Cirkulæreskrivelse til politimestrene og politidirektøren i København om afbrydelse af elforsyningen til ejendomme, hvor der er husdyrhold
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til politimestrene og politidirektøren i København om afbrydelse af elforsyningen til ejendomme, hvor der er husdyrhold
Danske Elværkers Forening har på baggrund af flere konkrete sager rettet henvendelse til Justitsministeriet med henblik på at få afklaret, hvorledes elforsyningsselskaberne skal forholde sig i forbindelse med afbrydelse af elforsyningen til ejendomme, hvor der er husdyrhold.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiet som udgangspunkt først har pligt til at gribe ind, når det konstateres, at dyr behandles uforsvarligt, jf. herved dyreværnslovens §§ 21 ff.
Justitsministeriet har dog af dyrevelfærdsmæssige grunde fundet det hensigtsmæssigt, at politiet udøver en vis medvirken i disse sager, forinden det konstateres, om afbrydelse af elforsyningen til ejendommen har ført til overtrædelse af dyreværnslovens bestemmelser.
Politiet vil i disse sager modtage meddelelserne fra elforsyningsselskaberne om afbrydelse af elforsyningen til en ejendom, hvor der er husdyrhold. Meddelelserne fra elforsyningsselskaberne bør så vidt mulig indeholde oplysning om det nøjagtige tidspunkt for strømafbrydelsen.
Herefter skal politiet hurtigst muligt skriftligt gøre den ansvarlige for husdyrholdet opmærksom på, at den pågældende fra tidspunktet for strømafbrydelsen kan blive udsat for, at politiet udsteder pålæg efter dyreværnslovens § 21, såfremt det konstateres, at dyrene behandles uforsvarligt, og at politiet i givet fald følger fremgangsmåden som beskrevet i dyreværnslovens §§ 22 ff.
På dagen for strømafbrydelsen skal politiet, eventuelt i følgeskab med en dyrlæge, skaffe sig adgang til dyreholdet for at undersøge, om dyrene i forbindelse med strømafbrydelsen behandles dyreværnsmæssigt forsvarligt. såfremt det ikke er tilfældet følges fremgangsmåden i dyreværnslovens kapitel 4.
Erling Olsen /Niels Boesen