Cirkulæreskrivelse om meddelelse om provisionslønnet sælgers arbejdsophør, der var begrundet med ringe indtjening, kunne ikke anses for fyldestgørende begrundet

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om provisionslønnet sælgers arbejdsophør, der var begrundet med ringe indtjening, kunne ikke anses for fyldestgørende begrundet

Kommentar m.v.

En provisionslønnet sælger, der opsagde sin stilling på grund af ringe indtjening ca. 3 uger efter påbegyndelsen af arbejdet, kunne ikke anses for at have en fyldestgørende grund til arbejdsophøret, da han kun havde været ansat i kort tid, og da han ifølge ansættelseskontrakten ikke var lovet nogen garantiløn.

Meddelelse om afgørelsen

Medlemmet indgik den 5. november 1992 en salgs-repræsentant-kontrakt med sin tidligere arbejdsgiver. Ifølge kontrakten skulle medlemmet modtage en provision på 10 eller 20% af salget af virksomhedens produkter. Medlemmet tiltrådte stillingen den 23. november 1992.

Den 15. december 1992 opsagde medlemmet stillingen. Han begrundede opsigelsen med, at han følte, at han var blevet vildledt ved jobsamtalen, da der var blevet lovet en vis etableret kundekreds og en garantiløn på kr. 16.000,- i prøvetiden. Medlemmet var endvidere utilfreds med sin distriktschef og følte, at han ville have været bedre udrustet til jobbet, hvis han var startet med svejseskole.

Medlemmet anførte i klagen til direktoratet, at han godt var klar over, at det ikke fremgik af hans kontrakt, at han var blevet lovet en garantiløn, men at han stolede på folk.

Medlemmets tidligere arbejdsgiver meddelte den 4. februar 1993 arbejdsløshedskassen, at det altid havde været virksomhedens politik, at der blev arbejdet på fuld provision, hvilket også fremgik af kontrakten. Arbejdsgiveren mente, at det måtte bero på en misforståelse, at der skulle have været etableret en kundekreds, da virksomheden først startede den 1. marts 1992.

Ved oversendelsen af sagen til direktoratet den 9. februar 1993 fastholdt arbejdsløshedskassen afgørelsen og bemærkede, at den ikke havde fundet det godtgjort, at medlemmet var blevet misinformeret ved ansættelsen. Arbejdsløshedskassen lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet næppe på kun 3 uger kunne vurdere, om indtjeningen var dårlig. Medlemmet havde endvidere ikke søgt juridisk rådgivning hos den faglige organisation.

Medlemmet meddelte den 25. februar 1993 telefonisk direktoratet, at der var flere ansatte, der var blevet lovet en garantiløn de 3 første måneder, og som ikke fik denne.

Den 4. marts 1993 meddelte medlemmet, at 4-5 andre personer var holdt op i virksomheden på grund af diverse uoverensstemmelser om, hvad der var blevet lovet dem ved ansættelsen.

Arbejdsløshedskassen oplyste den 26. marts 1993, at medlemmet også var medlem af den faglige organisation.

Direktoratet lagde ved afgørelsen den 26. marts 1993 til grund, at medlemmet ikke i ansættelseskontrakten var blevet lovet en minimumsløn, men at medlemmet under ansættelsessamtalen havde fået det indtryk, at han ville få en løn på minimum 16.000,- kr.

Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet ikke havde forsøgt at opnå en løsning på de opståede problemer - eventuelt gennem den faglige organisation.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Ankenævnet lagde ved afgørelsen dels vægt på, at medlemmet var ansat i så kort tid, dels at han ifølge ansættelseskontrakten ikke var lovet nogen garantiløn.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 5. november 1993