Vidne- og sandhedspligt i disciplinærsager

Vidne- og sandhedspligt i disciplinærsager

Vedlagt sendes notat af 18. marts 1993 vedrørende vidne- og sandhedspligt i disciplinærsager vedrørende tjenstlige forhør og afhøringer.

Notatet indeholder en oversigt over Ombudsmandens opfattelse af retsstillingen på dette område.

Det bemærkes, at Ombudsmandens opfattelse ikke svarer til det, der er anført om partsforklaring i Finansministeriets »Personaleadministrativ Vejledning« Kap. 32.

Direktoratet skal henstille, at man følger de retningslinier, der er anført i det vedlagte notat.

E.B

Lene Møller-Nielsen

Notat vedrørende vidne- og sandhedspligt i disciplinærsager ved tjenstligt forhør og afhøring.

Folketingets Ombudsmands rapporter fra 1991 vedrørende egen drift undersøgelse angående sager fra P&T og DSB om uansøgt afsked af tjenestemænd af discplinære grunde indeholder bl.a. vurderinger af, hvorledes Ombudsmanden vurderer retsstillingen for så vidt angår spørgsmålet om partens vidne- og sandhedspligt ved tjenstlige forhør og afhøring samt vejledning om de to nævnte forhold.

Neden for følger en oversigt over Ombudsmandens opfattelse af retsstillingen

I. Tjenstligt forhør i medfør af tjenestemandslovens § 21. Vedrørende parten.

1. Vedrørende ikke-strafbare forhold.

a) Parten har ikke vidnepligt i et tjenstligt forhør i tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner overfor parten. Dette gælder efter Ombudsmandens opfattelse i alle tilfælde, hvor der kan være tale om afskedigelse.

I den udstrækning parten vælger at udtale sig vedrørende ikke-strafbare forhold antages det, at parten har sandhedspligt.

Forhørslederen har ved forhørets begyndelse pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet. Det bør endvidere i forhørsprotokollen udtrykkeligt anføres, at parten er vejledt om, at parten ikke har vidnepligt men at parten, for så vidt vedkommende udtaler sig om ikke-strafbare forhold, har sandhedspligt.

b) I de tilfælde hvor disciplinærsagen ikke kan antages at ende med alvorligere sanktioner over for parten må det modsætningsvis antages, at parten har både vidne- og sandhedspligt.

Forhørslederen skal ved forhørets begyndelse vejlede parten om vidnepligts- og sandhedspligtspørgsmålet. Endvidere bør det i forhørsprotokollen udtrykkeligt anføres, at parten er vejledt om disse to forhold.

Hvis parten afgiver urigtig forklaring, kan det straffes som en tjenesteforseelse.

2. Vedrørende strafbare forhold.

Det antages, at parten hverken har vidnepligt eller sandhedspligt, hvis parten udtaler sig.

Forhørslederen har ved forhørets begyndelse pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet. Det bør endvidere i forhørsprotokollen udtrykkeligt anføres, at parten er vejledt om, at vedkommende hverken har vidnepligt eller sandhedspligt.

Det bemærkes, at efter Ombudsmandens opfattelse kan en urigtig forklaring fra en part, der - som følge af at vedkommende mistænkes for noget strafbart - ikke har sandhedspligt, indgå (med en vis vægt) i decorumvurderingen efter tjenestemandslovens § 10.

II. Tjenstlig afhøring. Vedrørende parten.

Ombudsmanden finder, at partens retsstilling i forbindelse med tjenstlige afhøringer ikke kan antages at være svagere end på det senere tidspunkt, hvor der eventuelt afholdes tjenstligt forhør. Der skal derfor i det hele henvises til det under I ovenfor anførte.

III. Tjenstligt forhør og tjenstlig afhøring. Vedrørende vidner.

Vidner der indkaldes til såvel tjenstligt forhør som afhøring har både vidnepligt og sandhedspligt. Dette gælder alle ansatte samt alle ikke-ansatte.

Vidnet skal ved forhørets/afhøringens begyndelse vejledes om vidnepligten. Endvidere bør det udtrykkeligt i forhørsprotokollen anføres, at vidnet er vejledt om disse to spørgsmål.

Ingen