Cirkulære om vilkår i forbindelse med ansættelse af elever (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om vilkår i forbindelse med ansættelse af elever (* 1)
Med dette cirkulære orienteres om de væsentligste af de ændringer, der er en følge af vedtagelsen af Lov om Erhvervsuddannelser og Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER).
1. Lov om Erhvervsuddannelser
Lov om Erhvervsuddannelser trådte i kraft den 1. januar 1991, jf. lovbek. nr. 480 af 22. juni 1990 med senere ændringer.
Samtidig blev Lov om lærlingeforhold og Lov om erhvervsfaglige grunduddannelser ophævet.
Elever, som ansættes med henblik på at gennemgå en erhvervsuddan-nelse, er omfattet af erhvervsuddannelsesloven.
Adgang til en erhvervsuddannelse har alle, der har opfyldt uddannelsespligten efter folkeskoleloven.
I det følgende redegøres for en række af de bestemmelser, som skal iagttages ved ansættelse af elever til en erhvervsuddannelse.
Uddannelsesbekendtgørelser
For hver enkelt erhvervsuddannelse har fagets faglige udvalg udarbejdet en uddannelsesbekendtgørelse, hvori redegøres for uddannelsens formål, varighed, opbygning og indhold.
Uddannelsesvej
Elever kan vælge skolevejen og starter så med en skoleperiode, hvorefter de indgår en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed, som dækker praktikperioden og de resterende skoleperioder.
Elever kan også vælge at gå praktikvejen og starte med en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed, som dækker såvel den praktiske som den teoretiske uddannelsestid.
Uddannelsen
Uddannelsen er en vekseluddannelse, idet der skiftes mellem skoleun-dervisning og praktikuddannelse. Skole- og praktikperioderne skal ses som en helhed, og praktikvirksomheden skal tilrettelægge det samlede uddannelsesforløb for eleven således, at praktikuddannelsen understøtter og supplerer skoleundervisningen.
Praktikstedet
For at kunne uddanne erhvervsuddannelseselever skal institutionen være godkendt som praktiksted for den pågældende uddannelse. Ansøgning fås på erhvervsskolen og sendes til det faglige udvalg.
Uddannelsesaftale
Blanket til uddannelsesaftale fås på erhvervsskolen og skal være underskrevet senest ved aftaleforholdets begyndelse, hvorefter aftalen sendes til den erhvervsskole, som eleven skal gå på.
Uddannelsesbevis
Ved uddannelsens afslutning udsteder praktikvirksomheden et uddannelsesbevis på grundlag af praktikerklæring og skolebevis.
Prøvetid
De første 3 måneder af praktiktiden betragtes som gensidig prøvetid, inden for hvilken hver af parterne kan ophæve uddannelsesaftalen uden varsel og grund.
Blanket fås på elevens skole, hvortil meddelelse om ophævelse også skal sendes.
Forlængelse
Uddannelsestiden kan forlænges efter aftale , fx hvis eleven på grund af sygdom har været fraværende i mere end 10 pct. af den fastlagte uddannelsestid.
Forlængelse med mere end fraværsperioden kræver det faglige udvalgs godkendelse.
Blanket til brug for oprettelse af tillægsaftale udleveres af erhvervs-skolen.
Uoverensstemmelser
Ved uoverensstemmelser efter prøvetiden, skal det faglige udvalg straks underrettes med henblik på undersøgelse af forligsmuligheder. Opnås der ikke forlig, kan sagen af hver af parterne indbringes for tvistighedsnævnet (Undervisningsministeriet), som kan tilkende den skadelidte erstatning.
Ophævelse
Efter prøvetiden kan uddannelsesaftalen kun ophæves ved gensidig aftale, eller såfremt en af parterne i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser/aftaler. Udelukkes en elev fra skoleundervisning, bortfalder uddannelsesaftalen.
II. Ansættelse og aflønning
Ved påbegyndelsen af en praktikuddannelse i en statsinstitution sker ansættelsen i henhold til gældende fællesoverenskomst/organisationsaftale.
Under sin ansættelse er eleven bl.a. omfattet af følgende regler.
Løn
Der ydes overenskomstmæssig løn i hele praktikperioden, altså også under skoleophold i denne periode.
Øvrige ansættelsesvilkår
Ud over de vilkår, som måtte være fastsat i overenskomsten, gælder den almindelige lovgivning om arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår i det omfang, de er forenelige med uddannelsens formål.
Overarbejde
Elever må normalt ikke deltage i overarbejde. Undtaget herfra er elever i håndværksfag, som er fyldt 18 år.
Ferie
Erhvervsuddannelseselever er omfattet af ferielovens regler, men har i det første og andet hele ferieår efter uddannelsesaftalens ikrafttræden ret til 30 dages ferie.
Er ansættelsen sket inden 1. juli i et ferieår, har eleven også ret til 30 dages ferie i dette ferieår. Har eleven ikke feriegodtgørelse for alle feriedagene, betaler institutionen eleven løn i de resterende dage.
Er ansættelsen sket 1. juli eller senere, har eleven - hvis institutionen holdes lukket i tiden 1. okt. til 1. maj - ret til højst 6 dages ferie i dette ferieår.
Der kan ikke afvikles ferie i skoleperioderne.
III. Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER)
Lov nr. 1090 af 23. dec. 1992 om Arbejdsgivernes Elevrefusion trådte i kraft den 1. januar 1993.
Ifølge loven ligestilles offentlige arbejdsgivere nu med private arbejdsgivere. Det betyder bl.a., at statens institutioner herefter er bidragspligtige og berettiget til at modtage tilskud og refusioner fra AER som nævnt i det følgende.
Der henvises herved også til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 107 af 8. marts 1993 om Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Hvem omfattes
Ifølge § 2 omfatter loven alle arbejdsgivere, der er omfattet af ATP-loven.
Bidrag
Det årlige arbejdsgiverbidrag er for 1993 fastsat til 1.500 kr. for hver fuldtidsansat lønmodtager. Der skal ikke betales for elever og andre uddannelsessøgende samt for een lønmodtager. Bidraget beregnes af institutionen på grundlag af de samlede ATP-bidrag og opkræves samlet kvartalsvis af AER.
Tilskud
Tilskud til praktikpladser ydes efter ansøgning til AER senest den 1. april 1996 for ansættelse af erhvervsuddannelseselever og dermed ligestillede, der i perioden 1. juli 1992 - 31. dec. 1995 er påbegyndt en praktikuddannelse på grundlag af en skriftlig aftale, og som modtager løn fra arbejdsgiveren i praktiktiden.
Tilskuddet for 1993 er 20.000 kr. pr. elev og 16.000 kr. årligt for 1994 og følgende år. Ved elevansættelser henholdsvis ophør i løbet af kalen- deråret ydes tilskuddet forholdsmæssigt.
Tilskud ydes kun, såfremt det aftalte uddannelsesforhold er på mindst 3 mdr., og det er i øvrigt en betingelse, at der ikke er sket ophævelse in-den prøvetidens udløb.
Refusion af løn
Til arbejdsgivere, der udbetaler løn til erhvervsuddannelseselever og dermed ligestillede under obligatoriske skoleophold i praktiktiden, yder AER lønrefusion. Refusion ydes ikke, såfremt eleven som et led i skoleopholdene udfører produktivt arbejde for arbejdsgiveren, der modsvarer den udbetalte løn.
Lønrefusionen er i årene 1993-95 følgende
1. års elever 1100 kr./uge 2. års elever 1270 kr./uge 3. års elever 1370 kr./uge 4. års elever 1590 kr./uge Voksne elever 2550 kr./uge
Den særlige sats for voksne elever gælder alene elever, der ved uddannelsesaftalens påbegyndelse er fyldt 19 år, og i det sidste år forud for uddannelsesaftalens påbegyndelse har været beskæftiget eller arbejdssøgende som specialarbejder mv. Det er endvidere en betingelse, at der i praktiktiden mindst ydes specialarbejderløn.
Refusion af befordringsudgifter
Til arbejdsgivere, der har afholdt de udgifter til befordring, som er-hvervsuddannelseselever og dermed ligestillede har haft i forbindelse med skoleophold, yder AER efter begæring refusion med indtil 80 pct. af de afholdte udgifter.
Tilskuddet beregnes på grundlag af de afholdte udgifter, dog højst af udgifterne til billigste befordring med offentlige befordringsmidler.
IV. Finansministeriets aftale om befordringsgodtgørelse
Ifølge Finansministeriets cirkulærer af 8. aug. 1991 (APD nr. 73/91) og af 2. marts 1992 (APD nr. 19/92) er der med centralorganisationerne indgået aftale om, at der til erhvervsuddannelseselever ansat i en statsinstitution, som aflønnes efter overenskomster indgået med en organisation under CFU's forhandlingskompetence, det vil sige en organisation, som er tilsluttet enten Statsansattes Kartel (StK), Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II), Tjenestemænds og Overenskomstansattes Kartel (TOK) eller Akademikernes Centralorganisation (AC),
skal ydes godtgørelse for udgifter til transport til/fra skole.
Godtgørelsen omfatter udgifter til befordring den nærmeste vej fra bopæl/indkvarteringssted/lærested til skolen og tilbage. Der kræves en forudgående godkendelse fra tjenestestedet.
Godtgørelse ydes, såfremt følgende betingelser er opfyldt
* Det er en betingelse, at den samlede skolevej (hen- og tilbagerejsen) udgør mindst 20 km, og at eleven ikke kan deltage i undervisningen på en nærmereliggende skole.
* Er befordring mellem flere undervisningsafdelinger af en skole nødvendig inden for samme dag, ydes der godtgørelse uanset afstand.
* Der skal i videst muligt omfang anvendes offentlige transportmidler, og i så fald godtgøres de faktiske udgifter. Anvendes - efter godkendelse - eget transportmidel, ydes der en godtgørelse på 40 øre pr. kørt km.
* Til indkvarterede elever ydes der en godtgørelse af befordringsudgifter for udrejsen til og hjemrejsen fra skole/indkvarteringssted til bopæl, såfremt den samlede afstand (hen- og tilbagerejsen) udgør mindst 20 km. Ligeledes ydes der befordringsgodtgørelse for rejser mellem skole/indkvarteringssted og bopæl i forbindelse med weekends, påske og juleferie, såfremt den samlede afstand er mindst 20 km.
Såfremt betingelserne for ydelse af godtgørelse er opfyldt, udbetales godtgørelsen af den statsinstitution, hvor eleven er ansat. Godtgørelsen er skattepligtig.
Cirkulærerne af 8. aug. 1991 (APD nr. 73/91) og 2. marts 1992 (APD nr. 19/92) ophæves hermed.
København, den 6. april 1993
Finansministeriet
Administrations- og Personaledepartementet
P.M.V.
E.B.
Niels Erik Bisgaard