Vejledning vedrørende samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne om handlingsplaner
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over de informationer, der skal udveksles mellem arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen til brug for vejledning af ledige arbejdsløshedskassemedlemmer
--------------------------------------------------------------------- Informationer fra Informationer fra arbejdsløshedskassen Arbejdsformidlingen --------------------------------------------------------------------- Det regionale Arbejdsmarkedsråds fastlæggelse af hvilke målgrupper der skal tilbydes en indsats tidligt i ledighedsforløbet samt dem, der har særligt behov for en indsats i delperiode 2. --------------------------------------------------------------------- Ledige, som har 3 måneders ledighed ud af 5 måneder: - Dato for evt. afholdelse af samtale. - Kontaktperson på Arbejdsformidlingen. - Fagønsker med tilhørende kvalifikationer. - Tidligere beskæftigelse. - Tidligere uddannelse. - Eventuel deltagelse i inspirationskursus. - Kursusønsker (incl. kursuskode). --------------------------------------------------------------------- Ledige, som skal have udarbejdet handlingsplan. --------------------------------------------------------------------- Vejledning før udarbejdelse af handlingsplan: - Dato for samtale. - Ajourføring på baggrund af en fornyet drøftelse/vejledning. - Øvrige bemærkninger. --------------------------------------------------------------------- Kopi af handlingsplan. --------------------------------------------------------------------- Kopi af revideret handlingsplan. ---------------------------------------------------------------------
Efter samtale i
arbejdsløshedskassen
- Dato for samtale.
- Ajourføring på baggrund af en fornyet drøftelse/vejledning.
- Øvrige bemærkninger.
---------------------------------------------------------------------
Vejledning vedrørende samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne om handlingsplaner
I medfør af § 39, stk. 3 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, fastsætter arbejdsministeren nærmere regler om arbejdsløshedskassernes samarbejde med arbejdsformidlingen om vejledning mv. I medfør af § 39 stk. 3 kan arbejdsministeren desuden bestemme, at arbejdsløshedskasserne skal medvirke ved udarbejdelse og revision af en individuel handlingsplan.
Ifølge § 43 i loven kan der inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre udveksles relevante oplysninger mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne, når den ledige skal have vejledning bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af en individuel handlingsplan.
I medfør af § 47, kan arbejdsministeren fastsætte nærmere regler om udveksling og videregivelse af oplysninger. Nærmere bestemmelser er fastsat i et fælles bilag til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt, samt denne vejledning (bilag 1).
Nedenstående er udarbejdet vejledning om hvorledes samarbejde og koordination mellem arbejdsløshedskasserne og arbejdsmarkedsrådet/arbejdsformidlingen om handlingsplaner mv. kan foregå.
Formålet med handlingsplanen er at forbedre den lediges muligheder for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Handlingsplanens indhold bliver til i et samarbejde mellem den ledige og arbejdsformidlingen, og skal således afspejle den lediges ønsker og forudsætninger, kombineret med muligheder og behov på arbejdsmarkedet.
Loven lægger op til en stor grad af regional frihed. Udgangspunktet er derfor, at det regionale samarbejde skal være bestemmende for indsatsens udformning og resultater.
Det er imidlertid nødvendigt centralt at fastsætte regler om arbejdsløshedskassernes aktive inddragelse i handlingsplansprocessen, hvilke oplysninger der skal udveksles og hvornår, og rådighedsforpligtelsen i relation til handlingsplanen.
Udgangspunktet for samarbejdet er
1) Arbejdsformidlingen er ansvarlig for udarbejdelsen af handlingsplanen.
2) Arbejdsløshedskasserne sikres aktiv medvirken ved udarbejdelse af handlingsplaner. Dette sker dels ved forberedelse af handlingsplanen gennem vejledning af medlemmerne, dels ved at medlemmet gives en mulighed for at få en samtale om den udarbejdede handlingsplan med arbejdsløshedskassen. Medlemmet kan efter evt. vejledning i arbejdsløshedskassen, gøre indsigelser mod handlingsplanen inden 4 uger, med mindre den ledige skal påbegynde et konkret tilbud inden udløbet af denne periode, (jf. bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedssindsats § 39(* 1).
3) Arbejdsmarkedsrådet fastlægger hvilke målgrupper, der skal tilbydes en indsats tidligt i ledighedsforløbet. Arbejdsmarkedsrådet orienterer arbejdsløshedskasserne om målgrupperne (jf. § 6 stk. 3).
4) Den ledige skal på et så tidligt tidspunkt som muligt informeres om sin ret til at få udarbejdet en handlingsplan (jf. § 32 stk. 2).
5) Arbejdsformidlingen kan altid tage initiativ til at udarbejde en handlingsplan i samarbejde med den ledige, selvom den ledige ikke er med i målgruppen (jf. § 36 stk. 3).
6) Handlingsplanen er en bindende aftale mellem den ledige og arbejdsformidlingen.
7) Handlingsplanen har først og fremmest et arbejdsmarkedspolitisk sigte og dens indhold skal afspejle dette forhold. Handlingsplanen angiver rammen for den lediges rådighedsforpligtelse.
8) Den ledige skal på et så tidligt tidspunkt som muligt orienteres om de eventuelle dagpengemæssige konsekvenser af ikke at ville medvirke til udarbejdelse/revision af en handlingsplan.
9) Arbejdsmarkedsrådet drøfter samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne. Såvel arbejdsformidlingen som arbejdsløshedskasserne kan tage initiativ til at indgå en aftale om arbejdsdeling bl.a. i fht. udarbejdelse af handlingsplaner. Arbejdsformidlingen kan dog ikke overlade den endelige udarbejdelse af handlingsplaner til arbejdsløshedskasserne (jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 38, stk. 2).
Udarbejdelse af handlingsplan
Fase 1: Registrering og information (0 mdr. til 3 mdr. ud af 5)
Ved ledighedens indtræden tilmelder den ledige sig hos arbejdsformidlingen og ledigmelder sig i arbejdsløshedskassen.
Ved grundregistreringen udleverer arbejdsformidlingen en pjece om den arbejdsmarkedspolitiske indsats. Arbejdsformidlingen underretter den lediges arbejdsløshedskasse om registerede formidlingsrelevante oplysninger efter 3 mdr.s ledighed indenfor de seneste 5 mdr. (jf. bilag 1).
Arbejdsformidlingen informerer om muligheder og rettigheder i henhold til den aktive arbejdsmarkedspolitik. Det må afgøres regionalt, om der skal afholdes informationsmøder, hvor uddannelsesinstitutioner og arbejdsløshedskasser kan deltage.
Når et medlem melder sig ledig i arbejdsløshedskassen informerer arbejdsløshedskassen medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af arbejdsløshedsforsikringslovens kapitel 7-16 jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt. Medlemmet vil desuden blive informeret om forløbet ved udarbejdelse af handlingsplaner.
Fase 2: Vejledning og forberedelse af handlingsplan i arbejdsløshedskassen
Arbejdsmarkedsrådet fastlægger hvilke målgrupper, der skal tilbydes en indsats tidligt i ledighedsforløbet samt om, hvilke målgrupper, der vurderes at have særligt behov for at få tilbud i delperiode 2. Arbejdsmarkedsrådet sender en beskrivelse af målgrupperne til arbejdsløshedskasserne.
Arbejdsformidlingen udtrækker de personer fra AF-MATCH, der skal indkaldes til en samtale med henblik på at få udarbejdet en handlingsplan. Arbejdsformidlingen meddeler arbejdsløshedskassen CPR-nummer på disse personer.
Arbejdsløshedskassen har en »bagstopper-funktion« i fht. målgruppe-personer, således at hvis arbejdsløshedskassen bliver opmærksom på medlemmer, der er omfattet af målgruppen, og som arbejdsløshedskassen ikke har fået meddelelse om, er indkaldt til en samtale med henblik på at få udarbejdet en handlingsplan, meddeler arbejdsløshedskassen dette til arbejdsformidlingen.
Det vil være op til en regional vurdering, hvorledes samarbejdet konkret tilrettelægges.
Arbejdsløshedskasserne kan indkalde de af arbejdsformidlingen indkaldte personer til møde om forberedelse af handlingsplan. Samtalen skal være afholdt inden 4 uger efter, at arbejdsløshedskassen har modtaget underretning fra arbejdsformidlingen, hvorefter arbejdsformidlingen og den ledige udarbejder handlingsplanen.
Arbejdsløshedskasserne kan afholde møde med flere medlemmer samlet. Ved mødet skal arbejdsløshedskassen forberede det enkelte medlem på udarbejdelsen af en handlingsplan. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om den proces, der skal føre frem til en handlingsplan. Endvidere skal arbejdsløshedskassen vejlede generelt om rådighedsforpligtelsen i perioden, indtil medlemmet får en handlingsplan.
Det er vigtigt, at arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne har et fælles referencegrundlag for vejledningen, således at den lediges forventninger efter vejledning i arbejdsløshedskassen står i forhold til de muligheder, arbejdsformidlingen har for at afgive tilbud. Der skal i den forbindelse peges på betydningen af det regionale samarbejde mellem arbejdsløshedskasserne og arbejdsformidlingen, den nærmere udmøntning af samarbejdet og arbejdsdelingen samt en fælles opfattelse af, hvilke realistiske muligheder den ledige har.
Ansvaret for handlingsplansforløbet hviler på arbejdsformidlingen. Arbejdsløshedskasserne har en støttende funktion, med henblik på vejledning af medlemmet om muligheden for at få en handlingsplan samt om hvilke redskaber, der kan tilbydes hos arbejdsformidlingen. Arbejdsløshedskasserne kan hjælpe medlemmet til en afklaring af, hvordan denne kan udnytte sin faglige baggrund.
Arbejdsløshedskassen skal i forbindelse med afholdelse af mødet registrere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om. Medlemmet skal have udleveret en kopi af kassens registreringer, som kan indsættes i en evt. handlingsplansmappe og medbringes til mødet i arbejdsformidlingen om udarbejdelse af handlingsplan.
Hvis et medlem henvender sig uopfordret til arbejdsløshedskassen for at få udarbejdet en handlingsplan, skal arbejdsløshedskassen gennemføre en vejledning som beskrevet ovenfor og henvise medlemmet til arbejdsformidlingen for videre udarbejdelse af handlingsplan.
Hvis den ledige ønsker det, kan arbejdsformidlingen begynde udarbejdelsen af handlingsplanen, uden at medlemmet har været til møde i arbejdsløshedskassen. Arbejdsformidlingen skal dog vejlede medlemmet om muligheden for at få et møde med arbejdsløshedskassen, før udarbejdelsen af en handlingsplan påbegyndes (jf. § 37 stk. 2).
Såfremt den ledige ønsker vejledning i arbejdsløshedskassen, underretter arbejdsformidlingen den lediges arbejdsløshedskasse. Arbejdsløshedskassen gives en frist på 4 uger til at indkalde medlemmet til møde og afholde vejledningen.
Når en ledig henvender sig for at få udarbejdet en handlingsplan, må der max. gå 3 måneder fra henvendelsen, til handlingsplanen er færdig-udarbejdet. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af Arbejdsministeriets bekendtgørelse om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Fase 3: Udarbejdelse af handlingsplan
Arbejdsformidlingen har ansvaret for udarbejdelsen af handlingsplanen, der er en bindende aftale mellem den ledige og arbejdsformidlingen.
I handlingsplanen nedfældes den lediges beskæftigelsesmål og hvilke arbejdsmarkedspolitiske aktiviteter, der kan bidrage til opfyldelse af målet.
Ved udarbejdelsen af handlingsplanen tages udgangspunkt i den enkelte lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov (jf. § 38 stk. 1).
Det forudsættes, at der opnås enighed mellem den ledige og arbejdsformidlingen om hvilke elementer, der skal indgå i handlingsplanen.
Planen for aktiviteterne i handlingsplanen kan indeholde konkrete aftaler om tilbud, men kan også indeholde mere langsigtede mål, hvor der først kommer konkrete aftaler ved en senere revidering af handlingsplanen. Udarbejdelsen af handlingsplanen kan således betragtes som en proces. Handlingsplanen skal indeholde en opfølgningskontakt (jf. § 38 stk. 2). Under udarbejdelsen af handlingsplanen skal der lægges vægt på et overskueligt og realistisk tidsperspektiv.
Samtidig med at den ledige får udleveret handlingsplanen sender arbejdsformidlingen en kopi af handlingsplanen til arbejdsløshedskassen (jf. § 38 stk. 4).
Den ledige har indenfor en periode på 4 uger efter udarbejdelsen af handlingsplanen mulighed for at gøre indsigelser mod denne med mindre den ledige skal påbegynde et konkret tilbud inden udløbet af denne periode (jf. § 39).
Hvis den ledige ikke vil medvirke til at udarbejde en handlingsplan, skal arbejdsformidlingen underrette arbejdsløshedskassen (jf. § 40). Arbejdsformidlingen skal samtidig orientere den ledige om, at arbejdsløshedskassen er underrettet og om klageadgangen til Arbejdsmarkedsrådet.
Såfremt udarbejdelsen af handlingsplanen i arbejdsformidlingen sker med henblik på afgivelse af et aktuelt tilbud, kan der ses bort fra vejledningen i arbejdsløshedskassen (jf. § 37 stk 3). Arbejdsløshedskassen får som ovenfor en kopi af handlingsplanen.
Efterfølgende vejledning i arbejdsløshedskassen
Arbejdsløshedskassen skal efter udarbejdelsen af handlingsplanen vejlede medlemmet om handlingsplanens betydning for retten til dagpenge og rådighedsforpligtelsen i forbindelse med handlingsplanen.
Vejledningen kan ske skriftligt eller ved en samtale i arbejdsløshedskassen. Arbejdsløshedskassen har pligt til at tilbyde medlemmet en personlig samtale.
Revision af handlingsplan
Handlingsplanen skal altid revideres i forbindelse med afgivelse af et tilbud, der ikke allerede er indeholdt i handlingsplanen (jf. § 41 stk. 1).
Handlingsplanen kan endvidere revideres, dels ved opfølgningskontakten i arbejdsformidlingen, dels efter ønske fra den ledige når der opstår tilfælde, hvor en ændring i handlingsplanen kan være hensigtsmæssig, fx ved væsentlige ændringer på arbejdsmarkedet (jf. § 41 stk. 2).
Ved revisionen skal der ligesom ved udarbejdelsen tages udgangspunkt i den lediges ønsker og forudsætninger, samt arbejdsmarkedets behov og muligheder. Ændringer tilføjes handlingsplanen, således at det fortsat fremgår, hvad den ledige og arbejdsformidlingen tidligere havde aftalt, og således at det fremgår, hvorfor handlingsplanen revideres.
En afvisning af at medvirke til en revision af handlingsplanen vil kunne sidestilles med den situation, hvor den ledige afviser at medvirke ved udarbejdelsen af en handlingsplan (jf. § 40). Det påhviler derfor arbejdsformidlingen at underrette den lediges arbejdsløshedskasse, som herefter træffer afgørelse om de dagpengemæssige konsekvenser.
Når der skal foretages revisioner af en handlingsplan, skal den ledige vejledes om muligheden for at få en samtale forud for revisionen med arbejdsløshedskassen, inden den endelige revision foretages (jf. § 37 stk. 2). Såfremt revisionen af handlingsplanen i arbejdsformidlingen sker i forbindelse med afgivelse af et aktuelt tilbud, kan der ses bort fra vejledningen i arbejdsløshedskassen. Arbejdsformidlingen sender en kopi af den reviderede handlingsplan til arbejdsløshedskassen (jf. § 38 stk. 4).
Den ledige har indenfor en periode på 4 uger efter revisionen af handlingsplanen mulighed for at gøre indsigelser mod denne med mindre den ledige skal påbegynde et konkret tilbud inden udløbet af denne periode (jf. § 39).
Hvis den reviderede handlingsplan medfører en ændring i medlemmets rådighedsforpligtelse, skal arbejdsløshedskassen orientere medlemmet om dette på samme måde som skitseret ovenfor.
Hvis den reviderede handlingsplan ikke medfører en ændring i rådighedsforpligtelsen, kan arbejdsløshedskassen eventuelt kontakte medlemmet med henblik på vejledning og rådgivning i forbindelse med den reviderede handlingsplan.
Arbejdsministeriet, den 13. oktober 1993
Jytte Andersen
/ Jørgen Kappel
(* 1) Hvor der i det følgende ikke anføres andet, henvises der til denne bekendtgørelse.