Meddelelse om anvendelse af handelsdokument og sundheds- og hygiejnecertifikat fra 1. juli 1993
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse om anvendelse af handelsdokument og sundheds- og hygiejnecertifikat fra 1. juli 1993
Foranlediget af flere henvendelser vedrørende forståelsen af Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 24. juni 1993 (J.nr. 5a 562-441-0/93) og til oplysning om den seneste udvikling kan meddeles følgende
Handelsdokumenter.
Ved et nyligt afholdt møde i Bruxelles blev det klart, at nogle medlemsstater forlanger, at handelsdokumenter for forsendelser af fersk kød skal være underskrevet af embedsdyrlægen ved afsendervirksomheden, således som det er krævet i nogle af sprogversionerne af fersk kød direktivet.
De fleste medlemsstater finder, at kravet ikke er i overensstemmelse med intentionerne med Det Indre Marked, og Kommissionen forventes derfor snarest at fremsætte forslag til en beslutning/direktivændring, hvorefter der ikke længere vil være krav om embedsdyrlægens underskrift.
En sådan ændring forventes dog tidligst i oktober 1993, og indtil ændringen er vedtaget, skal handelsdokumneter for fersk kød påtegnes af embedsdyrlægen med dato, stempel og underskrift. Hidtil udstedte handelsdokumenter betragtes dog som gyldige også uden påtegningen.
Samtidig kan oplyses, at Veterinærdirektoratet er gjort opmærksom på eksistensen af CMR-fragtbreve, som efter det oplyste anvendes i vid udstrækning ved international transport ad landeveje. Efter Veterinærdirektoratets opfattelse kan CMR-fragtbrevet anvendes som handelsdokument.
CMR-fragtbrevet foreligger i sæt bestående af 4 forskelligt farvede eksemplarer bestemt til henholdsvis 1) tarifkontrollen, 2) afsender, 3) modtager og 4) vognmand. Embedsstempel anbringes på 2) og 3), mens dato og underskrift anføres på 2), således at det på 3) og 4) fremkommer som gennemslag.
Oplysningerne om afsendervirksomhedens identitet (DK/Danmark, EØF- og autorisationsnummer) samt embedsdyrlægens påtegning (for fersk kød) angives i rubrik 13 på forsiden af fragtbrevet eller i den rubrik til særlige aftaler, som findes på bagsiden.
Kopi af handelsdokumneter med embedsdyrlægens påtegning skal opbevares i kronoloigisk orden i mindst 1 år af afsendervirksomheden. Embedsdyrlægen skal have adgang til samlingen.
Da heller ikke anvendelsen af CMR-fragtbrevet er aftalt med de øvrige EF-lande, bedes embedsdyrlægen, indtil nærmere afklaring af situationen er opnået, ved forsendelser af fersk kød og kødprodukter til de øvrige EF-lande udstede sædvanligt sundheds- og hygiejnecertifikat, såfremt afsendervirksomheden anmoder herom.
Iøvrigt bemærkes, at Veterinærdirektoratet er indforstået med, at sundhedscertifikater, som udstedes på oprindelsesvirksomheden for varer, der undervejs forudsættes omladet på en autoriseret virksomhed uden oplagring, ikke påføres registreringsnummer for transportmidlet, således at den pågældende rubrik i stedet annulleres med »xxx«.
Under samme omstændigheder er Veterinærdirektoratet ligeledes indforstået med, at oprindelsesvirksomheden angiver den udenlandske modtager på handelsdokumentet.
Reglerne om anvendelse af handelsdokument vedrører kun varer til afsætningen inden for EF. Af hensyn til mulighederne for at føre kontrol med varer bestemt til 3.-lande vil der fortsat i vidt omfang være behov for veterinærcertifikater (i reglen indenrigscertifikater) ved overførsel af varer mellem autoriserede virksomheder i Danmark. Det er dog fortsat muligt at overføre varer under plombe uden veterinærcertifikat, og såfremt supplerende attestationer ikke er nødvendige som følge af krav fra aftagerlande, bør der ikke stilles krav f.eks. om oplysning om slagtedato som begrundelse for at kræve et indenrigscertifikat for varer, der hidtil er modtaget uden certifikat. Er handelsdokumentet for fersk kød leveet til frysehus forsynet med oplysning om opirndelsesslagteri(er), kan handelsdokumentet anvendes som grundlag for eventuelt fornødent EØF-sundhedscertifikat, idet sundhedsmærket på varerne i sig selv er dokumentation for, at EF-reglerne er overholdt.
Forsegling.
Bortfaldet af kravet om forsegling under transport gælder ligeledes kun for varer bestemt til afsætning inden for EF.
USA-autoriserede opskærings- og kødproduktvirksomheder kan derfor fortsat kun modtage kød i forseglet transportmiddel og kun fra andre USA-godkendte virksomheder i Danmark.
Ved forsendelse til frysehus kræves ikke generelt forsegling, men fersk kød, som er transporteret i uforseglet transportmiddel, kan kun afsættes inden for EF, idet varen mister sin USA-status efter transport uden forsegling. På den baggrund skal frysehuse, der modtager varer uden forsegling, holde disse skarpt adskilt fra varer modtaget med forsegling. Varer sendt til frysehus uden forsegling skal være ledsaget af handelsdokument.
Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 24. juni 1993 (J.nr. 5a 562-441-0/93) er visse steder fortolket således, at kravet om forsegling af transportmidlet ved overførsel af varer til frysehus er bortfaldet, men i henhold til ovenstående mister fersk kød herved sin USA-status. Anser embedsdyrlægen det for godtgjort, at et sådant parti ikke - bortset fra transporten - har opholdt sig uden for autoriseret område, kan der dog udstedes certifikat også til 3.lande (herunder USA og Japan). Tillægsattestationer kan kun afgives i overensstemmelse med modtaget certifikat fra oprindelsesvirksomheden.
For varer til hjemmemarkedsgodkendte virksomheder kræves ikke forsegling og på handelsdokumentet kræves fortsat ingen påtegning fra embedsdyrlægen.
Det understreges, at indførelsen af handelsdokumneter ikke ændrer noget i forhold til embedsdyrlægens forpligtelse til at føre kontrol med ind- og udgående fersk kød og kødprodukter.
De særlige regler om anvendelse af ATP-godkendt transportmateriel, jf. bekendtgørelse nr. 801 af 6. december 1991 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler, er stadig gældende og skal overholdes, hvadenten transportmidlet forsegles eller ej. I henhold til Veterinærdirektoratets skrivelse af 19. januar 1993 (5a 8683-1-0/93) har Grækenland med virkning fra 1. april 1993 tiltrådt ATP-konventionen. De græske myndigheder har dog meddelt, at man endnu ikke har gennemført den nødvendige lovgivning i Grækenland. Indtil videre skal der derfor ikke kræves ATP-godkendelse af græske biler, som afhenter varer i Danmark til det græske marked. Bilerne skal dog i øvrigt være hygiejnisk i orden.
Opmærksomheden henledes iøvrigt på, at reglerne for genindførsel af returvarer (jf. Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 15. marts 1989, K.K. 324-1989) fortsat gælder. For varer, som er afsendt til EF-lande ledsaget af handelsdokument, skal kopi heraf vedlægges ansøgningen om genindførselstilladelse.
Lejligheden benytes til at meddele, at varer, som afvises i Sverige eller Norge på grund af Salmonella-fund, ikke må frigives uden tilladelse fra Veterinærdirektoratet.
P.V.V.
K. Andreasen
/ Carl-Aage Morgen
Ingen