Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighedsvurdering ved kassens kendskab til medlemmets helbredsbegrundede pensionssag og sanktion for fortielse af pensionsansøgning i en dagpengeperiode

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighedsvurdering ved kassens kendskab til medlemmets helbredsbegrundede pensionssag og sanktion for fortielse af pensionsansøgning i en dagpengeperiode

Meddelelse om afgørelsen

Til brug for kassernes administration af reglerne om retten til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven, når medlemmet har ansøgt om helbredsbegrundet social pension, udsendes hermed meddelelse om ankenævnets afgørelser i en række sager, samt dom afsagt af retten i Hillerød den 17. juli 1992.

1. DfA j.nr. 92-6269-6

Medlemmet søgte den 2. juli 1990 - i en fritstillingsperiode - om social pension begrundet i 50% erhvervsevnenedsættelse. Pensionen fik virkning fra 1. august 1990. Medlemmet var syg indtil 14. februar 1991 og modtog derefter dagpenge fra 1. marts 1991.

Medlemmet oplyste selv kassen om pensionssagen, ligesom kassen modtog indberetning i juli 1990 fra kommunen om den helbredsbegrundede pensionssag.

Kassen foretog ikke en egentlig rådighedsvurdering, hvori pensionssagens oplysninger indgik, forinden påbegyndelse af dagpengeudbetaling efter raskmelding. Dette til trods for kassens kendskab til fritstillingsperioden, til den helbredsbegrundede pensionssag og til sygeperioderne, senest fra 1. oktober 1990 til 14. februar 1991. Medlemmet havde ikke udført arbejde efter ansøgningstidspunktet.

Direktoratet fandt det ikke - heller ikke efterfølgende - godtgjort, at medlemmet ved kassens påbegyndelse af dagpengeudbetaling var i stand til at påtage sig arbejde op til 37 timer ugentlig. Dagpenge var derfor udbetalt med urette, og kassen havde ikke ret til refusion, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

Direktoratet meddelte samtidig kassen, at man ikke fandt grundlag for at rette henvendelse til kommunen om indberetningsproceduren, der var overholdt.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

2. DfA j.nr. 92-642-101

Medlemmet søgte den 29. juli 1991 - i en dagpengeperiode - om social pension, begrundet i 50% erhvervsevnenedsættelse. Pensionen fik virkning fra 1. august 1991. Medlemmet, hvis dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 udløb den 30. september 1991, havde fortiet pensionsansøgningen, som kassen fik kendskab til ved kommunens efterfølgende indberetning. Kassen traf herefter afgørelse om, at dagpenge var udbetalt med urette efter ansøgningstidspunktet på grund af manglende opfyldelse af rådighedskravet, og at disse skulle tilbagebetales af medlemmet. Kassen henviste bl.a. til pensionssagens akter, hvoraf fremgik, at medlemmets "erhvervsevne var nedsat med 2/3, hvorfor der var oplagt grundlag for almindelig førtidspension". Kassen fandt endvidere, at medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, skulle omfattes af en effektiv karantæne på 37 timer for fortielsen.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse om, at dagpengene var udbetalt med urette, om tilbagebetaling og om sanktion under henvisning til, at medlemmet over for kassen havde fortiet den verserende helbredsbegrundede pensionssag uanset den ubetingede oplysningspligt, som præciseret såvel på dagpengekortene som i standardvedtægten. Medlemmet havde derved afskåret kassen fra på dette tidspunkt at foretage en rådighedsvurdering, hvori indgik medlemmets helbredsoplysninger, jf. pensionssagen. Direktoratet bemærkede, at dagpenge udbetalt efter den 1. august 1991 var fejludbetalt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 64.

Direktoratet henstillede samtidig til kommunen at overholde indberetningspligten.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

3. DfA j.nr. 92-642-64

Medlemmet søgte den 29. marts 1990 - i en sygedagpengeperiode - om social pension begrundet i helbredsforhold. Medlemmet anmodede den 5. april 1990 om arbejdsløshedsdagpenge og oplyste, at der ikke var begrænsninger i hans arbejdsevne. Medlemmet modtog derefter dagpenge indtil ny sygemelding den 6. september 1990. Først ved ny raskmelding den 22. april 1991 oplyste medlemmet, at han den 29. marts 1990 havde søgt om helbredsbegrundet social pension.

Kassen traf herefter afgørelse om, at dagpenge udbetalt fra den 5. april 1990 var udbetalt med urette, idet medlemmet ikke havde oplyst om pensionssagen. Endvidere traf kassen afgørelse om, at dagpengene skulle tilbagebetales af medlemmet, og at medlemmet skulle slettes for svig.

Direktoratet tiltrådte afgørelsen om, at der var udbetalt dagpenge med urette, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62. Direktoratet lagde vægt på medlemmets ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder at seneste arbejdsforhold ophørte i december 1987 på grund af for stort fravær, at medlemmet havde været sygemeldt over flere, længere perioder, og at sygedagpengene ophørte i december 1990 med henvisning til medlemmets afslag på operation, der kunne have sikret varig helbredelse. Endvidere henvistes til medlemmets udtalelse i pensionssagen om, at han ikke mente, at han kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Direktoratet tiltrådte endvidere, at medlemmet skulle tilbagebetale beløbet, idet medlemmet ved sin fortielse havde afskåret kassen fra på ansøgningstidspunktet at foretage en rådighedsvurdering, hvori helbredsforholdene indgik. Derimod fandt direktoratet, at fortielsen alene skulle anses for uagtsom, således at medlemmet var omfattet af en effektiv karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

Direktoratet rettede samtidig henvendelse til socialforvaltningen om betydningen af, at indberetningspligten overholdes.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse, og fastholdt afgørelsen efter fornyet behandling, idet nævnet lagde vægt på en samlet vurdering af medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1987.

4. DfA j.nr. 92-642-99

Medlemmet, der var deltidsforsikret, søgte den 24. oktober 1990 om helbredsbegrundet social pension, og havde siden 19. september 1990 og indtil sygemelding den 21. marts 1991 modtaget supplerende dagpenge efter nedsættelse fra 22 timer til 14 timers ugentligt arbejde. Kassen indskærpede ved samtale i januar 1991 over for medlemmet at være aktivt arbejdssøgende, idet medlemmet kun havde søgt 3 stillinger. Medlemmets dagpengeret blev samtidig gjort betinget/midlertidig i en 3 måneders periode, hvorefter hendes sag - især jobsøgningsaktivitet - ville blive vurderet. Medlemmet oplyste ikke om den verserende pensionssag, som kassen først fik kendskab til ved modtagelse af kommunens indberetning den 25. januar 1991.

Kassen fandt, at dagpenge var udbetalt med rette under henvisning til medlemmets arbejde 15 timer ugentlig.

Direktoratet traf afgørelse om, at det var tvivlsomt, om medlemmet havde været til rådighed op til 30 timer ugentlig fra den 24. oktober 1990, hvor medlemmet søgte om helbredsbegrundet social pension. Direktoratet lagde herved vægt på dels oplysningerne om medlemmets helbredsforhold, dels at medlemmet før pensionsansøgningen kun arbejdede 22 timer ugentlig, hhv. 14-15 timer ugentlig efter august 1990, og at pensionen, der er begrundet i 50% erhvervsevnenedsættelse, blev tildelt med virkning fra den 1. november 1990.

Direktoratet fandt derfor, at dagpenge udbetalt efter den 24. oktober 1990 var udbetalt med urette, og at kassen ikke havde krav på refusion, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, idet kassen allerede forinden kendskabet til pensionssagen havde begrænset dagpengeretten til 3 mdr. og derfor ved kendskabet til pensionssagen ved almindelig agtpågivenhed kunne have forhindret fejludbetalingen.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet havde søgt pension den 24. oktober 1990, at hun var deltidsforsikret, og at hun på ansøgningstidspunktet var i arbejde ca. 15 timer ugentlig, hvilket hun fortsatte med indtil den 21. marts 1991.

Ankenævnet lagde endvidere til grund, at medlemmet i perioden 19. september 1990 til den 25. januar 1991 havde søgt 3 jobs.

Ankenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at kassen den 25. februar 1991 skønnede, at medlemmet, uanset hun havde søgt pension, fortsat stod til rådighed for arbejdsmarkedet dog således, at dagpengeretten var begrænset til 3 måneder.

Ankenævnet fandt således, at de efter den 24. oktober 1990 udbetalte dagpenge var udbetalt med rette, og at kassen var berettiget til sædvanlig refusion.

5. DfA j.nr. 92-642-83

Medlemmet søgte den 18. januar 1991 om social pension begrundet i 50% erhvervsevnenedsættelse. Medlemmet oplyste ikke om pensionssagen, heller ikke ved efterfølgende ? 65-samtale den 26. februar 1991, samt ved samtale i september 1991.

Kassen fik kendskab til pensionssagen ved direktoratets videresendelse af kommunens indberetning af 20. september 1991, hvor direktoratet samtidig anmodede kassen om at træffe afgørelse om, hvorvidt kassen fandt, at medlemmet på ansøgningstidspunktet opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, bl.a. under henvisning til, at medlemmet siden 1980 kun havde haft 15 timers beskæftigelse pr. uge bortset fra arbejdstilbudet.

Da kassen også efterfølgende anså rådighedsbetingelsen for opfyldt, traf direktoratet afgørelse om, at det må anses for tvivlsomt, om medlemmet fortsat kan anses for at være til rådighed som arbejdssøgende til fuldtidsbeskæftigelse. Direktoratet henviste til pensionssagens helbredsvurdering sammenholdt med, at medlemmet siden 1980 kun havde haft 15 timers beskæftigelse pr. uge bortset fra arbejdstilbud fra januar til august 1990. Direktoratet statuerede ikke fejludbetaling, men henledte kassens opmærksomhed på muligheden af at give et medlem frist til at bevise sin rådighed. Samtidig rådede direktoratet generelt kassen fra at opfordre medlemmerne til at tilbagekalde helbredsbegrundede pensionsansøgninger, idet medlemmet vil være dårligt stillet uden pension i tilfælde, hvor det senere viser sig, at pågældende ikke kan anses for at opfylde rådighedsbetingelserne.

Direktoratet traf samtidig afgørelse om, at medlemmet skulle omfattes af en sanktion på 37 timers effektiv karantæne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3. Karantænen blev begrundet med, at medlemmet ved sin fortielse om den helbredsbegrundede pensionssag havde afskåret kassen fra på ansøgningstidspunktet at foretage en rådighedsvurdering, hvori pensionssagen indgår, og som er af afgørende betydning for dagpengeretten.

Direktoratet henledte endvidere kommunens opmærksomhed på betydningen af, at indberetningspligten overholdes.

Kassen indbragte direktoratets afgørelse om sanktionen til ankenævnet, der ikke fandt grundlag for at pålægge medlemmet en effektiv karantæne. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke var tilbagebetalingspligtig for noget dagpengebeløb.

6. DfA j.nr. 92-642-52

Medlemmet, der var deltidsforsikret på grundlag af 20 timers ugentligt arbejde, anmodede om dagpenge den 1. december 1990 efter en sygeperiode fra 1. april til 16. november 1990 og efterfølgende ferie. Medlemmet oplyste, at hun siden 1982 havde modtaget helbredsbetinget social pension. Medlemmet mente at være til rådighed op til 30 timer ugentlig, og afdelingen godkendte dagpengeretten. Medlemmet undlod at oplyse kassen om, at hun den 30. august 1990 havde søgt om forhøjelse af pensionen begrundet i en resterhvervsevne på 1/3.

På direktoratets forespørgsel meddelte kassen, at medlemmet ansås for at opfylde rådighedsbetingelsen.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ved påbegyndelse af dagpengeudbetaling den 1. december 1990 ikke kunne anses for at være til rådighed op til 30 timer ugentlig, og at dagpenge udbetalt indtil 16. oktober 1991 derfor var udbetalt med urette, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens ? 62, stk. 1, nr. 1 og nr. 5.

Afgørelsen om manglende rådighed blev begrundet med, at medlemmet havde modtaget helbredsbegrundet social pension siden 1982, at medlemmet på grund af ændrede forhold i en sygeperiode søgte og fik bevilget forhøjelse heraf, begrundet i en resterhvervsevne på 1/3, at medlemmets arbejde indtil sygemeldingen var på 20 timer ugentlig og specielt indrettet til hende, at medlemmet senest havde udført arbejde indtil den 31. marts 1990, og at medlemmet ikke havde søgt arbejde i den periode, hvor hun havde modtaget dagpenge.

Direktoratet udtalte samtidig, at man overlod til kassen at afgøre, hvorvidt beløbet skulle kræves tilbagebetalt af medlemmet, og om medlemmet skulle omfattes af en sanktion.

Direktoratet fandt endvidere, at kassen ikke havde ret til refusion, idet kassen allerede ved ledigheden efter en længere sygeperiode var vidende om, at medlemmet modtog social pension, og at kassen derfor ved almindelig agtpågivenhed, fx ved at undersøge årsagen til pensionssagen samt medlemmets jobsøgningsaktivitet, kunne have forhindret fejludbetalingen.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

7. DfA j.nr. 92-682-70, Dom afsagt af retten i Hillerød

Medlemmet, der blev ledig den 10. juni 1983, havde - efter hospitalsophold - den 16. marts 1983 søgt om invaliditetsydelse, der af Den sociale Ankestyrelse blev tildelt for perioden fra 1. april indtil 1. juli 1983, hvorefter ydelsen blev ændret til førtidspension begrundet i 50% erhvervsevnenedsættelse, jf. pensionsnævnets tidligere bevilling. Medlemmet, der modtog dagpenge indtil sygemelding i uge 44/1984, havde fortiet pensionssagen over for kassen, der den 24. juni 1985 fik meddelelse herom fra kommunen. Kassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale udbetalte dagpenge, idet medlemmet ikke ved kassens kendskab til pensionssagen kunne anses for at have opfyldt rådighedsbetingelsen i den dagældende 78-dages periode.

Retten udtalte, at medlemmet havde bevisbyrden for, at medlemmet stod til rådighed på det tidspunkt, hvor der blev modtaget dagpenge, og at medlemmet ikke havde løftet denne, hvorfor medlemmet ikke havde krav på dagpenge. Retten henviste til udtalelserne i forbindelse med ansøgning om invaliditetsydelse, til at medlemmet ikke i øvrigt er fremkommet med nærmere oplysninger om sin situation på ansøgningstidspunktet samt til konklusionen i afgørelsen fra Den sociale Ankestyrelse. Heri blev konkluderet, at erhvervsevnen var nedsat med omkring 2/3.

Retten lagde endvidere til grund, at medlemmet ved ikke at oplyse om omstændighederne i forbindelse med ansøgning om invaliditetsydelse havde afskåret kassen fra en nærmere vurdering af sin situation, uanset en sådan ydelse kan være forenelig med udbetaling af dagpenge.

Retten fandt derfor, at de udbetalte dagpenge skulle tilbagebetales, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Der henvises til domssamlingen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 8. september 1993