Legislator Case Law & Legislation
C19931912854 DK

Orientering om ændringer i lov om social bistand vedr. bruttoficering af kontanthjælp m.v

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1993 19128 Historic

Orientering om ændringer i lov om social bistand vedr. bruttoficering af kontanthjælp m.v

På bistandslovens område er der udover bruttoficering af kontanthjælpen tale om en kompensation til pensionister på institutioner som konsekvens af bruttoficeringen af pensionerne samt om konsekvensændringer som følge af forslaget om skattereform, forslaget til ny lov om kommunal aktivering og forslag om ændring af satsreguleringsloven. Herudover er der sikret hjemmel til at udbetale kontanthjælp til personer, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet.

Forslagene, som vedtaget ved 3. behandling vedlægges i kopi.

I denne orienteringsskrivelse vil de væsentligste indholdsmæssige ændringer af bistandsloven blive gennemgået.

Bruttoficering af kontanthjælpen

Ved bruttoficering af kontanthjælpen forstås, at kontanthjælpen, der i dag er skattefri, men personfradragsreducerende, forhøjes og gøres skattepligtig.

En bruttoficering af kontanthjælpen indebærer flere fordele

- Skattereformen indebærer stigende brug af grønne afgifter, der kompenseres gennem lettelser af personskatterne. Efter bruttoficeringen vil kontanthjælpsmodtagerne blive omfattet af denne kompensation.

- Ydelsesniveauet bliver lettere sammenligneligt med lønindtægter og andre overførselsindkomster og dermed mere gennemskueligt for borgeren.

- Kontanthjælpsmodtagerne bliver ligestillet med andre borgere med hensyn til at kunne udnytte personfradrag og ligningsmæssige fradrag.

- Indkomstafhængige ydelser som boligsikring og fripladstilskud til daginstitutionsbetaling vil kunne reguleres på et ensartet grundlag.

En bruttoficeret dagpengelignende ydelse

Efter bruttoficeringen bliver kontanthjælpen som udgangspunkt beregnet som en dagpengelignende ydelse. De dagpengelignende ydelser til personer henholdsvis med og uden forsørgelsespligt for børn under 18 år er fastsat med udgangspunkt i de beregnede nuværende gennemsnitlige ydelser til kontanthjælpsmodtagere. Der vil ikke efter den nye lov ske en nedsættelse af kontanthjælpen efter 9 måneder.

Den dagpengelignende ydelse til personer med forsørgelsespligt over for børn fastsættes efter forslaget til 80 pct. af dagpengemaksimum, d.v.s. 8.852 kr. pr. måned pr. 1. januar 1994, og til 60 pct. af dagpengemaksimum for andre, d.v.s. 6.634 kr. pr. måned. Frem til 1. januar 1995 vil ydelsen til personer uden børn dog kun udgøre 50 pct. af dagpengemaksimum, d.v.s. 5.546 kr. pr. måned. De særlige ungeydelser til personer under 23 år uden forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn og med ringe erhvervserfaring vil blive videreført. Den bruttoficerede ydelse til hjemmeboende unge vil udgøre 2.080 kr. og til udeboende 4.251 kr.

Betingelserne for udbetaling af den bruttoficerede dagpengelignende kontanthjælp vil være de samme som hidtil, ligesom de eksisterende regler om indtægtsfradrag og tilbagebetalingspligt vil blive videreført med undtagelse af regler, som naturligt falder bort som følge af omlægningen af ydelsen. Fradrag i kontanthjælpen for normalbidrag til børn og for det særlige børnetilskud vil f.eks. ikke have nogen mening, når der ikke beregnes et særligt børnetillæg, og tilbagebetalingspligten for terminsydelser vil ikke have nogen mening, når der ikke beregnes et særligt boligtillæg.

En supplerende særlig støtte

Omlægningen til en dagpengelignende ydelse vil i sin rene form give problemer for kontanthjælpsmodtagere, der har større boligudgifter og forsørgerbyrde end gennemsnittet. Der indføres derfor en særlig supplerende støtte, der sikrer, at kontanthjælpsmodtagere, som vil blive ringere stillet ved omlægningen til en dagpengelignende ydelse, fortsat kan modtage hjælp på det hidtidige niveau. Denne særlige støtte kan ydes såvel i forbindelse med udbetaling af bruttokontanthjælp som i andre tilfælde, hvor en person som følge af ændringer af sine forhold får behov for støtte. Dagpengemodtagere, som efter de gældende regler har ret til supplerende kontanthjælp, vil således også kunne få dennne særlige støtte. Socialministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for, efter hvilke kriterier der ydes særlig støtte.

Som udgangspunkt for beregning af den særlige støtte vil der blive fastsat grænsebeløb for nettoboligudgiften. Disse grænsebeløb fastsættes således, at de i gennemsnit sammen med de nuværende beløb for grundydelse og børnetillæg svarer til den bruttoficerede ydelse efter skat. I det omfang den faktiske nettoboligudgift overstiger grænsebeløbet, udbetales den særlige støtte, idet der dog vil gælde de samme begrænsninger som for den nuværende kontanthjælp, d.v.s.

- Den samlede hjælp inklusive den særlige støtte kan ikke overstige 90 pct. af den hidtidige indtægt. Såfremt der ikke tidligere har været indtægt, kan den samlede hjælp inklusive den særlige støtte ikke overstige 80 pct. af dapengemax.

- Indtægter udover kontanthjælpsniveauet fradrages i støtten.

- Såfremt der kan anvises en rimelig billigere bolig, udgør nettoudgiften til denne bolig grundlaget for beregning af støtten.

I den foreløbige skitse til bestemmelsen arbejdes med grænsebeløb i 1994 på 1.200 kr. til personer uden forsørgerpligt for børn, 2.500 for en forsørger med et hjemmeboende barn og 2.600 kr. for en forsørger med et ikke-hjemmeboende barn. Grænsebeløbet for ikke-forsørgere forhøjes i 1995, når den bruttoficerede ydelse for denne gruppe forhøjes til 60 pct. af dagpengemax. til 1.800 kr. Grænsebeløbene nedsættes for hvert hjemmeboende barn udover det første med 500 kr. og for hvert udeboende barn udover det første med 400 kr. For ægtepar og samlevende par af kontanthjælpsmodtagere fordobles grænsebeløbene, og fradraget i grænsebeløbet pr. barn foretages for hver voksen, der har forsørgerpligt for barnet.

Det bemærkes, at bruttoficeringen ikke berører størrelsen af ydelserne efter bistandslovens kapitel 11 om hjælp i særlige tilfælde.

Hjemmel til at udbetale kontanthjælp til personer, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet

Med vedtagelse af lovforslag nr. 317 om ændring af lov om social bistand får socialministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om hjælp til personer, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet.

Bestemmelsen er en parallel til den tidligere vedtagne lov, der giver dagpengeberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse ret til en aktivitetsydelse i op til 52 uger, når de udfører frivilligt ulønnet arbejde i udlandet.

De regler, der påtænkes fastsat i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen, vil følge de samme retningslinier, som gælder for arbejdsløshedskassemedlemmer, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet. Kontanthjælpen vil maksimalt kunne svare til 80 pct. af dagpengemaksimum efter skat og vil kunne udbetales for en periode på op til 52 uger. Arbejdet skal udføres for humanitære og kirkelige organisationer, der er godkendt efter ligningslovens § 12, stk. 3, eller som af socialministeren godkendes som ligestillet hermed.

Loven om ret til kontanthjælp under udførelse af frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i lovtidende. Der vil snarest blive udsendt en bekendtgørelse, der nærmere beskriver ordningen, som indtil videre vil gælde for personer, der udsendes inden udgangen af 1993.

Ændring af opgørelse af indkomstgrundlaget i bistandslovens §§ 54, 58 og 119.

Som følge af skatteomlægningens ændringer i beregningsgrundlaget for opgørelse af indkomstskat til staten er indkomstgrundlaget i bistandslovens §§ 54, 58 og 119 blevet forenklet.

Efter de gældende regler opgøres indkomstgrundlaget for beregning af betaling for midlertidig hjemmehjælp (§ 54), tilbagebetaling af lån til invalidebiler (§ 58) og betaling for ophold i § 112- institutioner med pensionsbetaling (§ 119) på grundlag af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af 6 pct.-indkomstskat efter personskattelovens § 8 før det deri nævnte bundfradrag. Hertil lægges et beregnet formueafkast af visse lavt forrentede aktiver.

Med lovændringen forenkles reglerne om opgørelse af indkomstgrundlaget i §§ 54, 58 og 119, således at reglerne om beregnet formueafkast ophæves. I stedet medregnes aktieindkomster, der beskattes efter personskattelovens § 8a, stk. 2.

Indkomstgrundlaget opgøres som hidtil på baggrund af det senest afsluttede indkomstår, dog således at den personlige indkomst opreguleres med satsreguleringsprocenten til aktuelt niveau. Der er dog fortsat mulighed for ved ændringer i de økonomiske forhold at opgøre indkomstgrundlaget på baggrund af de ændrede indtægtsforhold.

Overgangsordning på 1 år for pensionister på institutioner med lommepengeudbetaling.

Omlægningen til et bruttopensionssystem og den samtidige afskaffelse af pensionisternes forhøjede personfradrag medfører utilsigtede virkninger for visse institutionsbeboere, der modtager lommepengebeløbet og samtidig har supplerende indtægter.

Det er derfor vedtaget at kompensere denne gruppe. Til institutionsbeboere med lommepengeudbetaling, der har indtægter ud over den sociale pension, udbetales en kompensation svarende til forskelsbeløbet mellem indkomst efter skat i 1993 og indkomst efter skat i 1994 efter de nye skatteregler. Kompensationsbeløbet kan dog højst udgøre forskellen mellem den skattemæssige værdi af beboerens personfradrag i 1993 og 1994.

Kompensationsordningen gælder kun for året 1994. Herefter er det forudsat, at der gennemføres en obligatorisk ordning med udbetaling af pension til institutionsbeboere. Indførelsen af en generel og obligatorisk pensionsudbetalingsordning i plejehjem efter bistandslovens § 79 og institutioner efter bistandslovens § 112 drøftes i øjeblikket i en arbejdsgruppe under Socialministeriet. Der forventes fremsat lovforslag om en obligatorisk ordning i disse institutioner inden udgangen af 1993 og med endelig ikrafttræden med udgangen af 1994.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →