Sikring af net- og omsnøringsmaskiner til juletræer (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Sikring af net- og omsnøringsmaskiner til juletræer (* 1) (* 2) (* 3)
I. Orientering
Direktoratet har fået indberettet generelle mangler ved SG-Netmaskine til juletræer, type 2 fra Smedegården, 5683 Hårby.
Ved anvendelse af en maskine har der desuden været et ulykkestilfælde, hvor en person fik læderet en arm.
Direktoratet er blevet informeret om, at flere forskellige fabrikater af net- og omsnøringsmaskiner til juletræer generelt har sikkerhedsmæssige mangler.
Af konstaterede mangler på type 2 fra Smedegården kan nævnes følgende
- Betjeningshåndtaget gik ikke i neutral stilling, når det blev sluppet
- Betjeningshåndtaget var ikke sikret mod utilsigtet aktivering
- Hægtning af legemsdele i trækkrog var ikke imødegået
- Den medfølgende instruktionsbog var ufuldstændig, bl.a. beskrev den ikke maskinens sikkehedsmæssigt korrekte betjening.
Direktoratet har taget kontakt til leverandøren, der har givet tilsagn om, at de nævnte fejl vil være udbedret ved fremtidig levering af netmaskiner.
Maskinerne anvendes næsten udelukkende i sæsonen november-december.
II. Instruktion
Når kredsene ved tilsyn træffer net- eller omsnøringsmaskiner med sikkerhedsmæssige mangler, skal der gives påbud til brugeren om at sikre maskinen.
Som hjemmel henvises til arbejdsmiljølovens § 45, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 6, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 694 af 7. august 1992 om indretning af tekniske hjælpemidler § 21, stk. 1, nr. 1, og stk. 2 og § 23.
III. Ikrafttræden
Straks.
22. oktober 1993
Erik Andersen
(* 1)AT-cirkulæreskrivelse nr. 13/1993
(* 2) Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler
(* 3) Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 694 af 7. august 1992 om indretning af tekniske hjælpemidler