Legislator Case Law & Legislation
C19931301932 DK

Meddelelse vedrørende bestemmelser om beskyttelse af dyr under transport til/fra tredielande.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Meddelelse 1993 13019 Historic

Meddelelse vedrørende bestemmelser om beskyttelse af dyr under transport til/fra tredielande.

Den 1. januar 1993 trådte Rådets Direktiv 91/628/EØF om beskyttelse af dyr under transport i kraft, samtidig blev direktiverne 77/489/EØF og 81/389/EØF ophævet.

Bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport implementerer for så vidt angår transport over land (incl. på færger og lignende skibe) og ad luftvejen direktiv 91/628/EØF. Bekendtgørelsen trådte i kraft 25. april 1993, og samtidig blev bekendtgørelse nr. 439 af 10. august 1982 om international transport af dyr ophævet.

Det bemærkes, at undtagelsen i § 1, stk. 2, nr. 1, kun omfatter national transport. Bekendtgørelsens bestemmelser finder således anvendelse uanset afstand, når en transport indebærer overskridelse af en grænse.

Ved transport til søs anvendes reglerne i Søfartsstyrelsens tekniske forskrift nr. 5 af 7. december 1992.

Indførsel, transport og transit af dyr fra tredielande.

Det skal i forbindelse med den veterinærkontrol, der foretages i henhold til Instruks af 21. juli 1992 for grænsedyrlæge om veterinærkontrol af levende dyr i grænsepassage, kontrolleres om transporten foregår i overensstemmelse med kravene i ovennævnte bekendtgørelse.

Hvis det konstateres, at kravene ikke er overholdt, må forholdene bringes i orden ved, at den ansvarlige for transporten pålægges at træffe nødvendige afhjælpeforanstaltninger for at sikre dyrenes velfærd, jf. også artikel 9, stk. 1, i direktiv 91/628/EØF. Det må sikres, at afhjælpeforanstaltninger ikke kompromitterer gældende bestemmelser vedrørende dyresundhed. Såfremt grænsedyrlægen ikke selv i en sådan situation kan foretage det nødvendige, rettes der henvendelse til Veterinærdirektoratet.

Eventuelle omkostninger i forbindelse med afhjælpeforanstaltninger afholdes af den ansvarlige for transporten. Dette gælder også, såfremt Veterinærdirektoratet må lade foranstaltningerne gennemføre.

Dyr fra tredielande skal være ledsaget af en eksportør-/importørerklæring, jf. bekendtgørelsens § 45. Der er ikke fastsat formkrav til erklæringen, men en ordlyd som i vedlagte model kan anvendes. Det bemærkes, at der ikke er vedtaget fællesskabsbestemmelser om i hvilket omfang, der af et tredielands kompetente myndighed skal udstedes attestation vedr. dyrevelfærd for dyr, der transporteres fra et tredieland til et EF-land, jf. artikel 11, stk. 4, i direktiv 91/628/EØF.

Udførsel af dyr til tredielande.

Såfremt der i forbindelse med udførsel af levende dyr til tredielande skal foretages veterinærkontrol, jf. Instruks af 21. juli 1992 for grænsedyrlæger om veterinærkontrol af levende dyr i grænsepassage, skal det som et led i kontrollen sikres, at dyrene transporteres i overensstemmelse med kravene i ovennævnte bekendtgørelse.

Ved transport til søs må hovdyr og husdyr af kvæg-, fåre-, gede- og svinearterne kun indlades til søtransport, når en embedsdyrlæge inden for de sidste 48 timer har udstedt et certifikat med en ordlyd svarende til bilag 2 i Søfartsstyrelsens tekniske forskrift. Certifikatet udstedes af grænsedyrlægen, med mindre dyrene allerede er forsynet med et gyldigt certifikat udstedt af en anden embedsdyrlæge. Kravet om certifikat gælder indtil videre kun for transport til søs.

Såfremt det konstateres, at kravene ikke er overholdt, ageres som anført under overskriften »Indførsel, transport og transit af dyr fra tredielande«.

Forsinkelser.

Opmærksomheden henledes på artikel 7 i direktiv 91/628/EØF. Der er her tale om en videreførelse samt en vis opstramning af bestemmelserne i direktiv 77/489/EØF, der nu ophæves. Der skal således træffes foranstaltninger ved grænsekontrolsteder med henblik på at fremskynde transporten af dyr, og såfremt en transport holdes tilbage i over to timer, skal der træffes de fornødne foranstaltninger således,a t dyrene kan få pasning og om nødvendigt aflæsses og opstaldes.

Information og kommunikation.

Det i Instruks af 21. juli 1992 anførte gælder tilsvarende. Dog skal der gives meddelelse til Veterinærdirektoratet om væsentlige dyreværnsmæssige mangler, der ikke umiddelbart lader sig rette.

Betaling.

Den dyrevelfærdsmæssige kontrol anses som en del af den øvrige veterinære kontrol og betaling beregnes som en del heraf i henhold til gældende bestemmelser.

Andet.

Det bemærkes, at den enkelte grænsedyrlæge uanset ovenstående har pligt til at anmelde dyrevelfærdsmæssigt groft uforsvarlige forhold til politiet jf. dyreværnslovens § 20, stk. 1.

Veterinærdirektoratets meddelelse af 28. december 1992 vedrørende bestemmelser om beskyttelse af dyr under transport til/fra tredielande tilbagekaldes hermed.

P.V.V.

Birte Broberg

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →