Alle amtskommuner og kommuner
Statutory Text (2 Articles)
Alle amtskommuner og kommuner
Restafregning af refusion af udgifter til sociale ydelser i regnskabsåret 1992.
Reglerne for statsrefusion m.v. til amterne er senest fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 85 af 18. februar 1991 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område.
Efter bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 31 og 32 foretages der en foreløbig og en endelig restafregning.
Tilsvarende bestemmelser for kommunerne er senest fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 88 af 18. februar 1991 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område.
Efter bestemmelserne i denne bekendtgørelses §§ 22 og 23 foretages der en foreløbig og en endelig restafregning.
1. Foreløbig restafregning.
I forbindelse med udløbet af den kommunale supplementsperiode påhviler det kommunalbestyrelsen at indsende en foreløbig refusionsopgørelse for det foregående regnskabsår i underskrevet stand. Opgørelsen for 1992 skal i eet eksemplar indsendes til Socialministeriet senest den 20. marts 1993.
./. Skema til foreløbig restafregning vedlægges i 3 eksemplarer.
Skemaet er påtrykt "Foreløbig restafregning" og er uden rubrik til revisorpåtegning, men opstillingen svarer i øvrigt til det endelige restafregningsskema. Skemaet omfatter også restrefusion for de særlige betalinger efter bistandslovens § 136.
Det foreløbige restafregningsskema udfyldes efter samme retnings linier som det endelige restafregningsskema.
Med henvisning til lov om kommunernes styrelse § 31 skal det henstilles, at den foreløbige refusionsopgørelse underskrives af kommunalbestyrelsens formand (borgmesteren).
Har en kommune ifølge den foreløbige opgørelse fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal det for meget udbetalte beløb sendes til Socialministeriet samtidig med indsendelsen af opgørelsen. Beløbet indsættes på Socialministeriets girokonto nr. 2 73 24 16 med angivelse af kommunenummer samt af, at beløbet vedrører foreløbig restafregning af sociale ydelser for 1992. Har en kommune fået udbetalt mindre, end den er berettiget til, vil efterbetalingen snarest blive foretaget.
2. Endelig restafregning.
./. Endvidere vedlægges 4 skemaer vedrørende endelig restrefusion.
Når regnskabet er revideret og forsynet med påtegning af kommunens revision skal endelig restafregning finde sted, jf. henholdsvis § 32 og § 23 i ovennævnte bekendtgørelser.
Revisor giver samtidig med påtegningen Socialministeriet meddelelse om påtegningens dato.
På skemaet til endelig restafregning skal der i kolonne B på side 4 (Modtaget refusion) kun anføres de beløb, som kommunen har modtaget i 1992 som løbende forskudsrefusion.
De 2 sidste linier nederst i kolonne A på side 4 (Samlet refusion) skal anvendes af kommunerne i de tilfælde, hvor den foreløbige restafregning ikke svarer til den endelige reviderede restafregning.
På næstsidste linie anføres det beløb, som kommunen enten har tilbagebetalt til Socialministeriet, eller som ministeriet har udbetalt til kommunen.
På sidste linie beregnes herefter det nye og endelige restafregningsbeløb (+/-).
Afregningen finder sted ved indsendelse af restafregningsskema i eet eksemplar, umiddelbart efter at regnskabet er revideret, dog senest den 20. august 1993. Det understreges, at fristen skal overholdes. De kommuner, der medio august ikke har fået revideret restafregningsskemaet for 1992, anmodes om at indsende et skema -
evt. fotokopi - uden revisionspåtegning. Dette foreløbige skema bruges ved statens finanslovsbudgettering. Endelig restafregning foretages først, når revideret skema er indsendt.
I de tilfælde, hvor en kommune har fået udbetalt mindre i refusion, end den skulle have haft, vil efterbetaling blive foretaget af Socialministeriet den første uge i måneden efter indsendelsen af opgørelsen.
Har en kommune fået udbetalt mere, end den er berettiget til, skal det for meget udbetalte beløb tilbagesendes til Socialministeriet samtidig med indsendelsen af opgørelsen. Beløbet skal indsættes på Socialministeriets girokonto nr. 2 73 24 16 med angivelse af kommunenummer samt af, at beløbet vedrører restafregning af sociale ydelser i 1992.
Det bemærkes i øvrigt, at der ikke må rettes eller tilføjes noget i forspalterne på skemaet, hverken kontonummer eller tekst.
Om ikke forskudsvis udlagte underholdsbidrag henvises til Sikringsstyrelsens vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag af 18. december 1986, pkt. 46, om anvisning og revision.
3. Skemaets enkelte kolonner.
Kolonne A.
Her opføres udgifter/indtægter, således som det fremgår af det regnskabsmateriale, der danner grundlag for regnskabsafslutningen og refusionsberegningsskemaet.
Kolonne B.
Her opføres de udgifter og indtægter, der ikke indgår i refusionsberegningen. Opføres der beløb i de skraverede felter, bør grunden meddeles.
Kolonne C.
De åbne felter i denne kolonne anvendes til at opføre de refusionsberettigende udgifter, der ikke er registreret på hovedkonto 5, f. eks. forrentning/renter og afskrivning/afdrag vedrørende forsorgshjem mv.
4. Bemærkninger vedrørende nogle konti.
Udgifter til ungdomsydelse § 49.
På linien for § 49 a-c føres refusionsberettigende udgifter til løn, løntilskud og drift samt ungdomsydelse i visitationsperioden og under vejlednings- og introduktionsforløb i forbindelse med ungdomsydelse mod beskæftigelse til unge under 20 år, der søger kontanthjælp på grund af ledighed.
På linien for § 49 d føres refusionsberettigende udgifter til uddannelse i forbindelse med ungdomsydelsen i form af udgifter til deltagergodtgørelse mv.
Beregning af tilskud efter § 133, stk. 3.
I følge bistandslovens § 133, stk. 3, udbetaler staten til kom munerne et beløb på 2.040 kr. (pr. 1. juli 1991) pr. måned for personer, der uden at modtage hjælp efter § 37, deltager i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
Det er en forudsætning for aktiveringstilskuddet, at der er tale om et aktiveringsomfang på mindst 20 timer pr. uge. Ved antal beskæftigelsesmåneder skal forstås antal deltageruger*12/52.
Det er ikke en betingelse for udbetaling af tilskuddet, at den pågældende forud for aktiveringen har modtaget kontanthjælp. Det er endvidere ikke en betingelse for udbetalingen af tilskuddet, at den pågældende alternativt ville være berettiget til kontanthjælp. Aktiveringstilskuddet kan således ydes, uanset en forsikret ledig alternativt ville have været berettiget til dagpenge, idet det dog er en forudsætning, at pågældende ikke aktuelt modtager dagpenge. Der henvises til Socialministeriets brev af 25. november 1992 til samtlige kommuner m.fl. om refusion af tilskud efter bistandslovens § 133, stk. 3. Det fremgår bl.a. at Socialministeriet, på grund af at der har været betydelig tvivl, ikke vil kræve berigtigelse for 1991 og 1992, hvis der er ydet tilskud til personer, der aktuelt modtog dagpenge.
Under forudsætning af at betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan personer under 18 år medregnes i opgørelsen af tilskud.
Opgørelsen af tilskuddet efter § 133, stk. 3, sker som udgangspunkt uden hensyntagen til den enkelte deltagers eventuelle midlertidige udeblivelse fra aktiviteter. Det forudsættes dog, at der er tale om aktiviteter, der generelt respekteres af deltagerne i form af fremmøde.
Er der derimod tale om aktiviteter, der er præget af omfattende udeblivelse af et større antal deltagere i længere tid, og aktiviteten dermed ikke kan siges at opfylde sit formål for et større antal deltagere, kan der i opgørelsen af tilskuddet efter § 133, stk. 3, ikke ses bort fra deltagernes udeblivelse fra aktiviteterne. I disse tilfælde kan perioder, hvor deltagerne udebliver fra aktiviteten, ikke indgå i opgørelsen af tilskuddet efter § 133, stk. 3. Om der er tale om sådanne aktiviteter, vil indgå i revisorernes stikprøvevise kontrol.
Eventuelle spørgsmål vedr. bistandslovens § 133, stk. 3, kan rettes til fuldm. Ulla Pedersen.
Hjælp til flygtninge.
Refusionen for udgifter vedrørende flygtninge m. fl. er ændret pr. 1. juli 1992, således at der fra denne dato er to refusionsprocenter, 100% og 75%. På linierne vedrørende 100% refusion til konto 5.04.01 hjælp til flygtninge i de første 18 måneder (§37), konto 5.04.02 hjælp efter § 43, konto 5.04.03 hjælp i øvrigt efter afsnit III og III A og konto 5.04.91 tilbagebetaling er der derfor tilføjet de kontonumre for udgifter vedrørende flygtninge, der gjaldt indtil 30/6-1992. Udgifterne i perioden 1/1-30/6-1992 skal medtages på disse linier. Samme princip gælder for anden hjælp til flygtninge efter bistandslovens afsnit IV-VII i denne periode, som skal medtages på linien "Anden hjælp til flygtninge efter bistandsloven til institutioner og serviceydelser med 100% refusion".
Ved lov nr. 1079 af 23. december 1992 om ændring af bistandsloven er § 134 a, stk. 1 udvidet med et nyt nummer 8 med følgende tekst
"Udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4."
Denne bestemmelse har virkning fra 1. marts 1992.
5. Afstemning af refusionsberegningsskemaet til regnskabsmaterialet.
Kolonnerne skal sammentælles hver for sig, og slutsummen i kolonne D for de enkelte hovedposter( I, II, III og IV) skal afstemmes således
Slutsummerne kolonne A - kolonne B + kolonne C = kolonne D.
6. Refusionsopgørelsen (side 4).
A. Samlet refusion.
Til post VI "Berigtigelser af refusion vedrørende udgifter og indtægter for tidligere år" bemærkes
Det må tilrådes, at der medsendes en specifikation af dette beløb indeholdende oplysning om den konto, hvor det pågældende refusionsbeløb er bogført, samt den indtægt/udgift hvoraf berigtigelsen er beregnet.
B. Modtaget refusion.
De under posterne I - V opførte beløb skal svare til de fra Socialministeriet modtagne forskudsrefusioner vedrørende 1992.
Med venlig hilsen
Grethe Håkansson
Ingen