Vejledning om lægers anvendelse af kunstig befrugtning og andre former for reproduktionsfremmende behandling

Vejledning om lægers anvendelse af kunstig befrugtning og andre former for reproduktionsfremmende behandling

Vejledningens baggrund.

Reproduktionsfremmende behandling sker som al anden lægelig behandling i Danmark under den enkelte læges ansvar efter lægeloven, særligt lægelovens §6, hvorefter en læge skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling, og indhente patientens informerede samtykke. I medfør af lægeloven er en læge endvidere undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, som kan afkræve lægen de fornødne oplysninger om dennes virke. Sundhedsstyrelsen kan, hvor det anses at være formålstjenligt, vejlede lægerne om, hvorledes lægelovens krav om at udvise omhu må fortolkes i relation til konkrete behandlingssituationer mv., samt vedrørende fortolkning af øvrige gældende bestemmelser for området.

Regeringen har tilkendegivet, at kunstig befrugtning som behandlingsform rejser etiske spørgsmål, som nødvendiggør, at der ved vejledning fra Sundhedsstyrelsen fastsættes rammer for udførelsen af disse behandlinger, og har anmodet Sundhedsstyrelsen om at vejlede lægerne vedrørende antallet af æg, der opsættes i kvinden ved en in vitro befrugtning, om kvindens alder ved in vitro befrugtning, om god lægeskik ved hormonstimulation, og om donorinsemination.

Regeringen har endvidere ønsket, at det i tilknytning til vejledningen skal tilrådes, at der ikke tilbydes behandling for ufrivillig barnløshed af kvinder, der er over 45 år, samt at befrugtning under alle omstændigheder bør tilbydes op til kvindens 40.år.

Indledning

Den reproduktionsfremmende behandlings særlige karakter, sammen med det politiske ønske om, at der fastsættes rammer for behandlingen, er udgangspunktet for vejledningen. Endvidere har vejledningens udformning været bestemt af følgende

- a) Der findes forskellige løsninger på problemet ufrivillig barnløshed, hvilket bør afspejle sig i lægens information til kvinden/parret.

- b ) Hormonal induktion af ovulation, samt in vitro befrugtning mv., hvor der som led i behandlingen benyttes hormonal induktion, har de senere år fået stigende udbredelse i behandling af ufrivillig barnløshed. Som følge heraf er forekomsten af flerfold svangerskab og overstimulationssyndrom - med deraf følgende risiko for svangerskabets bevarelse og i nogle tilfælde tillige for kvindens helbred - øget. På baggrund af de kliniske erfaringer og i overensstemmelse med den igangværende udvikling på området er det ønskeligt at præcisere, hvorledes risikoen for komplikationer må afvejes over for hensynet til at tilgodese ønsket om opnåelse af graviditet.

- c) Moderne reproduktionsfremmende behandling gør det muligt at etablere graviditet også hos kvinder i en aldersgruppe, hvor naturligt etableret svangerskab og fødsel er sjældent, eller hvor menopause evt. er indtrådt.

- d) Behovet for at tydeliggøre reglerne om donation af æg til IVF-behandling, særl. §§5-6 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 650 af 22. juli 1992 om nedfrysning og donation af menneskelige æg.

- e) En ajourføring af Sundhedsstyrelsens Retningslinjer for anvendelse af sæd ved insemination for at undgå HIV smitteoverførsel af 1. juni 1988, ligesom den nu indførte adgang til donation af æg gør det relevant at overveje evt. hermed forbundne smittemuligheder.

- f) Den hurtige metodeudvikling inden for reproduktionsfremmende behandling gør det ønskeligt at forklare retstilstanden omkring lægers ændring af behandling eller ibrugtagning af helt nye behandlingsmetoder.

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at nedenstående retningslinjer vidtgående afspejler allerede etableret, god praksis på området herhjemme. Sundhedsstyrelsen er endvidere opmærksom på, at der kan forekomme enkelttilfælde, hvor afvigelser fra disse retningslinjer kan være fagligt velbegrundede.

I. Information og samtykke

1. En læges informationspligt er fastslået i lægelovens §6, stk. 2. I Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992 om information og samtykke - lægers pligt og patienters ret, understreges bl.a., at patienten har ret til fuld information i det omfang, det ønskes, at informationen skal være forståelig og gives løbende, samt at risiko for eventuelle bivirkninger og komplikationer skal indgå i informationen.

2. Informationspligten efter §3 i Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992 indebærer bl.a., at lægen også skal informere om muligheden af andre løsninger, herunder muligheden for adoption.

3. Frekvens af levendefødsel af mindst eet barn, beregnet per påbegyndt behandlingscyklus, per ægudtagning og per ægoplægning, og opgivet som en procentdel, er - hvor disse mål kan finde anvendelse - de for patienten mest relevante mål for udsigten til, at det ønskede resultat kan opnås. Lægen bør tilrettelægge sin information herefter. Såvidt muligt bør fertilitetscentret lægge egne opnåede behandlingsresultater til grund for informationen.

II. Minimering af risiko for overstimulation, flerfold graviditet og smitteoverførsel mv.

IVÆRKSÆTTELSE AF BEHANDLING

1. Normalt vil behandling af ufrivillig barnløshed ikke blive indledt før tilstanden har bestået i mere end 12 måneder. Det vil ofte være begrundet at tilråde kvinden/parret at afvente længere, end dette, før behandling indledes. Hvor der kan påvises en tilstand, som væsentligt nedsætter en af parternes fertilitet, bortfalder hensynet til varighed, ligesom kvindens alder i sig selv kan tale imod afventen.

2. Inden reproduktionsfremmende behandling indledes, bør der være foretaget undersøgelser, som i fornødent omfang belyser årsagen til konceptionsvanskeligheden. Disse bør som hovedregel omfatte gynækologisk undersøgelse incl. ultralydscanning, hormonal status, sædanalyse og hysterosalpingografi, eller andre undersøgelser, som ækvivalerer dette omfang.

BEHANDLINGSFORMER

Heterolog insemination

3. Lægen skal i fornødent omfang sikre sig, at sæd anvendt til heterolog insemination er tilvejebragt ved en procedure, der som minimum opfylder nedenstående krav

a. Mindskning af smitterisiko ved udvælgelse af prospektive donorer

En prospektiv donor, hvis sæd er fundet egnet til inseminationsbehandling, herunder egnet til nedfrysning, skal indkaldes til samtale med en læge, som vejleder om smitterisiko, herunder særligt risiko for HIV-smitte hos donoren. Lægen bør gennem udspørgen af den prospektive donor sikre sig, at denne ikke har haft en adfærd, der indebærer risiko for at være HIV-smittet, samt at den prospektive donor har forstået den givne information. Lægen udspørger desuden for tegn og symptomer, som kunne være forårsaget af HIV-infektion.

Personer, som opfylder et eller flere af følgende adfærdskriterier, skal under alle omstændigheder udelukkes fra at donere

- Mænd, som har haft kønsligt samkvem med en anden mand

- Mænd, som har anvendt eller modtaget intramuskulær, intravenøs eller subkutan injektion af farmakologiske stoffer bortset fra som led i lægelig behandling

- Mænd med blødersygdom eller koagulationsforstyrrelser, som er behandlet med blod eller blodprodukter

- Mænd, som har haft samleje med andre som led i prostitution

- Mænd, som inden for de seneste 12 måneder har haft samleje med personer omfattet af et eller flere af ovenstående kriterier, eller med en person, som vides eller formodes at have HIV-infektion

- Mænd, som har haft samleje med en mand eller kvinde fra geografiske områder, hvor HIV forekommer særligt udbredt i befolkningen, f.eks. områder i Afrika syd for Sahara, og

- Mænd, som har fået diagnosticeret syfilis, eller som har haft en reaktiv screeningstest for syfilis uden negativ konfirmatorisk test.

Såfremt donor akcepteres, underskriver denne en erklæring om, at han har modtaget og forstået information vedrørende smittemåder for HIV og om betydningen af hensigtsmæssig sundhedsadfærd i hele den periode, hvor han afgiver sædportioner til donation, samt bekræfter, at han ikke har været i kontakt med de kendte risikogrupper, og er indstillet på at underkaste sig de undersøgelser, som angives i følgende retningslinjer.

b. Anvendelse af frossen eller frisk sæd

Hos donorer, hvor der ikke er oplysning om risikoadfærd, og hvor HIV-antistof ikke kan påvises på donationstidspunktet, er risikoen for HIV-smitte yderst ringe, men dog tilstede. Cryopræservering af sæd ødelægger ikke HIV, eller andre seksuelt overførbare smitstoffer, men ved passende valgt karenstid før sædens anvendelse, kan HIV-risiko per behandlingsforsøg som følge af sen serokonversion yderligere nedsættes. Der må påregnes nedsat konceptionseffektivitet og på grund heraf behov for flere behandlinger. Ved nye metoder til cryo-præservering synes det i stigende grad muligt at bevare sædens konceptionseffektivitet bedre: specielt ved in vitro fertilisering er frossen sæd nu omtrent lige så effektivt som frisk sæd, ligesom der ikke foreligger meddelelse om ændret kønsrate eller kromosomskader som følge af frysningen. På denne baggrund finder Sundhedsstyrelsen, at brug af frisk sæd bør ophøre. Fra 1. juli 1994 - hvor lagerkapaciteten af frossen sæd kan forventes at være tilstrækkelig - bør frisk sæd til heterolog insemination derfor ikke længere anvendes.

c. Undersøgelser for at påvise HIV

Når donor er fundet egnet og har underskrevet erklæring om modtaget information mv, udtages blodprøve til HIV-antistofbestemmelse.

Undersøgelse for antistoffer med HIV-1 og HIV-2 skal ske ved en anerkendt metode. Hvis undersøgelse viser reaktion for antistoffer, udføres to uafhængige kontrolundersøgelser på samme blodprøve. Viser blot een af disse undersøgelser ikke sikkert negativ reaktion, kan sæd fra den pågældende donor ikke anvendes. Forinden donor informeres om fund af HIV-antistof konfirmeres resultatet ved undersøgelse for HIV-1 antistof med Western Blot.

FROSSEN SÆD. Undersøgelse af ny blodprøve fra donor for antistoffer mod HIV-1 og HIV-2 skal udføres ved udløbet af karensperiode (6 måneder) for den nedfrosne sæd på samme måde som ved undersøgelse af den første blodprøve. Kun såfremt der ved denne undersøgelse fortsat findes negativt screeningresultat, kan sæden anvendes ved insemination.

FRISK SÆD. Frisk sæd til heterolog insemination må, indtil brug heraf ophører per 1. juli 1994, ikke anvendes, før der foreligger en HIV-antistofnegativ blodprøve fra donor: desuden skal donor herefter undersøges mindst hver 3.måned for antistof mod HIV.

d. Undersøgelser for andre smitstoffer

Følgende sygdomme skal søges udelukket: Syfilis (WR), gonore (bakteriologisk dyrkning af sæd, hvert ejakulat), klamydiainfektion (dyrkning fra sæd, evt. antigentest, udføres på første ejakulat og gentages, hvor der findes tegn på leukocytose ved mikroskopi af sæden), Hepatitis B (HBsAg), Hepatitis C (anti-HCV).

e. Information til kvinder, der insemineres.

Kvinderne skal forud for inseminationsbehandlingen orienteres af den for behandlingen ansvarlige læge om risikoen for overførsel af smitte, særligt HIV. Informationen til kvinder, der insemineres med dybfrossen sæd, skal mindst omfatte følgende

»AIDS er en meget alvorlig, smitsom sygdom, der ødelægger kroppens forsvar mod infektionssygdomme og visse kræftsvulster. Sygdommen skyldes et virus, som kan forekomme i blandt andet sæd. Man har i videst muligt omfang sikret sig, at donorerne ikke har haft en adfærd, der indebærer risiko for at være smittet med HIV. Herudover undersøges donorerne med blodprøver for HIV-infektion før godkendelse. Sæden anvendes først, når den har været nedfrosset i mindst 6 måneder, og der påny er udført blodprøve af donor for HIV-infektion for at udelukke, at donor i denne periode har udviklet antistoffer mod HIV.Til trods for disse sikkerhedsforanstaltninger kan en helt minimal risiko for overførsel af HIV ved insemination ikke udelukkes.«

Den ansvarlige læge skal i journalen anføre, at ovenstående information er givet.

Til kvinder, som jvf. ovenstående indtil 1. juli 1994 modtager inseminationsbehandling med frisk sæd, gives en information, der som minimum omfatter følgende

»AIDS er en meget alvorlig, smitsom sygdom, der ødelægger kroppens forsvar mod infektionssygdomme og visse kræftsvulster. Sygdommen skyldes et virus, som kan forekomme i blandt andet sæd. Man har, så vidt det har været muligt, sikret sig, at donorerne ikke har haft en adfærd, der indebærer risiko for at være smittet med HIV. Donorerne undersøges løbende med blodprøver for HIV-infektion, men til trods for disse sikkerhedsforanstaltninger, er der en minimal risiko for overførsel af smitte. Risikoen for smitteoverførsel af HIV med frisk sæd er en ubetydelighed større end med dybfrossen sæd.«

Den ansvarlige læge skal i patientens journal anføre, at ovenstående information er givet.

f. Risiko for videregivelse af arvelige sygdomme m.v.

Risiko for videregivelse af arvelige sygdomme bør søges begrænset ved udspørgen af prospektive donorer og relevant kromosomundersøgelse.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at antallet af graviditeter etableret med sæd fra een donor ikke overstiger 25-30, idet det også forudsættes, at der tilstræbes geografisk spredning.

g. Vedrørende sikring af fremtoningspræg

Lægen bør ved valg af donorsæd kun lægge vægt på oplysninger, som er saglige i henseende til at tilgodese et ønske vedrørende det prospektive barns fremtoningspræg - f.eks. hudfarve, øjenfarve, hårfarve og højde.

Hormonal induktion af ovulation

4. Ved hormonal induktion af ægløsning med injektioner indeholdende gonadotrope hormoner bør æggestokkenes reaktion altid kontrolleres ved ultralydscanning, førend injektion af hormon med luteiniserende virkning gives.

5. Injektion af hormon med luteiniserende virkning ved afslutning af den follikelstimulerende behandling, og hvor behandlingen ikke sker som led i IVF-behandling o.lign., bør som hovedregel ikke gives, hvis der er mere end tre follikler med en diameter på 17 mm eller mere: der bør højst akcepteres fem follikler, selv hvor der foreligger flere fertilitetsnedsættende faktorer.

6. Hvor der foreligger mistanke om, at hormonbehandlingen vil være vanskeligere at styre (f.eks. polycystiske ovarier), bør der udvises særlig forsigtighed ved valg af dosis og kontrolhyppighed.

7. Behandling med gonadotrope hormoner, bortset fra syntetiske ovariestimulerende stoffer med ringe risiko for overstimulation, bør kun udføres af læger med særlig erfaring med denne behandling.

8. I tilfælde, hvor der er etableret svangerskab med mere end tre fostre in utero , og hvor der skønnes at være nærliggende risiko for kvindens gennemførelse af det samlede svangerskab - og dermed alle fostrenes liv - eller efter omstændighederne risiko for kvindens helbred ved gennemførelse af flerfold svangerskab, må lægen søge denne risiko afværget i det omfang, dette er muligt.

Behandling, hvor der transfereres æg

(IVF-behandling m.v.)

9. Antallet af ubefrugtede æg eller befrugtede, delte æg (embryoner), som transfereres i een behandlingscyklus, bør ikke overstige tre.

10. Hos recipienter, hvor chancen for implantation vurderes at være øget, bør højst to embryoner oplægges i een behandlingscyklus.

11. Hvor et velfungerende fryseprogram er etableret, og der er udtaget et tilstrækkeligt stort antal befrugtede, egnede æg fra kvinden, kan det anbefales, at det i hvert enkelt tilfælde overvejes at oplægge højst to æg i een behandlingscyklus.

12. HIV lejres ikke intracellulært i ægceller eller sædceller, og modsat heterolog insemination overføres ved oplægning af ubefrugtede eller befrugtede æg ikke et leukocytholdigt sekret, hvori HIV kan findes. Heller ikke i praksis kendes eksempler på overførsel af HIV smitte ved ægdonation. Risikoen må i det hele anses for ekstremt ringe, og smitteoverførsel må anses som helt usandsynlig, hvor risikoadfærd hos den donerende kvinde ikke foreligger. Dog anbefales det at udføre HIV-test.

Kirurgisk behandling

13. Indikationsområdet for kirurgisk reproduktionsfremmende behandling ændrer sig løbende bl.a. på baggrund af udvikling i kirurgisk teknik og erfaringerne med andre former for reproduktionsfremmende behandling: information om de forskellige behandlingsmuligheder, herunder vedrørende udsigt til et vellykket behandlingsresultat, samt vedrørende mulige risici, er en væsenlig forudsætning for kvindens stillingtagen, og skal altid gives.

ALDERSBETINGET RISIKO

14. Den mediane alder for menopausens indtræden er ca. 52 år, men kun et mindre antal kvinder over ca. 45 års alder føder idag efter naturlig konception. De kliniske erfaringer med graviditet og fødsel efter reproduktionsfremmende behandling hos førstegangsfødende, som er ældre end ca. 50 år, er kun sparsomme, og det påhviler lægen at vurdere risikoen for komplikationer, som vil være større, jo ældre kvinden er.

15. Risiko for svangerskabskomplikationer og fødselskomplikationer stiger med alder for gruppen af kvinder som helhed, hvilket bl.a. afspejler øget forekomst af hjertekarsygdom, hypertension, diabetes mellitus, fibromer i livmoderen, mv. Dog synes hyppighed af fostermisdannelser eller abort mere at bero på æggets end på kvindens alder, såfremt der foreligger ægdonation.

16. Lægen skal - i tilfælde, hvor en aldersbetinget risiko kan formodes at gøre sig gældende - foretage en nøje helbredsvurdering hos kvinder, som ønsker at blive gravide, samt på baggrund heraf informere en kvinde om den risiko, der i det konkrete tilfælde må antages at være forbundet med svangerskab og fødsel. Hvor det vurderes, at der foreligger en øget helbredsmæssig risiko, bør lægen fraråde etablering af graviditet uanset konceptionsmåden og afslå at medvirke til reproduktionsfremmende behandling.

III. Særlige former for assisteret reproduktion

Donation af både sæd og æg

1. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 650 om nedfrysning og donation af menneskelige æg af 22. juli 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 852 af 28. oktober 1993, og medtaget som BILAG til denne vejledning, fastsætter regler for nedfrysning og donation af menneskelige æg. Bekendtgørelsen åbner ikke mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

2. Betingelsen for at transferere et befrugtet æg til en kvinde er, at mindst enten den ægcelle, eller den sædcelle, som har dannet det befrugtede æg, biologisk set skal hidrøre fra kvinden, respektive manden i parret, som modtager den reproduktionsfremmende behandling. Dette fremgår af §5 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 650 af 22.juli 1992 om nedfrysning og donation af menneskelige æg og af forarbejderne til Lov nr. 503 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter af 24.juni 1992.

IV. Indførelse af ny behandling

1. Hvor en læge tager en ny reproduktionsfremmende behandling i brug (herunder væsentligt ændrer sin behandlingsmetode), handler lægen under ansvar efter lægelovens bestemmelse om omhu og samvittighedsfuldhed. Behandlingen må ikke kunne antages at være forbundet med væsentlig helbredsrisiko for kvinden eller for misdannelse/skade hos fostret. Det er derfor en forudsætning, at en ny behandling hviler på et sådant erfaringsmæssigt eller videnskabeligt rationale, at mulige fordele og ulemper ved behandlingen kan vurderes med fornøden sikkerhed. Det påhviler endvidere lægen at iværksætte den efter de konkrete omstændigheder fornødne kontrol af tilstanden under og efter behandlingen.

2. Hvor ny behandling afprøves efter en videnskabelig protokol, og efter forudgående godkendelse i det videnskabsetiske komitesystem, fritager dette ikke lægen, i dennes forhold til den enkelte patient, for det konkrete behandlingsansvar, som følger af lægeloven (jvf. pkt. IV.1).

3. Hvor ny behandling iværksættes, omfatter informationspligten også oplysning herom, som en væsentlig forudsætning for patientens stillingtagen. Der foreligger efter omstændighederne en skærpelse af informationspligten, særligt hvad angår mulige risici.

4. Det fremgår af §15 i Lov nr. 503 af 24. juni 1992, samt lovens forarbejder, at en læge ikke må udføre forsøg, hvor formålet er at muliggøre graviditet og fødsel af flere arvemæssigt identiske individer, eller hvor genetisk hybridisering er et led, eller hvor artsfremmed rugemoderskab indgår. Det er derfor Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det vil være i modstrid med lovgivningens intentioner, at en læge - uanset om dette er teknisk muligt - iværksætter behandling med de samme formål for øje, som loven forbyder i forbindelse med forsøg.

V. Opbevaring af nedfrosne æg og af nedfrossen sæd

Opbevaring af nedfrosne æg

1. Det påhviler den for nedfrysning og opbevaring ansvarlige læge, at der føres kronologisk ordnede optegnelser over nedfrysningsaktiviteten (Opbevaringsprotokol), baseret på cpr.nr. og dato.

2. Hvert »strå« skal mærkes med cpr.nr. for den kvinde, fra hvem de udtagne æg stammer, samt dato for nedfrysningen.

3. Den for nedfrysning og opbevaring ansvarlige læge skal i forbindelse med optagning af nedfrosne æg drage omsorg for, at dette registreres i opbevaringsprotokollen. Såfremt optagning sker mhp. anden anvendelse end tilbagelægning til den kvinde, fra hvem æggene er udtaget (donation, forskning) skal dette fremgå af protokollen.

4. Den for nedfrysning og opbevaring ansvarlige læge skal drage omsorg for, at destruktion sker ved udløb af den lovfastsatte opbevaringstid. Optegnelse heraf skal finde sted i opbevaringsprotokollen.

Opbevaring af nedfrossen sæd

2. Hvert »strå« skal mærkes med cpr.nr. for den kvinde, fra hvem de udtagne æg stammer, samt dato for nedfrysningen.

3. Den for nedfrysning og opbevaring ansvarlige læge skal i forbindelse med optagning af nedfrosne æg drage omsorg for, at dette registreres i opbevaringsprotokollen. Såfremt optagning sker mhp. anden anvendelse end tilbagelægning til den kvinde, fra hvem æggene er udtaget (donation, forskning) skal dette fremgå af protokollen.

4. Den for nedfrysning og opbevaring ansvarlige læge skal drage omsorg for, at destruktion sker ved udløb af den lovfastsatte opbevaringstid. Optegnelse heraf skal finde sted i opbevaringsprotokollen.

Opbevaring af nedfrossen sæd

5. Den for en sædbank ansvarlige læge skal foranledige, at der føres ordnede optegnelser over de nedfrosne sædportioner.

6. Den for en sædbank ansvarlige læge skal drage omsorg for, at donorsæd opbevares og mærkes efter sådanne retningslinjer, at der er fornøden sikkerhed mod såvel forbytning af sædportioner som mod uvedkommendes adgang til anvendelse eller identifikation af sædportioner, ligesom opbevaringsforholdene skal være betryggende m.h.t. bevaring af sædens biologiske egenskaber.

7. Den ansvarlige læge skal endvidere drage omsorg for, at der i sædbanken er fastlagt retningslinjer for kontrol af at sæd destrueres i tilfælde, hvor der hos donor påvises antistoffer mod HIV.

8. Ved deponering af sæd i forbindelse med behandling af en mand for ondartet sygdom m.v. bør der på forhånd træffes klare aftaler om vilkår for anvendelse og for sædens destruktion, herunder for destruktion af sæd ved donors død (homolog insemination).

VI. Indberetning af behandling, journalføring m.v.

1. Sundhedsstyrelsen indfører med virkning fra 1. januar 1994, at læger skal indberette oplysninger om behandling, hvor der udtages eller forsøges udtaget æg fra en kvinde med henblik på tilbagelægning i ubefrugtet eller befrugtet tilstand hos kvinden (IVF-behandling mv.), samt hvor der oplægges eller forsøges oplagt donerede æg, ubefrugtede eller befrugtede. Ligeledes med virkning fra 1. januar 1994 fastsættes det, at den for en sædbank ansvarlige læge årligt skal indberette antallet af anvendte donorer i året, antal nedfrosne »strå«, samt antallet af udleverede »strå« fordelt på modtagende afdeling/praksis m.v. Der henvises vedrørende de ovennævnte indberetninger til Sundhedsstyrelsens Cirkulære om indberetning af IVF-behandling m.v. af 22. december 1993.

2. Det påhviler endvidere en læge at føre optegnelser om den til patienten givne information, samt vedrørende behandlingen iøvrigt, herunder også optegnelser som er relevante i forhold til Sundhedsstyrelsens vejledning.

3. Med virkning fra 1. januar 1994 er en revision af klassifikationskoder trådt i kraft, hvorefter flerfold svangerskab samt komplikationer hertil, samt kunstig befrugtning, herunder komplikationer til kunstig befrugtning, bl.a. hyperstimulatio ovarii, registreres særskilt. Opmærksomheden henledes særligt på kap. XIV, XV, og XXI i Sundhedsstyrelsens Klassifikation af sygdomme.

VII. Øvrigt

Sundhedsstyrelsens Retningslinjer for anvendelse af sæd ved insemination for at undgå HIV smitteoverførsel af 1. juni 1988 bortfalder.

Sundhedsstyrelsen, den 22. december 1993

PALLE JUUL-JENSEN

/Michael von Magnus

Ingen