Legislator Case Law & Legislation
C19930400210 DK

Cirkulæreskrivelse om besigtigelse af bevaringsværdige bygninger i forbindelse med tilskudsordningen til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger m.v. samt fredede og bevaringsværdige bygninger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1993 4002 Historic

Cirkulæreskrivelse om besigtigelse af bevaringsværdige bygninger i forbindelse med tilskudsordningen til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger m.v. samt fredede og bevaringsværdige bygninger

Til samtlige kommunalbestyrelser

Som supplement til den ved cirkulæreskrivelse af 1. oktober 1993 fremsendte »administrationsvejledning til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger m.v. samt fredede og bevaringsværdige« pr. 1. oktober 1993 fremsendes vedlagte supplement.

Supplementet indeholder de konkrete henvisninger til informationsmaterialet for Skov- og Naturstyrelsen, hvortil der er henvist på side 31 i administrationsvejledningen.

Pmv

eb

Svend G. Trollegaard

Kommitteret

SUPPLEMENT TIL

»BOLIGMINISTERIETS VEJLEDNING OM ADMINISTRATION AF STATSTILSKUD TIL FORBEDRINGSARBEJDER M.V. I HELÅRS- OG FRITIDSBOLIGER SAMT FREDEDE OG BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER« af 1.10.1993.

---------------------------------------------------------------------

I ovennævnte vejledning er i kapitel 5 »Dataindhold i Styringssystemet - TILSINFO« side 31 anført, at besigtigelsen af de bygninger der vurderes som muligt bevaringsværdige skal finde ud fra en helhedsvurdering sted af bygningens ydre fremtræden.

I Administrationsvejledningen side 31 er henvist til Skov- og Naturstyrelsens vejledning samt supplerende materiale hertil for bevaringssystemet SAVE.

På baggrund af en række telefoniske henvendelser er det fundet hensigtsmæssigt at uddrage de konkrete beskrivelser af principperne for helhedsvurderingen af bygningerne, som fremgår af Skov- og Naturstyrelsens vejledningsmateriale.

Som supplement til de anførte oplysninger i på side 31 i vejledningen den herefter supplerende anføres

Vurdering.

Vurderingerne omfatter bygningens ydre fremtræden og foretages efter en skala fra 1 til 9. I princippet bevæger talskalaen sig over vurderingerne »høj værdi« (1, 2 og 3), »middel« (4, 5 og 6) og »lav værdi« (7, 8 og 9). Der kan således gradueres indenfor hver gruppe. Karakteristika som har afgørende betydning på vurderingsresultatet noteres i tekst (felterne: 10, 12, 14, 16, 18 og 20).

Arkitektonisk værdi.

I den arkitektoniske iagttagelse lægges der vægt på proportioner, facaderytme og den arkitektoniske bearbejdningsgrad samt samspillet mellem form, materialevirkning og funktion. Tillige indgår vurderingen om bygningen i sin art og i den lokale sammenhæng er et fornemt/godt, middel eller mindre heldigt eksemplar af den givne bygningstype. Dette gælder såvel det traditionelle, egnstypiske byggeri som arkitekttegnede huse. Bemærk: Den arkitektoniske værdi kan relateres til bygningens oprindelige udtryk - eller i tilfælde af en ombygning - til den fremtoning, som senest er søgt skabt (eksempelvis den yngre facade i et andet stilpræg). Udgangspunktet vil dog altid være den aktuelle fremtrædelse.

Kulturhistorisk værdi.

I vurderingen af den kulturhistoriske værdi indgår en række forskellige aspekter.

For det første tages der stilling til bygningens værdi som manifestation af den lokale byggeskik og håndværksmæssige formåen, eller til bygningens værdi som repræsentant for skiftende stiperioder. Herunder skeles også til bygningens sjældenhed.

For det andet indgår det i vurderingen, om bygningen afspejler teknologiske innovationer i konstruktion og materialemæssigt henseende. Eksempelvis tidligere betontypehuse, fabriksbygninger med støbejernskonstruktioner eller lignende.

For det tredje kan der være knyttet historiske symbolværdier til bygningen. Sådanne værdier kan sjældent erkendes i marken, men vil i muligt omfang fremgå af forundersøgelsen.

Miljømæssig værdi.

Bygningens miljømæssige værdi vurderes ud fra dens betydning eller støtteværdi for de tilstødende bygninger eller om dens placering i terrænet forstærker/forringer terrænets topografiske fremtoning.

Originalitet.

Vurderingen af bygningens originalitet begrundes med, i hvor vid udstrækning den oprindelige fremtoning er bevaret eller om det helhedsindtryk, man ved større ombygninger senest har søgt at skabe, fremstår originalt. Ændringer i forhold hertil bedømmes under dette punkt. I praksis vil overvejelserne ofte gå på, om senere bygningsændringer støtter eller svækker bygningens dominerende elementer.

Tilstand.

Ved bygningens tilstand forstås om bygningen er ordentligt og rigtigt vedligeholdt herunder en vurdering af bygningens almene byggetekniske forhold.

Bevaringsværdi.

Vurderingen af bervaringsværdien bygger på det samlede indtryk af bygningens kvalitet og tilstand. Bevaringsværdien skal som sådan opfattes som en opsummering af de ovenstående delvurderinger, hvorigennem registratorerne vel at mærke foretager en afvejning af hvilke forhold, der vejer tungest og derfor bør tillægges størst vægt i vurderingen. Der er således ikke tale om et mekanisk analytisk gennemsnit af de under delvurderingerne afgivne karakterer. Almindeligvis vil arkitektonisk værdi og kulturhistorisk værdi veje tungest.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →