffer afgørelse om, i hvilket omfang ovennævnte midler kan benyttes.
Det skal understreges, at arbejdsgiveren ikke har ret til tilskud ud over oplæringsydelsen.
8. Arbejdsgiverens erklæring om at holde orlovsstillingen besat i orlovsperioden.
Arbejdsgiveren skal på tro og love erklære at ville opfylde sin forpligtelse til at holde stillingen besat i hele orlovsperioden. Dette gælder dog ikke for den selvstændige erhvervsdrivende, som har ansat en afløser i virksomheden i orlovsperioden.
AF bør fremover ved stikprøver kontrollere, at der er ansat afløsere i orlovsstillingerne. Dette kan gøres ved at anmode virksomheden om at fremsende lønseddel for afløseren i en given måned/periode. Det regionale arbejdsmarkedsnævn kan fastsætte nærmere regler herom.
Såfremt AF bliver vidende om, at en orlovsstilling står ubesat, skal arbejdsgiveren gøres opmærksom på genbesættelsespligten og forpligtelsen til at overtage betalingen af orlovsydelsen, samt opfordres til straks at søge stillingen genbesat.
Den automatiske lønseddelprocedure for igangværende orlovsaftaler, indgået i henhold til de hidtidige regler ophæves. Som afløsning herfor udsendes en tro- og loveerklæring til arbejdsgiveren, som denne indsender til AF i udfyldt stand.
9. AF s godkendelse af orlovsaftalen.
Når AF har påset, at betingelserne for orlov er opfyldt, herunder at der er sket besættelse af den ledigblevne stilling, godkender AF ansøgningen og fremsender kopi til a-kassen, lønmodtageren og arbejdsgiveren.
10. Arbejdsgiverens genbesættelsespligt.
Hvis stillingen bliver ledig i orlovsperioden, skal arbejdsgiveren straks, d.v.s. uden unødigt ophold, genbesætte stillingen med en dagpengeberettiget ledig.
Arbejdsgiveren skal udfolde alle rimelige bestræbelser for at søge stillingen genbesat, herunder f.eks. anmode AF om at formidle en ledig, hvis arbejdsgiveren ikke selv kan besætte stillingen.
11. Konsekvenserne af manglende genbesættelse.
Hvis stillingen ikke genbesættes, bliver arbejdsgiveren forpligtet til at betale orlovsydelsen for den del af orlovsperioden, hvor der ikke er sket genbesættelse, i det omfang, den manglende genbesættelse ikke skyldes Afs forhold. Dette indebærer, at arbejdsgiveren kan blive forpligtet fra den første dag, hvor stillingen ikke har været besat.
Hvis stillingen bliver genbesat inden 6 uger, skal arbejdsgiveren dog ikke betale ydelsen for den periode, hvor stillingen har været ubesat.
AF træffer afgørelse om, fra hvilken dato arbejdsgiveren er forpligtet at betale orlovsydelsen, og AF meddeler arbejdsgiveren dette.
Orlovsydelsen indbetales til AF med det fulde bruttobeløb efter § 9 i bekendtgørelse om jobrotation og forældreorlovsydelse og § 8 i bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse, dvs. uden fradrag for andre indtægter og skattetræk.
12. Den nye afløsers medlemskab og dagpengeret.
Meddeler arbejdsgiveren, at stillingen er genbesat med en ny afløser, skal AF påse, at afløseren opfylder kravene om medlemskab af kassen og dagpengeret, jf. under punkt 6.
13. Underretningspligten a-kassen og AF imellem.
Af underretter a-kassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen.
Efter § 20 i bekendtgørelse om jobrotation og forældreorlovsydelse og § 21 i bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse skal a-kassen meddele AF, hvis udbetalingen af orlovs
ydelsen stoppes, hvorefter AF betragter ordningen som ophørt.
14. Ingen klageadgang vedrørende AF s afgørelse.
Afgørelser truffet af AF, vedrørende forældreorlovs-
ydelse og orlovsydelse til uddannelse er endelige og kan ikke indbringes for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
15. Klageadgang over a-kassens afgørelse.
Klager over udbetalingen af ydelserne henvises til a-kassen.
16. Overgangsordninger.
Orlovsaftaler, der er godkendt før den 16. april 1993, og som gennemføres helt eller delvist efter denne dato, administreres efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, orlovsaftalen blev godkendt.
Orlov indgået før den 16. april 1993 kan forlænges, således at den samlede orlovsperiode bliver 52 uger, jf. § 23, stk. 3 i bekendtgørelse om jobrotation og forældreorlovsydelse og § 24, stk. 3 i bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse. Disse orlovsaftaler skal dog fortsat administreres efter de hidtil gældende regler.
Vedrørende afskaffelse af den hidtidige lønseddelprocedure henvises til side 11.
Dette cirkulære træder i kraft dags dato, og har virkning fra den 16. april 1993.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 17. juni 1993