Vejledning af juli 1993 om EF-regler om social sikring Hæfte 5: Arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom)

BILAG 1

De særlige bestemmelser om arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom) i forordningen

KAPITEL 1

RETSGRUNDLAG

Forordning 1408/71

1. EF-forordning 1408/71 indeholder bestemmelser om anvendelse af de sociale sikringsordninger på personer, der flytter inden for Fællesskabet.

EF-forordning 1408/71 vil i denne vejledning blive omtalt som »forordningen.«

Personkreds

2. I forordningens artikel 2 fastsættes den kreds af personer, som forordningen finder anvendelse på.

Det drejer sig primært om

a. arbejdstagere og

b. selvstændige erhvervsdrivende,

som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, eller er statsløse eller flygtninge, bosat på en medlemsstats område.

Forordningen finder også anvendelse på

c. efterladte efter arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, når de efterladte er statsborgere i en medlemsstat eller er statsløse eller flygtninge, bosat på en medlemsstats område. Det gælder uanset arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes nationalitet.

Forordningen finder videre anvendelse på

d. familiemedlemmer til arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Forordningen finder endelig anvendelse på

e. tjenestemænd og på personer, der efter den lovgivning, som skal anvendes, ligestilles med tjenestemænd, for så vidt de pågældende er eller har været omfattet af en medlemsstats lovgivning, på hvilken denne forordningen finder anvendelse.

Særregel selvstændige

3. Den primære personkreds er for så vidt angår arbejdsskadeområdet arbejdstagere og deres efterladte. Det bemærkes i forbindelse hermed, at den danske lov om forsikring mod følger af arbejdsskade ikke dækker selvstændige erhvervsdrivende. EF-reglerne ændrer ikke på denne begrænsning. Skader, som selvstændige erhvervsdrivende udsættes for under arbejde i et land, der er omfattet af EØS-aftalen, behandles efter reglerne for sygebehandling. Se hæfte 2.

Definition

4. Som arbejdstagere efter forordningen anses personer, der er omfattet af lovgivningen om arbejdsmarkedets tillægspension, og som selvstændige erhvervsdrivende anses personer, der har ret til dagpenge ved sygdom eller fødsel efter dagpengelovens bestemmelser på grundlag af anden erhvervsindtægt end lønindtægt.

Arbejdsskade

5. Bestemmelserne om arbejdsskader (arbejdsulykker og erhvervssygdomme) er samlet i forordningens afsnit III, kapitel 4, artiklerne 52 - 63.

Disse bestemmelser er optrykt samlet i bilag 1 til denne vejledning.

Forordning 574/72

6. EF-forordning 574/72 indeholder bestemmelser om gennemførelsen af forordning 1408/71.

EF-forordning 574/72 vil i denne vejledning blive omtalt som »gennemførelsesforordningen.«

Arbejdsskade

7. Bestemmelserne om arbejdsskader (arbejdsulykker og erhvervssygdomme) er samlet i gennemførelsesforordningens afsnit IV, kapitel 4, artiklerne 60 - 77.

Disse bestemmelser er optrykt samlet i bilag 2 til denne vejledning.

Flere oplysninger

8. Forordningerne er siden Danmarks medlemskab af EF i 1973 blevet ændret flere gange. I hæfte 1 findes en samlet oversigt over ændringer af forordningerne. Videre findes der en generel gennemgang af EF-forordningernes opbygning, indhold samt definitioner i hæfte 1.

EF-Domstolen har afsagt flere domme, der fortolker de enkelte bestemmelser i forordningen.

Den Administrative Kommission har truffet afgørelser, der nærmere præciserer den administrative sagsbehandling af de enkelte bestemmelser.

I dette hæfte af vejledningen vil kun de domme og afgørelser, der er relevante for behandlingen af arbejdsskadeområdet blive omtalt.

Til brug for administrationen af forordningernes bestemmelser på arbejdsskadeområdet er der udarbejdet en række blanketter. Disse blanketter er gennemgået neden for i kapitel 6.

Dansk lovgivning

9. Ved siden af EF-reglerne vil der i denne vejledning være henvisninger til bestemmelser i den nationale danske arbejdsskadeforsikringslovgivning og til regler i andre danske lovgivninger, herunder også sygesikringslovgivningen.

Der er især tale om lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade (arbejdsskadeforsikringsloven).

Den danske arbejdsskadeforsikringslov er territorialt afgrænset. Det vil sige, at det primære anvendelsesområde for loven er ansatte under arbejde hos danske arbejdsgivere i Danmark.

Loven indeholder i § 4, stk. 3, en bestemmelse, der bemyndiger chefen for Arbejdsskadestyrelsen til at fastsætte regler om anvendelse af loven på personer, der i arbejdsgiverens tjeneste udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet.

Disse regler findes i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 978 af 11. december 1992 om arbejdsskadeforsikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet.

Efter § 2 i denne bekendtgørelse afgrænses arbejdsskadeforsikringslovens dækningsområde i forhold til de andre EF-lande gennem forordningens artikel 13 - 17.

Når EØS-aftalen træder i kraft forventes disse regler i forordningen udvidet til Island, Norge, Sverige, Finland, Østrig og Liechtenstein.

--------------------------------------------------------------------

BILAG 2

De særlige bestemmelser om arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom) i gennemførelsesforordningen.

KAPITEL 2

EF-REGLERNE

BILAG 3

Blanketter

BLANKET E 101

BLANKET E 102

BLANKET E 107

BLANKET E 110

BLANKET E 111

BLANKET E 115

BLANKET E 116

BLANKET E 123

BLANKET E 125

(Blanketterne udelades her)

KAPITEL 3

ADMINISTRATION AF EF-REGLERNE

Indledning

27. Dette kapitel indeholder en vejledning til den fremgangsmåde, der skal anvendes ved administrationen af EF- reglerne. Kapitlet er emneopdelt, og de enkelte emner er ordnet alfabetisk.

Ved administrationen af reglerne benyttes et stort antal blanketter, der er ens i alle EF-lande. Disse blanketter er optrykt i dansk udgave neden for i bilag 3 til vejledningen. I kapitel 6 findes en oversigt over EF-blanketterne med en kort angivelse af blanketternes anvendelsesområde.

Anmeldelse

28. Reglerne om anmeldelse af arbejdsskader findes i den danske lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Arbejdsskader skal anmeldes, hvis der er varige følger eller fravær fra arbejdet ud over 5 uger. Det gælder også, når arbejdsskaden er sket i et andet EF-land, for eksempel under en udstationeringsperiode. Det er arbejdsgiveren, der har pligten til at anmelde arbejdsskader.

Enkelte EF-lande, især Tyskland, henfører også udgifter til lægebehandling m.v. ved arbejdsskader under den særlige kompensationsordning for arbejdsskader.

Arbejdsgiveren skal derfor anmelde alle arbejdsskader til forsikringsselskabet, når skaderne er sket i udlandet, selvom skaderne kun har medført udgifter til lægebehandling m.v., der ville være betalt efter sygesikringsloven eller sygehuslovgivningen, hvis skaderne var sket i Danmark.

Forsikringsselskaberne betaler herefter udgifterne efter § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen

29. Se kapitel 5 med beskrivelse af Arbejdsskadestyrelsens opgaver ved arbejdsskade i et andet EF-land.

EF-blanketter

30. Se kapitel 6 og bilag 3. I kapitel 6 er de anvendte EF-blanketter kort omtalt og i bilag 3 er blanketterne optrykt i dansk udgave.

Forlængelse

31. Når en udstationeringsperiode undtagelsesvis skal forlænges, skal arbejdsgiveren sørge for, at få udfyldt en særlig blanket E 102, der bekræfter, at arbejdstageren fortsat er omfattet af dansk lovgivning i udstationeringsperioden. Se i øvrigt punkt 36 om udstationering.

Hospitalsbehandling

32. En arbejdstager, der kommer til skade under arbejde i et andet EF-land, har ret til hospitalsbehandling efter det pågældende lands lovgivning. Se i øvrigt kapitel 4 om arbejdstagerens rettigheder.

Lægebehandling

33. En arbejdstager, der kommer til skade under arbejde i et andet EF-land, har ret til lægebehandling efter det pågældende lands lovgivning. Se i øvrigt kapitel 4 om arbejdstagerens rettigheder.

Skade

34. Indtræder der en arbejdsskade under arbejdet i udlandet skal skaden anmeldes af arbejdsgiveren til forsikringsselskabet i overensstemmelse med reglerne i den danske lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Se under anmeldelse. Medfører skaden, at arbejdstageren har behov for læge eller hospitalsbehandling har arbejdstageren ret til denne behandling efter reglerne i det pågældende EF-land.

Udsendelse

35. Se punkt 36 om udstationering.

Udstationering

36. Når en arbejdstager skal udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet, bør arbejdsgiveren eller arbejdstageren selv sørge for at få udfyldt en særlig blanket E 101, der bekræfter, at arbejdstageren er omfattet af dansk lovgivning i udstationeringsperioden.

Denne attest fås ved henvendelse til Direktoratet for Social Sikring og Bistand, der som dansk kompetent institution udfylder og udleverer blanket E 101. Samme procedure følges, når en udstationeringsperiode undtagelsesvis skal forlænges, se punkt 31.

Direktoratet for Social Sikring og Bistand, International afdeling, har følgende adresse

Ny Kongensgade 9,

1472 København K.

Tlf. 33 91 26 22

--------------------------------------------------------------------

KAPITEL 4

ARBEJDSTAGERES RETTIGHEDER VED ARBEJDSSKADER I ANDRE EF-LANDE

Indledning

37. Dette kapitel beskriver de rettigheder og forpligtelser en dansk arbejdstager har, når der indtræder en arbejdsskade i et andet EF-land.

38. Sammenfattende kan det nævnes, at EF arbejdstagere i tilfælde af tilskadekomst i et andet EF-land har ret til naturalydelser, det vil primært sige sygebehandling (lægebehandling) og sygehusbehandling, i det land, hvor han bor eller opholder sig, uanset arbejdstageren ikke er socialt sikret i det pågældende land. Betalingen for naturalydelser påhviler efterfølgende myndighederne i det land, hvor den pågældende er social sikret.

39. På samme måde har EF-arbejdstagere også ret til at få udbetalt kontantydelser i det land, hvor han bor eller opholder sig. Tilkendelse af kontantydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade sker direkte til den berettigede og kræver sjældent medvirken af kontaktorganet i bopælslandet (opholdslandet).

Naturalydelser

40. Personer, der er omfattet af dansk lovgivning efter lovvalgsreglerne i forordningens artikel 13 - 17, har efter forordningens artikel 52 ret til naturalydelser i andre EF-lande efter de regler, der gælder i det pågældende land.

41. Naturalydelser er på arbejdsskadeforsikringsområdet sygebehandling (lægebehandling) og sygehusbehandling.

Kontantydelser

42. Personer, der er omfattet af dansk lovgivning efter lovvalgsreglerne i forordningens artikel 13 - 17, har efter forordningens artikel 52 ret til at få udbetalt kontantydelser i andre EF-lande efter de regler, der gælder i Danmark.

43. Kontantydelser er på arbejdsskadeforsikringsområdet erstatning for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt men, overgangsbeløb til efterladte og erstatning for tab af forsørger til efterladte.

Grænsearbejdere

44. Grænsearbejdere har efter forordningens artikel53 samme ret i både Danmark og det andet EF-land, typisk Tyskland. Det vil sige, at de har ret til naturalydelser og kontantydelser i enten Danmark eller det pågældende andet EF-land.

45. Grænsearbejdere er arbejdstagere, der har deres erhvervsmæssige aktiviteter på et medlemslands område, men er bosat i et andet medlemsland. Det er en betingelse, at den pågældende vender tilbage til sin bopæl hver dag eller mindst en gang om ugen.

Dokumentation

46. Som dokumentation for at arbejdstageren er omfattet af dansk lovgivning, og dermed har ret til naturalydelser ved arbejdsskade, anvendes efter gennemførelsesforordningens artikel 60 en særlig attest, der bekræfter, at han har ret til naturalydelserne.

47. Det drejer sig om blanket E 123, se neden for i punkt 86.

Blanketten udstedes af den kompetente institution. Det vil på arbejdsskadeforsikringsområdet sige Arbejdsskadestyrelsen.

48. Gyldigheden af attesten på E 123 er ikke på forhånd tidsbegrænset, når den er udstedt af Arbejdsskadestyrelsen.

49. Myndighederne i det pågældende EF-land indhenter blanketten hos Arbejdsskadestyrelsen. Dette sker ved brug af blanket E 107. Indtil myndighederne i det pågældende EF-land får blanket E 123 fra Arbejdsskadestyrelsen har arbejdstageren ret til naturalydelser efter reglerne om sygeforsikring, hvis arbejdstageren i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Se herom hæfte 2. Som dokumentation for ret til naturalydelser efter reglerne om sygeforsikring kan arbejdstageren medbringe EF-blanket E 111.

--------------------------------------------------------------------

KAPITEL 4

ARBEJDSULYKKER OG ERHVERVSSYGDOMME

AFDELING 1

Ret til ydelser

KAPITEL 4

ARBEJDSULYKKER OG ERHVERVSSYGDOMME

Gennemførelse af forordningens artikel 52 og 53

KAPITEL 5

ARBEJDSSKADESTYRELSENS OPGAVER

Indledning

50. Arbejdsskadestyrelsen er dansk kontaktorgan efter forordningerne.

Opgaver

51. Når Danmark er kompetent land består styrelsens opgaver i

- at behandle anmeldelser om arbejdsskader, indtruffet i andre EF- lande, men omfattet af dansk lovgivning, det vil især sige

- at sørge for, at udgifter til betaling for naturalydelser i andre EF-lande bliver betalt. Det vil sige udgifter til lægebehandling mv, som kræves refunderet af andre EF-lande,

- at sørge for, at skadelidte/efterladte får udbetalt eventuelle kontantydelser. Det vil sige henholdsvis godtgørelse for varigt men og tab af erhvervsevne og erstatning til efterladte.

52. Når Danmark er opholds- eller bopælsland består styrelsens opgaver i efter anmodning fra det kompetente land at indhente forskellige former for lægeerklæringer og at sætte forskellige former for lægebehandling i værk for personer, som bor eller opholder sig her i landet, men hvis sociale sikring et andet EF- land har ansvaret for.

Anmeldelse

53. Pligten til at anmelde en arbejdsskade påhviler arbejdsgiveren. Det gælder også, når arbejdsskaden er sket uden for Danmarks grænser under forudsætning af, at dansk lovgivning finder anvendelse.

54. Anmeldekriterierne efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er primært, at der er udgifter efter loven. Er der udgifter, skal sagen anmeldes til arbejdsskadeforsikringen. Er der ikke udgifter, skal sagen normalt ikke anmeldes til arbejdsskadeforsikringen.

55. Arbejdsgiverne bør i denne forbindelse være opmærksomme på, at udgifter til lægebehandling og sygehusbehandling i Danmark afholdes efter sygesikringsloven eller sygehuslovgivningen.

Det vil sige, at arbejdsskader, der kun medfører sådanne udgifter, ikke skal anmeldes til arbejdsskadeforsikringen, hvis skaden er sket i Danmark.

56. EF-reglerne ændrer ikke ved de materielle danske regler på dette område, men visse EF-lande, især Tyskland, henfører alle udgifter til lægebehandling m.v. ved arbejdsskader til arbejdsskadeforsikringen.

Det medfører, at udgifterne til naturalydelser indgår i arbejdsskadesagerne og dermed, at myndighederne i de pågældende lande rejser kravet over for Arbejdsskadestyrelsen som dansk kontaktorgan på arbejdsskadeforsikringsområdet.

Efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade kan udgifterne i sådanne sager betales efter § 30 og arbejdsgiverne skal derfor anmelde alle arbejdsskader indtrådt i udlandet til forsikringsselskabet.

Det gælder uanset, at skaden kun har medført udgifter til lægebehandling m.v., der ville være betalt efter sygesikringsloven eller sygehuslovgivningen, hvis skaden var sket i Danmark.

Forsikringsselskaberne kan altid bede Arbejdsskadestyrelsen om at træffe afgørelse om betalingsforpligtelsen. Udgifter i sager, der ikke kan anerkendes som arbejdsskader eller ikke vedrører arbejdsskadeforsikringen vil blive betalt af amtskommunen.

Sagsbehandling

57. Når Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmeldelse om konkrete skadetilfælde, skal der først tages stilling til, om arbejdstageren er omfattet af lovgivningen i Danmark eller af lovgivningen i et andet EF-land.

58. Det afklares ved anvendelsen af lovvalgsreglerne i artiklerne 13-17.

Se om disse artikler ovenfor i afsnittene 10 - 24, og mere uddybende i hæfte 1.

59. Det afgørende er, hvor den pågældende arbejdstager arbejder. Den tilknytning, der etableres til et medlemsland gennem arbejdsforholdet, kan bevares under midlertidig udsendelse til et andet land for der at udføre arbejde for den udsendende virksomheds regning og instruktion.

60. Arbejdstagere, der på egen hånd begiver sig til et andet land for at søge arbejde der, er omfattet af lovgivningen og dermed af socialsikringen i det land, de begiver sig til.

Dansk

61. Skal en skadesag behandles efter danske regler,

skal Arbejdsskadestyrelsen træffe afgørelse om anerkendelse af skaden som arbejdsskade - og kan skaden anerkendes skal styrelsen fastsætte eventuel erstatning og godtgørelse for skaden.

Anerkendelse

62. I relation til arbejdsskader indtrådt i et andet EF-land opstår undertiden særlige problemer ved afklaringen af, om en anmeldt skade er en arbejdsskade.

Således kan det nævnes, at skader indtrådt undervejs til og fra arbejde, normalt ikke er omfattet af den danske arbejdsskadeforsikring.

I EF-lande som Tyskland og Frankrig er skader, indtrådt til og fra arbejde imidlertid omfattet af arbejdsskadeforsikringen. De behandlende myndigheder i disse lande vil derfor anse sådanne skader som arbejdsskader. Sådanne sager vil på samme måde som skader sket til og fra arbejde i Danmark blive afvist som arbejdsskader og eventuelle behandlingsudgifter m.v. vil blive betragtet som sygesikringsudgifter.

Kontantydelser

63. Fastsættelsen af erstatning og godtgørelse efter den danske arbejdsskadeforsikring og udbetaling heraf giver sjældent anledning til problemer i relation til EF-reglerne og vil derfor ikke blive omtalt her. Arbejdsskadestyrelsen underretter arbejdstageren og den kompetente institution i bopælslandet (opholdslandet) om afgørelsen.

Naturalydelser

64. Som det er anført ovenfor under punkt 55 skelnes der ved ydet lægebehandling i Danmark (af praktiserende læge og sygehus) ikke imellem behandling som følge af arbejdsskade eller af anden årsag. Amtskommunerne administrerer ordningen og udgifterne betales efter sygesikringsloven og sygehuslovgivningen. Når der er tale om behandling ydet i et andet EF-land, sker betalingen over en konto, der administreres af Sundhedsministeriet.

65. Arbejdsskadeforsikringen betaler alene i det omfang, en udgift ikke kan betales efter sygesikringsloven eller sygehuslovgivningen.

Refusionsafkald

66. Danmark har indgået aftale om fuldstændig afkald på refusion af udgifter med de fleste EF-lande. Det vil sige, at landene har aftalt selv at afholde udgifterne til naturalydelser, selvom den pågældende arbejdstager hører under socialsikringen i et andet EF-land.

Aftalerne med Tyskland, Belgien og Italien indeholder kun delvis afkald, og det har den praktiske betydning, at udgifterne skal refunderes af det land, hvor den pågældende er socialsikret.

67. I det følgende vil reglerne blive belyst ved et typisk eksempel. Det skal understreges, at eksemplet ikke dækker alle forhold, men at der er tale om typeeksempel. Da langt den overvejende del af disse sager stammer fra Tyskland, bruges Tyskland som andet EF-land i eksemplet.

Eksempel

68. Arbejdsskadestyrelsen modtager en henvendelse fra det tyske kontaktorgan om refusion af udgifter, som er afholdt i Tyskland til læge- eller hospitalsbehandling af en dansk arbejdstager. Henvendelsen sker ved EF-blanket E 125.

Mulighed 1

A. Det viser sig, at arbejdstageren på egen hånd har fundet arbejde i Tyskland. Danmark er efter lovvalgsreglerne i forordningen ikke ansvarlig for den pågældendes sociale sikring. Sagens akter returneres til det tyske kontaktorgan med besked om, at pågældende i kraft af reglerne i forordningen ikke er omfattet af dansk lovgivning, og at vi derfor ikke kan imødekomme anmodningen. Arbejdstageren får kopi af vores brev til det tyske kontaktorgan.

Mulighed 2

B. Det viser sig, at arbejdstageren er udsendt til at udføre arbejde for en virksomhed her i landet eller at arbejdstageren er sømand om bord på et skib under dansk flag eller eksportchauffør for en virksomhed her i landet. (Det kan forekomme, at en arbejdstager har bopæl i Tyskland, men er socialsikret i Danmark. I dette tilfælde kan udgifter til naturalydelser ikke kræves refunderet).

Arbejdstageren er dermed socialsikret i Danmark i relation til arbejdsskadeforsikring, og Arbejdsskadestyrelsen må derfor vurdere, om skaden kan antages at medføre erstatningsberettigende udgifter. Det vil sige erstatning for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt men eller behandlingsudgifter mv, som arbejdsskadeforsikringen skal betale.

Er dette tilfældet, vil sagen blive behandlet på samme måde som om skaden var sket i Danmark. Som i enhver anden sag afhænger retten af, om skaden kan anerkendes som en arbejdsskade efter dansk lov.

Det vil sige, at der først skal tages stilling til anerkendelsesspørgsmålet og kan sagen anerkendes, vil styrelsen fastsætte erstatning og godtgørelse mv.

Ikke arbejdsskade

a. Hvis skaden ikke kan anerkendes som en arbejdsskade, sender Arbejdsskadestyrelsen en afgørelse herom til arbejdstageren. Samtidig sender styrelsen betalingsanmodningen (blanket E 125) fra de tyske myndigheder til Sundhedsministeriet, som er kompetent institution for så vidt angår sygesikrings- og sygehusudgifter. Arbejdsskadestyrelsen beder Sundhedsministeriet om at refundere udgiften til de tyske myndigheder, da skaden ikke er anerkendt som en arbejdsskade og udgiften dermed ikke kan afholdes efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Det tyske kontaktorgan bliver underrettet om sagsbehandlingen og afgørelsen ved kopi. Se herom gennemførelsesforordningens artikel 66.

Arbejdsskade

b. Hvis skaden kan anerkendes som en arbejdsskade, men ikke skønnes at medføre varigt men, tab af erhvervsevne eller dødsfald, sender Arbejdsskadestyrelsen betalingsanmodningen (blanket E 125) til arbejdsgiverens forsikringsselskab til betaling som en udgift efter § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (bagatelsag).

Danmark bopælsland

69. Som det er anført oven for i punkt 52 har Danmark også forpligtelser på arbejdsskadeområdet for arbejdstagere, der har bopæl eller ophold her i landet, men er omfattet af arbejdsskadeforsikringen i et andet EF-land.

70. Der kan være tale om danskere, der på egen hånd har taget arbejde i et andet EF-land eller andre EF-borgere, der arbejder i et EF-land, og efter at arbejdsskaden er anerkendt af den kompetente institution i det pågældende land, tager ophold eller bopæl i Danmark.

Dansk sundhedsvæsen

71. Det generelle sundhedssystem i kommunen/amtskommunen skal sørge for, at den pågældende får nødvendig læge- og hospitalsbehandling.

Sygebehandling

72. Almindelig sygebehandling skal foregå hos egen læge eller på hospital. Det vil sige efter de ordninger, der administreres af amtskommunerne. Betalingen ordnes af amtet mod forevisning af regning fra lægen eller mod forevisning af EF- blanket E 123 fra institutionen i det kompetente land.

Refusion

73. Refusion af udgifter fra de udenlandske myndigheder kommer kun på tale i forhold til Tyskland, Belgien og Italien. Refusion kan dog ikke kræves af Tyskland, når arbejdstageren har bopæl i Danmark.

Administrativ bistand

74. Videre skal den pågældende danske institution bistå den kompetente udenlandske myndighed med nødvendige læge- og kontrolundersøgelser - i princippet for den kompetente institutions regning.

Arbejdsskadestyrelsen

75. Når der er tale om en arbejdsskade, der er aner-kendt efter et andet EF-lands lovgivning, vil Arbejdsskadestyrelsen blandt andet være forpligtet til at yde bistand ved indhentelse af lægeerklæringer til brug for fastsættelse af erstatning mv eller til brug for kontrol, revision mv.

Arbejdsskadestyrelsen er også forpligtet til at yde særlig sygebehandling, tandbehandling, brilleskadeerstatning og hjælpemidler og proteser, som i praksis ydes under sagens behandling efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Dette følger af princippet om, at den skadelidte skal behandles som om, han var arbejdsskadeforsikret i Danmark.

Eksempel

76. Arbejdsskadestyrelsen modtager en anmodning fra et EF-land om at foranledige en person, der bor eller opholder sig her, undersøgt ved læge til brug for en sag, som det pågældende lands arbejdsskadeinstitution har ansvaret for.

Den skadelidte skal efter forordningens artikel 52, hvis han bor i Danmark og artikel 55, hvis han opholder sig her, behandles som om han var omfattet af den danske lovgivning om arbejdsskadeforsikring. Da der er tale om en undersøgelse, skal Arbejdsskadestyrelsen sætte undersøgelsen i værk på samme måde, som var det en af styrelsens egne sager.

Hvis der ikke er tale om en arbejdsskadesag, men om en sag efter den øvrige sociale lovgivning sendes anmodningen til Sundhedsministeriet, der i øvrigt er kontaktorgan efter forordningen.

Oversættelse

77. Efter forordningen skal et medlemsland acceptere dokumenter affattet på andre medlemslandes sprog. Sådanne dokumenter kan efter artikel 81, litra b, vederlagsfrit oversættes af Den administrative Kommission.

Kommissionen har dog gjort opmærksom på, at oversættertjenesten ikke råder over lægelig ekspertise og har henstillet, at medlemslandene selv sørger for oversættelse af lægeerklæringer mv.

Udgiften til oversættelsen refunderes af Kommissionen ved fremsendelse af fakturaen i to eksemplarer, bekræftet af Socialministeriet, til

Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, 200, Rue de la Loi, B-1049, Bruxelles.

Arbejdsskadestyrelsen kan anvende denne fremgangsmåde, når der modtages lægeerklæringer på udenlandsk om arbejdstagere, der er omfattet af den danske arbejdsskadeforsikringslovgivning.

I sager, om arbejdstagere, der er omfattet af lovgivningen i et andet EF-land, men skal undersøges her i landet, sendes erklæringen i original (på dansk) til den myndighed, der har rekvireret erklæringen.

--------------------------------------------------------------------

KAPITEL 6

EF-BLANKETTER

Indledning

78. I dette kapitel gennemgås de EF-blanketter, der benyttes på arbejdsskadeforsikringsområdet. Nogle af blanketterne benyttes også på andre områder. De enkelte blanketter er forsynet med en kort vejledning. Der henvises generelt til denne vejledning på selve blanketterne.

I bilag 3 til denne vejledning er blanketterne optrykt.

E 101

79. Attest om hvilken lovgivning, der skal finde anvendelse.

Attesten bruges i følgende 4 tilfælde

1. Når en arbejdstager skal udstationeres i en anden medlemsstat og arbejdstageren opfylder betingelserne i forordningens artikel 14, stk. 1.

2. Når en selvstændig erhvervsdrivende skal udføre arbejde i en anden medlemsstat og den selvstændige opfylder betingelserne i forordningens artikel 14, stk. 1.

3. Når en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende samtidig udfører beskæftigelse i 2 eller flere medlemsstater efter bestemmelserne i artiklerne 14, stk. 2, 14a, stk. 2, og 14c, stk. 1, i forordningen.

4. Når der er indgået aftaler efter artikel 17 i forordningen, således at beskæftigelsen udføres i en anden medlemsstat end den kompetente.

Er Danmark den kompetente stat udstedes attesten af Direktoratet for Social Sikring og Bistand. Direktoratets adresse og telefonnummer ses i pkt. 36.

Attesten kan udfyldes af arbejdstageren, arbejdsgiveren eller af den selvstændige erhvervsdrivende.

Bliver der behov for at betale for naturalydelser (sygehjælp, lægebehandling eller hospitalsbehandling mv) i det pågældende EF- land, vil de udenlandske myndigheder kunne rekvirere blanket E 123 i Arbejdsskadestyrelsen eller blanketterne E 111 eller E 106 ved at bruge blanket E 107, der sendes til vedkommende danske amtskommune som kompetent institution. Disse blanketter vil normalt blive udstedt i forbindelse med udstedelse af blanket E 101.

Er Danmark opholdsstat rekvirerer den danske amtskommune blanketten ved at anvende blanket E 107, der sendes til den kompetente institution i hjemstaten, for at få blanket E 123, E 106 eller E 111.

E 102

80. Attest om forlængelse af en udstationeringsperiode.

Er Danmark kompetent stat udfyldes blanketten af vedkommende danske arbejdsgiver eller af den selvstændige erhvervsdrivende og sendes til den kompetente myndighed eller det udpegede organ i udstationeringsstaten med henblik på samtykke.

Er Danmark opholdsland udfyldes blanketten af vedkommende udenlandske arbejdsgiver eller selvstændige erhvervsdrivende og sendes af denne til Direktoratet for Social Sikring og Bistand med henblik på samtykke.

I øvrigt henvises til omtalen af blanket E 101 i punkt 79.

E 107

81. Anmodning om attest for ret til naturalydelser.

Denne blanket har det formål at fremskaffe dokumentation fra den kompetente medlemsstat for ret til naturalydelser i alle tilfælde, hvor en person, der er omfattet af forordningen, er bosat eller på midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

På arbejdsskadeforsikringsområdet gives dokumentationen ved blanket E 123.

Er Danmark den kompetente stat sender bopæls- eller opholdsstedets institution i den pågældende medlemsstat blanketten i 2 eksemplarer til Arbejdsskadestyrelsen som kompetent institution. Bopæls- eller opholdsstedets institution udfylder blankettens afsnit A.

Opfylder arbejdstageren betingelserne efter forordningen for at modtage naturalydelser i den pågældende medlemsstat »for dansk regning,» udsteder Arbejdsskadestyrelsen som kompetent institution den ønskede blanket E 123 om ret til naturalydelser for den pågældende arbejdstager.

I de tilfælde, hvor blanket E 123 ikke kan udstedes, fordi arbejdstageren ikke opfylder betingelserne herfor, sender Arbejdsskadestyrelsen det ene eksemplar af blanket E 107 tilbage til rekvirenten med afsnit B udfyldt, herunder rubrik 10, der skal angive begrundelsen for at den ønskede attest ikke er udfyldt.

Arbejdsskadestyrelsen kan i sådanne tilfælde også sende blanket E 107 til amtskommunen med henblik på en vurdering af, om arbejdstageren opfylder betingelserne efter sygesikringsloven m.v. til at opnå ret til naturalydelser i et andet EF-land for dansk regning.

Amtskommunen kan i givet fald udstede blanket E 111 for at bekræfte, at den pågældende har ret til naturalydelser i opholds- eller bopælslandet.

Er Danmark bopæls- eller opholdsland sender den pågældende amtskommune blanket E 107 til den kompetente institution i den pågældende EF-land med henblik på at få dokumentation (blanket E 123) for at arbejdstageren har ret til naturalydelser »for pågældende lands regning«.

E 110

82. Attest for arbejdstagere beskæftiget ved international transport.

Denne blanket bruges for arbejdstagere, der er beskæftiget ved international transport, og som efter forordningens artikel 14, stk. 2, er omfattet af dansk lovgivning.

Blanketten kan ikke bruges alene, men giver en formodning om ret til naturalydelser.

Når arbejdstageren (transportarbejderen) får behov for naturalydelser, skal institutionen på opholdsstedet rekvirere blanket E 123 eller E 111 fra den kompetente institution i pågældende medlemsstat. Det er blanket E 123 eller E 111, der giver den endelige dokumentation for, at arbejdstageren har ret til naturalydelser. Blanket E 123 eller E 111 rekvireres ved hjælp af blanket E 107.

Er Danmark den kompetente stat udstedes blanket E 110 af arbejdsgiveren i Danmark.

Blanketten er gyldig indtil udløbet af den anden kalendermåned efter den måned, hvori den er udstedt. Der er mulighed for at forlænge blanketten indtil flere gange.

Til brug for betaling af naturalydelser i opholdsstaten rekvirerer opholdsstedets institution (ved brug af blanket E107) blanket E 123 eller E 111 fra arbejdstagerens amtskommune som kompetent institution.

Er Danmark opholdsstat yder pågældende danske amtskommune som opholdsstedets institution foreløbigt naturalydelser til arbejdstageren på grundlag af en gyldig blanket E 110 udstedt af arbejdsgiveren i en anden medlemsstat. Amtskommunen betaler dog maksimalt for naturalydelserne i 30 dage.

Amtskommunen rekvirerer inden 3 dage blanket E 123 eller E 111 fra den kompetente institution i pågældende medlemsstat.

Blanket E 110 berettiger til naturalydelser som sygesikret i gruppe 1.

Udgifter til naturalydelser på grundlag af blanket E 110 (og E 123 og E 111) opgøres på blanket E 125.

E 111

83. Attest for ret til naturalydelser under ophold i en medlemsstat.

Denne blanket bruges i forskellige tilfælde.

1. Når en person tager på midlertidigt ophold uden for den kompetente stat (ferie, forretningsrejse mv)

2. Når en person (eventuelt med familie) udstationeres i et andet land end det kompetente land.

Det primære anvendelsesområde er således uden for arbejdsskadeforsikringen.

Blanket E 111 giver ret til akut sygehjælp mv i opholdsstaten. Hjemtransport er ikke omfattet af blanket E 111.

Er Danmark den kompetente stat udstedes blanketten af amtskommunen som kompetent institution. I Storbritannien (Det forenede Kongerige) er blanket E 111 ikke nødvendig. Man kan bruge sit danske sygesikringskort.

Er Danmark opholdsland berettiger blanket E 111 til naturalydelser som sikret i sygesikringsgruppe 1.

Udgifterne til naturalydelserne opgøres på blanket E 125.

E 111 B

Blanketten svarer til E 111, men giver kun ret til behandling på sygehus.

Blanketten gælder kun for selvstændige erhvervsdrivende (og pensionister, der er omfattet af en belgisk ordning for selvstændige erhvervsdrivende), og familiemedlemmer til disse persongrupper.

E 115

84. Anmodning om kontantydelser på grund af uarbejdsdygtighed.

Blanketten bruges ved anmodning om kontantydelser fra den kompetente stat i tilfælde, hvor en person, der er omfattet af forordningen, er bosat eller på midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

Blanketten bruges af bopæls- eller opholdsstedets institution, når den pågældende person er i en situation, der for så vidt angår naturalydelser har bevirket eller kan bevirke brug af blanketterne E 101, E 102, E 106, E 110, E 111, E 112, E 119 eller E 123.

Blanket E 115 udgør en helhed sammen med blanketterne E 116, E 117 og E 118.

Normalt vedlægges blanket E 116 med lægeerklæring om den pågældendes uarbejdsdygtighed.

Blanket E 115 har to alternative anvendelsesmuligheder.

1. Afsnit A (rubrik 4 - 10): Anmodning om kontantydelser på grund af uarbejdsdygtighed i tilfælde af sygdom, moderskab eller arbejdsskade.

2. Afsnit B (rubrik 11 - 11.3): Meddelelse om uarbejdsdygtighedens forlængede varighed.

Er Danmark den kompetente stat sender bopæls- eller opholdsstedets institution blanket E 115 med lægeerklæring (blanket E 116) til social- og sundhedsforvaltningen i arbejdstagerens danske kommune som kompetent institution.

Er Danmark bopæls- eller opholdsstat sender den kommunale social- og sundhedsforvaltning blanket E 115 (vedlagt lægeerklæring på blanket E 116 til den kompetente institution i den kompetente stat.)

E 116

85. Lægeerklæring om uarbejdsdygtighed (sygdom, moderskab og arbejdsskade).

Blanketten bruges især i forbindelse med blanket E 115 til brug for anmodning om kontantydelser.

Blanketten kan også bruges i kombination med blanketterne E 107 (rubrik 7), E 112 (rubrik 5), E 113 (rubrik 5.5), E 114 (rubrik 6) og E 123 (rubrik 5).

E 123

86. Attest for ret til naturalydelser fra arbejdsskadeforsikringen.

Denne blanket er i praksis den mest anvendte på arbejdsskadeforsikringsområdet.

Se hertil i det hele kapitel 5 om Arbejdsskadestyrelsens opgaver.

Når Danmark er den kompetente stat.

Når en dansk arbejdstager, der er omfattet af dansk lovgivning, kommer ud for en arbejdsskade i en anden medlemsstat, beder den kompetente institution i opholds- eller bopælslandet Arbejdsskadestyrelsen om at udstede blanket E 123, der attesterer at den pågældende har ret til naturalydelser efter dansk lovgivning.

Er Danmark bopæls- eller opholdsland kan udgifter til naturalydelser ydes til arbejdstageren efter sygesikringsloven eller sygehusloven på baggrund af en blanket E 123 fra den kompetente institution i det kompetente land.

Naturalydelserne ydes i så fald af amtskommunen som bopæls- eller opholdsstedets institution.

Når Arbejdsskadestyrelsen modtager blanket E 123 fra den kompetente institution i en anden medlemsland, sender styrelsen normalt blanketten videre til den pågældende arbejdstager med besked om, at blanketten skal vises til de kommunale myndigheder i tilfælde af behov for ydelser.

I de tilfælde, hvor en person er henvist til behandling her i landet ydes behandlingen af vedkommende hospital mv. i Danmark på grundlag af en blanket E 123 udstedt at den kompetente institution i en anden medlemsstat.

I tilknytning hertil bør det nævnes, at der i aftalerne om refusionsafkald med Nederlandene, Tyskland, Italien og Grækenland er gjort undtagelse med hensyn til udgifter til højt specialiseret sygebehandling, og at udgifterne til sådan behandling derfor fortsat skal indberettes til Sundhedsministeriet på blanket E 125.

I aftalerne om refusionsafkald med Tyskland, Belgien og Italien er der gjort undtagelse for refusion af udgifter til naturalydelser på grund af arbejdsskade.

Hvis en arbejdstager fra et af disse lande på midlertidigt ophold i Danmark derfor får behov for lægehjælp, og som dokumentation for sin ret til behandling foreviser blanket E 123, skal kravet på refusion sendes til Sundhedsministeriet med henblik på fremsættelse af kravet over for den kompetente institution i det pågældende land.

E 125

87. Individuel opgørelse af faktiske udgifter.

Blanketten bruges kun i forhold til de lande, som vi ikke har aftaler om afkald på refusion med. Det drejer sig om Tyskland, Belgien og Italien. Der henvises herom til kapitel 5 om Arbejdsskadestyrelsens opgaver.

Er Danmark den kompetente stat skal Danmark yde refusion til den pågældende medlemsstat for de udgifter til naturalydelser, der er afholdt der.

Refusionen ydes af arbejdsgiverens forsikringsselskab efter bestemmelsen om betaling af behandlingsudgifter i § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Det gælder uanset, om den pågældende udgift ville være afholdt efter sygesikringsloven eller sygehuslovgivningen, hvis skaden var sket i Danmark.

Er Danmark bopæls- eller opholdsland skal Danmark afkræve vedkommende anden medlemsstat refusion for udgifter til naturalydelser, der er afholdt her i landet.

Blanket E 125 udfyldes - bortset fra blankettens rubrik 7 og 8 - af vedkommende danske amtskommune som opholdsstedets institution i tilfælde af, at der har været afholdt udgifter til naturalydelser på grundlag af blanket E 123 eller eventuelt E 110 og E 111 fra en anden medlemsstat.

--------------------------------------------------------------------

Artikel 13 - 17

10. Den stat og den institution, der efter lovvalgsreglerne, er ansvarlig for den vandrende arbejdstagers sociale sikring, benævnes henholdsvis »den kompetente stat« og »den kompetente institution.«

Det er reglerne i artikel 13 - 17 i forordningen, der afgør, hvilken af medlemsstaternes lovgivning, om social sikring, der skal finde anvendelse, når en person er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

Lovvalgsreglerne i artikel 13 - 17 afgør blandt andet, hvornår dansk lovgivning skal finde anvendelse for arbejdsskader, der er sket i et andet EF-land.

Den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse efter disse regler, kaldes for den kompetente stat.

I hæfte 1 findes en udførlig gennemgang af lovvalgsbestemmelserne. I dette hæfte om arbejdsskadeforsikring vil alene udstationeringsbestemmelsen i artikel 14, stk. 1 blive nærmere omtalt.

Artikel 13, stk. 1

11. Denne regel er grundprincippet i forordningen. Det er hovedreglen, at en person alene er omfattet af lovgivningen i en medlemsstat.

Denne regel indebærer for arbejdsskadeforsikringsområdet, at en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende kun er sikret mod følgerne af arbejdsskade i et medlemsland. På denne måde sikres mod tilfælde af dobbeltforsikring.

Reglen indebærer samtidig, at en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende altid bør være sikret mod følger af arbejdsskade i et medlemsland.

Artikel 13, stk. 2

13. Denne bestemmelse indeholder de centrale lovvalgsregler.

Bestemmelsen er delt i en række typetilfælde.

Beskæftigelseslandet

14. Det følger af bestemmelsen, at enhver person (arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende) i princippet er omfattet af lovgivningen i det land, hvor den pågældende har sin beskæftigelse. Det vil sige, at det er beskæftigelseslandets lovgivning, der er afgørende, uanset hvilket land den pågældende bor i.

Skibsbesætninger

15. For personer, der er beskæftiget om bord på skibe, er det flaglandets lovgivning, der skal finde anvendelse.

Tjenestemænd

16. Tjenestemænd er omfattet af lovgivningen i det land, de gør tjeneste for.

Militær personel

17. Personer, der er indkaldt eller genindkaldt til militærtjeneste eller til civilt arbejde i et medlemsland, er omfattet af dette lands lovgivning.

Artikel 14 c

12. Der gælder en enkelt undtagelse fra hovedreglen om, at en person alene er undergivet lovgivningen i en medlemsstat. Undtagelsen findes i artikel 14c, hvor der er angivet særlige regler for personer, der samtidig har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område og selvstændig beskæftigelse på en anden medlemsstats område.

Disse personer kan være omfattet af lovgivningen i begge medlemsstater.

Artikel 14, stk. 1

18. Denne bestemmelse giver lovvalgsregler for udstationering (udsendelse til midlertidigt arbejde i et andet medlemsland).

Udstationeret

19. Efter forordningen er en person udstationeret, og dermed omfattet af udsendelseslandets lovgivning,

a. når den pågældende normalt er beskæftiget i et medlemsland (og dermed forsikret mod følger af arbejdsskader i dette land, jf. artikel 13, stk. 2) og

b. den pågældende midlertidigt udfører arbejde på et andet medlemslands område, når dette arbejde ikke påregnes at overstige et år.

For så vidt angår arbejdstagere skal arbejdet i det andet medlemsland udføres for den virksomheds regning, hvortil den pågældende normalt er knyttet. Arbejdstageren kan ikke udsendes for at afløse en anden arbejdstager, hvis udstationeringsperiode er udløbet.

Eksempel

Udsender en dansk virksomhed en reparatør til England med henblik på at udføre et midlertidigt (under 1 år) arbejde for den danske virksomhed i England, er reparatøren udstationeret og fortsat omfattet af dansk lovgivning.

Nyansatte

20. Begrebet udstationeret arbejdstager kan ligeledes omfatte en arbejdstager, som er antaget i den medlemsstat, hvor virksomheden har sit hjemsted eller en afdeling, med henblik på straks at blive udsendt enten til et andet medlemsland eller for at udføre arbejde om bord på et skib, der fører et andet medlemslands flag.

Af afgørelse nr. 128 af 17. oktober 1985 fra Den Administrative Kommission fremgår, at det i disse situationer forudsættes,

- at der består et organisk bånd mellem arbejdstageren og den pågældende virksomhed i udstationeringsperioden, og

- denne virksomhed normalt udøver sin aktivitet i »hjemlandet«, det vil sige, det land, hvis lovgivning skal finde anvendelse.

I samme afgørelse udtaler Den Administrative Kommission, at reglerne om udstationering ikke finder anvendelse, når arbejdstageren af den virksomhed, hvortil han er udsendt, stilles til rådighed for en anden virksomhed.

Eksempel

En dansk el installations virksomhed med 5 ansatte elektrikere indgår en kontrakt med en belgisk virksomhed om installation af elektriske installationer i et større nybyggeri i Belgien. Til brug for dette arbejde må den danske virksomhed ansætte 3 nye elektrikere, alene med det formål at opfylde kontrakten i Belgien. De 3 nyansatte elektrikere, der alle sendes til Belgien, er udstationerede og fortsat omfattet af dansk lovgivning.

1 års reglen

21. For at reglerne om udstationering er opfyldt, er det en betingelse, at arbejdet ikke forventes at overstige et år.

Eksempel

I det eksempel, der er nævnt oven for i punkt 20, hvor en dansk virksomhed udsender 3 elektrikere til arbejdet i Belgien er de pågældende udstationerede, hvis arbejdet på nybyggeriet ikke forventes at overstige 1 år.

Eksempel

Ved den danske virksomhed eller forventer virksomheden på udsendelsestidspunktet, at arbejdet vil overstige 1 år, er betingelsen ikke opfyldt, og elektrikerne er derfor ikke omfattet af den danske lovgivning om arbejdsskadeforsikring. Virksomheden (eller elektrikerne) er derfor forpligtet til at opfylde den belgiske lovgivning om arbejdsskadeforsikring allerede fra den første dag i Belgien.

Artikel 17 - aftale

22. Der er mulighed for at indgå en aftale efter artikel 17 i forordningen. Artikel 17 giver medlemsstaterne adgang til at indgå aftaler om at fravige lovvalgsreglerne.

Artikel 17 administreres blandt andet på den måde, at lovvalgsreglerne kan fraviges, hvis den forventede varighed af arbejdet overstiger 1 år. Efter praksis indgås der ikke aftaler for arbejde, der forventes at vare mere end 3 år.

Se videre hæfte 1 med en mere udførlig gennemgang af lovvalgsreglerne, herunder artikel 17.

Afløsningsreglen

23. Den person, der udsendes til arbejde i et andet medlemsland, må ikke udsendes til afløsning af en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet.

Det er den forventede varighed af arbejdet, der er afgørende.

Udstationeringsreglerne finder derfor anvendelse, selvom en dansk virksomhed udsender 2 eller flere personer til arbejde i udlandet samtidig eller i forlængelse af hinanden, når blot den forventede varighed af det samlede arbejde ikke overstiger 1 år fra første udsendelse.

Eksempel

En dansk byggevirksomhed indgår en aftale om opførelse af en række typehuse i Tyskland. Arbejdet i Tyskland ledes af to danske arkitekter, der udsendes af den danske virksomhed.

Arbejdet forventes, at være afsluttet inden for et år. De to danske arkitekter vil være omfattet af den danske arbejdsskadeforsikringslovgivning, uanset om de begge er udsendt samtidig eller om de afløser hinanden.

Eksempel

En dansk virksomhed indgår en kontrakt om løbende vedligeholdelse og reparation af et maskinanlæg i England. Kontrakten indebærer, at den danske virksomhed har en medarbejder fast stationeret i England i kontraktsperioden, der er 5 år. Virksomheden vælger at stationere sine 5 reparatører på skift i England i perioder på 6 måneder ad gangen. De pågældende reparatører vil være omfattet af engelsk arbejdsskadeforsikring fra første dag, uanset ingen af reparatørerne er i England over 1 år ad gangen.

Forlængelse

24. Det er muligt at forlænge udstationeringsperioden ud over de første 12 måneder.

For at udstationeringsperioden kan forlænges, er det en betingelse, at varigheden af det arbejdet, der skal udføres på grund af uforudsete omstændigheder bliver længere end oprindeligt fastsat, og kommer til at overstige 1 år.

Eksempel

En dansk byggevirksomhed indgår en aftale om opførelse af en række typehuse i Tyskland. Arbejdet i Tyskland ledes af to danske arkitekter, der udsendes af den danske virksomhed.

Arbejdet forventes oprindeligt at være afsluttet inden for et år. Men på grund af vanskeligheder med jordbundsundersøgelser forlænges det samlede arbejde, sådan at varigheden af arbejdet ialt bliver på 18 måneder.

De danske arkitekter vil i hele perioden være omfattet af danske arbejdsskadeforsikring.

Attestation

25. Når en dansk arbejdstager skal udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet, bør arbejdsgiveren eller arbejdstageren selv sørge for at få udleveret en særlig EF-attest, der bekræfter, at han fortsat er omfattet af dansk lovgivning. Det samme er tilfældet, hvis en udstationeringsperiode undtagelsesvis skal forlænges.

Om den praktiske fremgangsmåde henvises til kapitel 3, særligt pkt. 31 og pkt. 36.

Artikel 52

Bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat - Almindelige regler

En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og som rammes af en arbejdsulykke eller pådrager sig en erhvervssygdom, har i den stat, hvor han er bosat, ret til følgende ydelser

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af bopælsstedets institution efter den for denne institution gældende lovgivning, som om den pågældende var forsikret der;

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution i henhold til den for denne institution gældende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og bopælsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnævnte institution for den førstnævnte institutions regning efter reglerne i den kompetente stats lovgivning.

Artikel 53

Grænsearbejdere - Særregler

Grænsearbejdere kan også opnå ydelserne på den kompetente stats område. Disse ydelser udredes af den kompetente institution i henhold til lovgivningen i denne stat, som om den pågældende var bosat der.

Artikel 54

Ophold eller flytning til den kompetente stat

1. De i artikel 52 omhandlede arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der opholder sig på den kompetente stats område, har ret til ydelser efter denne stats lovgivning, uanset om de allerede har modtaget ydelser forud for dette ophold. Denne bestemmelse gælder dog ikke for grænsearbejdere.

2. De i artikel 52 omhandlede arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter til den kompetente stats område, har ret til ydelser efter denne stats lovgivning, uanset om de allerede har modtaget ydelser før flytningen.

Artikel 55

Ophold uden for den kompetente stat - Tilbagevenden eller flytning til en anden medlemsstat efter ulykkestilfældets eller erhvervssygdommens indtræden - Nødvendigheden af at rejse til en anden medlemsstat for at få den fornødne behandling

1. En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er ramt af en arbejdsulykke eller har pådraget sig en erhvervssygdom, og

a) som opholder sig i en anden medlemsstat end den kompetente stat, eller

b) som efter at have opnået ret til ydelser fra den kompetente institution får tilladelse af denne institution til at vende tilbage til den medlemsstat, hvor han er bosat, eller til at flytte til en anden medlemsstats område, eller

c) som af den kompetente institution får tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for der at få den behandling, som hans tilstand kræver,

har ret til

i) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af opholds- eller bopælsstedets institution efter den lovgivning, der gælder for denne institution, som om han var forsikret der, dog således at det tidsrum, for hvilket disse ydelser kan udredes, afhænger af den kompetente stats lovgivning;

ii)kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution efter den for denne institution gældende lovgivning; efter aftale mellem den kompetente institution og opholds- eller bopælsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnævnte institution for den førstnævnte institutions regning efter reglerne i den kompetente stats lovgivning.

2. Den ifølge stk. 1, litra b), krævede tilladelse kan kun nægtes, såfremt det dokumenteres, at den pågældendes flytning må antages at kunne bringe hans helbredstilstand i fare eller vanskeliggøre en gennemførelse af lægebehandlingen.

Den ifølge stk. 1, litra c), krævede tilladelse kan ikke nægtes, når den fornødne behandling ikke kan ydes den pågældende på den medlemsstats område, hvor han er bosat.

Artikel 56

Ulykkestilfælde på vej til eller fra arbejdet

Et ulykkestilfælde indtruffet på vej til eller fra arbejdet i en anden medlemsstat end den kompetente stat anses for indtruffet på den kompetente stats område.

Artikel 57

Ydelser i anledning af en erhvervssygdom, når den pågældende har været udsat for den samme risiko i flere medlemsstater

1. Når en person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har været beskæftiget ved et arbejde, der i kraft af sin art må antages at kunne forårsage den pågældende sygdom, under lovgivningen i to eller flere medlemsstater, skal de ydelser, som den pågældende eller hans efterladte kan gøre krav på, alene tilkendes efter den stats lovgivning, hvis betingelser den pågældende senest har opfyldt, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 2 til 5.

2. Er tilkendelse af ydelser i anledning af en erhvervssygdom efter en medlemsstats lovgivning betinget af, at den pågældende sygdom første gang er lægeligt konstateret på dens område, anses denne betingelse for opfyldt, når sygdommen første gang er konstateret på en anden medlemsstats område.

3. Er tilkendelse af ydelser for en erhvervssygdom efter en medlemsstats lovgivning betinget af, at den pågældende sygdom er konstateret inden for et bestemt tidsrum efter ophøret af den seneste beskæftigelse, som antages at kunne forårsage en sådan sygdom, skal den kompetente institution ved undersøgelsen af, hvornår denne seneste beskæftigelse har fundet sted, i fornødent omfang tage hensyn til en under lovgivningen i enhver anden medlemsstat udøvet beskæftigelse af samme art, som om den havde været udøvet under den førstnævnte stats lovgivning.

4. Er tilkendelse af ydelser for en erhvervssygdom efter en medlemsstats lovgivning betinget af, at en beskæftigelse, der må antages at kunne forårsage den pågældende sygdom, har været udøvet i et tidsrum af en vis varighed, skal den kompetente institution i den pågældende medlemsstat i fornødent omfang medregne perioder, i hvilke en sådan beskæftigelse har være udøvet under lovgivningen i enhver anden medlemsstat, som om den havde været udøvet under den førstnævnte stats lovgivning;

5. I tilfælde af sclerogen pneumoconiose fordeles udgifterne ved kontantydelser, herunder renter, på de kompetente institutioner i de medlemsstater, hvor den pågældende har været beskæftiget ved et arbejde, der må antages at kunne forårsage den pågældende sygdom. Denne fordeling sker efter forholdet mellem længden af de alderdomsforsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af disse stater, og den samlede længde af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i samtlige disse stater på tidspunktet for den første udbetaling af ydelser.

6. På forslag af Kommissionen træffer Rådet med enstemmighed afgørelse om, hvilke andre erhvervssygdomme bestemmelserne i stk. 5 skal udvides til at omfatte.

Artikel 58

Beregning af kontantydelser

1. Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning kontantydelser beregnes på grundlag af en gennemsnitsindtjening, fastsætter denne gennemsnitsindtjening alene på grundlag af de konstaterede indtjeningsbeløb i de perioder, der er tilbagelagt efter den nævnte lovgivning.

2. Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning kontantydelser beregnes på grundlag af en fikseret indtjening, skal alene basere beregningen på den fikserede indtjening, eller i givet fald på gennemsnittet af de fikserede indtjeningsbeløb, der svarer til de perioder, der er tilbagelagt efter den nævnte lovgivning.

3. Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning størrelsen af kontantydelser afhænger af antallet af familiemedlemmer, skal ligeledes tage familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område i betragtning, som om de pågældende var bosat på den kompetente stats område.

Artikel 59

Udgifter ved den tilskadekomnes transport

1. Den kompetente institution i en medlemsstat, hvis lovgivning indeholder bestemmelser om overtagelse af udgifterne ved den tilskadekomnes transport, enten til hans bopæl eller til et hospital, afholder sådanne transportudgifter til det tilsvarende sted i en anden medlemsstat, på hvis område den tilskadekomne er bosat, forudsat at institutionen i forvejen har givet sit samtykke til en sådan transport under behørig hensyntagen til de grunde, der taler herfor. Et sådant samtykke er ikke påkrævet, hvor det drejer sig om grænsearbejdere.

2. Den kompetente institution i en medlemsstat, hvis lovgivning indeholder bestemmelser om overtagelse af udgifterne ved transport til begravelsesstedet i tilfælde af den tilskadekomnes død, afholder sådanne transportudgifter til det tilsvarende sted i en anden medlemsstat, på hvis område den tilskadekomne var bosat, da ulykkestilfældet indtraf, efter den for denne institution gældende lovgivning.

AFDELING 2

Forværring af en erhvervssygdom, for hvilken der er ydet erstatning

Artikel 60

1. I tilfælde af forværring af en erhvervssygdom, for hvilken en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende har modtaget eller modtager erstatning efter en medlemsstats lovgivning, gælder følgende regler

a) såfremt den pågældende ikke efter den første udbetaling af ydelsen har haft sådan erhvervsmæssig beskæftigelse i en anden medlemsstat, der må antages at kunne forårsage eller forværre den pågældende sygdom, påhviler det den kompetente institution i den førstnævnte stat at afholde de med ydelserne forbundne udgifter, under hensyntagen til den indtrådte forværring, efter den for denne institution gældende lovgivning;

b) såfremt den pågældende efter den første udbetaling af ydelsen har haft en sådan beskæftigelse i en anden medlemsstat, påhviler det den kompetente institution i den førstnævnte medlemsstat at afholde de med ydelserne forbundne udgifter uden hensyntagen til den indtrådte forværring, efter den for denne institution gældende lovgivning; den kompetente institution i den sidstnævnte medlemsstat yder den pågældende et tillæg, hvis størrelse svarer til forskellen mellem de ydelser, der efter den for denne institution gældende lovgivning tilkommer den pågældende efter den indtrådte forværring, og de ydelser, som ville have tilkommet ham, før forværringen indtrådte, hvis han havde pådraget sig den pågældende sygdom på et tidspunkt, hvor han var omfattet af denne medlemsstats lovgivning;

c) såfremt en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der har pådraget sig sclerogen pneumoconios eller en sygdom, der er omfattet af en i medfør af artikel 57, stk. 6, truffet afgørelse, i det i litra b) omhandlede tilfælde ikke har ret til ydelser efter den sidstnævnte medlemsstats lovgivning, påhviler det den kompetente institution i den førstnævnte medlemsstat at udbetale ydelser under hensyntagen til den indtrådte forværring efter den for denne institution gældende lovgivning. Den kompetente institution i den sidstnævnte medlemsstat skal dog afholde forskellen mellem de kontantydelser, herunder renter, der skal udbetales af den kompetente institution i den førstnævnte medlemsstat under hensyntagen til den indtrådte forværring, og de tilsvarende ydelser, der tilkom den pågældende, før forværring indtrådte.

d) En medlemsstats lovbestemmelse om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, finder ikke anvendelse på en modtager af ydelser, der er fastsat af institutioner i to medlemsstater i henhold til litra b).

2. I tilfælde af forværring af en erhvervssygdom, hvorpå artikel 57, stk. 5, har fundet anvendelse, gælder følgende regler

a) det påhviler den kompetente institution, der har tilkendt ydelserne efter bestemmelserne i artikel 57, stk. 1, at udbetale ydelserne under hensyntagen til den indtrådte forværring, efter den for denne institution gældende lovgivning

b) udgifterne ved kontantydelser, herunder renter, skal fortsat fordeles på de institutioner, som har deltaget i udgifterne ved de tidligere udbetalte ydelser, efter bestemmelserne i artikel 57, stk. 5; såfremt den pågældende på ny har været beskæftiget ved et arbejde, der må antages at kunne forårsage eller forværre den pågældende erhvervssygdom, enten under lovgivningen i en af de medlemsstater, hvor han allerede havde været beskæftiget ved et arbejde af samme art, eller under en anden medlemsstats lovgivning, skal institutionen i denne stat dog afholde forskellen mellem de ydelser, der tilkommer den pågældende under hensyn til den indtrådte forværring, og de ydelser, der tilkom ham, før forværringen indtrådte.

AFDELING 3

Forskellige bestemmelser

Artikel 60

Naturalydelser i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 52, litra a), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for bopælsstedets institution fremlægge attest om, at han har ret til disse naturalydelser. Denne attest udstedes af den kompetente institution, eventuelt på grundlag af oplysninger fra arbejdsgiveren. Dersom lovgivningen i den kompetente stat kræver det, skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende endvidere for bopælsstedets institution fremlægge et bevis fra den kompetente institution for modtagelse af anmeldelsen af ulykkestilfældet eller erhvervssygdommen. Fremlægger han ikke disse bevisligheder, retter bopælsstedets institution henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe dem, og i mellemtiden tilkender den ham naturalydelser som sygeforsikringsydelser, for så vidt han opfylder de nødvendige betingelser for ret til sådanne ydelser.

2. Denne attest bevarer sin gyldighed, så længe bopælsstedets institution ikke har modtaget meddelelse om, at den ikke længere er gyldig. Når den nævnte attest er udstedt af en fransk institution, er den dog kun gyldig i et tidsrum af et år regnet fra datoen for dens udstedelse og skal fornyes hvert år.

3. Dersom den pågældende er sæsonarbejder, er den i stk. 1 omhandlede attest gyldig, så længe sæsonarbejdet vedvarer, medmindre den kompetente institution i mellemtiden har meddelt bopælsstedets institution, at den ikke længere er gyldig.

4. Ved enhver begæring om naturalydelser skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende fremlægge de bevisligheder, der kræves for tilkendelse af naturalydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat.

5. I tilfælde af hospitalsindlæggelse underretter bopælsstedets institution - inden tre dage efter at den er bekendt hermed - den kompetente institution om datoen for hospitalsindlæggelsen, hospitalsopholdets forventede varighed samt udskrivningsdatoen.

6. Bopælsstedets institution underretter på forhånd den kompetente institution om enhver afgørelse vedrørende tilkendelse af naturalydelser, når de forventede eller faktiske omkostninger overstiger et fast beløb, som fastsættes og revideres med jævne mellemrum af Den Administrative Kommission.

Den kompetente institution kan, inden 15 dage efter afsendelsen af denne meddelelse, fremsende en begrundet indsigelse; har bopælsstedets institution ikke modtaget nogen indsigelse ved udløbet af denne frist, tilkender den naturalydelserne. Dersom det er tvingende nødvendigt at udrede sådanne naturalydelser straks, underretter bopælsstedets institution øjeblikkeligt den kompetente institution herom.

7. Arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har pligt til at underrette bopælsstedets institution om enhver forandring i sine forhold, der må antages at berøre hans ret til naturalydelser, navnlig om ethvert arbejdsophør eller overgang til ny beskæftigelse eller selvstændig virksomhed eller enhver forandring af bopæls- eller opholdssted. Den kompetente institution underretter ligeledes bopælsstedets institution, dersom den pågældende ikke længere er forsikret, eller hans ret til naturalydelser er bortfaldet. Bopælsstedets institution kan når som helst afkræve den kompetente institution alle oplysninger vedrørende den pågældendes forsikringsforhold eller ret til naturalydelser.

8. Hvor det drejer sig om grænsearbejdere, kan lægemidler, bandager, briller, mindre proteser samt laboratorieundersøgelser kun udleveres eller foretages i den medlemsstat, hvor de er ordineret efter bestemmelserne i denne medlemsstats lovgivning.

9. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Artikel 61

Regler for anvendelsen af særbestemmelser i visse lovgivninger

1. Såfremt der i den medlemsstat, på hvis område den pågældende befinder sig, ikke findes nogen forsikring mod arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, eller såfremt der ikke under en bestående forsikringsordning er oprettet nogen institution, der udreder naturalydelser, skal disse ydelser udredes af den institution på opholds- eller bopælsstedet, som det påhviler at udrede naturalydelser i sygdomstilfælde.

2. Såfremt helt gratis naturalydelser efter den kompetente stats lovgivning er betinget af, at modtageren gør brug af en af arbejdsgiveren etableret lægetjeneste, skal de naturalydelser, der udredes i de i artikel 52 og artikel 55, stk. 1, omhandlede tilfælde, anses for udredet gennem en sådan lægetjeneste.

3. Såfremt den kompetente stats lovgivning omfatter en ordning vedrørende arbejdsgiverens forpligtelser, skal de naturalydelser, der udredes i de i artikel 52 og artikel 55, stk. 1, omhandlede tilfælde, anses for udredet på den kompetente institutions begæring.

4. Såfremt den kompetente stats ordning vedrørende erstatning for arbejdsulykker ikke har karakter af en tvungen forsikring, udredes naturalydelserne direkte af arbejdsgiveren eller af det forsikringsorgan, der træder i hans sted.

5. Såfremt tidligere indtrådte eller konstaterede arbejdsulykker eller erhvervssygdomme efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt eller stiltiende skal tages i betragtning ved fastsættelse af invaliditetsgraden, af retten til ydelser eller af disses størrelse, skal den kompetente institution i den pågældende stat ligeledes tage arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, der tidligere er indtruffet eller konstateret under lovgivningen i en anden medlemsstat, i betragtning, som om de var indtruffet eller konstateret under den for denne institution gældende lovgivning.

6. Såfremt senere indtrådte eller konstaterede arbejdsulykker eller erhvervssygdomme efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt eller stiltiende skal tages i betragtning ved fastsættelse af invaliditetsgraden, af retten til ydelser eller af disses størrelse, skal den kompetente institution i den pågældende stat ligeledes tage arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, der senere er indtruffet eller konstateret under lovgivningen i en anden medlemsstat, i betragtning, som om de var indtruffet eller konstateret under den for denne institution gældende lovgivning, på betingelse af

1. at der ikke for den tidligere indtrådte eller konstaterede arbejdsulykke eller erhvervssygdom er tilkendt erstatning i henhold til den for institutionen gældende lovgivning, og

2. at der for den senere indtrådte eller konstaterede arbejdsulykke eller erhvervssygdom, uanset bestemmelserne i stk. 5, ikke tilkendes erstatning i henhold til den i den anden medlemsstat gældende lovgivning, under hvis bestemmelser ulykken eller sygdommen er indtrådt eller konstateret.

Artikel 61

Kontantydelser, bortset fra renter, i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1. For at opnå kontantydelser (bortset fra renter) i medfør af forordningens artikel 52, litra b), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende inden tre dage efter uarbejdsdygtighedens indtræden rette henvendelse til bopælsstedets institution med en meddelelse om, at han er ophørt med at arbejde, eller - såfremt dette er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for den kompetente institution eller bopælsstedets institution - en erklæring om uarbejdsdygtighed udstedt af den behandlende læge.

2. Dersom de behandlende læger i bopælslandet ikke udsteder attest om uarbejdsdygtighed, henvender den pågældende sig direkte til bopælsstedets institution inden for den frist, der er foreskrevet i den lovgivning, der gælder for den.

Denne institution foranlediger straks den pågældende lægeundersøgt med henblik på konstatering af hans uarbejdsdygtighed samt udfærdigelse af den i stk. 1 omhandlede erklæring. Denne erklæring, som skal angive den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes straks til den kompetente institution.

3. I de tilfælde, hvor stk. 2 ikke finder anvendelse, skal bopælsstedets institution snarest muligt og under alle omstændigheder inden tre dage efter, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har henvendt sig til den, lade ham kontrolundersøge af en læge, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Den kontrollerende læges erklæring, der navnlig skal indeholde oplysning om den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes af bopælsstedets institution til den kompetente institution inden tre dage efter datoen for kontrolundersøgelsen.

4. Bopælsstedets institution iværksætter senere om fornødent en administrativ eller lægelig kontrol af den pågældende, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Så snart den har konstateret, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende på ny er arbejdsdygtig, underretter den straks den pågældende samt den kompetente institution herom med angivelse af datoen for uarbejdsdygtighedens ophør. Meddelelsen til arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende anses for en afgørelse, der er truffet på den kompetente institutions vegne, jf. dog bestemmelserne i stk. 6.

5. Den kompetente institution bevarer under alle omstændigheder retten til at lade den pågældende undersøge af en af den selv udpeget læge.

6. Dersom den kompetente institution beslutter at afslå begæringen om kontantydelser, fordi arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende ikke har overholdt den fremgangsmåde, der er foreskrevet i bopælslandets lovgivning, eller den konstaterer, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende på ny er arbejdsdygtig, underretter den arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende om denne afgørelse og sender samtidig en genpart heraf til bopælslandets institution.

7. Når den pågældende genoptager sit arbejde, underretter han den kompetente institution herom, såfremt dette er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for denne institution.

8. Den kompetente institution udbetaler kontantydelserne på enhver egnet måde, fortrinsvis ved international postanvisning, og underretter bopælsstedets institution samt den pågældende herom. Dersom kontantydelserne udbetales af bopælsstedets institution til udgift for den kompetente institution, underretter den kompetente institution arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende om hans rettigheder, samtidig med at den underretter bopælsstedets institution om kontantydelsernes størrelse, hvornår de forfalder til udbetaling, samt for hvor lang tid de højst kan tilkendes efter lovgivningen i den kompetente stat.

9. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter indhentet udtalelse fra Den Administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Gennemførelse af forordningens artikel 55

Artikel 62

Bestemmelserne af, hvilken ordning der skal finde anvendelse i tilfælde, hvor der er flere ordninger i bopæls- eller opholdslandet - Tidsbegrænsninger af ydelser

1. Såfremt lovgivningen i opholds- eller bopælslandet omfatter flere forsikringsordninger, er det ordningen for arbejdere i stålindustrien, der skal finde anvendelse på de i artikel 52 eller artikel 55, stk. 1, omhandlede arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. Såfremt den nævnte lovgivning omfatter en særordning for personer beskæftiget i miner eller dermed ligestillede virksomheder, finder denne ordning dog anvendelse på nævnte kategori af beskæftigede, når den institution på opholds- eller bopælsstedet, som den pågældende retter henvendelse til, er kompetent med hensyn til administrationen af denne ordning.

2. Såfremt retten til at modtage ydelser efter en medlemsstats lovgivning er tidsbegrænset, kan den institution, for hvilken denne lovgivning gælder, medregne det tidsrum, i hvilket institutionen i en anden medlemsstat allerede har udredet ydelserne.

AFDELING 4

Refusion mellem institutionerne

Artikel 62

Naturalydelser i tilfælde af ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1. For at opnå naturalydelser skal den i forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), omhandlede arbejdstager, der er beskæftiget ved international transport, og som under udførelsen af sit arbejde befinder sig i en anden medlemsstat end den kompetente stat, snarest muligt for opholdsstedets institution fremlægge en særlig attest udstedt af arbejdsgiveren eller dennes stedfortræder i samme kalendermåned eller inden for de to forudgående kalendermåneder. Denne attest skal især angive, hvor arbejdstageren har tiltrådt sin beskæftigelse hos den nævnte arbejdsgiver, samt den kompetente institutions benævnelse og adresse. Når arbejdstageren har fremlagt denne attest, formodes han at opfylde betingelser for ret til naturalydelser. Dersom det ikke er muligt for arbejdstageren at henvende sig til opholdsstedets institution før lægebehandlingen, har han alligevel ret til denne behandling ved fremlæggelse af den nævnte attest, som om han var forsikret i denne institution.

2. Opholdsstedets institution retter inden tre dage henvendelse til den kompetente institution for at få oplyst, om den i stk. 1 omhandlede arbejdstager opfylder betingelserne for ret til naturalydelser. Den er forpligtet til at udrede naturalydelserne, indtil den modtager svar fra den kompetente institution, dog højst for et tidsrum af 30 dage.

3. Den kompetente institution skal svare opholdsstedets institution inden 10 dage efter modtagelsen af dens forespørgsel. Dersom svaret er bekræftende, angiver den kompetente institution i givet fald, for hvor lang tid naturalydelser højst kan tilkendes efter den for denne institution gældende lovgivning, og opholdsstedets institution udreder fortsat de nævnte ydelser.

4. De naturalydelser, der udredes på grundlag af den i stk. 1 nævnte formodning, er genstand for refusion i henhold til forordningens artikel 36, stk. 1.

5. Istedet for den i stk. 1 omhandlede attest kan den i nævnte stk. omhandlede arbejdstager for opholdsstedets institution fremlægge den i stk. 6 omhandlede attest.

6. For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra a), i), - bortset fra de tilfælde, hvor ydelserne tilkendes på grundlag af den i stk. 1 nævnte formodning - skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for opholdsstedets institution fremlægge en attest, der bekræfter, at han har ret til naturalydelser. Denne attest, der udstedes af den kompetente institution, om muligt før arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende forlader den medlemsstats område, hvor han er bosat, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne højst kan tilkendes efter den kompetente stats lovgivning. Fremlægger den pågældende ikke denne attest, retter opholdsstedets institution henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den.

7. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 60, stk. 5, 6, og 9 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 63

1. Det påhviler den kompetente institution at refundere udgifterne ved naturalydelser, der er ydet for dens regning i medfør af artikel 52 og artikel 55, stk. 1.

2. De i stk. 1 omhandlede refusioner fastsættes og gennemføres efter de regler, der er fastsat i den i artikel 98 omhandlede gennemførelsesforordning, mod dokumentation for de faktiske udgifter.

3. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan aftale andre refusionsregler eller give afkald på enhver refusion mellem de under disse hørende institutioner.

--------------------------------------------------------------------

Artikel 63

Naturalydelser til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som flytter, eller som vender tilbage til bopælslandet, samt til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der har fået tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat med henblik på behandling

For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra b), i), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for bopælsstedets institution fremlægge attest for, at han fortsat har ret til disse ydelser. Denne attest, der udstedes af den kompetente institution, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne endnu kan udredes efter den kompetente stats lovgivning. Attesten kan udstedes efter arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes afrejse og på dennes anmodning, hvis den på grund af force majeure ikke har kunnet udfærdiges tidligere.

2. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 60, stk. 5, 6, og 9, finder tilsvarende anvendelse.

3. Bestemmelserne i denne artikel finder tilsvarende anvendelse ved udredelse af naturalydelser i de i forordningens artikel 55, stk. 1, litra c), i) omhandlede tilfælde.

Artikel 64

Kontantydelser, bortset fra renter, ved ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

Med hensyn til opnåelse af kontantydelser (bortset fra renter) i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra a, ii), finder bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 61 tilsvarende anvendelse. En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der opholder sig på en anden medlemsstats område uden at være erhvervsmæssigt beskæftiget der, er dog ikke forpligtet til at fremlægge den i gennemførelsesforordningens artikel 61, stk. 1, omhandlede anmeldelse om arbejdsophør. Dette berører ikke pligten til at fremlægge en erklæring om uarbejdsdygtighed.

Gennemførelse af forordningens artikel 52 - 56

Artikel 65

Anmeldelser, undersøgelser og udveksling af oplysninger mellem institutionerne vedrørende en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, der er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1. Når en arbejdsulykke indtræffer eller en erhvervssygdom første gang lægeligt konstateres i en anden medlemsstat end den kompetente stat, skal anmeldelsen af ulykkestilfældet eller erhvervssygdommen foretages efter bestemmelserne i den kompetente stats lovgivning, uden at dette berører lovbestemmelser, der måtte gælde i den medlemsstat, hvor arbejdsulykken er indtruffet, eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, og som fortsat finder anvendelse i et sådan tilfælde.

Nævnte anmeldelse indgives til den kompetente institution samtidig med, at en genpart af den sendes til bopæls- eller opholdsstedets institution.

2. Institutionen i den medlemsstat, på hvis område arbejdsulykken er indtruffet, eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, tilsender den kompetente institution i to eksemplarer de lægeerklæringer, der er udfærdiget i denne stat, samt alle relevante oplysninger, som den sidstnævnte institution måtte ønske at modtage.

3. Såfremt det, hvor det drejer sig om et ulykkestilfælde indtruffet på vej til eller fra arbejdet i en anden medlemsstat end den kompetente stat, er påkrævet at foretage en undersøgelse på den førstnævnte medlemsstats område, kan den kompetente institution udpege en person til at forestå denne undersøgelse, og den skal i så fald underrette myndighederne i den pågældende medlemsstat herom. Disse myndigheder yder den pågældende bistand, navnlig ved at stille en medhjælp til rådighed for ham med henblik på at gennemgå rapporten og alle øvrige dokumenter vedrørende ulykkestilfældet.

4. Efter behandlingens afslutning sendes en udførlig rapport med lægeerklæringer om de varige følger af ulykkestilfældet eller sygdommen, navnlig om den pågældendes øjeblikkelige tilstand samt om, hvorvidt læsionerne er helbredt eller konsolideret, til den kompetente institution. De hermed forbundne honorarer betales, alt efter omstændighederne, af bopælslandets institution eller af opholdsstedets institution efter den af den pågældende institution anvendte takst og til udgift for den kompetente institution.

5.Den kompetente institution skal efter anmodning underrette bopæls- eller opholdsstedets institution, alt efter omstændighederne, om afgørelsen af, hvornår læsionerne er helbredt eller konsolideret, samt - i givet fald - om afgørelsen vedrørende tilkendelse af rente.

Artikel 66

Bestridelse af, at ulykkestilfældet eller sygdommen er arbejds- betinget

1. Når den kompetente institution i de i forordningens artikel 52 eller artikel 55, stk. 1, omhandlede tilfælde bestrider, at ulykkestilfældet eller sygdommen er omfattet af lovgivningen om arbejdsulykker og erhvervssygdomme, skal den straks underrette bopælsstedets institution eller opholdsstedets institution, der har udredet naturalydelserne; disse ydelser betragtes derefter som sygeforsikringsydelser og udredes fortsat som sådanne på grundlag af de i gennemførelsesforordningens artikler 20 og 21 omhandlede attester.

2. Når der er truffet endelig afgørelse af dette spørgsmål, underretter den kompetente institution straks bopælsstedets institution eller opholdsstedets institution, der har udredet naturalydelserne. Dersom der ikke er tale om en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, skal denne institution fortsat udrede disse naturalydelser som sygeforsikringsydelser, såfremt arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende i øvrigt er berettiget hertil. I modsat fald betragtes de naturalydelser, som den pågældende har modtaget i henhold til sygeforsikringen, som ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Gennemførelse af forordningens artikel 57

Artikel 67

Fremgangsmåden i tilfælde af, at den pågældende i flere medlemsstater har været udsat for at pådrage sig en erhvervssygdom

1. I det i forordningens artikel 57, stk. 1, omhandlede tilfælde indgives anmeldelsen af en erhvervssygdom enten til den institution, der er kompetent vedrørende erhvervssygdomme, i den medlemsstat, hvor en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende sygdom, eller til bopælsstedets institution, som sender anmeldelsen til den nævnte kompetente institution.

2. Dersom den i stk. 1 omhandlede kompetente institution konstaterer, at en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, under lovgivningen i en anden medlemsstat, sender den anmeldelsen med bilag til den tilsvarende institution i denne medlemsstat.

3. Når institutionen i den medlemsstat, under hvis lovgivning en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, konstaterer, at den pågældende eller hans efterladte ikke opfylder betingelserne i denne medlemsstats lovgivning under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 57, stk. 2, 3 og 4, skal den nævnte institution

a)straks sende anmeldelsen med samtlige bilag, herunder resultaterne af de lægelige observationer og undersøgelser, som den førstnævnte institution har ladet foretage, samt en genpart af den i litra b) nævnte afgørelse, til institutionen i den medlemsstat, under hvis lovgivning den pågældende tidligere har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom;

b)samtidig underrette den pågældende om sin afgørelse, navnlig med angivelse af begrundelsen for afslag og med angivelse af klageadgangen og fristerne for indgivelse af klage samt datoen for sagens oversendelse til den i litra a) nævnte institution.

4. Det kan i givet fald være nødvendigt efter samme fremgangsmåde at gå tilbage til den tilsvarende institution i den medlemsstat, hvor den pågældende først har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom.

Artikel 68

Udveksling af oplysninger mellem institutioner i tilfælde af klage over afslag på begæring om ydelser. Ydelse af forskud i tilfælde af en sådan klage

1. I tilfælde af klage over en afgørelse, hvorved der gives afslag på begæring om ydelser, truffet af institutionen i en af de medlemsstater, hvor en person har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, skal denne institution underrette den institution, hvortil anmeldelsen efter den i gennemførelsesforordningens artikel 67, stk. 3, fastsatte fremgangsmåde er sendt, og skal senere underrette den om den endelige afgørelse i sagen.

2. Såfremt der under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 57, stk. 2, 3 og 4, er erhvervet ret til ydelser efter den for den sidstnævnte institution gældende lovgivning, udbetaler denne institution forskud med et beløb, der i givet fald fastsættes efter høring af den institution, hvis afgørelse er påklaget, Den sidstnævnte institution refunderer det ydede forskudsbeløb, hvis den som følge af klageinstansens afgørelse er forpligtet til at udbetale ydelserne. Dette beløb indeholdes derefter i de ydelser, der tilkommer den pågældende.

Artikel 69

Fordeling af udgifterne ved kontantydelser i anledning af

sclerogen pneumoconiose

For så vidt angår anvendelsen af forordningens artikel 57, stk. 5, gælder følgende regler.

a) den kompetente institution i den medlemsstat, efter hvis lovgivning kontantydelserne tilkendes i medfør af forordningens artikel 57, stk. 1 - i det følgende betegnet som »den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution« - anvender en blanket der navnlig indeholder en opgørelse og oversigt over samtlige de forsikringsperioder (alderdomsforsikring) eller bopælsperioder, som den pågældende har tilbagelagt efter lovgivningen i hver af de berørte medlemsstater;

b) den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution sender den blanket til samtlige de institutioner for alderdomsforsikring i disse medlemsstater, som den pågældende har været tilsluttet; hver af disse institutioner anfører på blanketten de forsikringsperioder (alderdomsforsikring) eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, der gælder for institutionen, og tilbagesender blanketten til den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution;

c) den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution foretager derefter en fordeling af udgifterne mellem sig selv og de øvrige berørte institutioner; den sender dem til deres godkendelse en opgørelse over denne fordeling med dertil hørende bilag, der navnlig udviser størrelsen af de kontantydelser, der er tilkendt, og beregningen af fordelingsprocenterne;

d) ved udløbet af hvert kalenderår sender den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution de øvrige berørte institutioner en opgørelse over de kontantydelser, der er udbetalt i løbet af det pågældende regnskabsår, med angivelse af det beløb, der skal afholdes i hver af disse ifølge den i litra c) omhandlede fordeling; hver af de pågældende institutioner refunderer den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution det pågældende beløb snarest muligt og senest inden tre måneder.

Gennemførelse af forordningens artikel 58, stk. 3

Artikel 70

Attestation vedrørende de familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved beregningen af kontantydelser, herunder renter

1. Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 58, stk. 3, er betinget af, at ansøgeren fremlægger attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor institutionen, som det påhviler at fastsætte kontantydelser, er beliggende.

Denne attest udstedes af sygeforsikringsinstitutionen på familiemedlemmernes bopælssted eller af en anden institution, på hvis område familiemedlemmerne er bosat. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 25, stk. 2, andet og tredje afsnit, finder tilsvarende anvendelse.

I stedet for den i første afsnit omhandlede attest kan institutionen, som det påhviler at fastsætte kontantydelser, afkræve ansøgeren dokumenter, der indeholder personlige oplysninger af nyere dato om de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

Dersom det efter den lovgivning, som gælder for den pågældende institution, i det i stk. 1 omhandlede tilfælde kræves, at familiemedlemmerne bor hos ansøgeren, skal den omstændighed, at disse familiemedlemmer, når de ikke opfylder nævnte betingelse, dog i overvejende grad forsørges af ansøgeren, godtgøres ved dokumenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren regelmæssigt sender dem en del af sin indtjening.

Gennemførelse af forordningens artikel 60

Artikel 71

Forværring af en erhvervssygdom

1. I de i forordningens artikel 60, stk. 1, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende meddele den institution i en medlemsstat, over for hvilken han gør krav på ydelser, alle oplysninger vedrørende tidligere tilkendte ydelser i anledning af den pågældende erhvervssygdom.

Denne institution kan rette henvendelse til enhver anden institution, der tidligere har været kompetent for at fremskaffe de oplysninger, som den anser for nødvendige.

2. I det i forordningens artikel 60, stk. 1, litra c), omhandlede tilfælde underretter den kompetente institution, som det påhviler at udbetale kontantydelserne, under vedlæggelse af fornøden dokumentation den anden berørte institution om det beløb, som den sidstnævnte institution skal afholde som følge af den indtrådte forværring, med henblik på godkendelse. Ved udløbet af hvert kalenderår sender den førstnævnte institution den anden institution en opgørelse over de kontantydelser, der er udbetalt i løbet af det pågældende regnskabsår, med angivelse af det beløb, som skal afholdes af den sidstnævnte institution, der refunderer beløbet snarest muligt og senest inden tre måneder.

3. I det i forordningens artikel 60, stk. 2, litra b), første punktum, omhandlede tilfælde underretter den for udbetaling af kontantydelser ansvarlige institution under vedlæggelse af fornøden dokumentation de berørte institutioner om de ændringer, der er foretaget i den tidligere fordeling af udgifterne med henblik på godkendelse.

4. I det i forordningens artikel 60, stk. 2, litra b), andet punktum, omhandlede tilfælde finder bestemmelserne i stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 61, stk. 5, og 6

Artikel 72

Fastsættelse af invaliditetsgraden i tilfælde af en tidligere eller senere indtruffet arbejdsulykke eller erhvervssygdom

1. Med henblik på fastsættelse af invaliditetsgraden af retten til ydelser eller af disses størrelse i de i forordningens artikel 61, stk. 5 og 6, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende meddele den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning han var omfattet, da arbejdsulykken indtraf, eller erhvervssygdommen først blev konstateret, alle oplysninger vedrørende arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, som tidligere eller senere måtte være overgået ham, medens han var omfattet af lovgivningen i enhver anden medlemsstat, uanset hvilken invaliditetsgrad disse tidligere eller senere tilfælde har medført.

2. Med henblik på erhvervelse af ret til ydelser og fastsættelse af disses størrelse tager den kompetente institution, i overensstemmelse med bestemmelserne i den for institutionen gældende lovgivning, hensyn til den invaliditetsgrad, som disse tidligere eller senere tilfælde har medført.

3. Den kompetente institution kan rette henvendelse til enhver anden institution, der tidligere eller senere har været kompetent, for at fremskaffe de oplysninger, som den anser for nødvendige.

Når en tidligere eller senere uarbejdsdygtighed er forårsaget af et ulykkestilfælde, der er indtruffet, medens den pågældende var omfattet af lovgivningen i en medlemsstat, der ikke foretager nogen sondring efter uarbejdsdygtighedens årsag, skal den institution, der er kompetent vedrørende den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed, eller det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat, efter anmodning af den kompetente institution i en anden medlemsstat tilvejebringe oplysninger om den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed var en følge af et ulykkestilfælde efter den lovgivning, der gjaldt for institutionen i den anden medlemsstat. Er dette tilfældet, finder bestemmelserne i stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 62, stk. 1

Artikel 73

De institutioner, hvortil arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder kan rette henvendelse i tilfælde af ophold eller bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1. I de i forordningens artikel 62, stk. 1, omhandlede tilfælde kan arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder henvende sig til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor den pågældende opholder sig eller er bosat, og som er anført i bilag 3 til gennemførelsesforordningen, selv om nævnte institution hører under ordningen for arbejdere i stålindustrien, under forudsætning af, at de ydelser, der i opholds- eller bopælslandet er fastsat i den for arbejdere i stålindustrien etablerede ordning vedrørende arbejdsulykker og erhvervssygdomme, svarer til ydelserne efter særordningen for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder. Den pågældende institution er i så fald pligtig at udrede ydelserne.

2. Når ydelserne efter særordningen for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder er mere gunstige, kan de pågældende arbejdstagere henvende sig enten til den institution, som det påhviler at administrere denne ordning, eller til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor de opholder sig eller er bosat, og som administrerer ordningen for arbejdere i stålindustrien. I sidstnævnte tilfælde skal den pågældende institution gøre den pågældende opmærksom på, at han kan opnå mere gunstige ydelser ved at henvende sig til den institution, som det påhviler at administrere den nævnte særordning, og skal endvidere oplyse ham om denne institutions betegnelse og adresse.

Gennemførelse af forordningens artikel 62, stk. 2

Artikel 74

Medregning af den periode, hvori der allerede er udredet ydelser af institutionen i en anden medlemsstat

For så vidt angår anvendelse af bestemmelserne i forordningens artikel 62, stk. 2, kan institutionen i en medlemsstat, der skal udrede ydelser, afkræve institutionen i en anden medlemsstat oplysninger om den periode, hvori den sidstnævnte institution allerede har udredet ydelser for det samme ulykkestilfælde eller den samme erhvervssygdom.

Indgivelse og behandling af begæringer om renter, bortset fra renter i anledning af de i forordningens artikel 57 omhandlede erhvervssygdomme

Artikel 75

1. For at få rente eller tillæg til en rente efter lovgivningen i en medlemsstat skal arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller hans efterladte, der er bosat på en anden medlemsstats område, indgive begæringen enten til den kompetente institution eller til bopælsstedets institution, der sender den til den kompetente institution. For begæringens indgivelse gælder følgende regler

a) begæringen skal være ledsaget af de foreskrevne bevisligheder og indgives på den blanket, der er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for den kompetente institution;

b) rigtigheden af de af ansøgeren givne oplysninger skal godtgøres ved officielle dokumenter, der vedlægges ansøgningsblanketten, eller bekræftes af de kompetente organer i den medlemsstat, på hvis område ansøgeren er bosat.

2. Den kompetente institution underretter ansøgeren om sin afgørelse enten direkte eller gennem den kompetente stats kontaktorgan; samtidig sender den en genpart af afgørelsen til kontaktorganet i den medlemsstat, på hvis område ansøgeren er bosat.

Administrativ og lægelig kontrol

Artikel 76

1. Den administrative og lægelige kontrol samt de lægeundersøgelser, der er foreskrevet i tilfælde af en ændring af renterne, foretages på den kompetente institutions anmodning af institutionen i den medlemsstat, på hvis område modtageren befinder sig, efter reglerne i den lovgivning, som gælder for den sidstnævnte institution.

Den kompetente institution bevarer dog retten til at lade modtageren undersøge af en af den selv udpeget læge.

2. Enhver, der modtager rente - til sig selv eller til et barn, der har mistet begge forældre eller en af dem - skal underrette den forpligtede institution om enhver forandring i sine eller barnets forhold, som kan berøre retten til rente.

Udbetaling af renter

Artikel 77

Renter, som en medlemsstats institution skal udrede til personer, der er bosat på en anden medlemsstats område, udbetales efter reglerne i gennemføjjrelsesforordningens artikel 53 - 58.

--------------------------------------------------------------------

Artikel 84

26. Når en person er omfattet af anvendelsesområdet for forordningen, kan der blive tale om at indhente oplysninger fra de øvrige medlemslande.

I artikel 84 er det derfor foreskrevet, at medlemslandenes myndigheder og institutioner skal yde hinanden gensidig bistand med henblik på administration af forordningen og gennemførelsesforordningens regler.

Reglen foreskriver, at der skal ydes gensidig bistand, som om det drejede sig om anvendelsen af egen lovgivning.

Til brug for denne gensidige bistand har de enkelte lande angivet

den kompetente myndighed

den kompetente institution

bopælsstedets eller opholdsstedets institution

På arbejdsskadeforsikringsområdet er socialministeren den kompetente myndighed i Danmark. Arbejdsskadestyrelsen er den kompetente institution. Arbejdsskadestyrelsen og kommunerne er bopælsstedet og opholdsstedets institutioner.

--------------------------------------------------------------------

Vejledning af juli 1993 om EF-regler om social sikring Hæfte 5: Arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom)

FORORD

Reglerne i dansk lovgivning om social sikring suppleres af en række EF-regler, som koordinerer anvendelsen af lovgivningen i de forskellige medlemsstater for personer, der flytter inden for EF. Kendskab til disse EF-regler er af betydning ved administrationen af dansk lovgivning, når der opstår spørgsmål om rettigheder for personer med bopæl eller beskæftigelse i EF.

I december 1986 udsendte Sikringsstyrelsen »Vejledning om social sikring for vandrende arbejdstagere.« Da EF-reglerne og dansk lovgivning siden er ændret, erstatter denne vejledning Sikringsstyrelsens vejledning af december 1986. Målgruppen for denne vejledning er ikke blot de kommunale forvaltninger, men alle med behov for viden om personers sociale sikringsrettigheder inden for EF.

EF-reglerne findes i forordning (EØF) 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Regler om den praktiske gennemførelse af forordning 1408/71 findes i forordning (EØF) 574/72.

Når aftalen mellem EF og EFTA-landene Norge, Sverige, Finland, Island, Østrig og Liechtenstein om det Europæiske økonomiske Samarbejdsområde, den såkaldte EØS-aftale træder i kraft (formentlig den 1. januar 1994), skal reglerne i forordning 1408/71 også anvendes i disse lande og for disse landes statsborgere. Vejledningen handler derfor om social sikring i forholdet mellem Danmark og sytten andre lande.

Vejledningen består af syv hæfter, der er udarbejdet af Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Arbejdsskadestyrelsen, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

Juli 1993

--------------------------------------------------------------------

-INDHOLDSFORTEGNELSE

Punkt: Kapitel 1 1 - 9 Retsgrundlag Kapitel 2 10 - 26 EF-reglerne Kapitel 3 27 - 36 Administration af EF-reglerne Kapitel 4 37 - 49 Arbejdstageres rettigheder ved arbejdsskade i andre EF-lande Kapitel 5 50 - 77 Arbejdsskadestyrelsens opgaver Kapitel 6 78 - 87 EF-blanketter Bilag 1 De særlige bestemmelser om arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom) i forordningen Bilag 2 De særlige bestemmelser om arbejdsskade (arbejdsulykke og erhvervssygdom) i gennemførelsesforordningen Bilag 3 Blanketter

--------------------------------------------------------------------