Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør med arbejdsforhold på grund af arbejdsvilkårene

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør med arbejdsforhold på grund af arbejdsvilkårene

Kommentarer m.v.

Et medlem havde en fyldestgørende grund til et arbejdsophør uden forudgående forhandling med arbejdsgiveren, idet arbejdsvilkårene var utålelige.

Meddelelse om afgørelsen

Medlemmet var fra den 1. februar 1991 ansat i en boghandel. Den 31. juli 1991 opsagde medlemmet sin stilling til fratræden den 31. august 1991 på grund af dårlige arbejdsforhold.

Medlemmet forklarede til sagen, at arbejdsgiverens bevidste psykiske chikane medførte stress, søvnproblemer, og at hun vrissede af kunder og kolleger. Medlemmet nævnte flere eksempler på arbejdsgiverens psykiske chikane af medarbejderne.

Ved medlemmets arbejdsophør meddelte fagforeningen medlemmet, at 9 ud af 10 ikke fik karantæne ved ophør fra den pågældende arbejdsgiver, og at afdelingen ville gøre sit til, at medlemmet ikke fik karantæne.

Den 11. oktober 1991 bad afdelingen skriftligt medlemmet møde til en samtale vedrørende arbejdsgiverens psykiske chikane. Medlemmet meddelte ved skrivelse af 17. oktober 1991, at hun ikke ønskede at deltage i en videreførelse af sagen mod arbejdsgiveren, men at afdelingen gerne måtte skrive en redegørelse til kassen om arbejdsforholdene.

Kassens hovedledelse fastholdt ved sagen oversendelse til direktoratet sin afgørelse om 5 ugers karantæne.

Afdelingen bad efterfølgende direktoratet om, at der ikke blev pålagt karantæne til ansatte, der ophørte ved den pågældende arbejdsgiver, idet hans psykiske chikane af medarbejderne havde stået på i 25 år, og idet der var en årlig udskiftning af medarbejdere på ca. 15-25.

Afdelingen anførte, at når de talte med medlemmer, der var ansat ved arbejdsgiveren, græd de, var nervøse og blev skrækslagne over for risikoen for yderligere chikane fra arbejdsgiverens side, hvis afdelingen rejste sag mod ham. Ligeledes turde medarbejderne heller ikke kontakte deres læge af frygt for, at det var dem, der var sindsyge. I mange år var det således umuligt for afdelingen at løfte bevisbyrden for påstanden om arbejdsgiverens psykiske chikane af de ansatte.

Butiks- og Kontor-Arbejdsgiverforeningen afviste påstanden om psykisk chikane og oplyste, at problemet blev løst ved medarbejderens fratræden.

Direktoratet fastholdt kassens afgørelse under henvisning til rådighedsbekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 12, hvorefter der ved bedømmelsen af, om et medlem har haft en fyldestgørende grund til et arbejdsophør, indgår en vurdering af, om medlemmet, inden arbejdet forlades, har forsøgt at opnå en løsning på de opståede problemmer ved at rette henvendelse til arbejdsgiveren, eventuelt gennem den faglige organisation.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde udtømt forhandlingsmulighederne. Direktoratet havde herved lagt vægt på, at medlemmet afslog den faglige organisations tilbud om bistand til en løsning af problemerne.

Det er efterfølgende lykkedes for den faglige organisation at få tilkendt godtgørelse for manglende opsigelsesvarsel for to andre medarbejdere, som var ophørt ved den pågældende arbejdsgiver senere end medlemmet.

Ankenævnet ophævede herefter karantænen, idet nævnet fandt, at medlemmets arbejdsophør ikke væsentligst kunne tilregnes hendes forhold.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen dels vægt på medlemmets redegørelse for arbejdsforholdene, dels vægt på den omstændighed at to andre medarbejdere senere var fratrådt deres stillinger af lignende årsager, og at disse havde fået tilkendt godtgørelse for manglende opsigelsesvarsel.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 13. maj 1993