Legislator Case Law & Legislation
C19930400354 DK

Orienteringsskrivelse vedr. lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1993 4003 Historic

Orienteringsskrivelse vedr. lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger

Samtlige kommunalbestyrelser

Sammen med denne skrivelse udsender Bygge- og Boligstyrelsen bekendtgørelse nr. 51 af 4. februar 1993 om tilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger.

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 9 i lovbekendtgørelse nr. 52 af 4. februar 1993. Samtidig ophæves Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 479 af 25. juni 1991, idet den dog bevarer sin gyldighed for arbejder, der er påbegyndt før den 1. januar 1993.

Den nye bekendtgørelse omfatter i det væsentlige følgende ændringer

Ad § 1.

Positivlisterne over tilskudsberettigede arbejder er ændret således, at der til alle typer boliger nu ydes tilskud efter listen i stk. 1.

I henhold til stk. 5 kan tilskud kun ydes til boliger, som er registreret i BBR, og efter stk. 6. har kommunalbestyrelsen pligt til at kontrollere BBR-registreringen.

Tilskud kan ikke ydes til boliger, som indgår helt eller delvist i hotelvirksomhed jf. stk. 7.

Ad. § 2.

Hovedreglen er, at tilskud kun kan meddeles til helårsboliger, hvor ansøgeren er tilmeldt folkeregistret. Undtagelse herfra er »flyttesituationen«, hvor ansøgeren har købt eller indgået lejekontrakt om en bolig, men hvor ansøgeren ikke er flyttet ind i boligen og dermed tilmeldt folkeregistret endnu.

Kommunalbestyrelsen kan i denne situation meddele tilsagn om tilskud. Det er en betingelse, at der ikke til boligen er tilmeldt nogen person på ansøgningstidspunktet, men at ansøgeren er tilmeldt boligen på udbetalingstidspunktet. Ansøgeren skal dokumentere, at han har erhvervet eller indgået lejekontrakt vedrørende boligen.

Den edb-mæssige behandling ved ansøgning om tilsagn efter bekendtgørelsens § 2 samt efterfølgende udbetaling foretages efter følgende retningslinier

Systemet undersøger ud fra adressen på boligen, hvortil der søges tilskud, om der søges på en tom helårsbolig.

Er dette tilfældet, indtastes ansøgerens cpr. nr., hvorefter systemet viser ansøgerens navn og bopælsadresse på ansøgningstidspunktet.

Ved ansøgning om udbetaling undersøger systemet, om ansøgerens bopælsadresse er lig med den adresse, hvortil der er givet tilsagn.

Ad. § 3.

Ansøgning om tilskud til helårsbolig og fritidsbolig skal ske særskilt for hver bolig.

Efter § 3, stk. 2, kan der ske forhøjelse af et tilsagn om tilskud. Det er en betingelse, at ansøgning om forhøjelse af tilsagnet sker, før der er anmodet om udbetaling. Ansøgning om tilskud sker på skemaet »Tilskud til forbedring af helårs- og fritidsboliger. Ansøgning om tilsagn om tilskud.« Opmærksomheden henledes på, at ansøgning om forhøjelse af et tilsagn skal indeholde angivelse af løbenummeret på det tilsagn, som ønskes forhøjet.

Ad § 6.

Det fremgår af stk. 2 og 3, at hvis ansøgeren kun anmoder om udbetaling af en del af et tilsagn, så vil resten af tilsagnet bortfalde i forbindelse med »deludbetalingen«. Der er herefter mulighed for at ansøge om nyt tilsagn op til ialt 10.000 kr. pr. helårsbolig og pr. fritidsbolig pr. år. Det er dog i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at kravet om obligatorisk tilsagn inden arbejderne igangsættes også gælder i denne situation, hvilket i praksis betyder, at deludbetaling ikke kan anvendes ved arbejder, som er igangsat.

Ad. § 7.

Denne bestemmelse præciserer, at ansvaret for korrekt udfyldelse af ansøgnings- og udbetalingsskema samt for indsendelse af korrekt regningsmateriale påhviler ansøgeren.

Stk. 2 præciserer, at ansvaret for kommunale sagsbehandlingsfejl påhviler kommunalbestyrelsen.

I henhold til stk. 3 kan ansøgeren som hovedregel ikke ansøge om supplerende udbetaling. Undtagelse herfra er tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen finder at ifalde ansvar efter stk. 2 eller i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering af den omhandlede sag finder, at særlige grunde taler for at foretage en supplerende udbetaling.

Den edb-mæssige behandling af supplerende udbetalinger foretages efter følgende retningslinier

Hvor den supplerende udbetaling ikke kræver meddelelse af yderligere tilsagn, kan denne umiddelbart foretages. Der henvises til Kommunedatas brugervejledning vedrørende statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger afsnit 5.

Kræver den supplerende udbetaling yderligere tilsagn, meddeles dette til den pågældende ansøger/-bolig, idet feltet til indberetning af datoen for arbejdernes påbegyndelse udfyldes med datoen for indberetning af det supplerende tilsagn.

Af revisionsmæssige hensyn skal man henlede opmærksomheden på, at kommunalbestyrelsen skal foretage notat om supplerende udbetalinger herunder om begrundelsen for udbetalingen.

Ad. § 8.

I forbindelse med beregningen af tilskuddet er det i stk. 2 præciseret, at beregningen af tilskud til helårs- og fritidsboliger skal ske særskilt for hver bolig.

Ad. § 9.

Denne bestemmelse omhandler tilskuddets indflydelse på efterfølgende lejefastsættelse i private udlejningsejendomme.

Bestemmelsens hovedregel svarer til den tidligere lovs § 4, stk. 2, hvorefter udlejeren har pligt til at sikre at lejeforhøjelse som følge af arbejder, hvortil der er ydet tilskud, bliver beregnet under hensyn til det bevilgede tilskud til den enkelte bolig, således at den enkelte tilskudsmodtager drager størst mulig nytte heraf.

Undtaget fra hovedreglen er fastsættelse af lejeforhøjelse for fælles forbedringsarbejder, hvortil der er ydet tilskud i henhold til lovens § 4, d.v.s. arbejder gennemført af ejeren i 2. halvår. I disse tilfælde fratrækkes det samlede opnåede tilskud til ejendommens boliger fuldt ud i den udgift, der danner grundlag for forbedringsforhøjelsen, hvilket betyder at alle lejere/boliger drager lige stor nytte af de opnåede tilskud, uanset at tilskud ikke er opnået til alle boliger.

Ad. § 10.

Denne bestemmelse omhandler tilskuddets indflydelse på efterfølgende lejefastsættelse i almennyttige og ældreboliger.

Efter stk. 1 skal ejeren sikre at lejeforhøjelsen for individuelle forbedringsarbejder, hvortil der er ydet tilskud, beregnes under hensyntagen til det bevilgede tilskud til den enkelte beboelseslejlighed.

Undtaget fra denne regel er fastsættelse af lejeforhøjelse for individuelle forbedringsarbejder, hvortil der er ydet tilskud i henhold til lovens § 4, d.v.s. arbejder gennemført af ejeren i 2. halvår. Det samlede tilskud fratrækkes den samlede forbedringsudgift inden beregning af lejeforhøjelse for de enkelte lejemål.

Stk. 3, fastslår, at ved fastsættelse af lejeforhøjelse for fælles forbedrings- og vedligeholdelsesarbejder, hvortil der er ydet tilskud, skal ejeren sikre, at lejeforhøjelsen beregnes under hensyntagen til det samlede tilskud, hvilket betyder, at alle ejendommens/afdelingens boligtagere drager lige stor nytte af det opnåede tilskud.

Ad. § 11.

Bestemmelsen fastslår, at hvis der ydes tilskud til arbejder, som finansieres helt eller delvis af ejendommens/boligens vedligeholdelseskonti jf. lejelovgivningens eller boligbyggerilovens bestemmelser herom, skal opnået tilskud godskrives disse konti.

Tilskud til arbejder der omfatter vinduer, døre, køkkener m.v.

---------------------------------------------------------------------

Bygge- og Boligstyrelsen skal på given foranledning præcisere, at loven om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger som udgangspunkt ikke giver mulighed for at meddele tilskud til arbejdslønnen vedrørende fremstilling af materialer og komponenter herunder fremstilling af vinduer, døre, køkkener m.v.

Man skal i den forbindelse præcisere styrelsens vejledende udtalelse af 9.9.1991 om dette spørgsmål, hvori det bl.a. anføres

»I henhold til tilskudsloven kan der ydes tilskud til løn og avance vedrørende arbejder omfattet af positivlisterne, som udføres på beboelsesejendommen, jf. lovens § 5 og § 9.

For så vidt angår døre, vinduer, køkkener m.v. kan der ikke ydes tilskud til arbejdslønnen vedrørende produktionen af de fabriksfremstillede materialer/-produkter, hvorimod der kan ydes tilskud til håndværkerens arbejdsløn, såfremt han både fremstiller produktet for kunden samt foretager montering på ejendommen.«

Udbetaling ved kontooverførsel.

Bygge- og Boligstyrelsen skal oplyse, at der indtil videre ikke er mulighed for at foretage udbetaling af tilskud ved kontooverførsel. Kommunalbestyrelserne vil blive orienteret så snart muligheden for kontooverførsel er etableret. I det omfang ansøgere påfører ansøgningsskemaet kontonummer bør dette indtastes, idet den senere overgang til udbetaling ved kontooverførsel heved vil blive lettere.

Pdv

eb

Pia Scott Hansen

fuldm.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →